Why so mean? (1D)

Lilly Everdeen, det er navnet på en pige der aldrig rigtig har haft et godt liv. Gennem hele hendes liv er hun blevet mobbet, sparket og slået. Hendes far har også slået og sparket hende, da hun blev 10 begyndte han at misbruge hende. Hendes mor blev dræbt af hndes far da Lilly var 5 år, hun så det ske. Det eneste lyspunkt i hendes liv var hendes ven Louis, han var den eneste der ville hjælpe hende. Hun boede næsten over hos ham i en periode, fordi hun ikke turde være hjemme. Men hvad skete der da Louis vente hende ryggen? Da han ikke vil hjælpe hende mere? Og hvad sker der når hun møder ham igen flere år senere?

16Likes
11Kommentarer
1236Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Lillys P.O.V

Jeg kiggede mig omkring i lejligheden, Niall grinede af mig fordi jeg ikke kunne få mine sko af. Det er altså ikke min skyld at der er ca. et år siden jeg sidst havde mine sko af. Jeg fulgte efter Niall ind i stuen, tror jeg? Han havde fortalt mig hvordan jeg skulle kende forskel på drengene, der sad derinde. Ham den første med sort hår, er Zayn. Den næste, ham med krøllerne, er Harry. Efter Harry sidder ham med det brune hår og brune øjne, det er Liam. Og den sidste… Jeg kiggede hen på den sidste dreng. Det er løgn! Niall havde godt nok sagt hans navn, men jeg regnede ikke med at det ville være min Louis. Det havde givet mig et stød i kroppen da han havde sagt navnet Louis, jeg prøvede jo forfanden at glemme den dreng. Jeg kiggede hen på Louis igen, hele min krop stivnede da mit blik mødtes hans.

”Louis” hvæsede jeg rasende. Jeg kiggede på ham, mit blik var en blandet følelse af sorg, savn, smerte og had. Hans blik ændrede sig fra overrasket, til trist og ulykkeligt.

”Lilly” sagde ham med lille stemme. Jeg kunne egentlig godt forstå ham, han havde ødelagt mit liv. Og nu stod jeg så her mens han venner så på. De andre drenge så bare på os med undrende blikke, igen forståeligt, hvordan skulle de kunne vide at vi kender hinanden.

”Hvad laver du her? Hvorfor er du ikke i Doncaster?” spurgte jeg ham om, hvad fanden lavede han her?

”Jeg kunne spørge dig om det samme, og hvor kender du Niall fra?” svarede han igen.

”Du ved udmærket godt at jeg stak af fra Doncaster da vi var 17, og jeg mødte Niall i parken, han gav mig mad, din tur til at svare på mit spørgsmål” svarede jeg ham, min stemme var vredere end han havde hørt før, det fik ham til at skutte sig lidt.

”Jeg flyttede til London året efter, men vil du ikke godt fortælle mig hvorfor du skred?” sagde han, jeg kunne mærke vreden tage til inden i mig, men jeg viste det ikke.

”Hvorfor skulle jeg, Louis? Du har allerede en ide om det, og du burde måske fortælle dine venner hvad det er der er sket” tilføjede jeg efter at have kastet et blik på hans venner, som så komplet forvirrede på os.

”Nej, det her er ikke noget de skal vide” hans stemme rystede lidt da hav sagde det sidste. Jeg smilede et smil uden glæde til ham.

”Så skulle jeg måske gøre det for dig? Måske skulle jeg ødelægge dit liv, præcis som du gjorde ved mig, dengang jeg troede mit liv ikke kunne blive værre” sagde jeg og kiggede hånligt på ham. Han var blegere end normalt. Jeg kiggede rundt på de andre drenge, de kiggede på Louis. En af drengene havde vist genfundet stemmens brug, Harry tror jeg.

”Hvad er det hun snakker om Lou? Hvad er det du ikke har fortalt os, hvad mener hun med at du ødelagde hendes liv?” spurgte han Louis om. Louis kiggede på ham med et blik der var helt og aldeles umuligt at tyde.

”Harry, det er ikke noget” sagde han med en svag stemme. Jeg kiggede på ham med vantro øjne, det kunne han lige våge på at sige. Raseriet vældede op i mig, endnu voldsommere end før. Ikke noget? Var den kendsgerning, at han havde ødelagt mit liv ikke noget? Jeg kunne ikke styre min vrede mere, det hele kom ud i en lang ordstrøm.

”Ikke noget? Ikke noget, Louis? Er at du ødelagde mit liv, endnu mere end det var før, ikke noget? Er det Louis?  Det kan du vidst godt selv svare på, du ved jo bedre end nogen anden hvor stort et helvede mit liv var eller rettere er ” sagde jeg med en stemme der ikke udtrykte andet end vrede og foragt. Han kiggede på mig med øjne der kun viste sorg, og skyldfølelse. Men jeg var så sur at jeg ikke tog mig af det, jeg vente bare om på hælen oh gik ud efter mine sko.

