Why so mean? (1D)

Lilly Everdeen, det er navnet på en pige der aldrig rigtig har haft et godt liv. Gennem hele hendes liv er hun blevet mobbet, sparket og slået. Hendes far har også slået og sparket hende, da hun blev 10 begyndte han at misbruge hende. Hendes mor blev dræbt af hndes far da Lilly var 5 år, hun så det ske. Det eneste lyspunkt i hendes liv var hendes ven Louis, han var den eneste der ville hjælpe hende. Hun boede næsten over hos ham i en periode, fordi hun ikke turde være hjemme. Men hvad skete der da Louis vente hende ryggen? Da han ikke vil hjælpe hende mere? Og hvad sker der når hun møder ham igen flere år senere?

16Likes
11Kommentarer
1243Visninger
AA

5. Kapitel 4.

 

Jeg fik ret, det blev en lang dag. Kl. er omkring 6 om aftnen og Niall er stadig ikke kommet hjem. Han sagde ellers at han ville være hjemme omkring 5. Jeg kiggede lidt bekymret ud at vinduet, hvad nu hvis der er sket ham noget? Ej, okay selvfølgelig er der ikke sket ham noget. Han er sikkert bare forsinket, ikke? Eller også er han taget hjem til en af drengene og har glemt alt om lille mig, der sidder og rådner op her hjemme.

Jeg mærker min mave rumle og sukker. Jeg har næsten ikke spist noget hele dagen, selvom jeg har været pis hamrendes sulten.  Jeg sidder for resten stadig inde i stuen og dovner på sofaen. Min mave klagede igen, og jeg knurrede af den. Hvad? Den irriterede mig, så selvfølgelig knurre jeg af den. Jeg rejste mig brokkende op, og gik ud i køkkenet. Der kunne vel ikke ske noget ved at jeg tog lidt at æde, vel? Nej. Nu tager jeg altså bare noget ædelse, så er jeg ligeglad med Nialls reaktion. Jeg må altså have noget at spise. Min mave brokkede sig, igen igen.

Jeg stak hovedet ind i køleskabet og ledte efter et eller andet. Der må da være noget, jeg er suuuuuuuulten! Jeg kiggede rundt, og fik til sidst øje på nogle pandekager. Jeg skulle lige til at trække dem ud af køleskabet, da jeg hørte døren smække og nogle grinende stemmer ude i gangen. Shit! Jeg skyndte mig at smække køleskabet i.

Jeg vendte mig rundt, og stivnede. Niall kiggede forskrækket på mig, det samme gjorde Zayn og Liam, som stod sammen med ham. Niall var den første der kom til sig selv. Hans blik ændrede sig fra forskrækket til undskyldende. Jeg kiggede rasende på ham. Og kiggede så over på Zayn og Liam. De kiggede lidt underligt på mig.

”Lilly… Hvad laver du her? Hvorfor er du her?” hvis jeg ikke tager meget fejl er det Liam, jeg står med ryggen til så det kan altså godt være lidt svært at finde ud af. Og hvis du endelig vil vide det, så er jeg ved at få fat i de pandekager som jeg var ved at få fat på før de kom og forstyrrede. Jeg vendte mig om med et stort smil til Niall, som kiggede sultent på pandekagerne.

”Hvis i endelig vil vide det… så er det fordi Niall samlede mig op på gaden” svarede jeg Liam med et irriterende smil. Niall kiggede lidt irriteret på mig, fordi jeg bare begyndte at spise pandekagerne, men! Jeg har altså ikke fået nået at spise hele dagen så jeg er ved at dø af sult. Da Niall blev ved med at se dumt på mig, begyndte jeg at blive lidt provokeret.

”Niall, jeg har altså lov til at tage noget at spise, jeg har ikke fået noget hele dagen. Jeg er ved at dø af sult!” sagde jeg irriteret. Han svarede ikke, kiggede bare undskyldende på mig.

”Okay okay, det er bare fordi jeg er sulten og du sidder og spiser de der lækre pandekager” sagde han nærmest sultent. Jeg sukkede. Han kiggede igen undskyldende på mig. Jeg tog den sidste pandekage, og åd det hele i næsten en mundfuld! Alle drengene kiggede måbende på mig. Jeg himlede med øjnene af dem. Helt ærligt, har de aldrig set en pige spise sådan?

”Nej, det har vi ikke” sagde Liam.

”Hvad fanden? Er du tankelæser eller sådan noget?” spurgte jeg overrasket.

”Nej, du sagde det højt” svarede han undrende.

”Nårh, sådan. Så forstår jeg det bedre” sagde jeg.

