Why so mean? (1D)

Lilly Everdeen, det er navnet på en pige der aldrig rigtig har haft et godt liv. Gennem hele hendes liv er hun blevet mobbet, sparket og slået. Hendes far har også slået og sparket hende, da hun blev 10 begyndte han at misbruge hende. Hendes mor blev dræbt af hndes far da Lilly var 5 år, hun så det ske. Det eneste lyspunkt i hendes liv var hendes ven Louis, han var den eneste der ville hjælpe hende. Hun boede næsten over hos ham i en periode, fordi hun ikke turde være hjemme. Men hvad skete der da Louis vente hende ryggen? Da han ikke vil hjælpe hende mere? Og hvad sker der når hun møder ham igen flere år senere?

16Likes
11Kommentarer
1247Visninger
AA

4. Kapitel 3.

 

Jeg stod ved det sædvanlige kryds og spillede på min guitar. Ikke noget usædvanligt, bortset fra at der nok var ret så mange flere mennesker end der plejede. Seriøst hvordan kunne der være så mange mennesker? Og hvorfor i alverden vil de høre mig spille? Jeg sukkede og stillede guitaren fra mig. Jeg kiggede ud over mængden, de kiggede alle sammen på mig! Århh hvor jeg dog hader opmærksomhed! Jeg smilede til dem, de skal jo ikke tro jeg bare er en eller anden kold bitch.

”Tak for i dag” sagde jeg med en lidt lille stemme og smilede lidt til dem. Så vendte jeg om og begyndte at gå min vej. Men jeg nåede ikke engang at gå et skridt før en stemme stoppede mig.

”Hey! Lilly! Vent lige lidt!”

Please lad det ikke være sandt. Jeg ber dig gud lad det ikke være ham. Jeg vendte mig om. Selvføgelig var gud ikke med mig. Der stod han i egen høje person. Niall. Du havde i lige troet at det var Louis, ikke? Men det er det ikke, det er Niall.

”Hvad vil du Niall?” sagde jeg, modstræbende da jeg havde vendt mig om.

”Snakke med dig” sagde han forpustet.  Jeg kiggede lidt på ham, han havde en hvid t-shirt og blå bukser på, og så en rød cap. Jaa en cap, se det er noget jeg kan lide.

”Så snak” sagde jeg med en halv kold stemme, det var jo ikke hans skyld at Louis forlod mig. Og hvad laver den dreng i mine tanker? Tænk på noget andet, tænk på noget andet Lilly. Niall, det er også rigtigt, han er der jo. Jeg kiggede lidt spørgende på Niall.

”Lilly, du bliver virkelig nødt til at snakke med Louis. Han er helt nede, han vil slet ikke tale med os. Han er overhovedet ikke koncentreret når vi er i studiet, han kan slet ikke lave noget andet end at ligge i sin seng og kigge på det billede af jer to som børn” sagde han ud i en køre stadig lidt forpustet.

”Og det er mit problem? Det var ham der forl…”

”Det ved jeg godt, men han er virkelig nede, og ked af det, han fortryder virkelig det han gjorde Lilly” afbrød han mig.

”Me…”

”Nej Lilly! Hør nu her. Han fortryder virkelig.  Jeg ved godt at det han gjorde er næsten utilgivelig, men han gjorde det ikke for at skade dig. Han havde ikke andet valg!” og han afbrød mig igen, den store nar. Vent nu lige lidt, sagde han at Louis fortryder det han gjorde mod mig? Som om han fortryder det, alle og en hver kunne se på hans øjne at det ikke rørte ham en pind da han gjorde det. Nu skal han ikke komme her og får dårlig samvittighed flere år senere, for det hjælper mig ikke nu!

”Som om han fortryder det Niall, hans øjne er alene bevis nok. Helt kolde og afvisende var hvad de var da jeg kom grædende hjem til ham. Og ham som udmærket godt vidste hvad der var sket, for hvem ved hvilken gang?” sagde jeg i en afvisende tone.

”Du kom grædende hjem til ham? For hvem ved hvor mange gange?” gentog Niall med svag stemme.

