Skyggen

Fra novellen:
"Tågen er som en mur mod ruden. En tyk uigennemtrængelig mur, men alligevel er det så nemt at komme igennem den."

Lucas er alene ud at sejle i det Nordatlantiske hav, da der pludselig kommer en stor bølje, som vælter ham omkuld.
Hans syn bliver sløret og han besvimer. Det sidste han ser skyggen af en mand...

0Likes
2Kommentarer
617Visninger

1. kapitel 1

 

(DET HER ER EN NOVELLE, SÅ DER KOMMER IKKE FLERE KAPITLER. DET ER OGSÅ DERFOR KAPITLET ER SÅ LANGT. JEG HÅBER I KAN LIGE DEN)

 

"Tågen er som en mur mod ruden. En tyk uigennemtrængelig mur, men alligevel er det så nemt at komme igennem den." 

Lucas stod i styrhuset på skibet og skrålede med på de sange, radioen spillede. Nogle gange gik radioen i stykker, så Lucas blev nødt til at give den et lille slag. Til sidst var han, dog så langt fra kysten at forbindelsen i nåede længere. Hans rader virkede heller ikke mere. Efter han spildte kaffe over den i formiddags, havde den vist helt forkert. Tågen havde også gjort det helt umuligt for Lucas at se, hvor han sejlede hen, eller hvad der skete udenfor. 

"Bare Iben havde været her lige nu," sagde han til sin lille papegøje Mia, "så havde vi været reddet." Iben vidste nemlig altid, hvor hun var, og hun kunne altid finde vej. Lucas plejede altid at joke med, at hun var bedre til at finde vej end den bedste GPS i verden. Lucas selv var ret dårlig til at finde vej, og lige nu vidste han knap nok, hvor han var. Han vidste selvfølgelig godt, at han var ude i Det Nordatlantiske Hav ud for Angolas kyst, men lige nøjagtigt, hvor henne vidste han ikke. 

Tågen var blevet ret voldsom nu, og han kunne høre, at det også var begyndt at regne og torden. 

Papegøjen Mia var blevet stille. Det var bådens motor også. Han havde ikke lagt mærke til det, da han hørte musik, men nu, hvor der ikke var musik, væltede stilheden over ham. Det eneste, han kunne høre, var sit eget åndedræt. "Var båden gået i stå?" Det lød sådan. 

Han gik udenfor, for at se, om båden flyttede sig. Uden held gik han tilbage. Men da han skulle til at tage fat i håndtaget, kom der en enorm bølge, og skyllede ham omkuld. Han ramte en af de olietønder, han havde fundet på Madagaskar, og som han ville tage med hjem til Danmark som en souvenir. Han løftede forsigtigt sin hånd og rørte sit baghoved. Det føltes helt blødt og vådt. Han havde ramt olie-tønden lige på kanten. Pludselig susede en lugt af blod ind over ham. Hans syn blev helt slørret og det føltes som om, han skulle brække sig. Det sidste han nåede at se, inden han besvimede, var skyggen af en mand. 

 

Iben stillede sin kaffekop på køkkenbordet. Hun havde haft den mærkeligste drøm. Hun havde drømt, at Lucas' båd var sunket. Hun plejede tit at have sådan nogle drømme, så det var ikke det mærkelige. Nej, det mærkelige var, at hun havde fået tid og sted oplyst. Det var i Det Nordatlantiske Ocean, lige ud for Angolas kyst for at være præcis. Klokken var nøjagtig halv tolv, da hun havde set en skikkelse stå lige foran sin ven. Hendes tanker blev afbrudt, da hun hørte et: "Ding Dong" fra dørklokken. Inden Iben havde nået at åbne døren, løb Lucas ind og kyssede hende lige på kinden. 

"Det er så godt at se dig igen," sagde han. "Det er da også godt at se dig igen, Lucas," svarede Iben med det største smil, hun kunne fremtvinge efter nattens drøm, men selvfølgelig var det ikke godt nok. 