***

Liam og Zayn er taget hjem. Niall havde besluttet at vi skulle holde film aften, så lige nu sidder vi og ser en eller anden lam gyser. Gysere kan bare ikke skræmme mig, det er ikke sket siden jeg var 9 og det sker ikke igen. Jeg kiggede hen på Niall der sad og knugede en pude ind til sig. Jeg kunne høre han lukkede et lille piv ud da der var en der fik hugget hovedet af. Jeg grinede lidt af ham, han kiggede irriteret på mig. Jeg ignorerede ham og koncentrerede mig om filmen. Jeg begyndte at grine, den er faktisk ret sjov. Helt seriøst, det er faktisk ret sjovt at se alle de mennesker blive hakket i stumper og stykker. Niall kiggede overrasket på mig, sikkert fordi jeg sidder og griner af en gyser film, som om det er en komedie. Niall sukkede opgivende, da han så at jeg var ved at få grineflip over filmen. Han havde sikkert håbet at jeg ville blive skrækslagen og krybe over til ham og gemme mig. Men hvis der er nogen der skal gemme sig er det da ham, det er da ham der er bange. Niall slukkede filmen, øv. Den var lige så god. Jeg så surt på Niall, han grinede af mig. Den idiot. Man skal ikke grine af mig. Jeg rejste mig fra sofaen og gik truende over mod Niall. Han kiggede forskrækket på mig, men begyndte så at grine. Jeg begyndte også at grine, jeg kunne simpelthen ikke lade være, hans grin smittede mig! Det er ikke fair at han har sådan et grin der kan smitte. Vi begyndte at grine så meget at vi rullede rundt på gulvet af grin. Ca. en halv time senere stoppede vores grineflip. Wow, det var egentlig længe at grine. Lige meget, det er sengetid! Men! Først vil jeg altså spille lidt guitar ellers kan jeg ikke sove. Jeg ved ikke hvorfor, sådan har jeg det bare. Der er enkelte tilfælde hvor jeg ikke behøver det, men det er sjældent.

”Niall...” sagde jeg og trak den lidt ud.

”Hmm… hvad er der?” spurgte han.

”Vil du være med til at spille guitar?”

”Ja selvfølgelig, men hvorfor? Kl. er næsten 2 om natten”

”Fordi jeg ikke kan sove hvis jeg ikke spiller lidt” svarede jeg ham med et lille smil. Han nikkede, og begyndte at gå ned af gangen. Han gik lige forbi køkkenet, og alle dørene. Han stoppede først ved den sidste dør for enden at gangen. Han åbnede den og gik der ind. Jeg fulgte efter ham, med min guitar i hånden.

Jeg måbede da jeg kom ind i rummet. Det var flot og stort ligesom alt andet i lejligheden. Der stod instrumenter alle vejene, der er mikrofoner og alt muligt forskelligt udstyr. Jeg kiggede hen mod Niall der stod lidt fra mig. Han stod med en flot guitar i hånden. Det er sikkert hans. Jeg fandt lige så stille min egen guitar frem. Niall gik hen til mig. Han begyndte lige så stille at spille en lille melodi, den er virkelig smuk. Jeg begyndte også at spille, jeg faldt ind på hans melodi. Det lød perfekt, så smukt at jeg fik tårer i øjnene. Niall stoppede med at spille, men jeg havde noget jeg skulle ud med. Nogen følelser der hjemsøgte min krop. Jeg begyndte på en anden melodi, en jeg selv har lavet. Den beskriver mit liv. Den er meget sørgelig, nogen steder endda skæmmende. Men der er et sted, et sted som specielt er mit yndlings sted. Melodien er glad, men på sammen tid trist umådelig trist. Men også lykkelig. I kan vel selv regne ud hvad for en tid af mit liv det var? Det sidste stykke er skræmmende, der er så meget ubehag og frygt i det at det næsten er uudholdeligt at spille det.

Tonerne fladede lige så stille ud. Jeg havde stadig tårer i øjnene, det er hvad det der stykke gør ved mig. Det gør at jeg tænker over hele mit liv, på hvad det egentlig er værd. For jeg har nogle gange følelsen af at mit liv ikke er noget værd. At jeg bare burde dø. Men det vil jeg ikke, det vil betyde at jeg har tabt. Og jeg nægter at tabe i mit eget spil.

Jeg kiggede hen på Niall, han har tårer i øjnene.

”Hva… hvad var det?” stammede han. Jeg kiggede ham sørgmodigt i øjnene.

”Det… Det var mit liv. Mine glæder, mine sorger. Alle mine følelser, samlet i et stykke” svarede jeg ham, med sorg i stemmen.” som du nok hørte er der ikke meget glæde, men jeg er glad for det der var der” sagde jeg med et svagt smil, som egentlig ikke udtrykte andet end sorg. Niall kiggede på mig med en lige så stor sorg i hans øjne.

”Det er jeg ked af at høre, jeg ville ønske jeg kunne ændre den. Ændre den til en lystig melodi der spiller som en fugl på en forårsdag” sagde han. Jeg grinede lidt af hans måde at udtrykke sig på, men så ændrede det sig til at jeg blev trist, igen.

