Den usynlige sandhed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2012
  • Opdateret: 6 feb. 2013
  • Status: Igang
En mand lever et ubemærket liv uden kærlighed fra den kvinde han elsker. Ingen ser ham, men han ser alle. Dette er en fortælling om hvordan han går gennem en forvandlig og finder ro i sit liv.

3Likes
6Kommentarer
1052Visninger
AA

1. A – kvinden fra nutiden

En mand og en kvinde går ned af gaden, jeg sidder på bænken og ser på dem. Jeg er som kamæleonen på grenen. Ingen lægger mærke til mig. Jeg benytter chancen til at følge efter dem. Jeg går lige bag dem, jeg kan mærke hendes søde duft, der bliver blandet med hans bitre duft. Et smil danser på mine læber, da jeg ser, han langsomt lader sin hånd kører ned mod hendes fyldige forlængelse af ryggen. Hvis jeg ikke havde været så fikseret på hende, ville jeg have overset hendes reaktion. En lille bitter, sød duft pumper imod mig, smilet på mine læber danser mere og vildere. Jeg lader mine øjne omfavne hende, helt fra det øverste hår til den lille tå, der sitrer i skoen. Jeg ser på omgivelserne, og ved vi snart er hos hendes hjem. Smilet fordufter samtidig med at vi nærmer os døren. Hun tager hans hånd og trækker ham langsomt mod døren, mens hun holder øjenkontakten med ham. Jeg drejer rundt på hælen og løber væk.

Da jeg standser, er jeg ved begyndelsesstedet. Hele min krop ryster, mine knæ giver efter, jeg lander med et brag, som ingen hører, på jorden. Jeg ligger i lang tid, jeg ser solen gå ned og ser den stå op igen. Folk går forbi mig, og ser mig som sædvanlig ikke. Jeg mærker blodet løbe rundt i min krop, mærker hjertet slå et slag for at overleve. Jeg ligger og studerer folk, de har alle så travlt, at de ikke lægger mærke til et døende menneske. Pludseligt mærker jeg den bitre duft fra manden, slå øjne op og registrerer ham på min bænk. Jeg ser længselsfuld rundt efter kvinden, men skuffelsen viser sit grimme fjæs, da hun ikke er her. Jeg rejser mig op fra jordens kolde seng, lægger hovedet på skrå og nærmer mig manden på min bænk. Jeg sætter mig for enden af bænken og glor på ham, jeg registrerer små ændringer hos ham siden jeg så ham sidst. Som ved et trylleslag drejer han hovedet og ser på mig, ikke igennem mig som alle andre mennesker på gaden.

Vi sidder i flere timer, minutter eller måske kun sekunder, hvor der kun bliver stirret på den anden. Jeg ser alle hans fejl i udseendet, ser alle hans fejl i opførsel, alle fejlene ved han generelt. Jeg studerer ham fra top til tå, fra hans lysebrune hår til de mørke cowboybukser med slidmærker på knæene.  Langsomt åbner han munden, jeg mærker den bitre duft forstærkes, jeg smiler af hans forsøg på at tage initiativ. Gennem femten måneder har jeg set og registreret alt, hvad han har gjort og ikke gjort, og det gør jeg i det sekund, han stiller det første spørgsmål: Hvorfor har jeg aldrig set dig før? Smilet på mine læber breder sig og bliver til en grinende grimasse, hvordan kan han dog være så dum? Jeg ryster på hovedet af ham, mit eneste svar til ham er: Du har aldrig kigget efter mig. Jeg ser på ham mens et undrende udtryk glider over hans ansigt, jeg smiler lidt blegt til ham. Han er den første der har set mig, ingen andre ser, hvem jeg virkelig er.  Jeg lader ham sidde og filosofere over mit svar og tillader mine tanker at tage på opdagelse. De lander hos minderne fra dagen før, de lander hos hende. Jeg genkalder mig hendes duft, hendes udseende og hendes bevægelser.

Manden foran mig bringer mig tilbage til virkeligheden ved at stille det næste spørgsmål: Hvem er du egentlig? Igen små griner jeg lidt af ham, tænker at det svar, burde han vide. Jeg kaster et blik på de store kontorbygninger der omkranser os, langsomt svarer jeg: Jeg er ingen, jeg har intet navn, intet sted at være, jeg er her bare. Han ser på mig: Du må være nogen. Jeg ryster blot på hovedet og studerer videre i bygningerne. Langsomt bliver lysene slukket rundt i bygningerne, natten trænger sig på. Han flytter lidt uroligt på sig, jeg lader mit blik hvile lidt på ham. Du må hellere se at komme hjem igen, hun skulle jo nødig blive urolig for dig: siger jeg og kaster hovedet i retningen af hvor han kom fra. Han ser forvirret på mig: Hvorfra ved du det? Lyder det skræmt fra ham, igen løber smilet over mine læber. Bare gå: kommer det fra min mund, jeg ser væk, mens han rejser sig. Da jeg er sikker på, at han er væk, ser jeg efter ham. Jeg sidder i fem til ti minutter og spekulerer, hvad jeg skal nu: følge efter ham eller gå hjem til hende.

Før jeg har besluttet mig, rejser jeg mig op og begynder at gå igennem byen, jeg ser intet, det hele er bare sort eller grønt eller hvilken som helst anden farve. Jeg krydser lyskryds, parker og villakvarterer. Jeg standser uanede op midt på en gade. Jeg har aldrig været her før, alle bygninger er ukendte, alle ansigter er nye. Jeg står rådvildt og ser rundt, da mine øjne registrerer et ansigt, jeg har set før. Jeg zoomer ind på ansigtet og kroppen, som hænger på. I verdens langsomste tempo drejer hun hovedet hen imod mig. Alt omkring mig betyder intet mere, for hun ser på mig. Jeg samler alt mit mod og sætter det bedste smil på læberne, og går hende i møde. Da vi står foran hinanden, drejer hun af og giver manden bag mig et kram. Hele min verden styrter sammen, hun ser mig ikke, hun så lige igennem mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...