Maladie

Anna er 3 år gammel da lægerne finder ud af at hun lider af en livstruende sygdom. Da hun fylder 5 finder de ud af at hendes nyfødte lillebror Lukas også lider af sygdommen. Sygdommen har ingen effekt på deres heldbred, eller udseende. Lægerne vidste ikke meget, de vidste bare at sygdommen gør at den med tiden vil være en lang og smertefuld død og ingen ved hvornår det kunne ske. Da søskende parret fylder 14 og 12 beslutter lægerne sig for at gøre noget drastisk og derved ændre alle der kendte søskende parrets liv sig.

Denne historie er baseret på en drøm, som jeg personligt selv havde om min egen bror og jeg.

3Likes
3Kommentarer
515Visninger
AA

3. Le début de la fin.

Jeg kom i skole og prøvede alligevel at finde Sarah. Men da jeg gik ind i 9.c og spurgte, kiggede de bare på mig som om jeg var en idiot. Hendes bedsteveninde Tilde begyndte at græde, så jeg gik hurtigt ud igen. Jeg gik rundt alene, jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen.

Pludselig kommer Jens fra 9.a løbene hen mod mig. Jeg blev glad, jeg fik en dejlig fornæmmelse i maven. "Hey Anna, hvorfor går du alene?" spurgte han. Han var en virkelig flink fyr, det var bare synd for ham at alle folk brugte hans alder mod ham. "Jeg ved det ikke, folk gider ikke rigtigt at snakke med mig idag." Svarede jeg. Han smilede til mig, kiggede ned i jorden, og stoppede op. "Jeg vil altid snakke med dig." Han tog min hånd, og kiggede på mig. "Skal du noget i næste weekend?" spurgte han. "Nej, jeg skulle have været på camping, men ikke alligevel." svarede jeg. "Fedt, jeg holder fødselsdafsfest i næste weekend. Min 14 års du ved. Jeg tænkte om du måske ville med?" Jeg kiggede på ham. Han holdte stadig min hånd. "Jo tak.. Jeg mener, kommer alle fra din årgang?" spurgte jeg. "Nej.. Eller, altså de fleste gør. Men nogle af dem gider ikke. De vil hellere på druktur." Jeg kiggede på hans øjne, det var helt lyseblå, ligesom mine. Han havde blondt hår, men det var ikke så lyst som mit. "Øh, jo. Undskyld jeg faldt lige i staver. Jo jeg vil gerne med." "Fedt! Jeg skriver lige til dig når jeg finder ud af noget mere. Ses!" Jeg prøvede at trække min hånd til mig, men jeg kommer til at rykke ham med. Vi står tæt, han kysser mig på kinden og går videre. "Ses.." Sagde jeg stille og stod bare midt på gangen, alene men med følelsen af at alle var omkring mig.

Jeg kom tidligt hjem fra skole, vores tysklærer var syg så vi skulle bare tage hjem.
Da jeg kommer hjem sidder mor og far i køkkenet, helt stille og de kiggede bare på mig. "Anna skat, kommer du ikke lige herhen?" sagde min mor. Jeg gik derhen og satte mig. "Mor og jeg har snakket med Hospitalet idag, de har sagt nogle.. Rigtig grimme ting." sagde min far. Jeg forsod det ikke. Der er andre i verden med den samme sygdom som os, hvor er det lige præcis os der skal have alle de dårlige nyheder? "De sagde at vi nok blev nød til, at tage en meget drastisk handling.. Snart." "Vent.. hvad?" "Jo ser du. De siger at jeres sygdom tegner på at det snart går galt.. Er du ved at glemme ting?" spurgte han. "Ja, men det er ikke så slemt.." svarede jeg. "Det er ligesom de sagde. Om et par uger Anna, så.. ja, så sker der noget der vil ændre alt." Sagde han.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...