Blinded by love - One shot

Hvad sker der når man endelig indser, at ens kærlighed ikke er, som man troede han var?
Allison er helt skudt i sin kæreste, Keaton - ja, nærmest helt besat. Hun mener, at han er den perfekte fyr. Hun er dog lidt usikker på, om hun er god nok til ham - nok for ham.
Mange ting sker på den dag de har været kærester i ét år, og mange ting viser, at den perfekte fyr ikke helt er som hendes opfattelse af ham. Mon Allison får øjnene op for det? Vil hun gøre noget ved det, eller bare se igennem fingre med det?

22Likes
36Kommentarer
901Visninger
AA

2. Blinded by love

 

Han var mit et og alt. Alt var fantastisk ved ham. Det lyse hår som altid sad perfekt på ham. De øjne der var så grønne, som en græsmark om sommeren. De grove men stadigvæk smukke ansigtstræk; den lige næse og de smalle læber. Jeg kunne virkelig ikke fatte, at han var min. Og at han virkelig ville have sådan en som mig.

Jeg kiggede på mig selv i spejlet, og studerede hver eneste detalje. Mit krøllede rødbrune hår, som lå tungt ned af ryggen på mig. De dybe blå øjne som stirrede tilbage, de lange mørke øjenvipper og de fyldige røde læber. Jeg havde lagt en naturlig makeup, som man næsten ikke lagde mærke til.

Han havde kaldt mig ting som 'lækker' og 'hot' mange gange, men aldrig smuk. Men... det var vel nok sådan en drengeting. De tænkte sikkert, at det var gammeldags at kalde noget eller nogen for smuk.

Men var jeg mon pæn nok til ham? Var jeg nok?

Jeg viftede tankerne væk. Selvfølgelig var jeg nok! Han elskede mig, det havde han jo sagt mange gange. Og jeg elskede ham højere end noget andet. Det kunne nærmest ikke beskrives - så stærke var mine følelser.

Vi havde været kærester i et år den dag, og jeg glædede mig som en sindssyg. Vi havde aftalt at vi skulle på diskotek, og bare slå os løs. Jeg ville egentlig bare have en romantisk middag, men jeg sagde ikke noget til ham. Hvis han ville på diskotek, så var det vel i orden. For jeg stolede på ham; helt fuldt og fast.

Men jeg glædede mig også, fordi det var længe siden vi havde været til noget sammen. For af en eller anden grund, skulle han nærmest altid noget hver aften. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, fordi han plejede ikke at arbejde om aftenen. Jeg havde aldrig spurgt ind til det, for igen: Jeg stolede på ham! Han ville aldrig gøre noget dumt, vel? I hvert fald ikke uden at sige det til mig, eller snakke med mig om det. Ikke? Men han skulle i hvert fald komme lige om lidt for at hente mig.

Mit spejlbillede viste den fantastiske kjole jeg havde på. Den var enkel men stadig flot. Det sorte stof smøg sig stramt rundt om min krop, og gik mig til midten på lårene. Den havde ingen stropper, og den havde et mønster af nitter, der var formet som et kryds lige under barmen. Mon den var for enkel? Ville han synes om den?

Jeg sukkede stille for mig selv, og rystede på hovedet.

Du stillede simpelthen for mange spørgsmål Allison! Selvom de var mentale, så gjorde jeg det stadigvæk.

Nu hvor det var vores et års dag, havde jeg selvfølgelig købt en lille gave til ham. Ikke noget specielt - bare en hjerteformet æske med chokolade i. Men indeni var der et billede, af os to som kyssede. Kreativt, ikke sandt?

Jeg smilede over min egen idé til en gave, og rettede lidt på mit hår.

Jeg var oppe på mit hvide, og meget stilfulde værelse. Ingen af mine forældre var hjemme, så jeg kunne egentlig gøre hvad jeg ville. De vidste selvfølgelig godt at Keaton og jeg skulle ud, men de behøvede jo ikke at vide hvorhen.

