Catch my breath - One direction .

Olive Everdeen lever et hårdt liv. Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme med kræft. Derfor må Olive blive boende hjemme, imens hun har to jobs for at forsørge hendes mor.
Louis Tomlinson derimod lever det søde liv med sine fire bedstevenner. Det eneste der er en smule galt, er dog at hans fantastiske kæreste Eleanor, slog op med ham for to måneder siden.
En dag møder Olive og Louis hinanden og tingene udvikler sig hurtigt, så de ender hjemme hos Louis. Men hvad sker der når den alvorlige Olive møder den bekymringsløse Louis igen?

320Likes
211Kommentarer
34151Visninger
AA

15. Olive goes to NYC.

”Mor?” hvisker jeg stille, da jeg har listet mig ind på hendes værelse. ”mmh?” mumler hun træt og vender sig om på siden, så jeg taler til hendes ryg. ”Jeg tager afsted nu, okay? Carol kommer senere og hjælper dig over med dine ting, og jeg lover, at jeg nok skal ringe lige så snart, vi er landet, okay?” fortæller jeg hende lavt, så jeg ikke vækker hende helt fra søvnen.

”Det’ godt min skat, ha’ en god tur. Men jeg vil altså gerne møde ham din kæreste, når I en gang kommer hjem fra jeres lille elskovstur,” mumler hun søvndrukkent og vifter mig væk. ”MOR! Vi er altså ikke kærester, han er min chefs chef, okay?” sukker jeg og sender hende et irettesættende smil, som hun sikkert ikke engang lægger mærke til med sine lukkede øjne.

”Det er fint min skat, hvis det er sådan noget, du tænder på, skal du da have lov til det,” svarer hun og vender sig imod mig med et skævt smil. ”Den her diskussion vil jeg BESTEMT ikke have med dig! Du må gerne møde, ham en gang vi kommer hjem. Men så skal du også love, at du ikke nævner noget med, at han er min kæreste, eller hvad jeg.... tænder på.” siger jeg forlegent og kigger ned på mine fødder.

”Okay min skat, hvad end du siger,” smiler hun og klemmer min hånd, som blidt ligger i hendes. ”Jeg skal nok opføre mig ordentligt,” Jeg nikker taknemmeligt og bukker mig ned for at kysse hende på panden. ”Vi ses, når jeg kommer hjem.” jeg krydser værelset og åbner døren til gangen, da hendes stemmer bryder tavsheden.

”Din far ville være stolt af dig,” hvisker hun glad og vender sig om, så jeg igen bliver mødt af hendes ryg. ”Tak,” tårerne vælder op i mine øjnene, og for at jeg ikke skal bryde sammen foran hende, skynder jeg mig ud af værelset for at hente mine ting, før tårerne falder.

 

”Til lufthavnen, Miss Everdeen?” spørger chaufføren, da jeg glider ind på bagsædet af taxaen. ”Ja, tak, sir.” mumler jeg formelt og hviler hovedet op af vinduet, før mine lydløse tårer begynder at trille ned af mine kinder.

Hvorfor skulle hun også lige nævne far, inden jeg skulle af sted? Drengene behøvede bestemt ikke at se mig på denne måde. Især ikke Louis. Han ville bare blive helt kærlig og beskyttende. Og selvom det var en af de dejligste følelser at være i hans arme, kunne jeg ikke tillade mig det. Vi passede bare ikke sammen. Bum!

Min humør ville på et eller andet tidspunkt ødelægge hans, og hans livsglade og ligeglade livstil var en del af det, som gjorde ham til Louis, så det kunne jeg ikke gøre. Selvom jeg var fristet til bare at give efter og falde pladask ind i hans arme, så han kunne holde mig tæt, indtil alle problemerne var væk.

Men nej.

Louis og jeg ville aldrig ske. Og på en eller anden måde må jeg få ham til at indse det.