”Bare glem det Louis, du har gjort nok skade. Jeg er den der er skredet” sagde jeg med kold stemme og tog mine sko på. Jeg hoppede op og stå, og gik ud af døren. Jeg kunne høre nogen bevæge sig bag mig men jeg tog mig ikke af det. Ikke før der var en der tog fat i min arm, jeg vente mig rasende om og ventede at se Louis, men det var Harry.

”Slip” hvæsede jeg rasende. Han slap mig ikke, han tog tværtimod hårdere fast. Flashbacket vældede ind over mig.

Han strammede grebet om min arm, og kiggede mig i øjnene med et vildt blik. Jeg prøvede at rive mig løs, men lige lidt hjalp det. Han strammede bare grebet endnu mere. Jeg begyndte at klynke, og tårerne pressede sig på men jeg nægtede at lade dem løbe. Jeg kiggede ham skræmt i øjnene. Han rykkede mig tættere ind til sig, og kiggede mig i øjnene med et underligt glimt i øjnene. Han begyndte at flå tøjet af kroppen på mig, og det skæmte mig.

”Far? Far vil du ikke godt stoppe?” bedte jeg med en klynkende stemme.

”Hold kæft møgunge!” sagde han rasende, og gav mig en lussing der kunne høres i hele huset. Jeg klynkede, og tårerne pressede sig endnu engang på. Min ”far” holdt endnu strammer om mig.

”Stop, stop. Slip mig” skreg jeg højt, og begyndte at hulke. Harry gav slip på mig med det samme, og så på mig med et skræmt blik. Jeg gjorde ikke noget, jeg sad bare på gulvet og hulkede. Flashbacket sad stadig i mine tanker, det var den første gang han havde gjort det ved mig. Det skræmte mig mere end noget andet, at flashbacket kom. Det fik mig til at blive bange, bange for at Harry ville gøre det samme ved mig. Jeg ænsede ikke noget af det der skete omkring mig, sad bare i mine egne tanker og tænkte på alt hvad der er sket og hvor stort et helvede mit liv er. Jeg kunne mærke at der var en der tog mig i sine arme, og bar mig ind i lejligheden igen. Jeg ænsede det ikke, og lod ham bare bære mig ind. Jeg kiggede ikke op, men kunne mærke deres bekymrede blikke på mig. Jeg blev båret ind på et værelse, og lagt i en seng. Jeg gjorde ikke noget, jeg krummede mig bare sammen i foster stilling og rokkede frem og tilbage, fanget i mine minder.

Louis P.O.V

Jeg vidste jeg havde en masse at forklare bagefter, men lige nu var det eneste jeg kunne tænke på Lilly. Det var tydeligt at hun var sur på mig, og jeg forstod hende også godt. Jeg havde forladt hende, jeg var fuldt med strømmen. Og det gjorde også ondt på mig at se hende sådan, at se hende blive tævet hver dag, uden at gøre noget for at hjælpe hende. Det var svært bare at kigge på, men jeg blev nødt til det. Jeg kunne ikke hjælpe hende, ikke mere. Jeg kiggede op på Harry, som kom ind bærende på en forstenet Lilly. Jeg rejste mig op med det samme, og kiggede skræmt på ham. Han smilede et beroligende smil til mig, og gik ind på mit værelse med hende. Mine øjne fulgte ham hele vejen, og slap ham først da han var gået ind på værelset med hende. Jeg satte mig ned med et bump ned på sofaen, og kiggede ned i mine hænder mens tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Jeg kiggede op, da Harry kom tilbage.

”Du har et forklaringsproblem eller to, kammerat” sagde han med bestemt stemme. Jeg kiggede på ham og nikkede så. De havde ret til at vide det, vi er trods alt brødre.

”Okay, jeg skal nok fortælle det, så godt jeg kan. Det bliver nok lidt indviklet, men prøv og følg med” mumlede jeg, så højt at de kunne høre det. De nikkede alle sammen, og jeg gik i gang med at fortælle.

