Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
24Kommentarer
1731Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Tabitha

En uge tidligere ... 

"Tabitha! Tabitha kom og se!" lo en lille pige med langt brunt hår og gnistrende mørkebrune øjne. Jeg vendte mig om med et smil og tog den lille piges hånd. 
"Hvad er der, Leelee?" spurgte jeg mildt, og som svar trak Leelee ivrigt i min hånd, mens hun pegede fremad. 
"Se! Det er en Blå fugl!" 
Jeg så hen i den retning Leelee pegede, og ganske rigtigt, det var en af de Blå fugle, skovens smukkeste bevingede skabning. Mit smil forvandledes dog hurtigt til en bekymret mine, da jeg så hvordan den desperat baksede for at komme fri af den fælde som en af landsbyens jægere havde sat op. 
"Åh nej!" udbrød jeg, "ikke igen." 
Jeg slap Leelees hånd og skyndte mig hen til det efterhånden godt rædsenslagne dyr, der ynkeligt pippede om hjælp. 
"Lille ven dog ... Her, lad mig hjælpe dig." mumlede jeg og rakte ud efter dens ben, der var fanget i de knivskarpe tråde. Fuglen skreg og hakkede ud efter mine fingre. 
"Av!" 
Jeg tog den blødende finger som fuglen havde hakket ud efter, op til munden og suttede på den. Alligevel gav jeg ikke op. Imens jeg ventede på at en chance skulle vise sig for at jeg kunne hjælpe den, gav jeg mig til at betragte den lille skabning. Dens smukke blå fjer glitrede i solen, og dens store sorte øjne udstrålede ren frygt. Den var så perfekt i dens form og alligevel så skrøbelig. 
"Shhh-Shhh ... Det skal nok gå." sagde jeg beroligende, og efter et par minutter var fuglen faldet nok til ro til at jeg kunne befri den. Den faldt til jorden med et lille ynkeligt bump. 
"Er der noget galt med den?" spurgte Leelee bekymret. Jeg strøg hende en enkelt gang over de fine lokker. 
"Den er såret." svarede jeg trist. 
"Jamen så tag den med hjem, Tabitha! Tag den med hjem! Jeg ved du er god til det med at pleje dyr! Du plejede engang mig da jeg havde slået mit knæ!" svarede hun, hvilket fik mig til at grine. 
"Du er ikke et dyr, Leelee. Men fint nok, så tager jeg den med." 


Hjemme i landsbyen klatrede jeg op i den lille træhytte, jeg kaldte for hjem. Det havde det været siden jeg havde mistet min far til sygdom. Ikke at det gjorde mig noget - det med at bo i en træhytte. Træhytten befandt sig nemlig i et af de Store Egetræer, som landsbyen befandt sig under. 
Den lille fugl pippede stadig forskrækket i min slyngtaske, mens jeg bar den så forsigtigt som jeg kunne, op i træhytten. 
Leelee, som var en pige jeg passede når hendes forældre var ude og handle med nabobyen, stod og stirrede bekymret på fuglen. 
"Bliver den rask?" spurgte hun og hendes store mørkebrune øjne fyldtes med tårer. Jeg havde ikke lyst til at lyve for den lille pige, for jeg kendte ikke svaret, så jeg svarede hende ikke. I stedet lagde jeg fuglen på det lille træbord som landsbyens snedker havde lavet til mig. 
Af tidligere erfaring med at pleje dyr, fordi jeg aldrig havde kunne lade dem være, vidste jeg at der ikke var meget at gøre for en fugl hvis dens knogler var brækkede, men man kunne altid gøre sit bedste for at hjælpe den på vej. Derfor tog jeg fat i dens ben imens jeg mumlede nogle beroligende ord, og med forsigtige bevægelser bandt jeg en lille skinne om dens ben. Fuglen så træt på mig, med mistænksomhed lysende ud af dens øjne. Jeg smilede. 
"Du skal ikke være bange, lille ven." sagde jeg, selvom jeg godt vidste at den ikke forstod mig. 
Den ikke så meget som blinkede. I stedet haltede den lidt væk fra mig imens den pustede sig op i et forsøg på at virke mere truende. Min latter genlød i træhytten i noget nær et minut, før jeg vendte ryggen til fuglen og lod som om jeg så væk. Straks kunne jeg høre de små klikkende lyde fra dens fødder da den hoppede tættere på igen. Den spjættede forskrækket da jeg begyndte at gå lidt længere væk, hen til mit madforråd. 
Jeg fandt nogle frø, som jeg vidste den ville elske, som jeg så gik hen og spredte ud over bordet. Der gik mindst et kvarter før den tillod sig at smage et af dem, men efter det vidste jeg at det var begyndelsen på et livslangt venskab. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...