Så tog jeg en dyb indånding, og vendte mig om; væk fra spejlet. Lige inden jeg gik ud af døren, kastede jeg et blik på uret, som hang over den. Klokken var 19.57, og han sagde, at han ville komme omkring klokken 20. Så måtte jeg nok hellere skynde mig lidt, da han altid kom for tidligt.

Jeg lukkede døren til mit værelse, og gik ned af trapperne i et godt tempo. Jeg havde allerede mine sorte stiletter på, som gav en irriterende lyd hver gang de ramte gulvet. Det gav genlyd i hele huset - hvilket bare fik det til at lyde mere tomt.

Da jeg var kommet ned fra mit værelse - hvilket desuden var 16 minutter siden - havde jeg sat mig på sofaen i stuen, og trippede utålmodigt med fødderne. Klokken var 20.13, og jeg ventede på Keaton.

Stadigvæk - efter 16 minutter. Det havde jeg vist nævnt.

Men hvorfor var han ikke kommet endnu? Hvordan kunne det være? Han kom jo altid for tidligt - lige meget hvad han skulle til.

Uvilkårligt rynkede jeg panden. Det havde jeg jo også allerede nævnt før!

Jeg havde åbenbart ret mange tanker kørende rundt i mit hoved, når jeg var nervøs. For det var dét, jeg nemlig var lige nu. Nervøs. Nervøs for om der var sket noget med ham. Eller.. at han havde glemt vores aftale? Havde han brændt mig af?

Selvfølgelig ikke - der måtte jo nok bare være noget, som kom i vejen. Men hvorfor var jeg overhovedet blevet så usikker på vores forhold, og stillede spørgsmålstegn ved det? Hvorfor i dag - den dag som skulle være uden bekymringer, og hvor vi skulle have det dejligt sammen. Jeg kunne ikke se grunden til det. Måske var det bare sådan en fase, som man gik igennem i et forhold.

Men tilbage til, hvorfor han kom for sent.

Hvordan kunne det være, at han kom for sent nu? Måske kunne det være, at han forberedte noget alligevel! Altså.. noget romantisk.

Jeg kunne mærke håbet stige indeni mig. Ja, det måtte det jo nok være.

Pludselig lød en højlydt kimen som stoppede min uendelige tankestrøm. Uvilkårligt bredte der sig et smil på mit ansigt, som næsten måtte nå mine øjne. En varm følelse samt en glæde, spredte sig indeni mig. Følelsen spredte sig fra mit bryst, til helt ud i fingerspidserne.

Jeg skyndte at rejse mig op fra sofaen, og nærmest løb over til døren. Jeg rev den op, og så ham stå foran mig. Perfekt som altid.

Uden videre kastede jeg mig i favnen på ham, og knugede ham ind til mig

"Hvor har jeg savnet dig skat!" sagde jeg til ham, mens jeg begravede hovedet i hans skulder.

"Allison," brummede han tilbage. Han vred sig ud af mit greb om ham, og irriteret rettede han på sit tøj. Han havde nogle sorte hængerøvsbukser - som nærmest hang helt nede om anklerne på ham - og en grå t-shirt på. Personligt brød jeg mig ikke om at han gik i sådan nogle bukser, da det så utrolig dumt ud. Og så havde han tilmed stoppet bukserne ned i hans hvide sportsstrømper. Hvilket så endnu mere latterligt ud.

Men sidste gang jeg kommenterede hans tøjstil, snerrede han af mig, og sagde at det var hans liv, og at han selv bestemte. Det havde han selvfølgelig ret i, men han behøvede da ikke at reagere på den måde.

Det var nok bedst, at jeg holdt mine tanker for mig selv. Hvad nu hvis han ville begynde at råbe af mig eller sådan noget? Nej, det ville han aldrig gøre, vel?

Men.. hvorfor krammede han mig ikke tilbage lige før?

"Basse? Er der noget galt?" spurgte jeg ham bekymret om. Han kiggede irriteret på mig.

"Så stop dog med at kalde mig for 'skat' og 'basse'! Mit navn er altså Keaton, Allison!"

