Why so mean? (1D)

Lilly Everdeen, det er navnet på en pige der aldrig rigtig har haft et godt liv. Gennem hele hendes liv er hun blevet mobbet, sparket og slået. Hendes far har også slået og sparket hende, da hun blev 10 begyndte han at misbruge hende. Hendes mor blev dræbt af hndes far da Lilly var 5 år, hun så det ske. Det eneste lyspunkt i hendes liv var hendes ven Louis, han var den eneste der ville hjælpe hende. Hun boede næsten over hos ham i en periode, fordi hun ikke turde være hjemme. Men hvad skete der da Louis vente hende ryggen? Da han ikke vil hjælpe hende mere? Og hvad sker der når hun møder ham igen flere år senere?

16Likes
11Kommentarer
1282Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg vågnede med et sæt, jeg svedte men samtidig frøs jeg, altså koldsved. Mareridtet sad stadig i mine tanker, eller det var nu et flashback. Men jeg fortrak at tænke på det som et mareridt, så gjorde det ikke lige så ondt at tænke på. At tænke på at jeg er den lille pige uden nogen til at holde om sig, eller til at beskytte en. Det er mig, Lilly Everdeen. Den lille pige der aldrig har haft andre end sig selv. Nu tænker du sikkert ¨hvad med Louis, eller dine forældre?¨. Og du har ret, Louis var der engang for mig. Men det er noget jeg prøver at glemme, det er også 5 år siden nu. Så vi var 15 da det skete, 15 da man mistede den eneste der holdt af en. Og mine forældre? Min mor døde da jeg var 5, min far myrdede hende. Og ja du læste rigtigt, min mor blev myrdet af min far. Han slog hende så mange gange at hun blev slået ihjel af det, hun skreg og bønfaldt ham om at holde op. Jeg kender alle detaljerne, jeg så det ske. Jeg gemte mig bag en dør og så på, jeg ville så gerne hjælpe eller flytte mig men jeg var lammet af skræk, jeg kunne ikke bevæge mig. Og hvorfor gjorde han det? Fucking fordi min mor sagde godnat til mig og trøstede mig fordi uhyret, min far, havde givet mig en lussing så det sang i hele huset. Ja derfor slog han min mor ihjel. Efter det var jeg så lidt hjemme som muligt, jeg var enten i skoven eller ved søen, steder min far aldrig ville finde på at lede efter mig. Sådan gik de første år af mit liv, indtil jeg mødte Louis. Han ændrede mit liv, vi var 7. Den første tid ville jeg ikke fortælle ham hvad det var der var galt, men efter et par måneder hvor han blev ved med at spørge indtil det, gav jeg efter og fortalte det. Sådan gik det til at vi blev venner, efter det var vi uadskillelige. Eller det troede jeg, men det viste sig at jeg tog fejl. Han forlod mig, det lærte mig at man ikke kan stole på nogen. Det var på en måde godt at han gjorde det, at han forlod mig, det lærte mig en vigtig lektie. Efter det blev han næsten ligesom alle andre, han fulgte med strømmen. Og næsten er fordi at han aldrig rigtig mobbede mig, men han gjorde heller aldrig noget for at hjælpe mig. Han stod bare og så på mens jeg blev tævet bevidstløs, af dem han kaldte sine venner. Jeg hadede dem som pesten, dem alle. Undtagen Louis, ham kunne jeg ikke hade jeg var vred og såret, såret over at han kunne finde på at forlade mig, vred over at han gjorde det. Da jeg blev 17 blev det for meget, jeg løb væk, væk fra Doncaster og alle dem jeg hadede. Jeg flygtede til London, det er her jeg bor nu. Jeg har bare ikke rigtig nogen penge, jeg har ikke noget hjem. Jeg bor i en park inde mit i byen. Der er der et stort træ med en stor krone, der bor jeg. Jeg er skjult for omverden og har nogenlunde læ. Jeg har boet her i 3 år nu, jeg lever faktisk okay. Jeg får mad og har et sted at sove, der er ingen der nedgøre eller slår mig, så alt i alt lever jeg meget godt. Og hvordan får jeg penge til mad? Jeg har en guitar jeg spiller mine egne toner for folk og synger mine egne sange, det giver folk mig lidt penge for. Det er ikke meget men det er nok til at jeg overlever, og tøj det har jeg ikke rigtig noget af. Jeg har 2 store hættetrøjer og 2 par meget slidte bukser der har rigtig mange huller, og så har jeg 3 oversize t-shirts, og et par joggingbukser. Det er ikke meget men det er nok til mig, hov! Jeg glemte at sige jeg også går med kasket, den er sort med et grønt egeblad ude i siden, jeg har den på hver dag uanset vejret. Mit hår er langt og kastanje-brunt, med bølger. Mine øjne er smaragd-grønne, og efter min mening, ret flotte. Mine øjne er noget jeg altid har været glad for, de minder mig om min mor, hun havde præcis den samme øjenfarve. Men nu er det på tide at få gang i dagen.

