Code of the Damned

Riley er en helt almindelig pige. Det tror hun selv i hvert fald. Hun har studeret sprog hele sit liv, og kan tale tretten forskellige, det er derfor hun bliver hentet ud af sit normale liv, af den Amerikanske regering, og ind i et virvar af kærlighed, venskab, intelligens og ikke mindst alle de liv der står på spil.
Der har lige været præsidentvalg i Amerika, og den nye præsident er valgt. De viser sig så bare at præsidenten er medlem af en kult der kaldes The Damned, og med præsidenten ved magten er Amerika så småt ved at smuldre. Og hvis Amerika smuldre, så smuldre verdenen. Der bliver derfor samlet en gruppe af højt intelligente mennesker i alderen 18 - 93, der skal finde ud af hvad, hvem og hvordan. Og så skal de forhindre det i at blive værre.
Problemet er bare at The Damned allerede ved hvad de har gang i, og én efter én bliver gruppen snigmyrdet.


1Likes
2Kommentarer
814Visninger
AA

2. Chai Latte and Tears

 

”Hallo? Miss Atkins?” spurgte stemmen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg havde ikke lyst til at være uhøflig, så jeg sprang bare ud i det. ”Ja?” sagde jeg. Det lød mere som et spørgsmål end en bekræftelse. ”Så de fandt nummeret? Hvor lang tid tog det?” spurgte han. Det her var begyndt at gøre gøre mig bange. ”Ja, jeg fandt nummeret, og det tog vel ti minutter,” svarede jeg forsigtigt. Jeg gik ind i køkkenet igen, bare for at gøre noget. ”Okay,” svarede den dybe mandestemme i den anden ende. Jeg ventede lidt, men han sagde ikke mere. Det lød som om han skrev noget noget ned på et papir. Jeg ventede lidt længere, da jeg ikke kunne hører hans skriblen mere. Intet. ”Undskyld, men kan De fortælle mig hvad det handler om?” spurgte jeg forsigtigt. Manden kom med en eller anden brummende lyd, men svarede derefter. ”Ja. Vi har brug for din hjælp, Miss Atkins. De er den bedste kvalificerede inde for sprog, og er derfor det oplagte valg, til vores 'mission'. Og da de er fyldt atten, behøves der ikke nogen skriftlig underskrift af dine forældre,” sagde han. Jeg var lige ved at grine, men prøvede at holde masken. Det gik ikke specielt godt. Jeg kom til at fnise lidt, hvilket sikkert ikke gjorde manden specielt glad.

Han rømmede sig, for at tale igen. ”Dette er en meget alvorlig sag, Miss Atkins, og De burde være stolt over at blive udvalgt til at deltage,” sagde han strengt. Jeg fnisede endnu en gang. ”Okay, så De vil have mig til at tro at ud af de syv milliarder mennesker på jorden at jeg er den bedste. Det lyder meget usandsynligt. Og, du kan bare kalde mig Riley, tak.” sagde jeg. Jeg var begyndt at tro på det af en eller anden grund, men ville ikke indrømme det. Ikke engang over for mig selv. Det var jo sindssygt. ”Okay, Riley. Og ja, du er en af de bedste og det er derfor vi har brug for din hjælpe. Selvfølgelig bliver du nødt til at gennemgå et par IQ tests og personligheds tests, inden du vil blive forment adgang til at deltage,” sagde han. Jeg pustede tungt ud. ”Og denne mission … Hvad går det ud på, helt præcist?” spurgte jeg, denne gang træt. Hele denne situation var ved at blive en anelse uoverskueligt. ”Det kan jeg ikke fortælle dig, før du har taget dine tests og er med i gruppen,” svarede han. Jeg var lige ved at grine endnu en gang. ”Du ved godt det lyder som en lam agentfilm, ikke?” spurgte jeg og fniste igen. Han var stadig død seriøs. ”Miss Atkins!” udbrød han, nok en anelse forarget. ”De bliver bare nødt til at stole på os,” forsatte han. Jeg sukkede og tænkte over det et øjeblik. ”Jae … Men hvad med min skole? Jeg kan ikke bare droppe ud, jeg er midt i min uddannelse,” sagde jeg. Jeg havde altid sat skolen som min 1. prioritet, og jeg var ret sikker på jeg ville have svært ved at 'bare' droppe ud, men jeg kunne fornemme situationens alvor og besluttede mig for ikke at være så negativ. ”Der kan blive arrangeret privat undervisning, når dette er overstået, plus at med de mennesker du kommer til at møde under dette forløb vil kunne hjælpe dig med at komme ind på hvilken som helst skole,” sagde manden. Jeg sukkede.