Jeg veg forskrækket tilbage, og kiggede forfærdet ind i hans grønne øjne. Man kunne nærmest se irritationen lyse ud af dem. Hvad var der galt med ham? Pludselig ændrede udtrykket sig i hans øjne; men til hvad, kunne jeg ikke tyde.

"Og nej, der er ikke noget galt søde," sagde han sukkersødt, og gav mig et kys på kinden. Min kind brændte der, hvor han lige havde kysset den.

"Okay, Keaton." alle mine bekymringer forsvandt som dug for solen, og jeg tænkte ikke mere over dem. Han havde nok bare en dårlig dag.

Jeg gjorde tegn til at han skulle blive stående i døren, mens jeg gik over for at hente min gave til ham. Jeg tog den op fra sofaen, og gik over til ham med et forventningsfuldt blik i øjnene. Jeg var næsten sikker på han ville blive glad for den.

Han stod helt afslappet i døren, og tog imod gaven med.. hvad var det i hans øjne? En ligegyldighed?

Jeg mærkede modet sive fra mig igen.

Nej nej nej, Allison! Hvordan kunne jeg blive ved med at komme i tvivl? Det var ikke en ligegyldighed - du er sikkert bare utrolig dårlig til at aflæse folk. Ja. Det måtte være svaret.

Han tog båndet af den hjerteformede æske, og åbnede den. Mit smil blev endnu større, og han kiggede på billedet og tog det op. Han stirrede på det i lidt tid.

Og så smed han det på gulvet.

Vent. Hvad? Han smed det på gulvet? Hvorfor gjorde han dog det? Jeg mærkede en hård knude i mit bryst tage form. Hvorfor?

Han lagde slet ikke mærke til, at jeg var stivnet foran ham. Så tog han et stykke chokolade, og puttede det i munden.

"Nå, skal vi køre?" spurgte han så - ligegyldigt. Ikke engang et tak fik jeg. Jeg ænsede ham ikke, men tænkte blot på, hvad grunden kunne være til.. tja, alt dette. Pludselig var der en hånd, som viftede frem og tilbage foran mit hoved, og jeg kom tilbage til virkeligheden.

"Hallo? Allison, er du døv eller sådan noget?" jeg kiggede forvirret på ham.

"Nej, selvfølgelig ikke," svarede jeg tilbage med et anstrengt grin. Han kiggede lidt på mig, og slentrede derefter ud af døren.

Han smed den lyserøde æske ind på bagsædet af bilen, og satte sig ind. Jeg stod stadig i entreen, og kiggede fra bilen, til billedet som lå på gulvet. Til sidst kiggede jeg kun på billedet. Vi så virkelig lykkelige ud. Jeg tog en hurtig beslutning, og samlede billedet op. Jeg trak min bløde sorte cardigan på, og stoppede billedet ned i den ene lomme. Derefter tog jeg en dyb indånding, låste hoveddøren, og gik over mod bilen. Han holdt ikke engang døren for mig. Sikke en gentleman.

Jeg gav mig selv en mental lussing. Hvordan kunne du være så ond Allison? Sådan tænker man altså ikke om sin kæreste. Alt dette der skete denne her dag; jeg overreagerede sikkert bare. Han havde sikkert en dårlig dag - som jeg også havde nævnt før - og det skulle der også være plads til.

Da jeg satte mig ind i bilen, havde jeg lagt alt det negative bag mig, og tænkte kun på hvor dejlig denne dag ville blive. Eller prøvede på.

Pludselig kom jeg i tanke om noget. Måske havde han også en gave til mig?

Jeg kiggede forventningsfuldt på ham. Han kiggede ikke på mig, men da han havde mærket mit blik i lidt tid, stirrede han tilbage, med et underligt udtryk i ansigtet.

"Hvad glor du på?" spurgte han olmt. "Har jeg noget siddende på mit ansigt?"

"Ne-ej, det var bare fordi.. nej. Ikke noget," skuffelsen som bølgede ind over min krop, gjorde mig 10 ton tungere. Nej måske ikke, men overdrivelse fremmer forståelse, ikke? Min krop blev i hvert fald tung af tanken, at han tydeligvis ikke havde en gave til mig. Det var altså vores et års dag!

