#Imagine

One direction Imagine. De er lange, men ikke så lange, at det bliver en historie :)

17Likes
5Kommentarer
1533Visninger
AA

1. Kærligheds erklæring (Harry)

Harry sad i sin oversize sweater og betragtede mut det triste vejr, der den seneste tid havde bestået af regn og atter regn. Hans mundvige hang nedad, trods han faktisk var lykkelig i øjeblikket. Lykkelig fordi han havde dig. Men lykken kunne ikke nå ind til ham, og få de ellers altid smilende læber til at smile - det der ellers klædte ham bedst.

Pludselig blev døren til Harrys lejlighed flået op og en utrolig livlig Louis kom ind af døren.

"Louis, hvad laver du her?" spurgte Harry og kiggede irriteret på Louis, der så alt for glad ud midt i alt hans tristhed.

"Kom med ud, en overraskelse venter på dig Harry!" Louis begyndte smilende at hive i Harrys arme og ben, til han rejste sig op af sofaen.

"Ud i dét vejr, Louis? Glem det!"

Louis så et øjeblik tvivlsom ud - ville han nogensinde få Harry med ud? - "Hvad så hvis jeg siger, det har noget med en hvis pige at gøre?" Smilet kom tilbage på Louis' læber.

Harry fór hen mod sin lille entré og hev den første, bedste, jakke ned fra tøjknagen og trak i den, mens han åbnede døren med den ene hånd og stak i sine støvler med den anden.

"Hvad venter du på Louis? Skynd dig nu!" Råbte Harry utålmodigt og gjorde store fagter med armene.

"Chill Harry, helt ærlig, der kom fandme fut i dig nu." Louis grinede over hele femøren, mens han hurtigt gik over til Harry. Pludselig kom der alvor ind i Louis' ellers altid drillende, charmerende øjne: "Hun venter ved hjørnet af vejen, held og lykke, man," sagde han, inden han gav sin ven et klem på armen. Harry var allerede nede af trapperne, mens han råbte "tak Louis, du er den bedste! Glem aldrig det!"

Tilbage stod Louis med et skævt smil på læben, inden han selv stille og roligt begyndte turen hjem.

Harry derimod tog det langt fra stille og roligt. Han spurtede hele vejen, indtil han så det smukke (din hårfarve) hår flagre omkring i vinden, mens regnen piskede ned mod den sorte jakke du bar. Du opdagede ham hurtigt, og et smil, der dog ikke kunne måle sig med det gigantiske smil Harry bar, strålede igennem de triste omgivelser.

"Jeg elsker dig!"

Du stod helt paf og gloede på Harry. Dit smil på læberne var erstattet af en meget overrasket mund, der ikke var helt sikkert på, du havde hørt rigtigt.

Harry kiggede undrende på dig og kom med et opmuntrende smil. "Jeg elsker dig!" gentog han, og troede du ikke havde hørt det første gang.

"Virkelig?" var det eneste du kunne sige. Mente han det sådan virkelig?

"Jada, (dit navn). Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Og jeg er et hundrede procent sikker, eftersom du var den eneste, hvis tilstedeværelse kunne gøre min triste, kedelige dag fuldkommen perfekt og fantastisk."

Harry sagde det med så meget inderlighed og kærlighed i øjnene, at du ikke kunne andet, end springe i armene på ham med et stort, lykkeligt smil, mens tårerne strømmede ned over kinderne på mig.

Harry trak dig en lidt væk fra sig og kiggede alvorligt ned på dig, "hvad er der galt søde?"

"J-jeg..." du tøvede, kiggede Harry blidt ind i øjnene, inden du hundrede procent sikker i din sag, fuldførte sætningen: "elsker også dig."

Harrys smil blev større end du troede muligt og pludselig stod i begge to, drivvåde, og tudede i hinandens arme, mens den ene overgik den anden med store smil.

"Vi elsker hinanden, (dit navn)." mumlede Harry ind i dit øre.

"Ja."

"Så er alt godt, ikke?" Harry kiggede mildt ind i dine øjne, med det mest charmerende og forførende glimt i øjnene.

"Jo," du gengældte Harrys blik, "... alt er perfekt."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...