Og sådan forsatte det. Jeg talte med manden, som jeg fandt ud af hed Thomson, resten af eftermiddagen. Jeg var blevet overbevist for længst, jeg havde bare en del praktiske spørgsmål, som f.eks. hvor jeg skulle tage hen for at tage mine tests og om jeg blev nødt til at bestille en flybillet til Amerika. Han grinede af mig da jeg spurgte, den alvorlige stemning var tilsyneladende sluppet lidt. ”Bare rolig, Riley. Vi kommer og henter dig hjemme hos dig selv i morgen kl. 16, præcis. Du skal bare sørge for at have en lille taske med personlige ejendele med, prøv ikke at pakke mere en ét sæt tøj. Du vil endda få en meget høj løn for dit arbejde, så du kan købe nyt tøj der hvor du kommer hen,” svarede han. Da han sagde 'der hvor du kommer hen', troede jeg i første omgang at han talte om at jeg skulle dø, men skubbede hurtigt tanken til side, for det var en latterlig tanke. ”Og Riley?” spurgte han. Det lød som om han var ved at slutte af. ”Ja?” svarede jeg. ”Lad være med at fortælle nogen om dette. Fortæl dem at du fik en tilbud af en eller anden skole fra udlandet, og du tog det tilbud. Okay?” spurgte han. ”Jae … Det skal jeg nok,” svarede jeg forsigtigt. Jeg var fyldt 18, så der var ingen der havde forældremyndighed over mig, og min far som jeg boede sammen med var rimelig med hensyn til hvad end jeg ville lave, men jeg var ret sikker på at 'flytte til udlandet, uden at være færdig med gymnasiet' var at presse citronen. Og endda med så kort varsel.

Da vi var færdig med at tale lagde jeg på og kiggede hurtigt på mit ur. Okay klokken var kun 15, så mine venner havde lige fået fri. Jeg kunne stadig nå det. Efter jeg havde ringet til Nio og spurgt om jeg stadig kunne tage med i biografen, hvilket jeg godt kunne, pakkede jeg hurtigt min taske med de sædvanlige ting. Pung, en flaske vand og mobilen. Derefter svingede jeg hurtigt taskens rem over skulderen, greb nøglerne på vej ud og smækkede hurtigt døren efter mig. Jeg besluttede mig for at gå ned til den café hvor vi skulle mødes før filmen, da jeg ikke gad at cykle eller tage bussen.

En halv time senere var jeg nået ned til byen, hvor både caféen og biografen lå. Da jeg var ti meter fra caféen fik jeg øje på alle tre, der sad ved et bord uden for og drak deres kaffe. Da jeg var kommet hen til deres bord, trak jeg den stol ud der stod ved siden af Casper og satte mig ned. ”Hej,” sagde jeg og samlede menu-kortet op. De smilede da de så mig. ”Hey,” svarede de nærmest i kor. ”Så du fik det bedre?” spurgte Thasha, med et smil på hendes yndige røde læber. ”Jae … Jeg tog en Panodil og en lur,” svarede jeg grinende. Jeg skimmede hurtigt kortet for at se hvad jeg ville have. Jeg besluttede mig for en Chai Latte. Som altid. ”Ehm ...” begyndte jeg. Jeg vidste ikke rigtig hvordan jeg skulle få det sagt. Så jeg besluttede mig for bare at springe ud i det. ”Jeg skifter skole,” sagde jeg lige ud. Jeg holdt vejret, imens jeg ventede på deres reaktioner. Først reagerede de ikke engang, men så begyndte Thasha at græde og Nio udbrød ”Hvad?!” så højt at flere af gæsterne vendte sig og kiggede på os. Casper sad bare og kiggede på mig som om jeg var idiot. Jeg havde egentlig ikke forventet så stærke reaktioner. Jeg kunne ikke lade være med at kigge ned på mine hænder som lå i mit skød. ”Til hvor?” spurgte Thasha, med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg kunne ikke selv lade være med at græde og snart trillede der også et par tårer ud af min øjenkrog. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare til det spørgsmål, så jeg prøvede at være så upræcis så muligt, uden at virke mistænkelig. ”Til udlandet, ” svarede jeg, og tørrede hurtigt og hidsigt nogle tårer af min kind.

