Because of you 2 {1D}

Så er Katie Jones tilbage igen, denne gang med Harry ved hendes side, men er det kun Harry? Katie finder nemlig ud af noget som hun nok ikke lige havde regnet med, det havde Harry i hvert fald heller ikke og hvad vil Harry ikke sige? Kommer deres forhold til at holde, og hvad sker der? Læsning på eget ansvar!

7Likes
16Kommentarer
1336Visninger
AA

6. I don't no who you are anymore

Louis' Synsvinkel:

Jeg var så frustreret jeg havde ingen ide om hvor fanden Harry var, han var min bedste ven, min bror, han kunne da ikke bare skride, og regne med at vi ville tage det med ro, eller hvad fanden han havde troet!? Jeg forstod godt at han var blevet vred over det med Katie og Zayn, men ligefrem at stikke af.

Han havde fandme været væk i en hel fucking uge, og han bekymrede mig helt vildt! Jeg håbede virkelig at han var hos hans mor!

"Er vi der ikke snart?" Lød det fra Niall. "Om ti minutter.." Mumlede jeg.

Det havde taget hårdt på både mig og drengene, og selvfølgelig også Katie, jeg syntes det var synd for hende, for det Zayn og hende havde gjordt var jo ikke med vilje, og så skrider Harry bare fra hende, hun har fucking lige født og har brug for omsorg og hjælp.

Det prøver vi jo så godt vi kan at hjælpe med, men det er hårdt, og det er svært, især når vi har vores karriere ved siden af, og for at det ikke skal være løgn så tror/ved medierne også at Harry er forsvundet, men vi har selvfølgelig bare benægtet, for vi syntes ikke rigtig at de skal blande sig i det.

Jeg drejede i rundkørslen, og kunne skimte gaden vi skulle ned af, så jeg satte farten lidt op, så vi kom hurtigere frem ad.

Jeg kørte ned ad gaden, da vi nåede den vej vi skulle ned af. Jeg kunne tydeligt se Harry's forældres hus, og kørte så også stille og roligt ind i indkørelsen.

"Endelig!" Lød det fra bagsædet af, og jeg kunne tydeligt høre det var Zayn, han var sgu altid så skide utålmodig ligesom Niall.  

Vi steg hurtigt ud af bilen, og kunne allerede se Anne stå i døren. Hun havde et usikkert smil plantet på læberne, hvilket gjorde mig endnu mere usikker, hvis Harry ikke var her vidste jeg ærlig talt ikke hvor han ellers skulle være!

"Hej Anne.." Mumlede jeg da jeg nåede op til hende. Hun trak mig hurtigt ind i et kram, og trak sig så lidt fra mig, for at se mig i øjnene. "Hej Louis, og drenge.." Hun trak sig helt væk og lavede tegn til at vi skulle komme med ind.

 

Harry's Synsvinkel:

Jeg kyssede hende sidste gang på kinden inden jeg gik hen mod døren, og tog fat i håndtaget. "Vi ses, vel!?" Mumlede hun, og kiggede ned i jorden, jeg fik helt dårlig samvigtighed, selvfølgelig skulle vi ses igen, hun var pigen i mit liv.

Jeg gik hen mod hende, og lagde to fingre under hendes hage, og løftede så hendes hovede, så hun så mig i øjnene. Hendes øjne var lidt røde, om det var fordi hun havde grædt eller om det var pga stofferne, vidste jeg ikke.

Jeg må sige at jeg hellere ikke var mig selv lige nu...

"Hey, selvfølgelig skal vi ses igen..." Hviskede jeg, og lænede mig ned mod hende så jeg til sidst strejfede hendes læber. Hun tog hurtigt fat rundt om min nakke, og pressede mig helt ned til hende.

En underlig følelse bredte sig i min krop, men jeg ignorede den.

Jeg trak mig lidt fra hende, og sendte hende et smil som hun hurtigt gengældte. "Vi ses, okay?" Hun nikkede, og jeg vendte mig om for at gå hen mod døren igen, jeg trak ned i håndtaget, og vendte mig en sidste gang rundt, og så på hende. "Ses Vennessa." Jeg sendte hende et stort smil, og vendte mig om og begyndte at gå hen mod mit hus.

