Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
24Kommentarer
1719Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Nathaniel

Jeg vågnede med at spjæt, så jeg var ved at rulle ned fra chaiselongen. Med et lille gisp satte jeg mig ret op og stirrede blankt omkring mig. Drømmen havde virket så  livagtig! Jeg kan endda stadigvæk smage bærrene... Hvad i...? En smule forvirret rejste jeg mig op og kørte hånden gennem mit hår, så lokkerne et øjeblik sad sådan som alle andre mænd på min alder havde det, men efter at jeg havde drejet hovedet lidt til siden, faldt de straks ned igen.

Med raske skridt begyndte jeg at gå hen mod trappen til første sal, hvorefter jeg satte kurs mod Harriets værelse. Jeg kunne ikke helt hitte rede i mine følelser, der var blandet med sorg og forvirring på en og samme tid. Med sænket hoved gik jeg hen langs gangen og stødte lige ind i lægen, der også havde gået med sænket hoved og tankerne i en helt anden verden.

"Åh... Det må De undskylde Doktor. Jeg så Dem slet ikke."

Jeg rystede lidt på hovedet for at komme væk fra mine tanker.

"Ah, det gør skam ikke noget Hr. Cooper. Jeg var selv langt væk i mine tanker, så det er vist på sin plads, at jeg også siger undskyld til Dem."

Han sendte mig et lille smil, mens sørgmodigheden indrammede hans trætte øjne. Jeg nikkede svagt som svar, mens jeg gjorde mine til, at jeg ville fortsætte hen langs gangen og ned til Harriets værelse.

"Ehm... Har De det helt godt?" Spurgte han med en bekymret mine.

Jeg stoppede op i min begyndende bevægelse ved den ældre mands ord. Et jaget udtryk gled henover mit unge ansigt, mens jeg ikke helt kunne finde ud af, hvilket ben jeg skulle stå på.

"Jeg... Jeg har det ikke særlig godt, nej. Men jeg klare mig... Det bliver jeg nødt til." Svarede jeg med en lidt hæs stemme.

Atter engang ville jeg gøre mine til at gå, men lægen stoppede ikke så let.

"De kan troligt fortælle mig, hvad De tænker... Jeg er her ikke kun for Harriet, men også for Dem, hvis De har brug for det."

Mit blik flakkede fra side til side, mens jeg granskede mit hoved for endeløse spørgsmål. 

"Åh... Øh... Jo, jeg... Doktor, kan drømme godt virke så realistiske, at man kommer i tvivl?"

Den ældre mand blinkede forvirret ad spørgsmålet, da det ikke lige var sådan et, han havde forventet.

"Jo... Jo, det vil jeg mene... Men drømme er jo tit et udtryk for noget vi ønsker. Et meget dybt ønske. Hvorfor spørger De dog om det? Jeg troede, at De tænkte mere på unge Mrs. Cooper?"

Jeg børstede uanfægtet noget usynligt støv af mit ene ærme, mens jeg søgte efter et passende svar. 

"Det gør jeg også... Hun er i mit hjerte hele tiden, men jeg havde denne sære drøm... Det var så virkeligt. Og... Og jeg tror, at jeg søgte noget i den drøm... Men jeg ved ikke hvad."

Lægen løftede sin tommel- og pegefinger op til hagen i en tænkende gestus, hvorefter han brummende sagde:

"Måske... Måske de søgte efter en form for redning? En rask sjæl til unge Mrs. Cooper? Jeg ved ikke... Drømme har mange betydninger, og jeg er ikke ekspert på området..."

Jeg nikkede smilende til svar, hvorefter jeg trykkede hans hånd til farvel. Selvom det måske ikke rigtig gav mening for lægen, så virkede det faktisk rigtig nok. En rask sjæl... En stærk sjæl. Måske jeg kan finde svaret i mine drømme?

Med et tænkende udtryk nærmede jeg mig døren til Harriets dør, hvor en ejendommelig duft kom mig i møde. Et lille øjeblik dvælede jeg ved døren, før jeg trykkede håndtaget ned og gled ind gennem døråbningen og ind til Harriet. Mit blik øjnede det blomstede sengetæppe, der sænkede og hævede sig i en næsten usynlig bevægelse. En klump dannedes i min hals, da jeg gik over mod lænestolen ved siden af Harriets seng.

Hendes blonde lokker lagde sig tæt ind til hendes blege ansigt med de blussende kinder, mens små svedperler kravlede henover hendes pande som små diamanter. Forsigtigt og meget varsomt greb jeg fat i hendes skrøbelige og varme hånd med mine ru og meget større hænder. Ud over en lille stønnen af smerte var der ingen reaktion fra hende, så jeg gav slip og lænnede mig tilbage i lænestolen med et uudgrundeligt udtryk.

Jeg havde våget over hendes sovende skikkelse i et stykke tid nu. Tjenestepigen havde for længst været inde med mad, som jeg næsten ikke havde rørt. Langsomt og snigende fra de mørke kroge kom trætheden og svøbte mig ind i et tykt tæppe, så jeg faldt i søvn i siddende stilling.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...