Den usynlige sandhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 6 feb. 2013
  • Status: Igang
En mand lever et ubemærket liv uden kærlighed fra den kvinde han elsker. Ingen ser ham, men han ser alle. Dette er en fortælling om hvordan han går gennem en forvandlig og finder ro i sit liv.

3Likes
6Kommentarer
1071Visninger
AA

2. B – manden fra fortiden

Jeg vågner op et helt nyt sted, alle husene og bygningerne er væk. Alle bilerne og cyklerne er væk. Jeg sætter mig op og ser rundt, træerne omkredser mig, fuglene synger for mig. Jeg sidder i lang tid og lytter, prøver at finde frem til andre mennesker, men der er ingen at finde. Jeg er helt alene, da sandheden rammer mig, falder jeg sammen. Krymper helt sammen til fosterstilling. Jeg har altid været alene blandt folk, men dette her er anderledes. At være alene selv nedbryder min skal, der har været for at beskytte mig. Jeg ligger lige så hjælpeløs som en blind, lammet krøbling. Sådan ligger jeg i lang tid, uden at opfatte noget omkring mig. En pludselig lyd vækker mig op af min koma, jeg sætter mig op og ser mig skræmt om. I mit hoved stiller jeg spørgsmålet: Er der nogen? Jeg kan ikke få mig selv til at stille spørgsmålet højt, det virker så dumt, som om det skulle være nogen her ude i ingenting. Fugle stopper deres sang, jeg hører deres vinger baske. Et suk lyder tæt på mig, hovedet flyver rundt for at finde sukkes ejermand eller måske kvinde. Hvad ved jeg? Hele min krop spænder, den er klar til at springe op og forsvare sig, mod hvad der skulle være der ude. En gren knækker og nogle blade rasler lige bag min ryg. Jeg farer på benene, vender front mod lydene.

Bladene og grene tvinges til side, i deres fravær træder den person frem. Jeg har aldrig set ham før, mine øjne bliver store som Bambis, for bag ham ses en skygge af en kvinde. Jeg strækker hals, for at se hvem hun er, men træerne skygger så man kun kan se hendes silhuet. Det kan du godt droppe, min ven. Jeg ser på ham, hvad mener han? Han står bare og smiler, igen siger han: Det kan du godt droppe, det er bare tidsspild. Undrende ser jeg på ham, hvordan kan han mene det er tidsspild? Jeg ved jo ikke hvem hun er. Han ryster bare på hovedet af mig. Langsomt træder ham ind i kredsen af træer og lader grene og blade omslutte hende igen. Han ser på mig, mens han nærmer sig mig. Han raster med hovedet: Kom. Han går mod den anden side af kransen af træer, jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Valget er: enten blive eller følge med ham. Jeg bliver siddende og tænker, han afbryder mine tanker: Kommer du eller vil du hellere blive her? Uanset hvad du gør, ser vi hinanden igen. Han smiler til mig, mens han trækker grene til side, et sidste blik kaster han på mig, og han er væk. Alene igen. Jeg sidder lidt rådvild, hvad skal jeg nu?

Hej vent! Råber jeg og kaster mig op på benene, hvor der så bare ellers stormes efter manden. Jeg braser igennem træerne, råber og skriger fortvivlet på manden, jeg ser ham ikke. Pludselig ligger jeg igen på jorden, jeg ser op og ser et par lysegrønne øjne. Når så du fik lyst til at komme med, min ven? Han smiler ned til mig, jeg nikker bare stumt. Han rækker en hånd ned til mig og hjælper mig på benene igen, jeg ser på ham. Det slår mig, hvor anderledes han ser ud, han har fine rynker omkring øjne og munden, hans hår er hvidt med grå striber. Mens jeg studerer ham, er han begyndt at gå igen: Du skal skynde dig, ellers kan du ikke følge med. Mine bene skynder sig at gå i gang igen, jeg går lige i hans fodspor, min venstre fod hvor hans venstre fod lige var, min højre fod hvor hans højre fod lige var. Mens vi går begynder tiden at forsvinde for mig, jeg har ingen idé om hvor langt vi har gået, eller i hvor lang tid. Det eneste jeg har styr på, er hvor han er og hvor træerne er.

Langsomt begynder træerne at stå mere spredt, det bliver plads nok til at jeg kan gå ved siden af ham. Jeg kan se på skyggerne at tiden må være gået, for solen er på vej ned. Selvom jeg har gået det meste af dagen uden mad eller vand, er jeg ikke træt endnu, manden ved min side holder mig beskæftiget. Ikke nok med at jeg ikke ved noget om ham, virker det til at han ved alt om mig. Han ved alt om min beundring af kvinden fra byen, og alt om min usynlighed for andre mennesker. Han stiller spørgsmål om alt, hvad der er sket i mit liv, lige fra da jeg var født, til jeg begyndte i skole, til min første ven, til min mors død og alle andre mere eller ubetydelige ting i mit liv. Jeg svarer ham, så godt jeg kan, der er mange ting, han stiller spørgsmål til, som jeg ikke kan huske. Uanset hvad jeg svarer, så smiler han til mig, han virker, som den far jeg aldrig har haft, eller nok nærmer som den far jeg ikke har kendt.

Mørket lægger sig tættere om os, vi sidder ved en lille selvlavet lejerplads. Ilden knitrer ved træet, mens maden står og damper oven på. Vi sidder på hver sin side og stirrer ind i ilden, der leger tagfat med sig selv, jeg sidder og tænker over hvad der er sket i dag, da han afbryder mine tanker. – Jeg ved at du tænker du ikke kender mig, men det passer faktisk ikke. Da du var helt præcis syv år så du mig, vi snakkede faktisk sammen. Vi stod uden for Netto, tror jeg, hvor du ventede på din mor. Jeg sidder helt stille og lytter på, mens han fortæller om den dag for mange år siden. Selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så kan jeg godt huske den dag. Den dag står printet ind i min bevidsthed, uanset hvor meget jeg end ville så kan jeg ikke glemme den dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...