”Grædende, ja. Efter noget af det værste en pige kan blive udsat for, og så oven i købet af sin egen far” nærmest spyttede jeg ud.

”Noget af det værste en pige kan blive udsat for… af sin egen far…” gentog Niall med mumlende svag stemme. Så så det ud som om han samlede sig, han kiggede direkte på mig.

”Lilly, kom nu med mig, du kan jo ikke bo her i parken for evigt, vel? Du har brug for et sted og være, du kan bare bo hjemme hos mig” sagde han med alvorlig stemme.” Og! Jeg lover at du ikke kommer til at se Louis” skyndte han sig at tilføje, da han kunne se jeg stadig tvivlede. Jeg overvejede det i et kort øjeblik mere, og nikkede så. Niall smilede lettet til mig, og trak mig ind i et kram. Hvad? Han krammede mig? Jeg stivnede et kort øjeblik, og overgav mig så til krammet. Jeg blev overvældet af al den varme og glæde der strømmede ud fra Niall, det var rart. Pludselig blev jeg blændet at et kamera blitz. Og ja jeg ved faktisk godt hvad det er. Det kan godt være at jeg har levet som en vagabond de sidste 3 år, men sådan noget ved jeg altså godt.

Jeg trak mig ud af Nialls kram. Jeg kiggede mig om og så en lavstammet mand med skaldepande stå og tage billeder af os. Jeg kiggede spørgende på Niall. Han trak grinende på skuldrende.

”Det er en paparazzi, de er alle vejne, man har ikke stort set ikke noget privatliv når mand er kendt” små grinede han. Jeg kiggede medfølende på ham. Det må egentlig være hårdt at være kendt. At vide at alle følger med i ens liv, at man ikke kan tale med en pige uden at hun er ens kæreste. Gisp! Hvis det der er en paparazzi, vil det sige at han har taget et billede af mig og Niall til et sladderblad. Og så vil alle tro at vi er kæreste eller sådan noget shit. Jeg kiggede lidt skræmt på Niall.

”Hey, bare rolig. Det er ikke så slemt med det rygte, jeg fortæller bare sandheden til næste interview” tankelæser Niall. Seriøst, hvordan kunne han vide hvad jeg tænkte på? Jeg droppede at tænke mere over det, og fulgte bare med Niall, der allerede var henne ved krydset hvor jeg havde stået og spillet guitar. Jeg smilede lidt ved tanken om min guitar. Der findes ikke noget jeg elsker mere end min guitar, bortset fra min cap, måske. Nej. Jeg elsker de ting lige højt.

”Det er godt at se du kan smile” drillede Niall.

”Haha meget sjovt” sagde jeg ironisk.

###

Vi stod foran en kæmpe bygning. Seriøst kæmpe. Boede han virkelig der? Niall smilede, nok pga. mit ansigts udtryk. Men helt seriøst, jeg har knapt nok været inden for en dør i 3 år og så bor han der. Så kan man altså ikke lade være med at måbe og lave store øjne. Vil i ikke give mig ret i det? Han tog fat i min arm og hev mig ind i bygningen. Han trak mig over til elevatoren og trykkede på etage 5. 5, helt serøst den dreng har mange penge. Elevatoren stoppede og jeg åndede lettet op og skyndte mig ud af den.

Hov, har jeg glemt at sige det? Nå men lige meget, men jeg har altså klaustrofobi. Jep, klaustrofobi. Det har nok noget at gøre med at min far altid låste mig inde i soveværelset eller andre små rum når han ville det-der-du-ved-nok.

Niall gik hen til den nærmeste lejlighed, og låste døren op. Jeg fulgte efter ham som en lille hundehvalp. Jeg gik i stå da jeg trådte ind i lejligheden, seriøst den dreng har mange penge. Ikke en gang Louis lejlighed kan måle sig med den her. Og jeg må seriøst holde op med at tænke seriøst. Hæhæ der gjorde jeg det igen, seriøst. Okay nu må jeg stoppe. Jeg kunne høre Niall rode ude i det jeg regnede med var et køkken. Så jeg fulgte lyden ned af en kort gang, og gik ind i et rum, jeg havde ret det er et køkken. Niall stod med hovedet i køleskabet.

