Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
24Kommentarer
1733Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Nathaniel

Tiden sneglede sig afsted udenfor, og alt jeg kunne tænke på, var Harriet. Min Harriet. Jeg savnede allerede hendes latter. Hendes stemme. Hendes varme. Hendes milde væsen. Jeg forlod værelset efter lægens ord, min sjæl føltes alt for tung til at kunne være i det samme rum som Harriet. Selve mørkets stemmer begyndte at krybe sig om mit indre, mens de hviskede forfærdelige ord, der alle indebar død og ensomhed. Min Harriet.

Jeg begyndte at ændre min gang til løb. Det gjorde mig ikke noget, at tjenestepigen så mit tårevæddede ansigt eller de magtesløse øjne. Mine følelser sad allerede ude på mit fine tøj til offentlig skue, så der var ingen grund til at gemme dem væk. Noget dybt inde i mig gav mig lyst til at få andre til at føle samme smerte - Føle den samme dolk, der skar sig dybere og dybere ind i min følsomme hud og helt ind til hjertet for at dreje den rundt, så smerten blev uudholdelig.

Panisk greb jeg mig selv til hovedet og lænede mig lidt forover, mens mine ben førte mig afsted hen langs gangene og ned ad trapperne, samtidig med at Harriets hæse åndedrag blev ved med at runge i mine ører. Dørene indtil biblioteket stod allerede åben, så jeg løb hovedkuls ind i det store rum, der altid har været vores sted. Med hivende åndedræt stoppede jeg op foran den lille kamin, hvor det de døende gløder stadigvæk ulmede. 

Mit åndedræt føltes tungt, og en hver indånding stak mig i brystet, som en påmindelse om, at Harriet næsten ikke kunne trække vejret. Afmagten fyldte min krop med en sådan saglighed, at begge mine knæ knækkede sammen under mig, så jeg ramte gulvet med tungt bump. Mine glinsende øjne stirrede fraværende ind i gløderne, mens jeg blev ved med at gentage den samme sætning igen og igen. Først som en sagte hvisken, men til sidst som et råb mod loftet i ren og skær sorg, så gåsehuden rejste sig over det hele på min krop, mens tomheden inde i mig blev større og større.

"Hvorfor? ... Hvorfor?" 

Ordenes genlyd i det tomme bibliotek gjorde mig bare endnu mere trist, men også træt. Som lille faldt jeg altid hurtigt i søvn, efter jeg havde grædt, så det var måske ikke så underligt. Jeg orkede ikke at bevæge mig op til sengen. Ovenpå. Op til Harriet. Chaiselongen over ved væggen virkede mere attraktiv på mig, så jeg fik kæmpet mig op og stå, mens små snøft sneg sig ud gennem min mund. Træt lod jeg en hånd køre henover mit ansigt, hvor min hud føltes stiv og hævet. 

Jeg kunne mærke tyngden i mine ben blive overført til chaiselongen, da jeg satte mig ned. Men jeg forstod ikke, hvorfor den ikke også kunne tage smerten? Meget langsomt lagde jeg mig og lukkede mine øjne, så mørket og stilheden kunne sluge min tomme sjæl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...