Den usynlige sandhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 6 feb. 2013
  • Status: Igang
En mand lever et ubemærket liv uden kærlighed fra den kvinde han elsker. Ingen ser ham, men han ser alle. Dette er en fortælling om hvordan han går gennem en forvandlig og finder ro i sit liv.

3Likes
6Kommentarer
1051Visninger
AA

4. D – ved enden af skoven

Et par grene bliver skubbet til side, det er den gamle mand igen. Et stille suk forlader mine læber, jeg er trods alt ikke helt alene mere. Han smiler og siger det er godt jeg er vågnet, et stille smil forlader mine læber. Kort tid efter begynder vores nye dag med en ny travetur, gennem skoven igen. ”Hvor skal vi hen?” spørger jeg forsigtigt, mens mine fødder findes deres egen takt. Der kommer intet svar fra ham, jeg accepterer hans tavshed i en kort periode. En utydelig lyd forlader min hals for at udtrykke min utilfredshed. ”Rolig nu, min ven. Du skal lærer at have en ro i sjælen og en tålmodighed som universet.”  I lang tid går vi uden at vi fører en samtale, aldrig i mit liv har jeg været så utålmodig. Førhen talte jeg ikke med folk, men nu. Med ham har det ændret sig. Jeg vil vide alt, hvad han kan fortælle mig og alt hvad han ikke kan fortælle mig. Tiden går og langsomt begynder jeg at iagttage naturen og dyrene. Der falder en sælsom ro over mig, noget jeg aldrig har oplevet før. ”Så du kan lærer nye ting, ligesom alle andre.” Afbryder han min stilhed både i verden og i mit hoved. Så opstår der tavshed igen, denne gang afbryder jeg den ikke, jeg har lært noget vigtig af manden. Stilhed og ro er ikke en farlig ting, det er en god ting, noget som giver overskud og ro i sjælen.

Klokken nærmer sig tolv eller solen står næsten midt på himlen. Jeg ved ikke hvor længe jeg har gået sammen med manden, men det betyder intet mere. Jeg nyder turen gennem skoven, det betyder intet hvor vi skal hen, for jeg har aldrig haft større ro i mig. Uden varsel stopper han op. ”Her holder vi et lille hvil. Find noget brænde og lav et lille bål.” Og så var han væk. Usikkert står jeg og kigger rundt efter ham. ”Kom i gang!” lyder en hvisken i mit hoved, forvirret kigger jeg mig over skulderen. Der er ingen, langsomt går det op for mig, at det var mig selv der havde tænkt tanken. Benene arbejder sig rundt omkring, mens jeg samler lidt brænde, men mit hoved er helt væk. Der er ingen tanker der kører igennem, kun: samle brænde, lav bål og vent på ham. Efter noget tid brænder bålet lystigt mens jeg sidder og er i et med naturen. Følelsen af at intet kan rykke mig ud af balance kommer over mig, følelsen af at kende sig selv finder også vej. Pludseligt står manden foran mig og smiler ned til mig. ”Godt min ven, du er på rette vej nu.” Jeg smiler blot op til ham, selvom jeg ikke forstår hvad han mener glider lykken ind over mig.

Manden sidder og laver mad, mens jeg går på opdagelse i skoven rundt om vores lejerplads. Træerne begynder at have en større afstand mellem sig, himlen ses tydeligt, den dejlige lyseblå farve. Glæden vælder ind over mig, at se en anden farve end grøn og brun gør mig glad. En stille melodi forlader min stemme, melodien for selskab af fuglenes sang og de andre dyr puslende lyde. Intet kunne forstyrre mig, dog blev hele min verden forstyrret da skoven pludselig holdte op. I fire spring var jeg tilbage hos manden. Han sad stadig, sådan som jeg havde forladt ham. Min bratte tilbagekomst forskrækkede ham. ”Hvad sker der min ven?” smiler han til mig, stammende begynder jeg at forklare ham at skoven stopper om små tyve meter. Et nik med hans hoved indbyder mig til at sætte mig ved siden af ham. Langsomt forklarer han mig hvor vi er, og hvor vi er på vej hen. Roen siver langsom ind i mig igen, han har styr på det, han ved hvor vi skal hen, hvor jeg skal hen. Som en lille bonus server han maden med lidt ekstra tomater, ost og brød. Taknemlig smiler jeg til ham, og sætter tænderne i maden. -

Sammen nærmer vi os afslutningen af skoven, her ender alt det som jeg har lært at elske. Afstanden til folk og ensomheden formindskes og nogen af de gamle tanker overfalder mig igen. Mine tanker nærmer sig hende, de prøver at genkalde hendes udseende, hendes duft og bevægelser. Det her bliver begyndelsen på en lang kamp mellem mig og mine tanker. Men med manden ved min side har jeg måske en mulighed for at vinde. Et smil spiller sig over mine læber, da jeg genkalder mig en detalje om hende. Desperat lukker jeg helt af for hjernen og begynder at observere naturen og omgivelserne. ”Kom, vi skal denne vej. Vi har fem timer til at solen går ned, og vi skal gerne hen til den gård der over.”

Opmundret af fysisk aktivitet sætter jeg i et rask trav lige i hælene på manden. Tiden går hurtig og tankerne holder jeg stangen. Mine øjne er rettet mod gården, som langsomt nærmere sig os. Svagt kan tagkonstruktionen anes, bindingsværket er af klassiske opbygning, dog skiller gården sig ud på en måde jeg ikke kan forklarer.  Endelig når vi gården, solen står lige ved horisonten. Efter lang tids venten bliver døren til stuehuset åbnet. En kvinde lukker op. I samme øjeblik som mine øjne rammer hende, lukkes der totalt af for resten af min krop, intet reagerer på mine forsøg. Det er hende! Hvordan er hun kommet her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...