Catch my breath - One direction .

Olive Everdeen lever et hårdt liv. Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme med kræft. Derfor må Olive blive boende hjemme, imens hun har to jobs for at forsørge hendes mor.
Louis Tomlinson derimod lever det søde liv med sine fire bedstevenner. Det eneste der er en smule galt, er dog at hans fantastiske kæreste Eleanor, slog op med ham for to måneder siden.
En dag møder Olive og Louis hinanden og tingene udvikler sig hurtigt, så de ender hjemme hos Louis. Men hvad sker der når den alvorlige Olive møder den bekymringsløse Louis igen?

320Likes
211Kommentarer
34331Visninger
AA

4. Take care.

 

Take care- Drake.

Olives POV:

Min mobil bipper inde på Louis’ værelset, og med frygten for at det kunne være min mor, rejser jeg mig op og skynder mig forbi ham, imens jeg mumler et undskyld. Med rystende hænder smider mig i sengen og åbner sms’en, som er fra min mors veninde, Carol.

#Hey smukke pige.

Din mor har det fint. Hun nævnte, at du var taget i byen i går og sikker ikke ville tænke på hende. Men jeg mente alligevel, at du helst ville have en opdatering om hende. Hun brækkede sig her til morges, og hun har en smule feber. Men hvis du hygger dig, kan jeg sagtens være hos hende indtil, du kommer hjem. Du er jo trods alt kun ung en gang ;-D.

-          Carol.#

 

Jeg stirrer på sms’en og får det en smule dårlig.

Havde hun fået det værre? Skulle hun mon indlægges? Vidste Carol overhoved, hvad hun skulle gøre, hvis det blev slemmere?

Nej, nej det gjorde hun ikke. Og derfor blev jeg nødt til at tage hjem med det samme.

 

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da en dør smækker.

Var Louis gået?

Var det ikke lidt mærkeligt, når jeg nu stadig var i lejligheden? Ikke at jeg kunne finde på at gøre noget, men stadig. Vi havde lige mødt hinanden, så hvad regnede han med?

”Olive?” råber Louis’ stemme, hvilket forvirrer mig endnu mere. Hvem var det så, som kom? Jeg kører en usikker hånd i gennem mit hår og smutter ud i gangen, hvor to stemmer er begyndt at tale.

”Ja?” siger jeg, da jeg slutter mig til de to drenge.

Vent lidt.. TO drenge?

Mine øjne flyver med det samme over til den krølhårede fyr, hvis øjne klistret til mig. Han var pæn, helt sikkert. Hans bløde, mørke krøller passede godt til hans grønne øjne, der mindede en smule om mine. Han lettere flabbede smil, gør mig på en eller anden måde afslappet, som om han ikke er vant til at have fremmede piger rendende rundt i sin lejlighed.

Mit blik glider over på Louis, som trækker på skuldrene og sender mig et lille smil, som har en snært af en undskyldning. ”Jeg troede først, du kom hjem i aften,” siger han og vender blikket mod fyren, som stadig stirrer på mig.

”Liam og Niall syntes, at det var synd, at du skulle være alene,” forklarer han og sender mig et charmerende smil, som får mig til at lægge hovedet på skrå.

Stod han seriøst of flirtede med mig? Selvom han vidste, at jeg lige havde haft sex med hans roomie?

 

”Du må være Olive,” forsætter han, stadig smilende, og stikker mig sin hånd. Jeg kigger en smule mistroisk på den, før jeg trykker den og nikker. ”Jeg er Harrys Lous bedste ven,” Jeg bider mig i læben og kigger ned på min hånd, som stadig ligger trykt i hans.

Havde han tænkt sig at beholde den eller hvad? Jeg skulle rent faktisk bruge den.

Især hvis mor havde fået det dårligere.

”Harry, slip hende,” sukker Louis og rammer ham på overarmen, hvilket betyder jeg får min hånd tilbage, dog ikke uden et skævt smil fra Harry, som bøjer sig ned og fjerner sine sko.

”Jeg ville da bare lige møde hende, som gjorde, at du ikke skulle være alene,” svarer han i en drillende tone, hvilket får mine kinder til at blusse op.

Okay, han vidste tydeligvis godt, at vi havde haft sex.

Han forsvinder hurtigt ud af gangen og efterlader mig alene med Louis.

 

”Jeg bliver altså nødt til at gå, der er nogle problemer der hjemme,” siger jeg undskyldende og prøver at sende ham et skævt smil, men noget siger mig, at det mislykkes.

