A car crash!.. - Justin Bieber

Den 17 årige Jacqueline var på vej hjem fra en veninde, da en bil pludselig kom drønende forbi, hen over marken og lige ind i et træ. Hun tog hurtigt sin telefon op af lommen og ringede 911, hun nåede kun lige at fortælle hvor hun var. For da hun kom hen til bilen, for at se om personen var i live, taber hun sin mobil og går helt i chok, da hun ser hvem personen er. Det kunne ikke passe det måtte være en af mine mærkelige drømme tænker hun, men er det nu også det? Håber i vil ku' li' den og vil læse med. Vi vil blive meget glade hvis i vil kommentere og like den. Tak på forhånd. Xoxo Zille og Emza. <3 :D

28Likes
47Kommentarer
3491Visninger
AA

9. "Maybe, he's just not that into you."

Jacquelines Synsvinkel

Det ringede på døren, Og der stod Kath. Min bedste veninde. Hun sprang i armene på mig, og jeg begyndte at græde igen. Jeg var lige holdt op! men det gjorde ikke noget. Jeg tror min far hørte det bankede på. Han kom ihvertfald ned af trapperne og kiggede forsigtigt men gik igen da han så det bare var Kath. Jeg tror ikke at han lagde mærke til at jeg græd, ellers var han bare for træt til at lægge mærke til det.

Vi sad på mit værelse og snakkede til klokken 4. Vi snakkede om ligegyldige og ikke så ligegyldige ting. For eksempel : Hvem var den pige jeg havde fået af vide snakkede med Justin?

Jeg savnede Justin. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på ham. Jeg var virkelig blevet hårdt ramt af den forelskelse. Så hårdt, at jeg nær var faldet på næsen, og havde brækket den.

Nej seriøst. Jeg faldt her den anden dag, mens jeg gik og tænkte på Justin og hende pigen...

Men jeg lå i min seng, med Kath ved siden af mig, og jeg kunne bare ikke falde i søvn. Jeg lå stadig og tænkte på Justin, selvom Kath havde sagt at jeg ikke skulle tænke på ham. Den. Tænke på den. Ha! Han hedder den fra nu af...

Jeg var lige vågnet, og følte mig ret frisk. Jeg satte mig op, og tog tøj på. Jeg gjorde det forsigtigt uden at vække Kath. Men hun rykkede alligevel på sig. Hun vågnede godt nok ikke, men jeg tror det var tæt på...

Jeg kiggede på uret. Kvart over 5. Jeg havde sovet i næsten en time. Jeg blev lige pludselig meget træt. Jeg satte mig ned i min stol og begyndte at græde.

Det der kærlighed der, det er bare træls.

Jeg tror jeg var faldet i søvn. Jeg åbnede i hvertfald øjnene igen, og Kath lå ikke i min seng. Jeg tænkte ikke så meget over det, jeg så bare lige på uret for en sikkerheds skyld. Okey, det var fint. Klokken den var 8.33... Lidt tidligt, men det gik. Jeg rejse mig op og fandt ud af at jeg havde fået verdens værste hold i nakken. Det var virkelig slemt. Så slemt at jeg ikke kunne dreje hovedet uden at det gjorde så ondt at det nærmest dræbte mig. Men hva så. Det var bare lidt hold i nakken. "Det går hurtigt over igen" Sagde jeg til mig selv, men fandt ud af at jeg også havde mistet stemmen.Jeg havde mistet stemmen. Skønt. En skoledag med hold i nakken og ingen stemme. Det skulle nok blive hyggeligt. Så længe jeg havde en hat på, og ikke sagde noget, og det var slemt nok i forvejen, for jeg kom forsent...

Der blev grint ad mig. De grinte da lærerinden spurgte hvor Rwanda lå. Og jeg tænkte hvad fuck er Rwanda? Jeg sagde jeg ikke vidste det, men jeg havde glemt at jeg ingen stemme havde. Så alle grinte af mig. Igen og igen. Men så sjovt var det jo heller ikke. Jeg ville dreje mit hoved, men det gjorde bare så ondt at jeg sagde av, men der kom kun en lille hvisken ud. En hæs hvisken. En klam hæs hvisken. Og de grinte igen. Jeg fik tårer i øjnene og løb ud. Jeg havde mine problemer i forvejen. Jeg gad heller ikke blive mobbet, med at jeg ikke kunne snakke. Det var nok med at Justin havde en anden. Selvom vi aldrig rigtig havde haft noget forhold men alligevel.

Vi skulle have idræt. Jeg gemte mig på toiletet til alle var gået der over. Så gik jeg ind i klassen og pakkede mine ting sammen og tog hjem. Det var igen en af min fars lange arbejdsdage, så jeg kunne lige nå at æde 2 liter is. Hvis altså jeg ikke åd 3 liter.

Da jeg kom hjem, smed jeg min taske på gulvet og gik ud i køkkenet. Jeg gravede en halv liter is op ad fryseren, og gik op på værelset. Nam. En halv liter Ben And Jerry's is. Lækkert. Det skulle nok ligge godt nede i min mave. Jeg satte en tudefilm på, og hentede nogle servietter. Jeg havde set Filmen hundrede gange men jeg græd stadig, og det var bare en forfærdelig god film. Den hed "Dear John" og jeg kan bare ikke lade vær med at græde når jeg ser den. Jeg satte mig med dynen over mig, isen i den ene hånd, en ske i den anden hånd, og servietterne så tæt på som muligt.

Jeg var godt inde i filmen, I ved, der hvor John og Savannah er på stranden og Savannah fortæller John at hans far er autistisk.

Og så bankede det på døren. Det kunne ikke være min far, eller bror for de plejer jo bare at gå ind. Jeg var på vej ned ad trappen med min is i hånden, da det bankede på igen. Jeg gik hen til døren og åbnede den forsigtigt. Det kunne ikke være rigtigt. Han vidste jo ikke hvor jeg boede. Men det må Han da, ellers ville han da ikke være her...

______________________________________________________________________________

 

Så var der et lidt længere kapitel :D Håber i kan lide det :D Jeg havde lige lidt tid til at skrive, så jeg skrev lige lidt, istedet for at lave lektier xD Men i må gerne skrive en kommentar, Om kapitlet skal blive ved med at være så lange, eller om de skal være korte som de plejer? :) <3 Takker :* <3

 

XoXo

Emza <3 og Miiiiig :D <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...