Besat af skæbnen - One Direction

Jeg vil forsøge mig med at skrive i en helt ny genre, så det glæder jeg mig til.

Tori Payne (Liam Payne's lillesøster), er blevet inviteret til en fest, som hendes storebror holder sammen med sine venner, (drengene fra One Direction), men Tori's mor beder hende blive hjemme, fordi hun vil tale med hende, men Tori sniger sig af sted til festen alligevel....

Hvad vil Tori's mor tale med hende om? Hvorfor virker det som om Liam ikke må vide noget? Og hvilke konsekvenser får det at Tori sniger sig af sted...

*Denne historie er Tori's dagbog om hvordan det er at have en bror, som er en verdenskendt sanger... Og en familie fyldt med hemmeligheder.

1Likes
0Kommentarer
714Visninger
AA

1. Kære Dagbog... Shhh.. Jeg er på vej

Tori Paynes dagbog. Torsdag 22. Oktober

Kære Dagbog

Jeg må simpelthen betro mig til nogen ! Dagen i dag har vendt fuldstændig op og ned på mit liv... Min mor har nemlig fortalt mig noget virkelig forfærdeligt, men hvordan skal jeg skjule det for Liam? I må nok heller hører hvad der skete i dag, så tror jeg bedre i forstår, men lad mig begynde at fortælle. Jeg starter, der hvor min dag først begyndte at gå galt...

"Men  moooaaar!" plagede jeg. "Jeg er altså gammel nok til at tage med, og Liam har selv inviteret mig." Min mor, Meredith Payne, stod lige nu og ville forbyde mig at tage med til min brors fest. Fordi hun synes at jeg er for ung? Jeg er altså ikke nogen lille pige, jeg er faktisk 17 år, så jeg synes egentlig at det var på tide at jeg kom med til en af Liams fester. "Tori ! Lad nu være" bønfaldt hun, "jeg er bare ikke klar til at give slip på dig, og jeg har noget vigtigt vi skal tale om..."

Okay min mor er totalt overbeskyttende over for mig, som det tydeligt fremgår. Jeg har aldrig haft en kæreste, for hun var aldrig rigtig "klar til at give slip". Det er en undskyldning hun bruger om alt. Jeg ved at hun elsker mig, og bare gerne vil beskytte mig, så jeg ikke bliver såret, men det er bare ikke fair at det ikke er de samme regler der gælder for Liam. Jeg har endda talt med Liam om det, og selv han synes ikke at det er retfærdigt.

Måske forstår jeg godt, lidt, hvorfor min mor er så overbeskyttende omkring fester og drenge, for da hun kun var 15, blev hun overfaldet og tvunget til at have sex med en fremmede... Det var så et der blev til Liam. Selvfølgelig forstår jeg godt, at hun ikke ønsker det samme skal ske for mig, men jeg er ældre end hun var, er blevet trænet i selvforsvar (et krav min mor havde), og jeg var den bedste i klassen, og jeg følger alle hendes regler, som altid at have et kondom, peberspray og min mobil på mig.

Jeg synes at jeg fortjener en smule mere snor, så jeg kan komme ud og opleve noget.

"Jeg vil ikke snakke mere om det Tori!" Okay det er så sådan vores diskussioner altid ender, inden jeg vredt løber op ad trappen og smække min dør.

Jeg var så vred og ked af det! Vil hun nogensinde lade mig gå, eller skal jeg blive en ensom pebermø, som bor hjemme hos sin mor?  Det nægter jeg altså simpelthen.

Og det var den tanke, der fik mig til, at tage en beslutning. Jeg vil tage af sted til festen, også selvom mor har sagt nej. Tanken om hvad hun ville gøre, når hun fandt ud af det, strejfede mig kun et øjeblik, før jeg igen fortrængte den.

Altså selvfølgelig er det ikke første gang jeg er med til en fest, men det er bare den første fest, som min mor vil kunne regne ud at jeg er med til. Det er min største hemmelighed, at jeg sniger mig væk til fester og lyver for min mor om det. Ikke engang Liam ved at jeg har gjort det, for han ville blive så sur og have holdt øje med mig hele tiden. Måske var det også lidt tidligt jeg tog af sted første gang. Jeg var 12 år og min veninde skulle holde pyjamas party, men min mor sagde nej som hun plejer, men jeg arrangerede det med min veninde, så min mor troede at hun heller ikke skulle med, og at jeg sov ovre ved hende, selvom vi tog af sted sammen. 

Nå, men nu var jeg i hvert fald i gang med at snige mig ud til endnu en fest.