Jeg boede ikke specielt langt væk fra Vennessa, da hun flyttede ind for en uge siden, tror jeg nok. Jeg kunne se min mors hus lidt længere nede ad gaden, og gik så lidt hurtigere, men det var lidt svært da jeg var pænt påvirket af stofferne, så jeg svingede fra den ene side til den anden.

Jeg begyndte at grine af mig selv, da jeg syntes at det måtte se dumt ud, at den verdenskendte Harry Styles svingede fra side til side, okay LOL!

Jeg nærmede mig huset, og kunne se en bil, som jeg havde set alt for mange gange, det var Louis'?

Okay, jeg var virkelig på stoffer, selvfølgelig var Louis her ikke!

Jeg kiggede lidt ekstra på bilen, og rystede så på hovedet, og gik op mod hoveddøren. Jeg trak ned i håndtaget og til mit store held var døren åben.

Jeg trådte ind, og det virkede ikke som om der var nogen hjemme, da jeg ikke kunne høre nogle stemmer.

Jeg smed mine sko, og tog min jakke af, hvorefter jeg med forsigtige skridt gik op mod mit værelse, jeg stoppede dog så godt nok op, da jeg stod ude foran min mors og Robin's værelse.

Det eneste der fik mig til at stoppe var min mors gråede stemme.

"Han er så langt væk, jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, han kom hjem den første dag helt grædefærdig, han ville ikke snakke om det så vi lod ham være, men dagen efter var han helt fraværende, om aftenen tog han så et sted hen, han sagde at han ville besøge en ven fra hans barndom af, men..-" Min mors stemme knækkede over, var det virkelig sådan at hun havde det?

Jeg skulle lige til at trække ned i håndtaget, da min mor begyndte at snakke igen.

"Han kom hjem, han var vildt fuld, jeg blev selvfølgelig en smule skræmt over hvor fuld han egentlig var, men ville ikke lave noget problem ud af det, så jeg sendte ham bare i seng, det samme skete dagen efter og dagen efter igen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med ham! Så jeg tog en snak med ham, det endte bare med at vi stod og råbte af hinanden, og siden da har jeg ikke set noget til ham..."

Jeg kiggede ind igennem det lille nøgelehul, det eneste jeg kunne se var min mors ryg, jeg kunne se en arm lægge sig rundt om hende. Jeg gættede på det var Robin, selvom jeg syntes det var noget mærkeligt at han ikke vidste hvad der foregik.

Jeg rynkede brynene en smule og tog fat i håndtaget, jeg stod et øjeblik og overvejede hvad jeg skulle gøre, jeg vidste ikke hvordan de ville reagere... Jeg havde ikke været hjemme i et godt stykke tid, da jeg havde boet over Vennessa.

Jeg tog mig sammen og trak ned i håndtaget, jeg gik forsigtigt ind i rummet, og blev mødt af 10 øjne? Jeg fik store øjne da jeg så hvem der var her.

Jeg troede at de ligesom havde fattet at jeg ikke gad dem!?

"Hvad laver i her?" Vrissede jeg, og knyttede min knæver sammen, jeg kunne mærke vreden boble i mig, og det gjorde det ikke ligefrem bedre at jeg var på stoffer...

"Harry.." Min mor rejste sig op, og løb hen til mig og lagde armene om mig, hun var græde færdig det kunne jeg godt se.

Jeg stod som lammet, så jeg gengældte ikke krammet det fik også min mor til at se mærkeligt på mig. Jeg sukkede og gav hende dræberblikket. Hvorfor fanden havde hun inviteret dem? Og hvad fanden lavede de egentlig her?

"Hvorfor har du inviteret dem?" Væsede jeg, min mor så pludselig på mig med et skræmt ansigtsudtryk, men det ændrede sig hurtigt til et sorget. "Harry.." Mumlede hun.

Jeg gik et skridt tættere på hende. "Svar mig!" Råbte jeg. Jeg skulle til at tage et skridt mere, men Louis afbrød det.