”Lilly er du sulten?” råbte han pludselig så man kunne høre det i hele lejlighedskomplekset.

”Niall, du behøver ikke råbe. Jeg står lige her” små grinede jeg. ”Og ja, jeg er ved at dø af sult, helt bogstaveligt” tilføjede jeg. Men det er sandt, min mave er et stort hul. Jeg har ikke fået noget og spise i 2 dage.

Niall grinede lidt over min kommentar, men stoppede brat da han så mit seriøse ansigtsudtryk.

”Ikke lave sjov med mad. Jeg er lige ved at være helt bange for at du mener det” sagde han og gøs. Jeg kiggede ham ind i øjnene.

”Niall, jeg mener det seriøst. Jeg føler det som om min mave er et stort hul” sagde jeg. ”Men det er nu ikke nogen overraskelse, jeg har ikke fået noget at spise i 2 dage nu” tilføjede jeg. Niall kiggede forfærdet på mig. Forståeligt nok, drengen elsker mad. Og her kommer jeg og har ikke spist noget i 2 dage.

”Du har ikke spist noget i 2 dage!” råbte han forfærdet.”Hvorfor sagde du ikke det med det samme. Lige meget, kom du skal have noget at spise nu”

Jeg grinede lidt over hans reaktion, det var faktisk ret sjovt. Og hvorfor er det sjovt, tænker du nok? Fordi det er normalt for mig. Jeg har prøvet flere gange, stort set ikke at få noget mad i 2 uger. Men sådan er mit liv nu, og det er meget bedre end mit gamle.

”Hvorfor griner du?” spurgte Niall ukoncentreret, han var ved at lave mad.

”Fordi lille Niall, det er normalt for mig. Det er sjældent jeg bliver mæt hver dag” sagde jeg stadig lidt glad. Niall kiggede måbende på mig, men droppede så emnet. I stedet skyndte han sig endnu mere med maden. Han lavede ca. 3 gange så meget mad som der skulle til få at mætte to personer. Jeg smilede lidt over ham, det er dejligt at kunne være glad igen. Normalt er jeg kun glad når jeg spiller guitar, men man kan simpelthen ikke være andet end glad når man er sammen med Niall. Jeg blev forstyrret i mine tanker, da Niall råbte at der er mad.

”MAD!” råbte jeg højt, og spurtede ind i stuen, som lå for enden af den lille gang. Niall grinede over min reaktion. Jeg gav ham et dræber blik og satte mig ned og tog et stykke pizza. Han havde lavet 5 pizzaer. Til 2 mennesker? 2 en halv pizza til hver? Nå, lige meget jeg er ved at dø af sult så det skal nok forsvinde alt sammen. Han grinede lidt over mit dræberblik, og tog også et stykke pizza.

”Vil du se en film?” spurgte han da vi begge var færdige med vores første pizza. Jeg nikkede som ja, og begyndte på pizza nummer 2. han nikkede og gik over og fandt en eller anden film. Jeg kiggede ikke op på den før der var en eller anden kvinde der skreg i den. Efter det begyndte jeg at følge med i den. Det var helt sikkert en gyser. Jeg sad og grinede lidt over den. Den er altså seriøst sjov. Niall kiggede underligt på mig. Forståeligt, jeg sidder og griner over en gyser film.

”Niall, jeg kunne aldrig være bange for en gyser, jeg har altid syntes de er sjove. Det har sikkert noget at gøre med alt det der er sket for mig. Efter det er der sikkert ingen der ville syntes det der er uhyggeligt” sagde jeg lavt og smågrinende.

Han kiggede underligt på mig, og der gik det så op for mig at jeg havde sagt for meget. Igen. Jeg kiggede lidt over på ham, han kiggede lidt skræmt på mig. Jeg sendte ham et beroligende smil og fokuserede så på filmen igen.

Der blev ikke sagt mere om det emne den aften.

