Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
24Kommentarer
1731Visninger
AA

7. Kapitel 7 - Tabitha

I løbet af ugen blev fuglen mere og mere modig. Den gik fra at hoppe forskrækket rundt i hytten til at hoppe efter mig når jeg gik. Den pippede altid når jeg kom ind af døren efter at have løbet et ærinde, og dens næb var noget af det første jeg så når jeg åbnede øjnene om morgenen. 
Sidst på ugen endte det med at den lille fugl fløj for første gang siden skaden var sket. Den fulgte mig. som da jeg kravlede hele vejen ned til bunden af træet, og da jeg gik af sted ind mod midten af byen hvor byens handel blev lavet, og hvor jeg skulle mødes med en af pigerne fra landsbyen. I landsbyen fik jeg øje på en plakat med en masse farvestrålende skikkelser, hvis hænder blandt andet strålede blåt eller hvidt. Denne energi der omringede deres hænder og strålede fra deres øjne var deres Livsenergi - den energi som alle Sjæle var lavet af, og som de kunne udnytte hvis de havde øvet sig - nogle var talentfulde og kunne blive meget magtfulde, mens andre blot kunne få kunstner såsom at bruge deres Livsenergi til at lyse vej. Sjæl, som jeg jo var, havde jeg fra barnsben lært hvad Livsenergi var. Det var det, alle Sjæle stammede fra. Det gav liv, tog liv og det kunne udnyttes til ting som basale kunstner såsom lys og varme, men det kunne også udnyttes til forsvar, såsom beskyttelse hvis nogen angreb en. eller hvis man skulle i kamp. Man kunne bruge sin egen eller andres Livsenergi til at skade eller beskytte. Disse teknikker var dog kun for dem der havde øvet sig stort set hele deres liv og desuden bar på talentet. Oftest blev disse udvalgt til Soldater eller andre positioner der gav en høj rang. Jeg udnyttede ofte min Livsenergi til healing. Hvorved jeg ofte blev kaldt for en Healer for denne gave.  

"Tabitha!" 
En lys, let ru stemme skilte sig ud fra mængden. Det var Herua, min veninde, som arbejde på den lokale pub. Heruas forældre ejede pubben, og de havde tænkte sig at Herua skulle eje pubben med hendes mand, men ind til videre havde Herua ikke fundet en mand, og hun var efterhånden 21 år gammel. Jeg var selv 19 år gammel, og jeg vidste på forhånd at jeg aldrig ville finde en ægtemand. Jeg ønskede ikke en mandlig Sjæl i mit liv. Jeg havde nok i mig selv. En lille trille oppe fra himlen fortalte mig at den blå fugl, som jeg havde navngivet Nera, stadigvæk fulgte mig som en trofast ven. 
Jeg hævede hånden og vinkede til Herua, der med sit sorte hår og lysegrønne øjne samt let overvægtige krop let skilte sig ud i mængden af Sjæle. Hun smilede til mig.
"Er du klar til at tage ud i skoven i dag?" spurgte hun. Jeg nikkede som svar og tog hendes hånd. Herua og jeg havde været veninder siden den dag, jeg fandt hende udenfor min hytte, midt i regnvejret, grædende fordi et par drenge havde drillet hende med hendes vægt. 

Skovens træer var langt fra så smukke som de Store Egetræer, men den var stille og rolig, og hvis man var tålmodig kunne man se alt hvad der befandt sig i skoven. Herua og jeg havde tit gået herud sammen for at slippe fra den barske hverdag. Herua slap fra de daglige drillerier, og jeg slap fra min far, der i takt med sin sygdom blev mere og mere barsk i sin opførsel. I hans øjne blev jeg til genfærdet af hans kone - min mor, som han havde elsket så højt og inderligt. Det gjorde ham bitter. 
Jeg rystede mine dystre tanker af mig og så op mod himlen, hvor Nera stadigvæk befandt sig. 
"Jeg kan se, at din lille fugleven stadigvæk følger dig." sagde Herua. Jeg grinte men kunne ikke lade være med at sende en kærlig tanke til Nera. 
"Hun er en god ven. Jeg er ikke så ensom i hendes selskab." svarede jeg. Et øjeblik blev Heruas blik mørkt. Hun havde været den første, der kom for at hjælpe mig efter min fars død. Hun vidste hvordan det havde været for mig. 
"Hvilket minder mig om," sagde hun så, og hendes blik lyste op igen," jeg ville vise dig noget i dag. Vent her!" 
Og med en lille latter forsvandt hun ind mellem træerne og efterlod mig ved stien vi havde gået ved. Jeg smilede en smule opgivende og så endnu engang op mod himlen. Men Nera var væk. 
Jeg  skulle lige til at give mig til at lede efter hende, da jeg så hendes lille krop komme svævende, og bagefter hende kom en skikkelse vandrende. 
Skikkelsen var helt klart af det mandlige køn, og han havde halvlangt mørkebrunt hår der faldt ned i øjnene på ham. Før havde hans øjne fulgt fuglen, men på et øjeblik stoppede han op, og hans blik faldt på mig. 
Instinktivt vidste jeg, at der var noget anderledes ved ham. Noget forkert. En del af mig havde lyst til at flygte, men blikket i hans grå øjne fik mig til at blive. Hans mund stod let åben, og man kunne se på hans udtryk, at han var overrasket over at se mig. Et øjeblik stod vi begge og stirrede, før jeg endelig tillod mig at komme til live igen. 
"Hvem er du?" 

___________________________________________________________

Jeg undskylder for det lange kapitel, men jeg blev revet med og ja ... Så blev det sådan. xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...