Code of the Damned

Riley er en helt almindelig pige. Det tror hun selv i hvert fald. Hun har studeret sprog hele sit liv, og kan tale tretten forskellige, det er derfor hun bliver hentet ud af sit normale liv, af den Amerikanske regering, og ind i et virvar af kærlighed, venskab, intelligens og ikke mindst alle de liv der står på spil.
Der har lige været præsidentvalg i Amerika, og den nye præsident er valgt. De viser sig så bare at præsidenten er medlem af en kult der kaldes The Damned, og med præsidenten ved magten er Amerika så småt ved at smuldre. Og hvis Amerika smuldre, så smuldre verdenen. Der bliver derfor samlet en gruppe af højt intelligente mennesker i alderen 18 - 93, der skal finde ud af hvad, hvem og hvordan. Og så skal de forhindre det i at blive værre.
Problemet er bare at The Damned allerede ved hvad de har gang i, og én efter én bliver gruppen snigmyrdet.


1Likes
2Kommentarer
812Visninger
AA

1. The US Government

 

Jeg sad nede bag ved sammen med mine venner Thasha, Nio og Casper. De tre sad og sludrede lystigt om hvad de skulle i eftermiddag. Det lød som om de skulle i biografen. Jeg gned min pande en anelse hårdt der hvor det var begyndt at dunke hårdt. Lige over øjenbrynet. Jeg havde vidst fået en hovedpine. "Hey, Riley! Vil du ikke med? Vi har selvfølgelig ikke bestemt os for hvilken film vi skal se endnu, men det finde vi ud af derovre," sagde Nio. Han var høj og af afrikansk afstamning. Hans familie var flyttet til landet lige inden han blev født. Jeg gned mig igen over øjenbrynet, da den dunkende fornemmelse blev kraftigere. "Eh, ellers tak. Ikke i dag, i hvert fald," mumlede jeg og lukkede øjnene i to sekunder. "Er du okay?" spurgte Thasha med bekymret stemme og lagde en hånd på min skulder. Jeg rejste mig op og svinget min taske over skulderen. "Faktisk, så tror jeg at jeg vil tage en hurtigt tur forbi skolesygeple ..." begyndte jeg, men blev afbrudt af en høj og skinger barnestemme."Jamen dog, jamen dog! Hvad laver du dog her?" spurgte hun. Jeg vendte mig rundt og kiggede ind i et par uhyggelige blå øjne. Nathalie. Perfekt lige hvad der manglede. Jeg havde før set hende gå rundt og ødelægge folk liv, men aldrig før havde hun generet mig. Eller måske bortset fra den første dag jeg satte fod her på skolen, hvor jeg ved et uheld havde stødt ind i hende, med alle mine bøger i favnen. Hun var flippet helt ud på mig og havde skubbet mig ned på jorden, så jeg tabte mine bøger. Men det minde valgte jeg at glemme. Nathalie var høj, brun, lyshåret og … ikke særlig begavet. Men tilbedt af stort set alle mandlige elever på skolen. Og det udnyttede og overfortolkede hun.

Jeg gloede på hende som om hun var idiot. "Jeg har timer her," sagde jeg kort og kontant. Hun rullede med øjnene, for at indikere at det var noget hun allerede vidste. "Jamen jeg syntes du skal vælge et andet fag," sagde hun med sin høje skingre barnestemme. Jeg var næsten lige ved at grine nu, på trods af den hovedpine der dunkede bag min pande. Det var dog utrolig så dum som hun kunne være. "Det er dansk. Det er ikke noget valgfag," sagde jeg til hende. Jeg gned min pande igen, da hovedpinen satte tempoet op. "Og nu må du undskylde mig, men jeg skal et andet sted hen," forsatte jeg og masede mig forbi hende. Jeg vinkede hurtigt farvel til mine venner på vejen ud af døren. Jeg besluttede mig for bare at pjække, da jeg ikke kunne overskue noget som helst lige nu. Jeg svingede min taske over skulderen og begav mig hjemad.

Det regnede lidt, men ikke nok til at genere mig, så jeg magter ikke at tage mine paraply frem fra bunden af min taske. Der var ikke så langt hjem fra skolen, kun fem minutter. Da jeg endelig kommer hjem trasker jeg med tunge ben op af trappen, og lukker mig selv ind. Jeg smed min taske på gulvet og gik direkte ud til køkkenets medicinskab efter en Panodil, som jeg skyllede ned med et kæmpe glas vand. Jeg gik ind for at ligge mig et lille stykke tid på sofaen, indtil at Panodilen begyndte at virke.

