Den usynlige sandhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 6 feb. 2013
  • Status: Igang
En mand lever et ubemærket liv uden kærlighed fra den kvinde han elsker. Ingen ser ham, men han ser alle. Dette er en fortælling om hvordan han går gennem en forvandlig og finder ro i sit liv.

3Likes
6Kommentarer
1042Visninger
AA

3. C - drengen på syv

*
Jeg står og ser op på et skilt, jeg prøver desperat at få bogstaverne til at give en mening, uden held. For mig er bogstaver noget fanden har skabt, det giver jo ingen mening, hvorfor er de så skide vigtige? Engang hvor jeg stillede det spørgsmål til min lærer, fik jeg den største skideballe, der overhovedet er muligt. Jeg prøver at sige bogstavernes navne i hovedet, langsomt danner sig et ord af bogstaver. ”Netto” står der, jeg smiler helt lyksalig. Det lykkes, det lykkes endelig for mig at læse et ord. Jeg kaster et blik rundt, jeg står ved Netto og venter på min mor. Hun er inde og handle ind, vi får nemlig gæster i aften, eller det siger hun, at vi gør. Jeg bryder mig ikke om at hav gæster, og jeg bryder mig heller ikke om at vente. Folk kigger på mig, stirrer ligefrem. De ved alle, hvem jeg er, hvem min mor er. De andre børn på skolen, fortæller mig hvad deres forældre siger om mig og min mor. Horeunge, tiggersvin, luderunge, jeg ved snart ikke hvad jeg ikke er blevet kaldt, eller hvad min mor er blevet kaldt.

Dybt fortabt i mine egne tanker ser jeg ikke manden, der står to meter fra mig. Jeg hopper i vejret, da han rømmer sig, det første jeg ser, er hans smil. Normalt smiler folk ikke til mig, de vil helst ikke have kontakt med mig. Jeg ser tvivlsom på ham, igennem hele mit liv, har fremmed ikke bragt andet end frygt og smerte med sig, hvorfor skulle denne fremmed være anderledes? ”Goddag, min ven, jeg hedder William.” Jeg stirrer bare på ham, jeg kan se på ham at jeg få ham til at føle ubehag. ”Hvad laver en stor dreng som dig her?” Jeg svarer ham ikke, min mor har lært mig, at man ikke snakker med fremmed. Han ser lidt bedrøvet på mig, dog stadig med det der smil på læberne, hvorfor gå han ikke? Jeg flytter lidt uroligt på mig, kaster et blik ind i butikken, hvorfor tager det så lang tid? Jeg vil gerne hjem nu. I tavsheden fra manden, benytter jeg chancen for at studere ham nærmere. Hatten på hovedet: brun. Tøjet: jakkesæt. Sko: designer sko. Manden er altså rig, lægger altid mærke til forskelle på folk, både i deres beklædning og væremåde.

Pludselig sker der mange ting på en gang. Et skud inde i butikken, manden der kaster sig over mig, fliserne der flyver op imod mig, eller er det mig der flyver ned i dem? Jeg ser svagt nogle folk løbe ud af butikken, før alt bliver sort for mig.

Det næste jeg mærker er noget blødt, som jeg ligger på. Jeg prøver at dreje mig rundt, så jeg ligger på siden, men noget bremser mig. Der kommer en lyd fra min hals, jeg protesterer, så højt jeg kan. En tyssende lyd kommer et sted over mit hoved, lyden lyder som fra en mand. ”Hvor er jeg?” hvisker jeg, uden at åbne øjne op. En rykker sig lidt nærmere på mig: ”Du er på hospitalet, min ven. Du slog hovedet lidt kraftigt.” En hånd lægger sig over min pande. ”Prøv om du kan sove, min ven, jeg skal nok passe på dig.” Alt bliver sort igen.

Jeg åbner øjne langsomt op, de klister lidt sammen, alt er grødet og utydeligt. En skygge sidder ved min side, langsomt kommer fokus tilbage, skyggen bliver langsomt til manden fra Netto. Mens mine øjne vender sig til lyset, farer en million spørgsmål sig frem i hovedet på mig: Hvem er han? Hvor er min mor? Hvad skete der?
*

Jeg vågner pludseligt op af min døs i fortiden. Tårerne fosser ned af mine kinder, mens mand bare sidder og glor på mig. Langsomt samler jeg mig sammen og ser på ham rigtig. Hans bamsede skæg, der ligger sig som en urskov rundt om hans kæbe. Der er ikke en overgang fra hår til skæg, det hele er bare en stor urskov af hår. Efter flere år hvor jeg har studeret folk og fæ, har jeg en særlig teknik. Håret først, så sko og tøj og til sidst øjne og hænder. Han sidder og smiler, mens mine øjne famler sig rundt på ham, men de finder intet der sætter ham i en boks sammen med alle de andre. ”Hmm vi burde nok lægge os til at sove, om cirka to timer står solen op, og vi skal videre.” Afbryder han min søgen på det kendte, jeg nikke blot og lader min trætte krop finde hvile.

Følelsen af at lige falde i søvn til at blive vækket farer igennem mig, da et par blide hænder ryster mig tilbage til den vågne verden. Ilden er gået ud, forsvundet sammen med mørket. Et par knald grønne øjne stirrer på mig, der går et stykke tid før det går op for mig at det er kvinden fra i går. Kvinden der var tidsspild. Jeg flyver op på benene, mens jeg desperat forsøger at finde manden. Han er væk. En hurtig bevægelse fra kvinde får min opmærksomhed tilbage på hende. Hun er i gang med at forlade lejeren i et rask trav. Jeg står rådvild, skal jeg følge hende eller skal jeg vente på mand? Hvor er han i det hele taget henne? Jeg stirrer rundt i lysningen, nu er kvinden væk. Langsomt lader jeg min krop falde ned på jorden. Det gamle bål giver en svag varme, så min krop sagte begynder at slappe af. Et højt brag vækker mig fra den afslappede stilling på jorden. Kroppen lever sit eget liv og springer op i forsvarsstilling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...