Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
28Kommentarer
1706Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Nathaniel

Jeg var ikke sikker, men jeg tror, at jeg lå ned. Eller måske stod jeg op? Forsigtigt åbnede jeg mine øjne og kunne skimte en blålilla himmel med små dunhvide skyer, der kravlede henover i deres helt eget tempo. Forvirret blinkede jeg flere gange med øjnene, da jeg var rimelig sikker på, at jeg lå på chaiselongen hjemme i biblioteket. Jeg prøvede forsigtigt at sætte mig op, blot for at møde et vidunderligt syn.

Lige så langt mine øjne kunne se, var der græs og små træklynger. Ingen huse eller mennesker. Jeg stirrede længe mod horisonten og kunne ikke lade være med at være forundret over, hvordan jeg kunne drømme noget så smukt. Forsigtigt rejste jeg mig op, og da jeg stod fuldt oprejst, kunne jeg mærke den svage brise kilde mit hår, så det løftede sig lidt i vinden.

Ud af øjenkrogen fangede mit blik en bevægelse. Noget blåt. Et glimt at Harriet i hendes blå kjole kom straks til mig, men jeg slog tanken væk, da dette blå væsen var langt mindre og havde fjer. Jeg havde tit været på jagt med min far, så jeg vidste, hvordan jeg skulle gebærde mig uden at skræmme dyret. Meget forsigtigt og med blikket rettet mod det blå væsen, bevægede jeg mit tættere og tættere på, så jeg til sidst kunne gå på hug kun få meter fra det underskønne væsen.

Den blå fjerdragt skinnede svagt, hver gang fuglen bevægede sig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på krystaller. Mens jeg beundrede fuglen, bemærkede jeg, at den var alene. Det så ikke ud til, at der var andre i nærheden af dens slags. Pludselig og uden varsel lettede fuglen, så jeg faldt bagover og med et lille udbrud stirrede efter de blå fjer, der søgte mod himlen.

Jeg sad et stykke tid og forventede, at fuglen skulle komme tilbage, men det gjorde den ikke. Et stykke fra mig var der en gruppe træer og nogle buske med små bær på. Selvom jeg egentlig ikke havde nogen appetit, så rejste jeg mig alligevel og gik hen til buskene, hvor jeg plukkede et af de rødlige bær. Den sødlige smag eksploderes på min tunge, og jeg kunne ikke lade være med at plukke nogle flere, som jeg proppede i munden en efter en. 

På den anden side af buskene kunne jeg se noget, der mindede meget om en sti, så efter at jeg havde plukket endnu en håndfuld af de sødelige bær, bevægede jeg mig nysgerrigt om på den anden side. Da jeg havde plantet begge mine støvlebeklædte fødder på stien, kunne jeg til min forundring se, at den strakte sig langt til begge sider ud mod horisonten. 

Uden rigtig at vide, hvad jeg skulle gøre, begyndte jeg at gå mod højre. Mens jeg gik, spiste jeg de røde bær og kunne ikke helt lade være med at komme med små lyde for hvert bær. Efter noget tid begyndte trætheden at melde sig igen, så jeg trådte af stien og begyndte at gå over mod en lille træklynge. Her satte jeg mig opad et barket træ, hvor jeg med et lille smil på læberne lukkede øjnene i, og lod atter engang søvnen indhylle mig i sine arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...