Det sidste tog.


0Likes
0Kommentarer
174Visninger

1. Det sidste tog

 

Tiden stod stille. Helt stille. Stationerne kørte langsomt forbi på den anden side af vinduet. Silke var ikke nærværende. Hun vidste ikke hvor hun var. Eller hvor hun var på vej, og hun var også ligeglad. Hun skulle bare væk. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende.. Hvad havde hun dog gjort? Endnu en station, endnu en by, endnu en tanke.

Det var startet for et par måneder siden, næh faktisk for 2 år siden, da hun mødte Thomas og forelskede sig i ham. De var lykkelige, og elsket deres liv sammen. Rejste, spiste ude tit, gik til koncerter og alt det de havde lyst til. Og så skulle Dét gå hen og ødelægge deres perfekte tilværelse. Fuck! Det var bare ikke fair. Og hun, som havde passet så godt på altid. Thomas var selvfølgelig ellevild. Han elskede tanken om, at de skulle være en stor familie. Han tænkte slet ikke på, hvor godt de allerede havde det. Hvad et barn kunne ødelægge, hvordan de lige pludselig havde et ansvar over et andet menneskes liv. Han tænkte slet ikke på hende, på Silke. Hun ville jo ikke have sådan et skide, spise, tude barn, der ikke kunne noget som helst selv. Hvorfor ødelægge noget, der er godt?

Så hun gjorde det. Hun tog lægen og fik en tid til at få det fjernet. Det var jo trods alt hendes krop, og hun måtte vel selv bestemme over den. Thomas vidste ikke noget, men Silke var sikker på, han nok skulle se, at hun jo gjorde det for deres skyld. Så de stadig kunne have det godt. Hun besluttede trods alt ikke at fortælle ham det, før det var overstået. Så kunne han ikke prøve at overtale hende, og plage hende. Hun havde besluttet sig!
Og en lettelse det var, da det endelig var overstået. Hun havde haft smerter efter, men det var det værd, og mon ikke det var derfor smertestillende piller var opfundet. Nu kom det værste. Hun skulle fortælle det til Thomas. Mon ikke han kunne se det fra hendes synsvinkel. Måske ikke, men det var han sgu nødt til.

Hun ventede på ham derhjemme, han kom sent hjem. Han var så glad da han kom ind. Han havde været ude og kigge på tapet til børneværelset, men havde i sidste øjeblik besluttet at male selv. Han var jo rimelig god til at tegne, så mon ikke han kunne male en masse dyr, eller blomster eller måske pirater og et skib. Silke kunne slet ikke stoppe ham, han blev ved. Han havde set på senge, godt nok først til når barnet var ca. 1 år, men så kunne man ellers få alle mulige slags. Biler, kareter til prinsesser og alt muligt. Han syntes værelset skulle laves i et tema, så alt passede sammen, både i form og farver.
”Jeg har fået en abort.” Ordene stoppede ham. Han sagde intet, han stirrede bare. Sådan stod han bare og kiggede på Silke i lang tid. Så vendte han sig om og gik.

Silke hørte intet i over en uge. Hvordan kunne han bare efterlade hende dér, det var da hende, der havde fået aborten, ikke ham. Hun kunne ingenting, spiste ingenting. Det gjorde så ondt indeni, hun savnede ham så meget. Han skulle komme tilbage og holde om hende. Holde om hende og sige at alt var ok, at han stadig elskede hende, sige at det var godt gjort, at de nu igen kunne leve livet.
9 dage efter Thomas var gået ringede det på døren. Silke hoppede op af sofaen, alt for hurtigt, blev helt svimmel. Hun stavrede gennem den lille gang og åbnede døren. Men det var ikke Thomas. Det var hans far. Hvad ville han der, Thomas havde sikkert fortalt ham det hele, det var jo hos dem han havde boet. Eller det regnede hun da med. Det var ikke ham der skulle komme, det var Thomas. Hvor var Thomas?
Som farens ord ramte Silke, faldt hun sammen. Hun skulle kaste op, men der kom ikke andet end lidt galde op. Han løftede hende op, som hun intet vejede og lagde hende på sofaen. Hentede et glas vand og tvang hende til at drikke. Ordene faldt stille og roligt på plads inde i Silkes hoved. Thomas var der ikke mere, han ville ikke mere. Han havde begået selvmord. Tårerne flød, hun kunne ikke stoppe dem, ville ikke stoppe dem. Brækfornemmelsen kom igen, hun sank. Hvad var der sket? Hvad havde han gjort? Gjort mod sig selv, gjort mod hende. Hvem skulle hun nu leve sit liv sammen med? Hvem skulle med i biffen på en regnfuld dag? Hvem skulle dele sin dessert med hende, gå tur med hende på stranden eller i skoven? Hvem skulle hun nu rejse til fremmede kulturer med? Hvor var han egoistisk!! Han tænkte jo slet ikke på andre end ham selv, hvordan kunne han?!

Silke sad i toget og tænkte tilbage. Der var gået nogle måneder, og hun havde tænkt rigtig meget. Hvad havde hun dog gjort? Det var slet ikke Thomas, som havde været egoistisk, det var jo hende. Det var hende, som havde fået aborten uden at sige noget, og havde knust hans drømme. Nu hvor hun tænkte tilbage, havde han altid udtrykt ønske om familie med hende, om stabilitet, villa og have. Hun havde bare aldrig hørt det, hun havde været i sin egen lille egoistiske, ansvarsløse verden. Hun burde have fortalt ham, at hun ikke ønskede det samme liv, som ham. Hun burde have sat ham fri, så han kunne finde sin familiedrøm et andet sted, men Silke havde ikke kunne. Hun elskede ham jo, kunne ikke give slip, kunne ikke undvære ham. Og nu sad hun alene i et tog på vej til ingenting. Hun havde godt hørt stemmerne rundt om sig, men hun ville ikke lytte. Hun havde besluttet sig, hun vidste endelig hvad hun skulle gøre for at vise Thomas, hun var ked af det. For at sige undskyld. Endelig gjorde hun noget for ham, noget uselvisk. Hun var ikke egoistisk mere.
Endelig var endestationen der. Hun kunne høre det på hyletonen. Hun rejste sig og gik ud i mørket. Endelig var hun hjemme hos Thomas og deres lille datter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...