"Hvad er der galt?" spurgte Lucas. "Er du overhovedet ikke glad for et se mig? Eller er du bare snublet ned af rulletrappen i centret igen?" jokede han, med det største smil, i verden, på sine læber. Det var det smil, Iben bedst kunne lide ved ham. Hans uldede hår og alle hans fregner og så det smil. Dét kunne gøre en hver pige, med alt respekt for sig selv, blød i knæene. Selvfølgelig også Iben. 

"Nå,"sagde han. "Hvad er der så galt?" 

"Jo," startede hun. "Jo, ser du, i nat havde jeg denne mærkelige drøm... Jeg drømte at dit skib sank, og at du... sank med. Men jeg har tit sådan nogle drømme. Det er bare fordi... Ser du, i denne drøm fik jeg også sted og tid oplyst." Lucas kikkede på Iben med de mest uhyggelige øjne, hun nogensinde havde set. Han sagde ikke noget. Han bare stirrede på hende, ligesom en statue bare stirrer lige ud i luften. "Altså det var jo bare en drøm," sagde hun. "Du er her jo nu ikke?" 

Lige pludselig rejste Lucas sig op og gik hen og slog Iben, så hårdt han kunne. "Hvis du nogensinde fortæller den drøm til nogen, ja selv dine møbler, er du færdig." Så gik han ud af døren, ned ad trapperne fra hendes lejlighed og tværs over gaden til sin bil og kørte. Ja bare kørte, så langt han kunne, indtil han nåede ned til havnen. 

 

Dagen efter besluttede Iben at tage over til Lucas for at se, om han var okay, og for at få den undskyldning han skyldte hende. For det kunne godt være, at han var træt i går efter den lange rejse, men han skulle ikke slå hende og så slippe godt fra det. De var jo bedste venner. De måtte da kunne snakke om nogle ting, uden at de behøvede at slå på hinanden. Hun kunne ærlig talt ikke se, hvad hun havde gjort forkert. 

Hun standsede bilen lige foran det gamle bibliotek for at se, om Lucas kunne være taget derhen. Det gamle bibliotek var altid der, hvor Lucas søgte hen, hvis der var noget galt, eller hvis han havde brug for at tænke. 

Idet hun steg ud af sin bil, ringede hendes mobiltelefon. "Hej, det er Iben," sagde hun. "Hej Iben. Det er Lucas. Hør, du bliver altså nød til at komme ned på havnen. Jeg har virkelig brug for din hjælp." Hans stemme var blevet til en hvisken. "Iben du bliver nød til at komme..." Han brød brat af. Efter lang tids venten spurgte Iben: "Lucas, hvad er der galt?" "Der...Der er nogen. En mørk skygge. Jeg så den den aften, hvor mit skib sank. Den var det sidste jeg så. Jeg ved ikke, hvad der skete, eller hvordan den kom op på mit skib, og jeg ved overhovedet ikke, hvordan jeg... overlevede. Iben, der kom en storm. Alt var tåget. Jeg kunne ikke se andet end tåge. Min motor gik i stykker, så jeg ville lige gå ud for at se, om jeg kunne se, hvor jeg var henne af, eller om jeg var tæt på land, men det kunne jeg ikke. Så jeg begyndte at gå ind igen, men så kom der en stor bølge, og jeg faldt. Da jeg kikkede op igen så jeg skyggen. Så besvimede jeg. Det næste jeg husker er, at jeg sidder og hører på din historie, alt passede Iben, alt!" Han tav. "Lucas hvorfor slog du mig," næsten råbte Iben ind i telefonen. Der var stadig stille. "Lucas! Lucas er du der?" "Farvel Iben," Sagde han og lagde på. Iben skyndte sig ind i bilen og kørte så hurtigt, hun kunne ned til havnen. Han havde lydt så naiv, som om det, han helst ville, i hele verden var, at hun skulle komme ned til havnen og at alt bare ville blive, som det plejede at være. Sådan blev det bare ikke, og det vidste Iben også godt. Hun fandt en p-plads og løb ned til den bro, hvor alle bådene lå. Alt hvad hun havde drømt, var sket, alt? Hun kunne ikke fatte det. Hvordan kunne hendes drøm, som hun troede, bare var en helt normal drøm være sket i virkeligheden? 