”I ved jo godt at jeg kommer fra Doncaster” begyndte jeg og de nikkede alle sammen. ”Det gør Lilly også, hun har bare haft en meget hårdere opvækst end mig. Vi mødtes da vi var 7, hun var meget indelukket, det tog mig næsten et år at få hende til at lukke op, da hun gjorde var vi venner for livet, eller det troede vi. Da vi blev femten blev det for meget for mig, hun blev mobbet og fordi jeg hjalp hende gik det også ud over mig. I to år skulle jeg bare stå og se på, mobningen og alt det. Det blev kun værre efter at jeg forlod hende, hver dag skulle jeg stå og se på mens hun blev tævet bevidstløs. Det var hårdt og det gjorde fandens ondt, langt ind i hjertet. Da vi var sytten stak hun af, ingen ved hvor hun blev af. Det blev meldt til politiet men man fandt hende aldrig, de stoppede også eftersøgningen alt for tidligt de ledte kun i en måned. Året efter at hun forsvandt, rejste jeg til London og meldte mig til X-factor. Men hun har aldrig forladt mine tanker, hun er grunden til at jeg alt, alt for tit ikke sover om natten, fordi jeg tænker på hende og undrer mig over hvad der er sket med hende og om hun stadig lever. Jeg fik svar på mine spørgsmål i dag, hun lever og flygtede til London…” sagde jeg, min stemme blev mindre og mindre mens jeg forklarede. Jeg kunne mærke sofaen give under, og vidste at der var en der havde sat sig ved siden af mig. Jeg orkede ikke at vende mig for at se hvem det var, jeg kiggede bare ligeud. Jeg lagde først mærke til at jeg græd, da jeg kunne smage salt på min læbe. Jeg kiggede ud til siden, og så Harry sidde der. Jeg gad ikke engang prøve at smile til ham, jeg var alt for trist. Han smilede til mig, et smil der fortalt mig at alt nok skal gå. Men jeg troede ikke på ham, for, hvordan skal hun nogensinde kunne tilgive mig? Jeg gjorde hendes liv tusindegange værre, og det var ikke ligefrem fordi hun havde det bedste liv i forvejen, faktisk langtfra. Jeg lagde hovedet i hænderne, og begyndte at hulke, tårerne strømmede ubehersket ned af mine kinder. Hvordan kunne jeg gøre det mod hende?

Lillys P.O.V

Jeg var stoppet med at rokke frem og tilbage, og lagde nu bare og tænkte. Jeg fattede det ikke, hvordan kunne det her ske? Hvorfor? Hvor skulle han, af alle mennesker, være her? Jeg droppede at tænke, det gav mig hovedpine. Jeg kiggede lidt rundt i værelset, det var et typisk drengeværelse. Det mindede lidt om Lous, dengang vi stadig var venner, det lugtede faktisk også af ham. Der var et par billeder af ham og drengene, men der var især et der tiltrak min opmærksomhed. Det var et billede af ham og drengene, de stod på scene med mikrofoner og alt det der halløj. Underligt. Nede i bunden af billedet stod der med fin skrift One Direction. One Direction? Hvad skulle det betyde? Jeg gad ikke spekulere mere over det, og kiggede mere rundt. Der var noget der tiltrak min opmærksomhed, det var et lille skrin der stod på skrivebordet. Jeg rejste mig fra sengen, og gik hen til det. Jeg gispede da jeg så det, jeg havde et magen til. Louis gav det til mig da vi var elleve, han havde også et til sig selv. Jeg åbnede det forsigtigt, inden i lå der en lille halskæde med en ulv, jeg har også en jeg har den på den er under min trøje, og et billede af mig og ham. Det blev taget af Louis forældre da vi var ni, det var det bedste år i mit liv. Jeg havde en ven, og mobningen var ikke så slem det var kun hårde ord og spydige bemærkninger. Min far slog mig, selvfølgelig, men det var ikke værre end en lussing i ny og næ. Jeg begyndte at smile lidt, og kiggede nærmere på billedet, en enkelt tårer løb ned af min kind. Vent! Tårer? Græd jeg? Det gjorde jeg da forfanden. Det er første gang nogensinde at jeg græder, jeg græd ikke en gang da min far slog min mor ihjel. Jeg snøftede og prøvede at presse tårerne tilbage, men de ville ikke. Jeg smed mig tilbage på sengen, og snøftede igen. Og så begyndte det, den store tudetur. Jeg gav op, og stoppede med at prøve at lade være med at græde. Jeg gav mig fuldstændig til tårerne og begyndte at stortude. Jeg græd, græd over mit liv og den situation jeg er i. Græd over at jeg ikke bare kunne have et normalt liv, og få lov til at lave det jeg holder mest. Den tanke fik mig til at stoppe med at græde, min guitar! Hvor er min guitar? Det er en jeg fik af Louis, idet hele taget er alt jeg holder af noget jeg har fået af Louis. Undtagen min cap, den har jeg fået af min mor. Men min guitar! Den betyder alt for mig, den er grunden til at jeg lever!