***

Jeg vågnede da nogle solstråler ramte mit ansigt. Mine øjne gled langsomt op, jeg missede lidt med øjnene. Jeg satte mig stille op i sengen, og kiggede ud af vinduet. Solen stod et stykke oppe på himlen. Jeg kiggede på klokken. 8! 8 om morgnen, det er sgu da vildt sent at vågne. Jeg kiggede hen på Niall, han sov oppe i sofaen, jeg lagde på en madras på gulvet. Jeg rejste mig stille op for ikke at vække ham, han er sikkert ikke van til at stå lige så tidligt op som mig. Jeg vågner nemlig normalt ved daggry, eller ca. 6 om morgnen. Jeg listede ud i køkkenet. Jeg kiggede Nialls køleskab igennem. Yes, der er så jeg kan lave pandekager, det er virkelig længe siden jeg har fået pandekager. Da jeg boede hjemme lavede jeg altid mad, så jeg er ret god til det. Jeg gik stille i gang med pandekagerne.

 

”Hvad er det her dufter af” spurgte en træt stemme henne fra døren af. Jeg skævede hurtigt derhen, og så en træt Niall stå der og misse med øjnene.

”Pandekager” svarede jeg med et lille smil. Niall lyste op som en blind mand der så lyset for første gang. Jeg smilede lidt over mine tanker.

”Hvorfor smiler du? Og hvor tidligt var du lige oppe? den er kun 10” sagde han, med et underligt smil. Jeg smilede lidt over hans smil.

”Jeg smilede over dig, du lignede en blind mand der så lyset for første gang, da jeg sagde pandekager, og jeg var altså virkelig sent oppe, den var allerede 8!” svarede jeg ham med et smil, og lagde den sidste pandekage over på tallerknen.

”Sent oppe? Du var sgu da virkelig tidligt oppe, kl. 8!” sagde han undrende, og tog en pandekage. Jeg tror ikke at al sukkeret vil holde til alle de pandekager hvis han bliver ved med at tage så meget på.

”Det er altså sent for mig, jeg vågner normalt ved daggry, eller 5-6 stykker om morgnen” fortalte jeg ham. Han kiggede på mig med et skræmt blik da jeg sagde det.

”5-6 stykker om morgnen, er du sindssyg?” spurgte han skræmt. Jeg grinede af ham. Han så altså seriøst sjov ud.

”Niall, det er altså noget man vænner sig til. Jeg kan desuden ikke sove længere, sådan har jeg altid haft det” betror jeg ham med et smil. Wow jeg smiler egentlig meget når jeg er sammen med ham. Han kigger stadig en smule skræmt på mig, men ser så ud til at lægge det bag sig. Han begynder at spise igen, alle pandekagerne er næsten væk. Helt utroligt, jeg lavede nok 20 pandekager! Jeg skyndte mig at tage en, ellers kunne det godt se ud til at jeg ikke ville få nogen. Jeg tog lidt sukker på og begyndte at spise den.

”Skal du noget i dag, Niall?” spurgte jeg pludselig ud af det blå. Han kiggede undrende på mig, så bagefter undskyldende. Det kan kun betyde en ting.

”Jah…” og her kommer den. ”Det skal jeg faktisk, jeg skal i studiet med drengene” siger han undskyldende. Jeg smiler beroligende til ham.

”Det gør ikke noget Niall, jeg kan sagtens være alene, ellers går jeg bare ned i parken” siger jeg beroligende. Han kigger undersøgende på mig. Jeg smiler til ham igen.

”Okay så, jeg er hjemme omkring 5” siger han en smule utryk. ”Her er en nøgle, vi ses senere” Han giver mig en nøgle og gå ud i entreen, og tager sine sko og sin jakke. Jeg kigger på fadet med pandekager, der er ikke en eneste tilbage, og jeg har kun spist 3! Jeg sukker og rejser mig. Jeg begynder at vaske op, og går så ind i stuen og tænder tv’et. Der køre et eller andet røvsygt program. Det her bliver en lang dag.

 

*********

Hey!

Hvad syntes i så om det her kap?

Og hvad tror i der sker?

Finder Louis ud af at Lilly bor hjemme hos Niall?

Og forresten så vil jeg prøve at publicere et kap hver uge, det kan godt være at det kommer en dag før eller efter.

Mils :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...