Soul Life

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
(1800-tallet)
Nathaniel havde aldrig troet at han skulle gifte sig med den kvinde han elskede - blot for at miste hende igen! Hans kone bliver syg, alvorligt syg, og Nathaniel henfalder i desperation. En dag hvor alt håb syntes ude, drømmer han en drøm der måske kan ændre både hans kones liv, og hans eget. Men på hvilken bekostning?

7Likes
28Kommentarer
1695Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Nathaniel

Jeg gned frustreret søvnen ud af mine øjne, mens lægen gik frem og tilbage mellem sin lædertaske og sengen med det blomstrede sengetæppe. Den hæse vejrtrækning, der hev efter vejret, føltes som en tyngende byrde, der trak mine skuldre længere ned mod jorden. Det var svært for mig at tænke klart, samtidig med at mine tanker fløj tilbage til de gemte minder. Til vores første møde. Til vores første berøring. Til vores første kys.

"Ret ryggen Nathaniel! Her kommer den underskønne Harriet Green, vis far er en meget nær ven af mig. Gør nu et godt indtryk på hende min dreng."

Mit blik skød fra min muntre far og hen til den blonde unge kvinde med håret sat højt op på hovedet, og den sommerblå kjole med stort skørt og korset. Et lille smil vandrede henover hendes generte ansigt, mens hun lod blikket være sænket en smule, så jeg ikke kunne se hendes øjne, men kun fornemme deres strålen under de halvt sænkede øjenvipper.

Med en lille nervøs klump i halsen trådte jeg frem mod hende, hvorefter jeg bukkede stilfærdigt, mens min hånd greb om hendes fremstrakte håndled, så jeg kunne placere et svagt kys på den behandskede håndryg, der skjulte den flødefarvede hud. Da jeg fjernede mine læber fra hendes hånd og med et lille smil rettede mig op igen, mødtes vores øjne i et flygtigt øjeblik, så mine grå druknedes i hendes dybblå.

En hånd lagde sig på min skulder, så jeg blev revet ud af mit minde. Det tog mig et øjeblik at blinke de salte tåre væk, så jeg kunne fokusere ordentlig på manden foran mig.

"Hvad har De fundet ud af Doktor?" Spurgte jeg svagt.

Et trist udtryk gled henover mandens rynkede ansigt, hvor tiden havde sat sine tydelige spor, og jeg var ikke i tvivl om, at han havde dårligt nyt til mig. En muskel begyndte at vibrere ved mit højre øje, efterfulgt af en sær form for tom fornemmelse i min brystkasse, som fik mit hjerte til at briste.

"Jeg er ked af det Hr. Cooper, men der er ikke mere, som jeg kan gøre."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...