 

Jeg åbnede øjnene igen noget tid efter, først uden at indse at jeg var faldet i søvn. Jeg kiggede hurtigt på det digitalur der stod over ved siden af tv'et. Havde kun sovet i 20 minutter. Min hovedpine var forsvundet, takket være Panodilen og den smule søvn jeg havde fået. Jeg gik igen ud i køkkenet, men denne gang for at hente nøglerne til postkassen. Jeg traskede igen ned af trapperne og ud til hvor postkassen stod.

Jeg kiggede stakken af breve igennem. Jeg blev frustreret over at jeg aldrig fik brev, de var alle til min far. De var næsten alle sammen regninger. Bortset fra den sidste. Den var til mig, og det var fra The US Government. Åh nej! Det kunne umuligt være godt.

Jeg skyndte mig tilbage inden for, da det var begyndt at falde med store regndråber. Jeg smed det store bundt af regninger på spisebordet, men beholdte brevet fra The Government. Mit navn stod med fede blokbogstaver lige under min adresse. Længere oppe på brevet stod titlen sammen med Amerikas våbenskjold. Det så meget officielt ud.

Med rystende hænder åbnede jeg brevet, hvorefter at finde et stykke papir uden noget på. Min første tanke var at dette var en syg joke fra mine venners side, men noget fra den bagerste del af min hoved fortalte mig at jeg skulle kigge ordenligt efter.

Jeg gik over og tændte for det skarpe lys fra lampen over spisebordet, og holdte papiret ind under. Det skarpe lys afslørede tydeligt en lang stykke tekst:

Ring når du finder nummeret.

I et hus langt inde i skoven, boede Jill sammen med sin mor. De havde mange dyr. Jills favorit dyr var en due, hun kaldte Octo.”

Sikke et underligt navn at kalde sin due, tænkte jeg.

På et tidspunkt glemte Jill at lukke lågen til duens bur. Duen fløj af sted med det samme, for den ville gerne ud og opleve verdenen. Da Jill opdagede hvad hun havde gjort blev hun meget ked af det, men besluttede at tage ud og lede efter den.

Pigens mor fulgte efter hende for at hjælpe. Da de havde søgt i de syv verdenshjørner gav pigen op, for de havde endnu ikke fundet duen. Hendes mor sagde til hende: giv ikke op. Jeg ejer den sjette sans, og jeg ville hjælpe dig med at finde din fugl. Moren tegnede et pentagram på jorden og satte sig i midten. Hun messede et par ord op og ventede derefter kun på at fuglen skulle dukke op. Til sidst kom den flyvende ned og satte sig på hendes skulder. Både duen, Jill og Jills mor levede lykkeligt til deres dages ende.”

Jeg kradsede hurtigt teksten ordret ned på et andet stykke papir med en normal blyant. Derefter lagde jeg pænt og forsigtigt det originale papir tilbage i konvolutten hvor den kom fra. Jeg tog både konvolutten og papiret med oven på mit værelse, hvor jeg ville studere teksten nærmere. 'Ring når du finder nummeret'. Det gav ikke nogen mening, der var jo ikke vedlagt et nummer. Jeg kiggede igen ned på papiret. Duen hed Octo. Og så gik det op for mig. Octo var et mærkeligt navn fordi det betød otte på latin. Var tallene i teksten? Jeg læste teksten igennem endnu et par gange uden at finde ud af flere spor.

Jeg smed papiret på mit skrivebord og satte mig på min kontorstol der hørte til. Jeg prøvede at læse sætningerne op en af gangen for at analysere dem. I et hus langt inde i skoven boede Jill sammen med sin mor. I et hus. Ét hus. 1 var det første nummer, det var jeg sikker på. Jeg tog en blyant og skriblede tallet ned. Jeg læste videre i teksten. Jills favorit dyr var en due. En due. De to næste numre var ét og to. Due betød to på italiensk. Derefter kom otte, af duens navn Octo. På et tidspunkt. Ét igen. De syv verdenshjørner. Syv. Jeg ejer den sjette sans. Seks. Hun messede et par ord op. Et par. Det næste tal var et og derefter to, for et par var altid to.

112-817-612.

Det passede. Der var ni cifre i et amerikansk nummer, og eftersom brevet – tilsyneladende – var fra The US Government, var deres nummer nok også amerikansk.

Jeg gik ned i entréen for at finde min taske hvor min mobil lå i. Jeg var stadig meget usikker på om det var en joke eller ej, men jeg besluttede mig for at ringe. Hvis det nu var The Government ville de nok blive pænt sure hvis ikke jeg ringede tilbage. Eller ville de tro at jeg ikke regnede den ud. Ligemeget hvad havde jeg ikke lyst til at have den Amerikanske regering i ryggen på mig, så jeg tastede hurtigt nummeret ind og holdt telefonen for øret. Min hånd rystede en anelse. 

Telefonen nåede at ringe tre gange inden den blev taget og besvaret af en dyb mandestemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...