Han rynkede panden, men spurgte ikke mere ind til det. Så kørte han mod vores destination, som nok ikke var en restaurant som jeg havde håbet på. Men jeg håbede på, at det i det mindste blev en uforglemmelig dag.

 

Luften var så tung i lokalet, at det var svært at trække vejret. Lugten af alkohol, blandede sig med sved, hvilket gav en nærmest kvælende lugt. Folk dansede rundt omkring, nogle drak, og andre sad bare i små grupper. Keaton og jeg, var ankommet til diskoteket for godt og vel en halv time siden. Så jo, vi skulle på diskotek alligevel. Jeg selv var lettere beruset, og kunne ikke finde Keaton. Da vi ankom, havde vi danset lidt sammen, men pludselig var han væk. Jeg fattede ikke, hvordan han bare kunne skride sådan fra mig?

Vreden blussede op i mig, og alkoholen hjalp ikke ligefrem med at dulme den. Pludselig lød en stemme, som reddede mig fra at få et lettere raserianfald.

"Hej," en køn mørkhåret fyr smilede charmerende til mig. "Skal vi danse?"

Hans brune øjne kiggede forventningsfuldt ind i mine øjne. Jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Var der virkelig nogle som gad at danse med mig?

Så huskede jeg mig selv på, at jeg ligesom havde kæreste på - og Keaton ville nok ikke blive så glad for, at jeg dansede med andre drenge end ham. Selvom jeg var vred på ham, ville jeg aldrig gøre sådan noget imod ham.

"Øh.. jeg tror jeg takker nej," jeg smilede sødt til ham. "Jeg er her med min kæreste,"

"Nå," han kiggede lidt skuffet på mig, og pludselig rynkede han panden. "Men hvor er din kæreste så? Har han bare efterladt dig midt i det hele?"

Jeg kiggede overrasket på ham. Han var i hvert fald ikke helt dum.

"Tja.. jeg ved ærlig talt ikke hvor han er," indrømmede jeg med et skævt smil. Han kiggede forbløffet på mig, og derefter smilede han igen charmerende.

"Jeg ville aldrig efterlade min kæreste," sagde han så. "Og især ikke en der er så smuk som dig."

Jeg måtte være helt rød i hovedet nu; for aldrig havde en dreng kaldt mig smuk. Heller ikke Keaton.

"Du smigrer! Mange tak. Jeg hedder Allison for resten,"

"Allison? Sødt navn. Mit navn er Jason," han smilede stadig. Han var virkelig flink, og jeg kunne mærke vi nok ville blive gode venner.

"Men skal jeg hjælpe dig med, at finde din kæreste?" spurgte han så. Han var også hjælpsom! Jeg kiggede på ham, og smilede stort. Mange personer plejede at takke nej til, når nogen tilbyder at hjælpe; og så spiller de ydmyge - men hvorfor sige nej til en, som gerne ville hjælpe dig? Sådan noget forstod jeg ikke. Man kunne jo lige så godt svare ja, når man fik sådan et tilbud, der nok ikke ville komme igen foreløbig.

"Vil du det? Tusind tak," svarede jeg. "Øh, altså.. han er nok på højde med dig, har lyst hår og grønne øjne. Og så går han i nogle grimme hængerøvsbukser, som er stoppet ned i nogle hvide sokker, samt en sort t-shirt,"

Jeg holdt mig for munden, da det gik op for mig, at jeg talte grimt om hans tøjstil. Jason grinte bare højt af mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile med.

"Du kan godt lide hans tøj, hva'? Kom, lad os finde ham!"

Vi gik rundt omkring. Vi havde både været oppe ved baren, for at se om han var der, rundt på dansegulvet, i sofaerne rundt omkring - men han var der ikke. Jo mere vi ledte efter ham, desto større blev mine bange anelser. Var der sket noget med ham? Havde han rodet sig ud i noget dumt? Var han.. gået uden mig?

Til sidst gik jeg over til en sofa, og Jason fulgte efter. Jeg satte mig ned, og begravede opgivende mit hoved i mine hænder. Jeg mærkede sofaen give efter, så Jason satte sig nok ned ved siden af mig.

