Den usynlige sandhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 6 feb. 2013
  • Status: Igang
En mand lever et ubemærket liv uden kærlighed fra den kvinde han elsker. Ingen ser ham, men han ser alle. Dette er en fortælling om hvordan han går gennem en forvandlig og finder ro i sit liv.

3Likes
6Kommentarer
1039Visninger
AA

5. E – kvinden fra gården

Jeg står som lammet, mens minderne skylder ind over mig, minderne fra fortiden, nutiden og fremtiden. Hjernen begynder at finde en rytme i forvirringen, jeg bliver langsomt bragt til bage til den virkelige verden, den verden som manden ved min side har vist mig. En verden fuld af fred og harmoni, en verden hvor alt sker med en vished om noget større. Mens jeg vender tilbage, kommer erkendelsen om at kvinden foran mig ikke er kvinden fra byen heller ikke kvinden fra skoven, men en ny kvinde. Hun er kvinden fra gården. Jeg har aldrig set hende før, hun har aldrig set mig. Selvom vi er som fremmed, findes følelsen af en gammel ven stadig i mig. Jeg kan ikke ryste følelsen væk, følelsen af at hun er vigtig i mit liv.

Skønt jeg ligner en fra det døde bliver vi budt indenfor, og hun finder mad og drikke til os. Jeg bruger en masse tid på at danne mig et billede af hvem hun er, ikke kun ved at observere hvad hun foretager sig men også hendes små bevægelser og indretningen i huset. Billedet af hende dannes langsomt for mig, det viste sig at være fuld af kærlighed, ømhed og nærvær. Langsomt begynder jeg at glemme manden ved min side, kvinden fra byen og kvinden fra skoven. Alle de dårlige minder fra byen forsvinder og jeg kan se verden med helt nye øjne. En pludselig lyd fra manden ved min side, gør mig opmærksom på ham igen. ”Så min ven, nu forlader jeg dig. Nu må du lærer at begå dig på egen hånd.” han ser smilende på mig og rejser sig. Det stikker i mit hjerte, og for første gang i mit liv oplever jeg sorgen ved at miste. Ved min fars forsvinding blev jeg indadvendt, ved min mors død forsvandt jeg fra verden, men ved mandens afsked kom jeg tilbage til livet til virkeligheden. I afmagt udbryder jeg: ”Bliv hos mig, jeg har brug for dig.”, han smiler til mig og forklarer mig at dem man elsker, altid vil være hos en, ikke fysisk men de er der, man skal bare se ind i sit hjerte. Jeg undrer mig over hans ord, forstår dem ikke helt, da jeg ser op igen er han væk. Så pludseligt han kom ind i mit liv, lige så pludseligt forlod han det igen.

Fortabt sidder jeg ved bordet, og tænker tilbage på tiden som jeg har haft sammen med manden, ikke at vi har snakket så meget. Han har lært mig noget om mig selv, noget om hvordan jeg er, hvordan jeg kan blive. Hvilke muligheder jeg har for mig, han har lært mig at være taknemlig for mig liv. Mens jeg langsomt finder frem til, hvad han faktisk mente med sine sidste ord, mærker jeg at kvindens opmærksomhed retter sig mod mig. Denne dag har vist sig fra en uventet side, jeg har lært livets gave, og bliver belønnet med en kvindes opmærksomhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...