Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
24Kommentarer
1729Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Nathaniel

Hendes smukke stemme klingede i mine ører, og gav mig en fornemmelse af at flyde rundt. Jeg kunne ikke rigtig svare hende, sådan som en gentleman skal svare en kvinde, der spørg om hans navn. Mit blik praktisk talt druknede i hendes skønhed, der virkede så stærk, men samtidig så skrøbelig. Hun var højere end min Harriet og havde fyldigere former, som blev fremhævet af den tætsiddende grønne kjole, der ikke var ligesom de kjoler, kvinderne i London bar. Nej, denne her kjole sad mere som en underkjole. Helt tæt til kroppen. Uden alle de underkjoler, tyld og satin, som var stoppet i kjolerne, så de virkede pompøse og overdådige med alle de mønstre og små rekvisitter.

En let rødmen skød henover mine kinder, som heldigvis blev skjult lidt af mit varme ansigt, der allerede var rødligt på grund af varmen. Jeg sænkede blikket lidt, men løftede det atter for at betragte hende. Kvinden med det flammende skulderlange hår og de blå øjne, vis hud var solbrun og gav hende en varm glød. Men noget var anderledes ved kvinden. Hendes skikkelse lyste op, og hun virkede ikke virkelig. Mere som en silhuet i en tyk tåge. 

"Mit navn, ærede frøken, er Nathaniel Cooper." Svarede jeg hende med en lidt sprød stemme, hvorefter jeg bukkede dybt.

Måske denne kvinde kunne hjælpe mig? Måske hun var det svar jeg ledte efter? Måske hun var en Engel?

Jeg rettede mig langsomt op og tog en dyb indånding, mens jeg mærkede mit hår kilde mine kinder, da en lille vind fik fat i lokkerne. En lille stemme inde i mig havde lyst til at spørge denne kvinde om hendes navn, men en anden - mere længselsfuld stemme - tvang ordene ud af munden på mig. 

"Jeg har brug for hjælp... Min... Min kone er døende." Jeg hakkede mig igennem ordene og blev lidt skræmt over, at jeg havde så svært ved at sige lige den sætning.

En smule genert sænkede jeg blikket, men løftede det igen og fortsatte min talen.

"Er der ikke noget, som jeg kan gøre?" Spurgte jeg med en hjælpeløs klang og mærkede, hvordan tårerne pressede sig på. Jeg var ikke engang sikker på, at kvinden foran mig, der mindede om en Engel, kunne hjælpe mig. Men hvis det her var en drøm, så kunne jeg måske finde en trøst. Et svar. Et svar inde i mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...