Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet) Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
28Kommentarer
1686Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Nathaniel

Min krop føltes tung et kort øjeblik, men da noget varmt ramte mine kinder, kunne jeg mærke, hvordan sorgerne forlod mine skuldre. Det kneb lidt med at få løftet øjenlågene, så det skinnende lys kunne skimtes gennem mine mørke øjenvipper. Til sidst lykkedes det mig dog at kunne skelne solstrålerne fra den smukke natur, hvor græsenge med høje strå svajede i vinden og dækkede alt jord. Undtagen den ensrettede sti. 

Jeg lod mit ene ben strække sig ud og bemærkede, hvor mørkt mit tøj var i forhold til omgivelserne. De langskaftede sorte støvler, som græsset kærtegnede blidt med små strøg. Mine grånede bukser, der føltes farveløse og uden liv, mens solen prøvede at genoplive mig ved at varme mine kolde lår. Jeg havde ingen jakke på, da jeg altid følte mig så fanget i den stramme jakke, hvor den hvide linned skjorte gav mig lidt mere bevægelsesfrihed. 

Med en underlig form for ny energi rejste jeg mig op, hvorefter jeg løftede den ene hånd og missede mod solen. Jeg rev lidt ud i halskluden, som gjorde det svært for mig at ånde og fik sveden til at træde frem på min krop. Forundret over, at jeg var endt det samme sted, hvor jeg var faldet i søvn, begyndte jeg at gå tilbage mod stien. 

De raske skridt gennem gruset fik støvet til at hvirvle bag ved mig som en lille røgsky. Jeg nød stilheden og ensomheden. Den mindede mig om min barndom, hvor jeg boede på min fars store gods og havde store arealer, som jeg altid kunne udforske. En lille latter boblede i min strube, da jeg tænkte tilbage på, hvor mange gange jeg havde fået skideballe for at blive længe ud og komme tilbage helt mudret til. 

Et fløjt fik mig til at se op. En af de blå fugle svævede lavt henover mit hoved, og da jeg løftede blikket, fløjtede den endnu engang. Med et vingeslag endte den som en pil flere meter foran mig. Jeg stoppede op og stirrede på den lille skabning, der tydeligt ville have mig til at følge med. Nysgerrigheden greb fat om min fornuft, hvorefter jeg satte i løb, så jeg kunne følge den lille fugl med den blå fjerdragt.

Jeg havde ingen anelse om, hvor langt jeg havde løbet, kun at sveden fik min skjorte til at klæbe sig fast til min hud. Mens mine langskaftede støvler - Der ikke var meningen, at man skulle løbe i - begyndte at nage, så jeg sikkert havde fået vabler.Trangen til at sætte farten ned var stor, men en anden trang - En trang til at finde ud af, hvad mit mål var - gjorde mig fast besluttet på at fortsætte.

Med en pludselig bevægelse drejede fuglen til venstre og af stien, så jeg blev nødt til at stoppe op, så jeg kunne kæmpe mig gennem det lille buskads med stikkende grene. Det var først, da jeg kom ud på den anden side, at jeg stoppede op og bemærkede en anden persons tilstedeværelse. Meget forsigtigt - af frygt for at skræmme dette lysende væsen væk - vendte jeg kroppen med fuld front mod hende. Så jeg kunne drukne mine øjne i de klare blå, der stirrede lige ind i mine, omgivet af røde viltre lokker, som mindede om slikkende flammer i den blide vind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...