Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
24Kommentarer
1723Visninger
AA

9. Kapitel 9 - Tabitha

"Er der ikke noget som jeg kan gøre?" 
Desperationen og håbløsheden i hans stemme fik mig næsten til at glemme det forkerte ved situationen - ved ham. Jeg bemærkede knapt nok at han havde taget endnu et par skridt hen mod mig. Så var det som om tiden fortsatte og jeg kunne igen tænke selvstændige tanker. 
"Hvorfor bruger du ikke bare din Livsenergi?" spurgte jeg uforstående. Det var alment kendt at Sjæle kunne dele deres Livsenergi med hinanden. Det var dog en meget privat ting at gøre, så det var for det meste kun elskende der gjorde det. Min far prøvede at gøre det med min mor da hun var døende, men døden havde allerede fået taget i hende. 

"Livsenergi?" spurgte han og så endnu mere forvirret på mig. At dømme ud fra hans ansigtstræk var han ret ung, men hans øjne var mørke af sorg. Lige nu skinnede forvirringen dog igennem. Endnu engang faldt det mig ind hvor mærkelig og forkert denne fremmede var. Hvis han ikke kendte til Livsenergien, hvordan kunne han så være en Sjæl? Og hvis han ikke var en Sjæl, hvad var han så? 
Et kort øjeblik blev jeg stående - forvirret og ude af stand til at tænke klart. Den unge mand der stod foran mig var anderledes. Jeg kunne mærke det. Hans grå øjne stirrede frygtløst ind i mine, selvom nysgerrigheden lyste ud af ham. 

"Hvad er Deres navn, miss?" spurgte han så, og blidheden i hans stemme fik mig til at se op. I næste øjeblik skete der noget underligt. Hårerne i nakken på mig rejste sig og mit hjerte satte farten op. Mine læber skiltes for at udtale det navn jeg var blevet givet ved fødslen. 
Så raslede det i buskene, og jeg vidste at øjeblikket var ovre; og at han ikke skulle opdages.
"Gem dig!" hvæsede jeg og viftede med hænderne for at få ham til at gå i skjule. Nysgerrigheden i hans øjne blev afløst af forvirring.
"Hvadbeha-"
"GEM DIG!" afbrød jeg ham hurtigt, og efter et sekund gjorde han som jeg sagde. Jeg nåede lige at se hans mørkebrune hår forsvinde mellem træerne, før  Herua kom tilbage med et stort smil. 
"Hvem snakker du med?" spurgte hun og lagde nysgerrigt hovedet på skrå. 
"Ikke nogen." svarede jeg hurtigt og skyndte mig at tage fat i hendes arm før hun kunne nå at spørge mere ind til det. 
Og med et sidste blik bagud, førte jeg min veninde væk fra det sted hvor jeg for første gang så den mærkelige Nathaniel Cooper.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...