Jeg fik min sorte kjole på, som jeg havde købt i mandags. Den var helt enkel med tynde stropper og den var ikke særlig nedringet, men den gik langt ned på ryggen, helt ned til min lænd. Den fik bare min selvtillid helt i top og jeg snurrede en omgang rundt om mig selv, inden jeg fortsatte med at gøre mig klar. Jeg tog mine mørkeblå, næsten sorte, stiletter på og en matchende øjenskygge. Lidt klar lipgloss og et par af mine store sølv øreringe. Så var jeg helt klar til fest! Mit mørkebrune hår dækkede hele min ryg, så det var slet ikke afslørende bag på, og mine brune øjen, var store og klare og smukt fremhævet af sminken.

Jeg ville komme 1 time for sent, men jeg havde ringet og aftalt det med Liam. Jeg var nødt til at vente, så min mor vidste at jeg gik i seng. Altså jeg var ret sikker på at hun ville opdage at jeg var taget af sted, men helt idiot er jeg da ikke, jeg behøver ikke ligefrem gøre det totalt åbenlyst.. Så ville hun nok opdage det endnu før. 

Så da klokken var halv elleve, råbte jeg godnat til min mor og sneg mig af sted til festen.

Torsdag aften / Fredag nat

Jeg gik væk fra vores hus, så der ingen chance var for at min mor skulle opdage mig. Der skaffede jeg en taxi og kørte til Liam's lejlighed.

Jeg bankede på døren og efter meget kort tid blev døren åbnet af Liam. "Heeey Søs!" sagde han og smilede. "Hvorfor var du så længe om det?" Jeg gik bare ind og kiggede mig lidt omkring, for Liam var tydeligvis allerede beruset. Jeg fik mig en drink og satte mig over i sofaen, hvor et par andre også sad. Det var svært at komme der over, for der blev danset tæt og folk havde spildt deres drinks i et forsøg på at komme igennem, så gulvet var også ret glat.

Det var Louis og Harry, der sad ovre i sofaen og snakkede sammen med nogle andre jeg ikke kendte. Jeg følte mig høj af stemningen og utrolig hot. Det indrømmer jeg gerne, så det var med fuldt overlæg, at jeg spankuleret ind mellem dem, og masede mig ned mellem de to drenge. "Hejsa drenge" sagde jeg. De smilede og Harry var den eneste i gruppen som var ædru.

Louis lagde armen om mig og hev mig ind til sig. "Alle sammen" sagde han højt og svajede lidt. "Det her er Tori, og hun er Liams lil' søs.." Efter det grinede han og kyssede mig på kinden. Jeg blev rød i kinderne og fnisede. Jeg tog en tår af min drink, inden jeg drak resten og Louis bød mig op til dans.

Vi dansede tæt og længe, mens vi drak mere og mere. Jeg tror jeg havde fået omkring seks glas nu og jeg var temmelig stiv. Da Louis tog min hånd, gav mig endnu en drink og trak mig med over mod sofaen igen, fulgte jeg villigt med, for jeg kunne dårligt nok stå på benene selv. Han satte sig og trak mig ned på sit skød inden vi begge grinede og drak igen.

Liam var vist ikke så fuld tidligere, som jeg havde troet, for pludselig stod han hos mig og så temmelig nervøs ud og ret sur. Jeg rejste mig op fra Louis's skød og Liam tog fat i min arm og hev mig med op på sit værelse. Inden vi forsvandt ud af stuen kunne jeg høre Louis kalde på mig: "Kom snart igen, min lil' Tori-muzz!" Jeg smilede stort tilbage til ham og sendte ham et kys, inden Liam fik mig trukket med oven på.

Okay, Liam var ikke bare ret sur. Han var rasende. Måske var det til at forstå... Hans søster og en af de drenge han betragter som brødre, sad og flirtede, så selv en snegl ville kunne se det. Og nej det er hverken en under- eller en overdrivelse, for det var virkelig tydeligt. Og jeg smilede sgu' bare videre, uden nogen som helst situations fornemmelse. Sådan er jeg bare når jeg er fuld, lev med det eller lad vær! Jeg er fanme ligeglad. Bortset lige fra, når det er min super dejlige storebror...

Vi er i Liams soveværelse. Han lægger armene over kors og ser mig ind i øjnene. Vil han nu spørge mig, om hvad der foregår mellem Louis og mig? Det håber jeg ikke.. For det kan jeg ikke svare på.

Men i stedet, stirrer han bare på mig, som om det er mig der skal tilstå noget nu. Når, men okay, hvis det er sådan han vil have det, så kan jeg da godt det. "Mig og Louis har altså ikke noget sammen..." siger jeg hurtigt, men hvisker så: "Ikke noget endnu, men jeg vil ikke udelukke muligheden." Så smiler jeg i hele ansigtet og går hen og kysser ham blidt på kinden.

Han gisper. Tænk engang, der gjorde jeg det lige værre for mig selv, for Liam var åbenbart blind i aften, og har intet set. Super godt klaret Tori. "Når... Det vidste du ik'?" og så griner jeg bare. 