"STOP Harry!" Væsede han, jeg kiggede underligt på ham. "Hvorfor skulle jeg?" "Hun er din mor, idiot!" Vrissede han.

Jeg kiggede hen på min mor som stod helt henne ved Liam nu. Jeg sukkede højlydt og vendte mig om, og gik ud ad døren.

 

Louis' Synsvinkel (Igen):

Jeg kunne slet ikke kende ham mere, han var fuldstændig anderledes, han var jo næsten ved at slå sin mor, seriøst sin mor!? Han var engang mors dreng, der ville gøre alt for sin mor, men han var anderledes, fuldstændig. 

Han vrissede af os, og havde helt røde øjne hvilket måtte betyde at han var på et eller andet, for det lignede ikke græde færdige øjne. "Hey makker, er du okay?" En hånd lagde sig på min skulder, jeg vendte hovedet lidt, og så ind i nogle brune øjne - Liam's.

Jeg rystede på hovedet. Lige idet jeg skulle til at sige noget kunne vi høre en mobil ringe. Vi kiggede alle sammen rundt indtil vores blik landte på Niall. "Ja, ja bare rolig det er bare min." Han tog den op ad sin lomme, og så først lidt uroligt på sin skærm inden han lod en finger glide hen over skærmen, han løftede telefonen op til øret, og vi kunne med det samme genkende stemmen, hvilket fik mig til at stivne.

"Hey..." Mumlede han, og kiggede uroligt over på os andre. "Øhh... kan du ikke lige få Louis?" Mumlede han. Hvad? Mig? Nej!

Han kom hen mod mig og rakte telefonen til mig. "Niall, det er virkelig ikke nogen god ide, je..-" Jeg nåede ikke at sige mere, før han havde stukket telefonen op i hovedet på mig. Jeg tog hurtigt fat i den, så jeg ikke tabte den.

Jeg kunne høre et hulk i den anden, så jeg gættede på hun græd. "Er du okay, Kate?" Fik jeg fremstammet. Jeg kunne lige se for mig at hun sad og rystede på hovedet selvom jeg ikke kunne sige, hvilket fik mig til at smile lidt.

"Nej..." Snøftede hun. "Hør Harry er her, okay!? Han er bare lidt... du ved... anderledes..." Mumlede jeg. "Hvordan?" Spurgte hun, hvilket fik en klump i halsen til at danne sig. "Øhh, kan vi ikke tage den senere, jeg er virkelig træt, klokken nærmere sig jo 21.00, det er okay det hele, okay!? Bare tag dig af Caitlynn..." Jeg vidste godt at det var dumt det her, men jeg kunne ikke få mig selv til at snakke om det lige nu, så ville jeg med garanti begynde at græde.

"Okay Lou, vi ses..." Hulkede hun, jeg fik på en måde helt dårlig samvigtighed, min bedste veninde skulle ikke have det dårligt! "Hør det skal nok gå, okay!? Vi skal nok love at få ham med hjem... Vi ses.." Og med det lagde jeg på.

"Hvad skulle det til for?" Lød det fra Niall, jeg vendte irreteret blikket mod ham og løftede et øjenbryn. "Vi kan sgu da ikke vide om vi får ham med hjem!" Jeg rystede på hovedet. "Det ved jeg!" Og med det gik jeg ud af værelset.

 

Katie's Synsvinkel:

Jeg sad og vuggede Caitlynn i søvn, hun havde næsten været på hele dagen, hvilket var trættende, selvom Zayn også havde hjulpet, var det stadig hårdt!

Zayn overnattede her i nat, da jeg gerne ville have en at være sammen med, det var hårdt med baby, det var hårdt uden sin kæreste, og det var langt fra fedt og vide at faren íkke var Harry, hvis bare det havde været Harry havde vi helt sikkert været en lille lykkelig familie nu.

Jeg kiggede ned på Caitlynn's fredfyldte ansigt og så at hun sov, så jeg rejste mig forsigtigt op fra sengen og gik hen med hende i træmmesengen, jeg kyssede hende på panden, og gik så hen mod døren, og fortsatte ind i stuen.