Jeg gik hen til et sted hvor der var ret mange mennesker, jeg havde min guitar i hånden. Jeg stillede mig på et kryds hvor der var mange mennesker der gik forbi, og tog min guitar frem. Jeg gik ligeså stille i gang med at spille, jeg lod tonerne fylde mig ud. Jeg levede mig ind i musikken, og så begyndte jeg at synge. Jeg sang lige så stille en sang jeg selv havde skrevet, den handlede om mig og min opvækst, på en måde. Jeg glemte menneskene omkring mig, det eneste jeg så var min guitar, det eneste jeg hørte var tonerne og min stemme det klingede perfekt sammen.

Niall’s P.O.V

”Hey drenge, jeg smutter lige ud og går en tur. Jeg smutter nok forbi Nandos og henter noget mad på vejen tilbage. Er der noget i vil have med?” spurgte jeg, klokken var vel 8 om morgnen. Ja, vi var stået tidligt op. Vi havde ferie, men alligevel var vi vågnet tidligt. Det er komplet uforståeligt, og vi fatter det sådan set heller ikke selv. Men pointen er at vi er stået tidligt op. Og jeg ville ud og gå en tur, jeg trængte til noget luft. Drengene ville ikke have noget med så jeg skulle kun have noget til mig selv.

Jeg var nået hen til parken, der var ikke nogen der havde genkendt mig endnu. En lettelse, ikke tro at jeg ikke kan lide mine fans, jeg elsker dem, men det kan altså godt blive for meget. Jeg gik ind mod midten af parken, men et lille stykke inde blev jeg stoppet af en menneskemængde. Jeg fattede ikke hvorfor at de alle sammen stod og klumpede sig sådan sammen, var der en eller anden kendt eller sådan noget? Jeg maste mig igennem mængden, og da jeg kom ud på den anden side, så jeg hvad der havde stoppet folk. Det var en pige, hun stod ligeså stille i krydset. Hun spillede på en guitar, og… wow hun er god. Jeg stod bare sammen med mængden og lyttede til hendes spil, jeg stivnede helt da hun begyndte at synge. Det er den smukkeste stemme jeg nogensinde har hørt, det lød som en engel. Jeg prøvede at lytte efter teksten, og pludselig kunne jeg høre det helt tydeligt.

Someday I be, living in a bigger city.

And all your ever gonna be, is mean.

Someday I be, bigger than you can heart me.

And all you ever gonna be, is mean.

Mere hørte jeg ikke, da mængde pludselig begyndte at klappe af hende og gå hen og smide penge i guitarkassen der stod foran hende. Jeg klappede selv med, men gik ikke hen og smed penge i. Jeg vil vente jeg vil gerne tale med hende. Hvorfor ved jeg ikke, men sådan blev det. Jeg ventede på at hun blev færdig med at spille, hun spillede 3 sange mere. Jeg havde ikke svært ved at regne ud, at det var nogen hun selv havde skrevet. Da hun var blevet færdig med at spille, gik jeg ligeså stille hen til hende. Hun lagde på hug foran guitarkassen, hun talte vist hvor mange penge hun havde tjent. Hun kiggede op da jeg kom hen til hende, hun smilede et stort smil. Det var nok på grund af pengene. Jeg kiggede ned i kassen, der var vel omkring 10 dollars. Hun havde egentlig tjent ret mange penge på det guitar spil, men det var også forståeligt hun havde spillet og sunget helt fantastisk. Jeg kiggede lidt på hende, hun var egentlig ret smuk. Hun havde smaragd-grønne øjne, og flot bølget kastanjebrunt hår. Men hendes tøj er laset, der er huller i hendes bukser og hendes hættetrøje er meget slidt. Hendes sorte converse er ret slidte. Det eneste der så nyt ud var den sorte kasket, med det grønne egeblad, hun havde på hovedet. Jeg kiggede lidt misundeligt på den, jeg vil ønske jeg også havde sådan en. Jeg opdagede jeg bare havde stået og betragtet hende, i ret lang tid. Jeg rømmede mig hurtigt, og rakte hånden ud.