”Det tror jeg ikke er muligt, der har i forvejen været for meget sorg i mit liv. For meget til at det er muligt for mig at blive lykkelig. Men jeg vil gerne prøve det, prøve at være lykkelig. Bare en gang” sagde jeg med et suk. Han kiggede sorgmodigt på mig, men gjorde ikke mine til at ville fortsætte samtalen.

”Skal vi gå i seng?” spurgte jeg så. Han smilede til mig, og nikkede.

***

”Ni…ia..all sto…ooooo….pppp sssss…sååå” grinede jeg.  Niall grinede og blev ved med at kilde mig, jeg var ved at blive kvalt i mit grin. Det var dog helt utroligt som den dreng kunne løfte mit humør. Jeg var stadig lidt trist efter i går. Efter at jeg havde fortalt Niall min livshistorie, på en måde.

”Jeg er sulten” sagde jeg ud af det blå. Niall grinede af mig, holder den dreng aldrig op med at grine? Jeg smiler til ham, han minder mig om en… Nej! Ham vil jeg ikke tænke på.

Jeg spurtede ud i køkkenet, jeg mente det faktisk da jeg sagde at jeg er sulten. Niall kom grinende ud i køkkenet efter mig, men jeg ignorerede ham, jeg er sulten!

Jeg har hovedet inde i køleskabet, jeg er hunde sulten, hvis jeg ikke snart finder noget mad dør jeg af sult!

”Niall! Har du ikke noget mad i det her forbandede hus?” Niall grinede af mig, igen. Det er faktisk ved at blive irriterende.

”Niall, find nu noget forbandet med, ellers dør jeg af sult!” Og hvad sker der så nu? Niall griner af mig, igen. Men han finder in det mindste noget mad til mig. Flæskesteg! Nøj hvor er det længe siden jeg har fået det.

”Det forstår man godt, du har levet på gaden i tre år, så er det da klart du ikke har fået sådan noget”

Hvad? Har jeg lige tænkt højt eller er Niall tankelæser?

”Du har tænkt højt, men det kunne ellers være ret sejt hvis jeg var tankelæser, eller hvad siger du?”

”Det kunne da være meget sejt, men det er nu meget rart at kunne have sine tanker for sig selv”

”Det har du da ikke, du tænker jo hele tiden højt!” drillede Niall. Okay, den knægt er så meget død. Jeg gav Niall et dræberblik, men tog så en skål yoghurt. Jeg er stadig sulten, og der går jo lang tid før at flæskestegen er færdig.

”For resten Niall, siger du sådan noget igen, er du dødsdømt” sagde jeg efter at vi havde siddet lidt i tavshed. Niall slog en høj latter op, det fik mig til at smile, utroligt nok. Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen: Jeg smiler utroligt meget når jeg er her! Jeg har ikke smilet et ægte smil i… hvad? 5 år? Det må være der omkring… sidste gang jeg grinede sådan rigtig var da jeg var sammen med Louis…

Niall lage vist mærke til mit ændrede humør, for han lagde armene om mig og spurte om jeg var okay. Jeg svarede selvfølgelig at jeg var okay, men det så ikke ud som han troede på det, for han kiggede på mig med et bekymret blik, men lagde ikke mere i det. Det er jeg glad for.

”Niall?”

”Hvad, Lilly?”

”Hvornår er maden færdig?” Niall grinede af, den dreng griner hele tiden, det er helt utroligt, men meget rart. Det løfter stemningen, en del. 

Han stoppede endelig med at grine, det tog sin tid. Okay det to’ 2 minutter, men det er altså også lang tid at grine for så lidt.

”Den er færdig om en halvtimes tid… tror jeg” tilføjede han efter nogen tøven. Jeg kiggede på ham med store øjne, har han ikke styr på maden? Og skal det tage så lang tid?

”Jo, jeg har styr på maden. Jeg er bare ikke hundrede % sikker på hvor lang tid flæske steg skal have, omkring 2 timer, så ja det skal tage så lang tid” sagde Niall ud i en lang køre. Tænkte jeg nu højt igen?

”Tillykke”

Hvad?

”Du tænkte ikke højt”

Okay hvad sker der her? Det er virkelig forvirrende.

”Okay, du har ret det er ved at være lidt forvirrende”

Okay, nu er det simpelthen for meget, jeg fatter ikke en skid a hvad der sker.

”Det gør jeg heller ikke… skal vi ikke bare glemme det der lige skete?”

”Jo, lad os det” Og det var enden på den mes forvirrende samtale i mit liv…

*****

Hey peeps!

Ikke det mest spændende kapitel, i know.

Undskyld jeg er så længe om at få publiceret kapitler, der har bare været så meget andet i mit hoved på det seneste. Jeg er ved at flytte, ny skole, nye venner og så skal jeg jo også holde kontakten med de gamle. Oven i det hele er det Jul, og der er jo juleforberedelser og julegaver og alt muligt andet, så jeg har bare haft svært ved at finde energien til at skrive, sorry :'(

Mils :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...