”Er der noget galt?” spørger han med bekymring, som jeg ikke helt kan bedømme om er oprigtigt eller bare påtaget, imens han med en blid hånd fører mig ind på sit værelse.

Jeg bider mig i læben og lader blikket falde ned mod knapperne på hans skjorte. ”Det er bare noget med min mor,” svarer jeg kort og krænger skjorten af mine skuldre, før jeg giver den til ham. ”Mange tak for lån,” Han rækker hurtigt ud efter den og smider den på sengen, uden at fjerne blikket fra mig, hvilket får mig til at fnise en smule.

Kunne han være mere åbenlys?

”Selv tak,” Smiler han og løfter min blå kjole op fra gulvet, som jeg havde på i går. Med et taknemligt smil hopper jeg ned i den, og vender mig op, så hans hænder kan få lov til at lukke den.

 

Med tøvende bevægelser åbner jeg hoveddøren og vender mig imod ham. ”Tak for morgen mad,” griner jeg og bider mig kort i læben.

Hvor havde det været rart at befinde mig her, selvom det kun havde været en halv dag. Det var som en slags fri rum, hvor jeg ikke behøvede at tænke på syge mødre, eller hvor den næste husleje skulle komme fra. Her kunne jeg bare være teenageren Olive, som jeg havde hungret efter at være siden min far døde.

Og jeg vidste at lige så snart, jeg trådte ud og væk fra Louis, ville denne trykke energi, som han udsendte være væk.

”Det var da det mindste, jeg kunne gøre,” svarer han og læner sig ind mod mig, før han presser sine læber imod mine. Tøvende besvarer jeg hans kys og lægger en blid hånd på hans kind.

En sidste berøring var vel okay, hvis jeg ikke skulle se ham igen.

Jeg trækker mig væk fra ham og sender ham et skævt smil, som han hurtigt besvarer. ”Kommer jeg til at se sig igen?” Jeg griner en kort falskt latter og retter på mit hår.

Jeg ville give alt i verden for at kunne sige ja til hans spørgsmål. Men som var det skåret i sten, ville det altid være nej. Min travle hverdag ville ikke passe ind i hans. Han virkede som en, der var fri, frisk og altid klar på noget sjovt. Og det kunne jeg ikke arbejde med. Jeg kunne ikke både passe på ham OG min mor.

Men alligevel finder jeg den drillende tone frem og sender ham et skævt smil. ”Jeg har lagt mit nummer på dit natbord, så ja eller nej Louis?” velvidende at jeg citerer mig selv, forsvinder jeg mig ud af døren og efterlader ham måbende.

 

***

Jeg sætter mig med et bump ned på det eneste ledige sæde i metroen. Folk omkring mig kigger en smule mærkeligt, da det ikke er helt normalt at have cocktailkjoler på klokken tolv en søndag morgen. Normalt havde jeg bekymret mig om, hvilket indtryk jeg gav, men nu da tømmermændene begyndte at komme, var jeg rimelig ligeglad.

Her på den seneste var undergrunden og jeg blevet super gode venner. I den seneste måned har jeg nemlig skulle til en del jobsamtale, samt optagelsesprøver, og da hverken mig eller min mor har adgang til en bil, var offentlig transport min eneste mulighed. Men det havde da hjulpet.

 I morgen tidlig skulle jeg starte på mit nye arbejde, som piccoline, hos et stort pladeselvskab, hvilket var noget alá min drøm. Eller i hvert fald musik delen af det. Min store drøm var at blive singer/songwriter, men oddsene var bare ikke med mig. Derfor tog jeg timer på det lokale musikkonservatorium, hvor der en gang imellem blev holdt talentkonkurrencer, hvor agenter og managere nogen gange dukkede op. I nogle weekender arbejdede jeg så som eventpige ved store begivenheder, men det var kun en gang i mellem.

 

Med et blidt skub lukker jeg døren i bag mig og smider mine stiletter i gangen. ”Hallo?” råber jeg højt og går ind i stuen af vores to værelseslejlighed. ”Vi er her inde, Olive!” svarer Carols hæse stemme. Jeg smider min blazer i sofaen og skynder mig ind på min mors værelse.

”Hej min skat, hvor er du fin,” smiler min mor og rækker ud efter mig. Jeg skynder mig at sætte mig ned ved siden af hende og tager hendes hænder i mine. Som hun sidder der op af sengegærdet med dynen trukket helt op under hagen, ser hun ud til at være meget yngre end de 37 år, som hun i virkeligheden er. Hendes fine træk, der minder mig om mim afdøde mormor, får mig til at smile. Hende lange brune hår, som nu er helt kort af de mislykkede kemobehandlinger, hendes fine blege hud, der ser så skrøbelig ud, at hun kunne flække når som helst, og sidst men ikke mindst de store grønne øjne, hun har givet videre til mig.