Jeg kunne mærke at Nio lagde en arm om min skulder og hvilede sit hoved oven på mit. Jeg håbede ikke at han også begyndte at græde. ”Det kommer vel ikke helt bag på os,” sagde han pludselig, med en bedrøvet mine. Jeg drejede hovedet for at kigge op på ham. ”Hvad?” spurgte jeg med et underligt vaklende tonefald. ”Jae, altså … Du er jo klog. Hell, virkelig klog. Så det overrasker mig bare ikke at en eller anden højrøvet skole har tilbudt dig en plads,” svarede han. Han prøvede at virke så nonchalant som muligt, men han kunne ikke skjule at han var trist over at jeg skulle flytte skole. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og jeg gav ham et kram. ”Det tager jeg om et kompliment,” sagde jeg og grinte lidt. Men det var en glædesløs latter. Jeg vendte mit blik fra Nio og tilbage til de to andre. Thasha så ud til at havde fået tyr på sig selv, og Casper sad og pillede ved han serviet uden at møde mit blik.

”Så hvornår tager du af sted?” spurgte Casper. Jeg havde håbet at jeg ikke skulle besvare det spørgsmål lige foreløbig, men det så ikke ud som om jeg slap så let. Min stemme skælvede da jeg svarede. ”I morgen.” Det skaffede mig endnu en omgang chokorede blikke. Jeg sukkede og indså dette kom til at blive en meget lang dag.

***

Fire timer senere, på vej hjem fra byen blev jeg igen underlig nervøs. Efter mine venner og jeg havde talt tingene igennem, besluttede de at vi skulle have en sidste 'farvel-bytur'. Så vi havde drukket vores drinks færdig og var derefter taget i biografen. Efter biografen tog vi på en anden café for at få noget aftensmad. Alt i alt var det en utrolig hyggelig aften og den havde lagt en dæmper på min frygt over hvad der skulle ske den næste dag, og nervøsiteten over at skulle fortælle min far det. Jeg åbnede forsigtigt hoveddøren og håbede at han ikke havde hørt mig, så jeg kunne snige mig ubemærket forbi og op på mit værelse, men så heldig var jeg selvfølgelig ikke.

Han sad ved køkkenbordet og ventede på mig. Han læste en avis som underholdning. ”Hej,” begyndte jeg. Jeg smed min taske ved siden af stolen og satte mig ned. ”Hej,” svarede han og lagde avisen fra sig. Han vidste godt at der var noget i gærde. Han vidste altid når der var noget i gærde. Jeg tog en dyb indånding og begyndte så at fortælle ham hvad der skulle ske.

Han sagde ikke en eneste ting under min mindre fremlæggelse, han ventede til bagefter. ”Så du vil bare flytte ud på én dag?” var hans spørgsmål. De ville ikke ligne mig at tage sådan en uovervejet beslutning. Så jeg stak ham en løgn. ”Faktisk har jeg gået og overvejet det et stykke tid nu, jeg har endda skaffet mig en lejlighed og sparet penge sammen til nyt møblement,” svarede jeg så selvsikkert jeg kunne. Jeg håbede for guds skyld at han troede på det. Det så ud som om han gjorde. ”Og du tager af sted i morgen, siger du?” Han sad med et tænksomt ansigtsudtryk og pillede ved sit skæg. ”Vil du have jeg skal køre dig til lufthavnen?” spurgte han. ”Nej, det er okay far. Jeg klarer det selv, og jeg vil ikke holde dig fra dit arbejde,” sagde jeg roligt, men med et grin på læberne. Han elskede sit arbejde. ”Skal jeg hjælpe med at pakke, så?” spurgte han. Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Nej, det ordner jeg selv. Jeg har alligevel kun ganske få ting jeg tager med,” sagde jeg. ”Vi tales ved i morgen tidlig, okay? Og jeg har styr på det, så bare rolig.” Efter de ord tog jeg min taske med oven på og smed den på gulvet.

Jeg skiftede hurtigt til nattøj og børstede tænder, så jeg kunne komme i seng. Jeg var helt smadret og hovedpinen var ved at vende tilbage, men alligevel tvivlede jeg på at jeg kunne falde i søvn med al den nervøsitet der fyldte mig. Men det gjorde jeg alligevel, og jeg kan huske den sidste tanke den sidste normale dag i mit liv var: sikke en surrealistisk dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...