"Hva så?" Jeg kiggede hen mod døren til badeværelset, og så Zayn stå der. "Ikke så meget..." Mumlede jeg, og satte mig i sofaen.

Zayn kom lidt efter hen og satte sig ved siden af mig. "Såå.. hvordan har du det?" Lød det fra Zayn, jeg kiggede først forvirret på ham, men da det gik op for mig hvad han mente kom den triste mine frem igen. "Forfærdeligt.." Mumlede jeg, og kiggede ned på mine hænder, som lå i mit skød.

Jeg mærke en arm lagde sig om mig, og Zayn rykkede lidt tættere på, og jeg så op i hans varme brune øjne. "Er det okay?" Han hentydede til det med at han sad med armen om mig, jeg kunne ikke lade vær med at smile da det var sødt, at han var så betænksom.

Jeg nikkede. "Det skal nok gå.." Mumlede han lidt efter. Jeg nikkede, det var det jeg håbede på, ellers ved jeg ikke hvordan jeg skulle reagere...

Jeg bed mig i læben, og så igen op. "Zayn, du er altså en virkelig stor hjælp, og helt klart verdens bedste far..." Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af det sidste, da det ikke rigtig passede ind i min mund. Han grinte også lidt. "Tak, Kate, du er nu hellere ikke så slem af en mor at være.." Han sendte mig et stort smil, hvilket fik til at kilde lidt i maven.

Jeg ignorede følsen, og slog ham blidt på skulderen. "Ikke så slem, kan det ikke være bedre?" "Naarh..." Grinte han. Jeg slog ham lidt hårdere, men stadig blidt. Han tog sig for sjov til armen. "Hvad skulle det til for?" Mumlede han. Jeg grinte bare. "Nå, så man skal bare smil, hva?" Jeg lavede et overdrevet smil, hvilket fik ham til at grine, og før jeg vidste at det havde han skubbet mig bagover så jeg lå sofaen.

Han lænede sig ind over mig, og havde et drillende smil klistret på læberne. Jeg så på ham med et løftet øjenbryn, og før jeg vidste af det begyndte han at kilde mig.

Jeg flækkede af grin, og vred mig under ham, men han lagde sig bare ovenpå mig så jeg ikke kunne komme op pga ham. "Zaaayn.." Grinte jeg. "Sto-oo-op..." Fik jeg fremstammet. Han gjorde som jeg sagde, og kiggede på mig med et glimt i øjet, og et kæmpe smil på læben. "Det var ikke sjovt!" Jeg prøvede at lave et surt ansigt, men det gik ad helvedes til for jeg flækkede af grin, hvilket smittede lidt af på Zayn, det var nok pga min klamme grin, undskyld jeg siger det, men jeg HADER mit grin!

Zayn lænede sig lidt længere ned mod mig, så vores pander næsten ramte hinanden. Jeg stivnede kort, men slap lidt af igen.

Stemningen blev pludselig sjov og mærkelig til alvorlig og seriøs.

Jeg lagde min hænde rundt om hans nakke, og trak ham ned til mig, så hans læber ramte mine, det føltes underligt og alligevel så behageligt, det føltes på en måde så rigtigt, det eneste der fik mig til at tænke det, var at jeg ville tro at Zayn aldrig ville forlade ligesom Harry.

Zayn udviklede det hurtigt så det blev et snav, jeg greb fat i Zayn's nakkehår og hev lidt i dem, hvilket fik Zayn til at stønne svagt.

Jeg trak mig lidt fra ham, og hans øjne strålede, helt klart ligesom mine, han gav mig en tryghed, helt sikkert en jeg aldrig havde haft, og lige nu var det som om at et kæmpe plaster kom over mit sår.

Jeg havde ikke været så glad i så lang tid, og kunne hellere ikke skjule et smil.

________________________________________________________________________________

Nå nå, hva? Hvad tror i der sker nu? Kommer Harry med tilbage? Og hvem er denne Vennessa? Og hvad bliver der mon af Zayn og Katie?

Tak til alle dem der læser, det er så dejligt!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...