”Hej, jeg hedder Niall. Jeg hørte dit spil, det var virkelig flot” sagde jeg med et lille smil. Hun kiggede lidt nervøst på mig, som om hun er bange for at jeg skal gøre hende ondt… jeg rystede hurtigt tanken af mig og kiggede på hende. Jeg sendte hende et beroligende smil. Hun smilede usikkert tilbage og tog min hånd.

”Hej, jeg hedder Lilly. Og tak” hun sagde det stille og sendte mig et lille smil. Jeg smilede lidt mere, jeg blev altid i godt humør når folk blev glade.

”Det var så lidt, vil du med hen og have noget at spise?” spurgte jeg. Hun nikkede stille, og smilede igen. Jeg tog hendes hånd, og gik mod udgangen af parken.

”Vent, jeg kan da ikke have min guitar med” sagde hun halv grinende. Jeg smilede og nikkede.

”Jov, du kan. Ingen lægger mærke til den, jeg har da tit min med på cafe’” sagde jeg med et lille smil. Hun smilede lidt, sikkert ved tanken om mig siddende på en eller anden random cafe’ med en guitar.

”Okay så, men hvor skal vi spise” sagde hun, hendes stemme var lidt usikker, men samtidig glad. Jeg smilede lidt og trak hende hen mod Nandos. Da vi stod foran cafeen, smilede jeg.

”Her skal vi spise” sagde jeg og smilede lidt mere over hendes forbløffede udtryk.

”Her har jeg altså ikke spist før, det er måske lidt for dyrt til at jeg kan det” sagde hun med et suk, og kiggede mig undskyldende i øjnene.

”Det er okay, jeg betaler” sagde jeg med et lille smil.

”Nej! Det skal du ikke, jeg vil ikke skylde dig penge” sagde hun bestemt.

”Jo, kom nu. Det er altså tydeligt at se at du er sulten” sagde jeg med alvorlig stemme. Og det var virkeligt tydeligt at hun var sulten, selv gennem hættetrøjen kunne man se hun ikke var meget mere end skin og ben. Min kommentar blev understøttet, af hendes mave der valgte at gøre sig selv bemærket ved at knurre højt og tydeligt.

”Kom nu, din mave er enig, du er sulten” sagde jeg og skjulte et grin.

”Jeg ved ikke rigtig, jeg bryder mig ikke om at skulle tage imod dine penge” sagde hun usikkert. Men hvis hun ikke bryd sig om at tage imod penge hvad skulle jeg så gøre…

 ”Så se det sådan her: Det er for din optræden. Det var så flot at du får al den mad du kan spise” sagde jeg med et smil. Hun smilede et taknemmeligt smil til mig.

”okay så” sagde hun og smilede. Jeg smilede og trak hende med ind på Nandos.

Lilly’s P.O.V

Vi havde siddet inde på cafeen, som vist nok hed Nandos, i omkring en halv time nu. Niall givet mig menukortet med beskeden ”Vælg alt det du vil have og glem prisen”. Jeg havde gjort som havde sagt og bestilt 2 store burgere en gang pomfritter og 2 store colaer. Niall havde bestilt det samme. Jeg var færdig med burgerne og det første glas cola, og sad nu bare og spiste pomfritter og drak det sidste cola. Det sidste kvarter havde vi bare siddet og snakket om løst og fast, jeg havde dog omhyggeligt undgået at svare på spørgsmål om mig selv. Han havde til gengæld fortalt en masse om ham selv, han havde fortalt at kom fra Irland. Det forklarede den søde accent. Okay mere havde han sådanset ikke fortalt. Jeg havde ikke spurgt hvad han lavede i London, hvis han var fra Irland. Det måtte han selv fortælle hvis han ville. Jeg var lige blevet færdig med mine pomfritter, og bundede nu glasset med cola.