Hun kunne se Lucas stå for enden af broen. Han stod foran den plads, hvor hans båd skulle have ligget. Da Iben nåede ned til ham, kastede hun armene om ham og sagde: "Lucas, Lucas, hvordan har du det? Hvad er der sket?" "Jeg har det da fint. Hvorfor skulle jeg ikke have det?" 

Hvad skete der? Udtrykket i hans øjne viste at... åh nej... han var... "Lucas du er ikke dig selv." Han kikkede på hende, som om han lige havde set hende spise en hest i én mundfuld. "Stop nu det der. Jeg har det fint, alt er normalt, intet er sket. Kom lad os nu gå en tur." "Nej, nej jeg kan ikke. Lucas, jeg bliver nød til at gå." Hun løb op til sin bil og kørte ind til byen. Lucas var ikke sig selv. Han var besat. Iben kunne se det i hans øjne. Det måtte være den skygge, han havde set lige før, han var besvimet. 

 

Hun var nået ind til centrum af New York, da hun standsede bilen ved en natklub, og gik ind. Hun gik hen til baren og satte sig. Fyren bag baren sagde, at han havde en besked til hende og rakte hende et stykke papir. Hun åbnede det og læste: 

 

Til Iben 

Mød mig i gyden ved siden af klubben. 

-Lucas 

 

Iben skyndte sig at tage sin taske over sin ene skulder og løb ud af baren og om til den skumle gyde. 

Lucas stod for enden af den og kikkede ind mod muren, som var fyldt med grafitti. I gyden stod der to containere i venstre side og en stige i højre. 

Da Iben kom hen til ham, vendte han sig ikke om. Han stod bare dér som en død Zombi. Da der var gået noget tid hørte Iben en skrggg-lyd, som når man river to stykker papir fra hinanden. Da hun så op, kunne hun se, at Lucas havde vendt sit hoved om, helt om. Hans hoved havde drejet sig 90 grader. Hun kunne ikke flytte sine ben, de var som sømmet til jorden. Hun kunne se, at han havde blod rundt om munden. " Hvem er du?" råbte hun. "Haha," han vendte sit hoved om igen og gik mod hende. Da han var 2 meter fra hende, stoppede han og sagde: "Hvad snakker du om? Jeg er da mig, bare død" 

"Hvad har du...," Iben kunne mærke, at hendes aftensmad var på vej op igen, "...spist?" 

"Nå er der stadig blod rundt om min mund?" grinede han. Iben nikkede. "Ja" sagde hun. "Jeg fik bare en lille... forret, inden jeg tog af sted. Nu ikke mere snak. Jeg har tænkt mig, at jeg lige vil tage hovedretten, inden jeg går til desserten," han smilede skævt til hende. "Og jeg har tænkt mig, at du skulle underholde mig under middagen" Han gik så tæt på hende, at hun kunne lugte hans ånde. Hans ulækre blodlugtende ånde. Da han lige skulle til at række ud efter hende, løb hun. Hun løb, så hurtigt hun kunne. Det var bare ikke hurtigt nok. Lucas rev sin arm af, og smed den, så den fløj gennem luften og ramte Iben så hun faldte. Hun prøvede at rejse sig op, men han tog sin kniv og kastede den lige ind i hendes læg, så hun igen faldt. Hun fik kniven ud og prøvede at sno sig, som en slange, hen ad asfalten. Han gik hen til hende og vendte hende om, som om hun vejede det samme som en fjer. Han kikkede hende dybt i øjnene og sugede hendes hjerne ud af hendes mund. Dernæst spiste han resten af hendes organer. Han satte sig ved siden af hende. Han var mæt nu, men hvad skete der - det føltes som om... 

Skyggen fór ud af hans krop, og med ét blev han sig selv igen. Han huskede ingenting. Hans øjne flakkede rundt for at se, om han kunne kende den gyde, han sad i. Han blev ved med at kigge rundt, indtil han så, Ibens døde krop ligge lige ved siden af ham. 

"Åh nej. Hvad er der sket?" hviskede han. Mere nåede han ikke at sige. Skyggen kom til syne igen. Den fløj gennem luften, og lige ind i Lucas' krop. Han prøvede at kæmpe i mod så den ikke skulle overtage ham igen, men det endte med at skyggen kvalt ham indefra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...