”Jeg skal jo konkurrere med dig, skal jeg ikke?” driller jeg og giver hendes hånd et lille klem. Hendes kønne latter fylder rummet, hvilket får mig til at smile, og Carol til også at grine en smule.

 

Hendes kinder er en smule røde, hvilket får mig til at lægge en hånd på hendes pande. Jeg rynker panden og rykker tættere på hende, før jeg trykker læberne imod hans brandvarme hud. ”Du er jo brændende varm,” mumler jeg og sukker højt. Carol trækker sig bange tilbage og sender mig et undskyldende smil. ”Hun sagde, hun frøs, så jeg nænnede ikke at tage dynen fra hende.” siger hun undskyldende og lægger armene omkring dig selv.

”Ja, hun er rimelig overbevisende på det punkt,” svarer jeg anklagende og sender min mor et strengt blik, før jeg fjerner dynen, hvilket efterlader hende i den tynde natkjole. Jeg smider dynen på gulvet og smutter ud på det lille badeværelse for at hente et tykt badehåndklæde, som hun kan bruge som tæppe. ”Her,” smiler jeg og putter hende ind i håndklædet. Hun nikker taknemligt og hviler hovedet mod væggen. ”Har du stadig kvalme?” spørger jeg blidt og stryger en vildfaren tot brunt hår væk fra hendes ansigt. Hun ryster kort på hovedet og smiler kort. ”Nej, bare træt,”

 

Jeg følger Carol ud af værelset og lukker døren bag mig. Vi går lydløse ind i stuen og lukker også denne dør. ”Undskyld, jeg skulle have ringet med det samme,” begynder hun og dækker sit ansigt med sine hænder, men jeg afbryder hende hurtigt.

Det var ikke hendes skyld. Hvis nogen skulle have skylden, var det mig. Det var mig, som havde været så egoistisk at tage ud en lørdag aften, selvom hun havde sagt, at hun ikke havde det helt fint. Men det kunne der ikke ændres på nu.

”Jeg skulle aldrig være taget afsted,” mumler jeg og sender hende et beroligende smil. Carol stopper op og sender mig et strengt blik. ”Selvfølgelig skulle du det! Du er nitten år for guds skyld! Du burde ikke være ansvarlig for en hel families udgifter. Men det er du nu engang; og derfor bliver du også nødt til at slå dig løs en gang i mellem.” siger hun i en formanende tone.

 

”Jamen..” starter jeg, men hun skærer mig af med hånden. ”Ikke noget men. Jeg kender ikke nogen andre end dig, som fortjener en fridag mere. Og når du så endelig får dem, får du så dårlig samvittighed.” hun sukker dybt og tager mit ansigt i sine hænder.  ”Jeg tror ikke, du ved, hvor meget godt du fortjener,” hvisker hun og lader en enkel tåre forlade sine øjne. ”Carol,” mumler jeg med grådkvalt stemme, før jeg river mig ud af hendes greb. ”Bare lad vær. Jeg har det fint sådan her. Jeg har ikke brug for en pause lige så meget, som jeg har brug for min mor i live,” svare jeg hårdt og vender mig om.

Hun fortjente ikke dette hårde tonefald, men hun var den eneste som kunne tage det. Og den eneste, som ville tilgive mig igen.

”Ring, hvis der er noget, ikke? Selv det mindste. Så kommer jeg,” siger hun stille, før hoveddøren endnu en gang smækker, og efterlader mig alene i det mørke køkkenet.

 

***

Endnu et nyt kapitel!! Yeah; eller ikke? Når men jeg vil starte med at sige tak til de 24 personer, som har liket og de 43 som allerede har sat den på favoritlisten; det betyder virkelig meget :*

Tilbage til historien: Der var ikke så meget 1D i dette kapitel, men jeg syntes, at det var meget vigtigt, at I fik en fornemmelse af, hvordan Olive og hendes mors forhold er. I fik også en lille smule af vide om hendes sygdom, samt Olives store drømme.

Har I nu nogle bud på, hvor de mødes? (: Skriv gerne, hvad I tror der sker, eller hvad i håber der sker :D .

Noget helt andet; Hvad kan i bedst lide, når jeg skriver i korte sætninger som i det forrige kapitel, eller som her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...