"Det skal nok gå, Allison. Vi skal nok finde ham," trøstede han, og lagde en hånd på min skulder. Han var virkelig sød. Hvis jeg ikke havde Keaton, ville jeg nok være kæreste med Jason.

Jeg svarede ham ikke men rystede på hovedet. Der var stilhed mellem os i lidt tid, indtil Jason snakkede igen.

"Allison?" Jasons stemme lød ret skræmt, og jeg kiggede op på ham. Han kiggede dog ikke på mig, men i en helt anden retning. "Det skulle vel ikke være din kæreste, som står der, vel?"

Jeg kiggede i samme retning som ham. Og der så jeg dem.

Ja, Keaton var der. Men han stod sammen med en blondine, som var totalt oversminket; og de stod ikke bare sammen - de var nærmest ved at æde hinanden, når de stod, og puttede tungen ned i halsen på den anden.

Jeg kunne høre Jason kalde på mig. Men det lød som om, at han var meget langt væk fra mig; som om at nogen havde dækket mine ører til, og at alt omkring mig bare blev dæmpet til en svag summen.

Han ruskede lidt i mig, og spurgte om jeg var okay. Selvfølgelig var jeg ikke okay! Alt føltes tomt indeni mig.

Uvilkårligt listede min hånd sig ned i lommen på min cardigan. Jeg trak billedet af Keaton og jeg op, og stirrede på den i noget tid. Så rev jeg billedet over, hvor jeg derefter krøllede den del, hvor Keaton var på. Jeg smed den på gulvet, og kiggede igen op på Keaton og dullen. Pludselig, mærkede jeg en stor smerte i mit bryst. Som om det først var nu, at det gik op for mig, at Keaton var mig utro.

Jeg følte at mit hjerte bristede, da jeg så dem sammen. At nogen flåede mit bryst op, og hev mit hjerte ud, smed det på gulvet og trampede på det, skar i det hundrede gange; for derefter at sætte det på plads igen - fuldstændig ødelagt og såret.

Hvordan kunne han dog gøre det? Og på vores et års dag! Jeg mærkede hvor trist jeg blev, og tårerne trængte sig på. Så skiftede mit humør igen, og jeg havde lyst til at skrige højt. Hvor jeg før havde været ked af det, var jeg nu fyldt af raseri, og jalousi. Hvad i alverden bildte han sig ind den.. den nar!

Hvordan kunne jeg være så dum? Hvorfor havde jeg ikke set det før nu? Han havde virket så tilbageholdende før, og ligeglad med mig. Han havde været væk mange aftener, og der havde han sikkert været sammen med en masse andre piger. Så mine anelser havde været rigtige nok. Jeg var åbenbart ikke nok for ham. Jeg var blevet for kedelig her på seneste, og så skulle han straks ud, og finde nogle andre han kunne bruge.

Jeg havde ondt af mig selv. Og faktisk også af alle de andre piger han havde brugt. At de overhovedet kunne tænke på at være sammen med sådan en idiot til Keaton. Selv den dulle han stod med lige nu. Jeg var faktisk glad for, at jeg havde set dem sammen, sådan jeg opdagede hvordan han virkelig var. Jalousien var for længst væk. Jeg ville nemlig ikke være jaloux på en blondine, som var sammen med en lige så blond, idiotisk fyr.

Men jeg havde simpelthen været blind. Blind af kærlighed. Jeg var besat af tanken om, at han var min, og at jeg var hans. Besat af kærligheden.

Men nu var jeg besat af noget helt andet. Besat af en vrede, som jeg aldrig havde følt før. Besat af et had, som var så stærkt, at den brændte; brændte helt inde dybt i min sjæl.

 

 

Hej alle! Tak fordi i gad at læse med. Jeg vil sætte rigtig stor pris på, hvis i ville komme med noget feedback, og konstruktiv kritik, da det ville hjælpe meget. Hvad kan jeg gøre bedre? Er der noget der går for hurtigt frem måske? Mangler der miljø- eller sansebeskrivelser? Kom bare med kritikken ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...