 Jeg hoppede op af sengen, og spurtede ud i stuen. Jeg stoppede op, og var lige ved at vælte. Men jeg var ligeglad, jeg skal bare have min guitar. Jeg kiggede på dem alle, undtagen Louis, med at blik der sagde de ikke skulle grine.

”Hvor er min guitar?” spurgte jeg med en stemme der var en blanding af desperat og hård. Niall fnisede lidt, og rejste sig.

”Kom, den står ude i entreen” sagde han med et lille smil. Jeg kiggede bare udtryksløst på ham, og fulgte med. Det første jeg fik øje på da jeg kom ud i entreen, var min guitar. Jeg opgav alt stolthed, og spurtede hen til den. Niall grinede af mig, og jeg trak automatisk på smilebåndet. Jeg nåede at stoppe mig selv, så det ikke blev til andet end lille et. Jeg nikkede til tak til ham, og gik ind i stuen. Jeg kiggede hen på Louis, han kiggede i samme øjeblik også op på mig, han fangede mit blik. I det øjeblik vores øjne var smedet sammen, følte jeg det som om vi stadig var venner. Men det er ikke sandheden, og bliver det nok aldrig. Han slap mit blik og lod det glide længere ned, så det landte på min guitar. Jeg hørte ham gispe, da han fik øje på guitaren. Jeg kiggede på ham, han kiggede op i hans øjne var der et lille spor af glæde. Jeg vidste godt hvorfor, han troede jeg hadede ham og så har jeg stadig den guitar han gav mig for 6 år siden.

”Du har den stadig? Jeg troede ikke at jeg betød noget for dig” man kunne spore en lille smule glæde i hans stemme.

”Louis, du har altid betydet noget for mig. De år vi var venner var de bedste år i mit liv, for de år havde jeg en ven. Men jeg betyder jo ikke noget for dig? Eller gør jeg du har i hvert fald stadig denne” sagde jeg, og fandt min ulve-halskæde frem fra trøjen. Han kiggede på mig med større øjne, jeg var lige ved at tro at de ville trille ud af øjenhulen. Han rejste sig langsomt, uden at fjerne blikket fra mig. Han begyndte at gå hen imod mig, men jeg gik hurtigt et par skridt tilbage.

”Louis, selvom du stadig betyder noget for, tror du så helt ærligt at jeg kan tilgive dig” spurgte jeg med halv hård stemme. Han stoppede brat op, og kiggede på mig med et såret glimt i øjet men også fortrydelse. Det undrede mig lidt, for jeg var ærligt talt i tvivl om, om jeg overhovedet betyder noget for ham. Jeg vender om på hælen og går ind i det værelse hvor jeg sov, altså Louis værelse. Jeg lagde mig i sengen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Skal jeg tro på Louis? Skal jeg tilgive ham? Nej! Det han gjorde kan jeg aldrig tilgive ham. Det gjorde så ondt, det gjorde mit liv tusinde gange værre.

Jeg tror jeg lagde inde på værelset i 2 timer eller der omkring, det var i hvert fald længe. Jeg gik ud i stuen og så at alle drengene sad der ude, jeg prøvede at liste forbi men selvfølgelig lykkedes det ikke. En af dem , Harry tror jeg, så mig.

”Lilly” udbrød han. Det medførte at de alle sammen kiggede hen på mig. Jeg skuttede mig lidt, jeg bryder mig ikke om opmærksomhed. Det med at spille genere mig ikke, fordi jeg er så optaget af musikken. Jeg kiggede lidt på dem, rystede så på hovedet. Jeg mærkede en smerte i mit hjerte da jeg så på Louis, det gør jeg hver gang jeg ser på ham eller bare så meget som tænker på noget der kan MINDE mig om ham. Han kiggede på mig med et blik der kun udtrykte sorg. Jeg mærkede en underlig følelse inden i mig, der gik lidt tid før det gik op for mig at det er medfølelse. Jeg rystede hurtigt følelsen af mig da det gik op for mig hvad det er. Jeg ignorerede deres blikke, og gik hen til døren ud til entreen.

”Lilly, hvad skal du?” hørte jeg en stemme side og hvis jeg ikke tager meget fejl er det Louis.

”Hjem, jeg bliver ligesom nød til at skaffe lidt penge” svarede jeg koldt tilbage. Jeg kunne høre at de kom ud i gangen, men ignorerede det. Jeg satte mig bare ned og tog mine sko på. Jeg rejste mig og gik ud af døren. Jeg ville hjem nu. Jeg hørte at de råbte efter mig, men igen ignorerede jeg dem. Jeg fortsatte bare hjemad, og denne gang var der ikke nogen der stoppede mig.

 

---------------------------------------------------

Hey!

Hvad syntes i så om kap 2?

Og havd tror i der sker nu?

Mils

Undskyld for stave og taste fejl :'(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...