Luna Betyder Måne (one shot)

Fuldmåner har altid været uhyggelige, men på samme tid mærkeligt tiltrækkende. Denne følelse er dog stærkere hos visse af nattens væsner...

5Likes
1Kommentarer
512Visninger
AA

1. Luna Betyder Måne

 

”Nej jeg vil ikke!” Jeg sagde sætningen højt. Ikke fordi jeg troede at min situation ville forandres af den grund. Den tynde månestråle på gulvet trak i mig. Det var som om, den var bundet fast i mig, at nogen trak hårdt i den anden ende. Som en hund i snor.
Men var det ikke også det, jeg var?

Jeg satte mig op i sengen. Krøb ind i hjørnet og trak benene op under mig. Jeg lukkede øjnene. Det var jo komplet idiotisk. At jeg lukkede øjnene betød jo ikke en skid! Tusinde sindssyge ideer fløj gennem mit hoved. Jeg overvejede at binde mig selv fast til sengen, for dermed at blive der! Men jeg vidste godt, at det ville være nyttesløst.
Når først månen stod midt på himlen, ville end ikke hundrede vilde elefanter kunne stoppe mig på min vej gennem skoven.

Jeg lyttede til huset og til skoven udenfor. Der var helt stille. Det var som om hele jorden holdt vejret i spænding for, hvad der kunne ske i nat. Det var jo vanvittigt! Jeg var så bange. Hvad kunne der ikke ske? Efter mordet ved sidste fuldmåne, kunne jeg aldrig lade mig selv slappe af igen.

Jeg lagde pludselig mærke til, at jeg rystede over det hele, og at mine negle borede sig ind i min arm. Det måtte bare ikke ske igen! En tåre trillede stille ned over min kind og ind i min mundvig. Den smagte salt. Og hvad med Jonathan? Hvis han nogensinde fandt ud af min hemmelig så… Nej! Det ville jeg ikke engang tænke på!

Mine tanker blev sløve, men jeg måtte bare ikke falde i søvn! Loba begyndte at trække i mig. Det føltes som om, noget indeni mig simpelthen blev trukket ud, men sådan forholdt det sig egentlig også. Det var mit liv, der blev trukket ud, for at Loba kunne leve sit liv.

Det var egentlig meget sjovt, tænkte jeg midt i rædslen, at jeg havde valgt at kalde den ulv, jeg delte liv med, for Loba. Det betyder ulv på spansk. Og mit eget navn, Luna, betyder måne.
Ulv ved fuldmåne.
Varulv.

 

Nej! Jeg måtte ikke give efter! Selv med lukkede øjne, synes månestriben pludselig at lyse skarpere. Jeg trak vejret dybt ned i lungerne og pustede forsigtigt ud. Smerten voksede. Det begyndte at gøre virkelig ondt nu.

Jeg begyndte at klynke svagt i mørket, for at holde mit skrig tilbage. Mine forældre, i den anden ende af huset, skulle helst ikke vågne. Hvis de kom løbende for at se, hvad der var galt, kunne det være, at jeg kom til at give slip, og dermed lade Loba tage over.
Min hals snørede sig sammen mens gråd og snot løb ud af øjne og næse. Smerten steg i takt med at der blev lysere i mit værelse, bag mine lukkede øjenlåg.

Jeg følte et hug af smerte, som om jeg fik stukket en kæmpestor kødkniv ind i maven, som derefter blev drejet rundt, mens den flænsede alt indeni mig op. Og så, da smerten toppede og jeg troede jeg skulle dø, forsvandt den ligesom. Det var, som hvis man hiver i en elastik til den pludselig knækker. Smerten slap sit tag, og jeg kunne trække vejret igen. Jeg følte mig pludselig helt tryg. Loba havde nok givet op.

Jeg åbnede forsigtigt det ene øje. På trods af den meget smalle sprække i mit mørklægningsgardin var hele mit værelse badet i månens klare skin. Sølv glimtede overalt, som havde jeg stået i et stort skatkammer. Det var så utroligt smukt.

Jeg kunne mærke mit hjerte og åndedræt falde langsomt til ro. Næsten som i trance mærkede jeg min krop bevæge sig ud på gulvet. Mine ben gik målrettet, men langsomt, hen mod vinduet. Bare et lille kig, forsikrede jeg mig selv. Hvis jeg havde set mig selv fra siden, ville jeg have set et sygt begær og måneskær i mine øjne.

Jeg nåede vinduet, trak gardinet fra og stirrede intenst på det smukke landskab derude. Hele haven var fuld af måneskin. De smukke roser, som havde lukket sig for natten, blev badet i månens lys og blev næsten endnu smukkere, end om dagen.
Den lille havesø skinnede, som lå der skatte på bunden af den.

Men det lagde jeg slet ikke mærke til, jeg var for optaget af at kigge på månen. Større og mere lokkende end nu, havde jeg aldrig set den.

Jeg havde vidst det helt fra starten, jeg havde bare forsøgt at skjule det for mig selv. Jeg havde ikke haft en chance for at lukke af for månen og det uundgåelige. Jeg ejede kun halvdelen af livet, den anden del tilhørte Loba. Jeg skulle leve mit liv om dagen, så fik hun sit om natten.

Månen trak nu hårdere end nogensinde før, men det behøvede den slet ikke.

Jeg var allerede væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...