Han er hurtigt tilbage til at være irriteret. "Tori. Mor har lige ringet, hun undrede sig over hvor hendes datter er, når hun skulle ligge i sin seng!" Jeg måber og stirrer på ham. "Ej det mener du ikke Liam.. ?" Mine øjne bønfalder ham om at forstå, men han er hård som is. Jeg sukker opgivende og slår blikket ned. "Undskyld... Jeg skulle have sagt det til dig."

Liam smiler bare kort, og viser mig ud til vejen. Og der holder mor og venter, i vores sorte Mercedes. 

Jeg ser Louis ind gennem vinduet, hvor han sidder og kigger efter mig. Han blinker til mig og viser med fagter, at jeg bare kan skrive. Jeg smiler og kommer slingrende ind i bilen...

"Tori! Hvad tænkte du på?!" Hun kigger på mig i spejlet, og begynder igen: "Du ku' være blevet slået ihjel, eller noget endnu værre. Du er jo slet ikke parat til det her liv endnu. Du skal ikke prøve at følge med Liam, han lever et andet liv nu. Du er ikke gammel nok Tori." Bla, bla, blaaaaa.... Hun snakkede bare løs og jeg begyndte at døse hen. Men der er en sætning, som får mig til at slå øjnene op igen. Jeg er temmelig chokeret og er ret sikker på at jeg lignede en frø i ansigtet. Kiiikset. "Hvad var det du sagde?!" Hun sagde bare ikke det, som jeg tror hun sagde. "Jeg sagde:" gentog hun. "Du får stuearrest, og du får ikke lov til at komme med til nogen af Liam's fester igen. Nogensinde!" Hun vender hovedet, så hun kan se ømt på mig, og så siger hun. "Jeg vil jo bare passe på dig Tori, forstår du ikke hvor meget jeg elsker dig?"

Jeg nikker. "Jo mor... Jeg elsker også dig, men...." Mere når jeg ikke at sige før jeg skriger !

Nu har jeg skrevet så meget, og jeg kan ikke mere! Vi kørte galt, fordi jeg sneg mig ud. Jeg var ved at slå min egen mor ihjel. Lige nu, hvor jeg sidder og skriver, har jeg aldrig hadet mig selv mere.

Vi vare alene, ingen andre mennesker er ude og kører klokken halv tre om natten.

Jeg prøvede at komme fri af bilen, men jeg var klemt sammen mellem metallet. Jeg følte mig så hjælpeløs, da jeg kunne se min mor omme foran. Hun var fyldt med blod og glassplinter fra forruden. "Mor" hvisker jeg. Jeg kan ikke andet, min hals er knastør. Hun stønner svagt og svarer derefter: "Tori? Du er nødt til at gøre noget for mig... " En  lang pause, men pludselig fortsætter hun: "Jeg er ved at dø Tori, jeg ved det. Men du må ikke dø." Tårerne stiger op i mine øjne og jeg hulker. "Prøv at komme ud herfra, og så skal du sætte ild til bilen.." "HVAD!" Udbryder jeg. "Det kan jeg da ikke mor.. Du er her jo og jeg kan ikke få dig eller mig selv ud." Hun smiler lidt, selvom jeg kan se at hun har smerter. "Tori, min lille skat, jeg tror at du er klar til at give slip..." Jeg måber, og græder mere. Ikke nu, ikke på den her måde. "Nej mor, bliv hos mig." Hun gisper inden hun siger noget for sidste gang: "Tori, Liam må ikke vide noget. Du skal brænde det hele. Så han aldrig får det at vide. Du er en stærk pige. Sådan har jeg opdraget dig, men Liam..."

Jeg sukker... "Hans liv er fantastisk nu, du må ikke lade mig ødelægge det for ham. Tori, jeg har kræft, min søde skat, så jeg ville snart dø. Vil du ikke love, at du venter med at sige det til Liam? Vent til han er klar. Jeg forlader dig kun, fordi jeg ved at du er klar nu, ellers ville jeg kæmpe så meget mere." Hun lukker øjnene og hvisker: "Lov mig det Tori. Jeg græder så meget, at jeg næsten ikke kan sige noget, men jeg SKAL! Så jeg bevæge mine læber og hvisker: "Det lover jeg." Jeg hører hendes sidste udånding, og så er alt stille...

Jeg vrider og vender mig, for at komme ud af bilen, og til aller sidst lykkes det. Jeg ser på det hele. Jeg er nødt til at brænde det, også selvom det føles forkert at give slip, men jeg kan ikke andet, jeg lovede min mor det. Men inden jeg sætter ild til bilen, maser jeg mig ind ved siden af min mor og kysser hende på kinden. Så vender jeg mig og begynder at gå hjemad....

Men mit liv er ikke det samme mere, hvordan skulle det nogensinde blive det?

Jeg husker at det er det sidste jeg tænker på, før mine tanker forsvinder i tåge.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...