”Ahr… Det er længe siden jeg har været så mæt” sagde jeg med et lille smil. Jeg gabte og lænede mig tilbage i stolen. Klokken var vel omkring 4 om eftermiddagen. Jeg kiggede over på Niall, som sad med hovedet i mobilen. Jeg kiggede med et smil på ham, og rømmede mig. Han kiggede hurtigt op, og kiggede på mig med et undskyldende smil.

”Jeg bliver nok nød til at gå nu” sagde jeg undskyldende. Han kiggede undrende på mig, og smilede så som om han havde fået en genial ide.

”Hvorfor kommer du ikke med mig hjem?” spurgte han med et smil. Jeg overvejede det lidt, hvad kunne der egentlig ske ved det? Jeg kiggede ud af ruden, det øsede ned.

”Okay, det vil jeg gerne” sagde jeg med et smil. Det var egentlig underligt så meget som jeg smilede og så godt et humør jeg er i. Det måtte være Niall, han gjorde mig i godt humør. Man kunne simpelthen ikke være andet når man var sammen med ham. Jeg smilede og rejste mig, og gik over til Niall der stod og ventede ved døren. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at han var gået, underligt. Jeg smilede lidt fjoget underkasketten, Niall lagde vist mærke til det for han smilede og grinede lidt. Han tog mig i armen, og sammen gik vi ud i regnen på vej hjem til Niall.

Louis P.O.V

Niall havde sagt i morges at han gik en tur, og på Nandos bagefter. Den var nu 4 om eftermiddagen, og vi havde ikke hørt fra ham. Jeg var begyndt at blive lidt nervøs for ham, selvom det i grunden var latterligt, han var jo en voksen mand forfanden. Jeg kiggede nervøst ned i mobilen, jeg havde fået en sms. Den var fra Niall, han skrev at han var på vej hjem, og at han havde en ven med. Gad vide hvem den ven kunne være, det kunne ikke være nogen af drengene, de var alle hos mig og Harry. Jeg nåede ikke at tænke mere over det før døren gik op, og en latter hørtes derude fra. Det var helt sikkert Niall, hans stemme er ikke svær at kende. Der lød også en anden stemme derude fra men den kendte jeg ikke, eller jo! Der var et eller andet bekendt over den, men jeg kan ikke rigtig placere den. Jeg kiggede hen mod døren ind til stuen, og det samme gjorde Zayn, Harry og Liam. Ind kom en grinende Niall, og en pige der virkede meget bekendt. Hun stivnede i døren, i samme øjeblik hun så mig. Hun kiggede på mig med et blik der var umuligt at tyde, det viste både sorg, savn, smerte og en masse andet der er svært at placere, men det der var tydeligst var hadet, et virkeligt stærkt had.

”Louis” hvæsede hun med rasende stemme. I samme øjeblik hun sagde det kunne jeg kende hende. Det her var ik’ godt.

”Lilly” sagde jeg med lille stemme. 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey fokes!

Det her var så første kap.

Hvad syntes i? Er det for langt eller kort?

Flere detaljer? eller mindre?

De næste kapitler bliver nok ikke lige så lange jeg er ikke særlig god til at skrive lange kapitler, undskyld :'(

I må altså bære lidt over med mig, det er min første fanfiktion. Og jeg ved godt at drengenes alder nok ikker er helt rigtige men det er altså lige noget jeg ikke helt har styr på undskyld.

Men hvad tror i der sker nu? Fortæller Lilly eller Louis, hvad det er der sket i deres fortid? Éller har Louis allerede fortalt det?

Kom gerne med ideer eller forslag til hvad der sker i næste kap :-)   

Hilsen Mils.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...