A car crash!.. - Justin Bieber

Den 17 årige Jacqueline var på vej hjem fra en veninde, da en bil pludselig kom drønende forbi, hen over marken og lige ind i et træ. Hun tog hurtigt sin telefon op af lommen og ringede 911, hun nåede kun lige at fortælle hvor hun var. For da hun kom hen til bilen, for at se om personen var i live, taber hun sin mobil og går helt i chok, da hun ser hvem personen er. Det kunne ikke passe det måtte være en af mine mærkelige drømme tænker hun, men er det nu også det?


Håber i vil ku' li' den og vil læse med. Vi vil blive meget glade hvis i vil kommentere og like den. Tak på forhånd. Xoxo Zille og Emza. <3 :D

28Likes
47Kommentarer
3519Visninger
AA

19. "Fuck off dad!"

Jacquelines Synsvinkel

"Justin, jeg tror jeg bliver nødt til at gå..." Jeg hviskede det næsten, men Justin så ud til at forstå. "Skal jeg køre dig hjem?" Spurgte han, men jeg sagde at det ville nok ikke være en god ide. 

Fuck. Mit. Liv. Far var kommet før hjem. Han havde fundet ud af at jeg var hos Justin for Lasse kunne ikke holde mund. Jeg havde håbet han havde bakket mig op, og fortalt far en lille løgn, men Lasse kunne ikke lyve. Jeg var sur på mmig selv, for jeg kunne ikke være sur på Lasse. Lasse er min seje storebror. Han redder min dag. Håber jeg. 

"Jaqcueline, jeg troede jeg kunne stole på dig. Du har forandret dig meget efter du er begyndt at være sammen med ham Justin. Hvad tænkte du på? Jeg havde... Jaqcueline, du har stuearrest den næste måned. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre." 

Jeg var så sur. Jeg kunne slet ikke fungere oppe i mit hovede. Jeg var så sur at jeg låste mig inde på mit værelse. Fandt min største og bedste taske, og alle de nødvendige ting. Tøj, tandbørste, ekstra sko, computer, mere tøj oven på min mac. Jeg kunne slet ikke fokusere. Jeg havde tårer i øjnene og kunne næsten ikke se noget. 

Jeg var lige ved at glemme min pung. Min elskede pung. Jeg kiggede hvor mange penge der var i, og da jeg åbnede den, var der en hundredekrone seddel. Mit kort. Mit master cart! Det var der ikke! Jeg roddede hele mit værelse igennem. Hvor er det?! Jeg kiggede i min pung igen, og fandt så ud af at det lå i det forkerte rum. Flot Jaqc. Virkeligt. Flot. Jeg fandt mine løbesko og min jakke. Nu var det nu. Jeg ville løbe hjemmefra. 

Jeg var nået ned af trappen da jeg fandt ud af at jeg havde glemt min telefon oppe på værelset. Flot. Jeg skyndte mig op efter den, men huskede så hvor den var. Den lå hjemme hos Justin. På hans skrivebord, hvor jeg var kommet til at ligge den da jeg skulle gå. For helvede Jaqc! Tag dig nu sammen!. Jeg vendte mig mod døren igen. Jeg nåede ikke særligt langt før far stod foran mig. "Og hvor tror du så du skal hen unge dame?" Jeg var så træt af ham. Jeg ville svine ham til. "Jeg er på vej væk fra dig! Jeg er så træt af at du tror du ejer mit liv! Hvorfor må jeg ikke se Justin?! Er det fordi han er kendt?! Ved du hvad? Jeg elsker ham faktisk! Mere end jeg elsker dig! Det kan godt være at du er i min familie, men jeg vil aldrig kalde dig far igen!" Der gik lidt hvor vi bare så hinanden i øjnene. Måske gik der 10 minutter. Måske 2. Jeg ved det ikke. Jeg havde ikke tid på.  "Jaqcie jeg..." Han startede den, og jeg lukker den" Far stop dig selv. Du vil ikke mene det du skal til at sige nu. Du mener aldrig noget af det du siger! Jeg hader dig! Vil du være sød at flytte dig nu?!" Han flyttede sig ikke en milimeter. Okay fint, hvis det skal være på den måde. 

Jeg vendte mig om og gik op på mit værelse. Jeg kiggede lige en ekstra gang rundt, for at sikre mig at alt det vigtige lå i tasken, og det så ud til at det var på plads. Jeg gik hen til min dør til min balkon, og åbnede den. Hvis Justin kunne komme herop, kunne jeg også komme ned. Jeg gik ud og hoppede ned på taget. Min iPod! Fuck! Tilbage igen, ind og hente min iPod, og ud på taget igen. Denne gang havde jeg lige låst døren så jeg var sikker på at far ikke kom brassende ind uden jeg var der. 

Jeg kiggede ned. Wow. Der var langt. men jeg måtte jo tage chancen. Hvad er det nu alle går rundt og siger nu ? Yolo? Det betyder vidst you only live once? Jeg ved det ikke, men jeg hader det udtryk. Hvorfor rende rundt og sige det? Det lyder da åndsvagt. 

Jeg hoppede ud i natten. Ud i det sorte ukendte. Lige i dette tilfælde var det ukendte min baghave men lidt mystik må der gerne være. Jeg ramte jorden perfekt til et rullefald, så jeg lavede et lille rulleflad, med taske på. Det blev ikke så vellykket, men jeg kom ned i godt behold.

Jeg løb et stykke. Godt en kilometer. Jeg var næsten ikke forbustet. Rart at vide jeg faktisk har en god kondi. Jeg ville bare gå. Til jeg ikke kunne gå længere. Så jeg gik. Og gik. Og gik. Da jeg havde gået et stykke tænkte jeg at jeg ligeså godt kunne tænde min iPod nu når jeg har fået den med. Det var en sang Birdy havde skrevet. Den hed vidst nok Without a word. Ja, det var den. Birdy  ~ Without a word. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg gik, men lige pludselig stod jeg ved Justins dør. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle, så jeg bankede på. Men efter jeg havde banket på kom jeg i tanke om hvad klokken var. Den var omkring fire om morgenen!.. Godt Jacq, hvad nu hvis du vækkede nogen? Men min tanker stoppede da døren blev åbnet på klem, og Justin stod i døren. "Jacqie? Jacqie hvad laver du her? Klokken den er jo ... Klokken er jo midt om natten!" Han lød bekymret "Hvad laver DU oppe så sent?" Jeg talte før jeg tænke. "Undskyld Justin. Jeg skal nok gå igen. Jeg kan godt forstå hvis du er sur på mig.. Eller irreterret for den sags skyld .. "Jeg vendte mig om. "Jacqie, kom med ind, vil du ikke nok?" Jeg blev stående, men han havde lydt så trist, at jeg synes at det var syndt for ham, så jeg vendte mig om og gik med ind. 

________________________________________________________________________________________________________________

 

Her var et kapitel til. Undskyld far alt vendte tiden. Men tak til jer der har god tålmodige. <3 

 

Mvh

Emza og Zille <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...