 

”Miss?” det giver mig et chok, da chaufførens stemmer vækker mig, fra overfladiske søvn jeg lå i. ”mmh?” spørger jeg søvndrukkent og retter mig op, imens jeg diskret tørrer en smule savl væk fra den ene mundvig. ”Vi er her nu,” siger han med et smil i stemmen, som får mig til at le blidt. ”Mange tak,” svarer jeg og rækker ham et passende beløb, før jeg stiger ud af bilen og hiver min baggage ud af bilen.

Jeg retter hurtigt den sorte hue og trækker min jakke tættere omkring mig, hvis nu nogen skulle genkende mig. Selvom klokken var halv syv om morgen, kunne der sagtens dukke nogle fans op. Af personlig erfaring har jeg fundet ud af, at drengenes fans kan være en smule nærgående/insisterende.

Men det var ikke altid dårlig. Et par enkelte piger havde fortalt mig, at det var rart, at få lov til at se Louis smile igen. Jeg er dog ikke helt sikker på, det var min skyld, men det var da rart at vide, at de ikke alle sammen hadede mig.

”Olive?” råber en person med irsk accent, da jeg skal til at gå ind af døren. ”Ja?” svarer jeg og vender mig om for at finde den blonde irer. ”Jeg er her!” råber Niall fra min højre side, da han når over til mig. ”Jeg tænkte, vi kunne følges,” han sender mig et bedårende smil, som normalt ville få piger til at dåne, men jeg havde efterhånden lært at modstå deres charme.

”God idé, Blondie.” roser jeg og stikker en arm ind under hans. ”Du er godt klar over, at det er farvet, ikke?” spørger han undrende og trækker mig ind ad dørene. ”Nej, vel?!” svarer jeg med påtaget forbløffelse og slår min frie hånd for munden. ”Sjovt, Ollie.” vrænger han og puffer til mig med sin hofte. ”Men det betyder faktisk, at du er mere blond, end jeg er.” han løfter et udfordrende øjenbryn og venter på mit svar. ”Tsk..”

 

”Olive! Niall!” råber Liam, da vi endelig, når over til de resterende drenge. ”Vi troede aldrig, I ville komme.” Niall fnyser irriteret og gør sig fri af Liams arme. ”Jeg kom for sent en gang, kan I ikke snart glemme det?” mumler han tvært og dumper ned på en stol ved siden af Zayn, som sender mig et skævt smil.

”Er du klar til New York? Olive.” spørger Liam venligt, da han slipper mig og lader mig hilse på de andre. ”Sådan nogenlunde,” svarer jeg ærligt og giver Harry et kort kys på kinden, før jeg når over til Louis. ”Hvad nu?” spørger Louis undrende og trækker mig ned på sit skød for at give mig et kram.

”Jeg er ikke helt glad for at flyve,” indrømmer jeg og krymper mig en smule under deres fornøjede blikke. ”Hvorfor nu det?” spørger Liam og lægger hovedet på skrå. ”Jeg har kun fløjet en gang før. Mine forældre og jeg tog til Dublin, engang da jeg var mindre. Sååå, det er ikke lige frem, fordi jeg er erfaren,”  

Et skævt smil glider over Harrys læber, og snart breder der sig en latter i blandt drengene. ”Ej, okay! Jeg talte om at flyve.” hviner jeg forlegent og gemmer mit hoved i mine hænder. ”Selvfølgelig gjorde du det,” griner Louis og strammer sit greb om min talje. Jeg hviler mit hoved, hvor hans skulder møder hans hals, imens jeg prøver at synke ned i gulvet.

”Louis mener ellers ikke, at du er uerfaren. – i hvert fald hvis han ikke lyver for os,” siger Harry drillende og får latter til at vokse. ”Lou!” hviner jeg og slår ham blidt i maven. ”Hvad?! Alt jeg hvad jeg har sagt har været komplimenter.” påpeger han og nusser mig på ryggen. ”Det er rigtig nok,” siger Zayn og bakker ham op, hvilket bare får mine kinder til at brænde endnu mere.

 

”Er du okay?” mumler Louis for syttende gang, da vi sidder i flyet, som er ved at lette. Jeg nikker kort med sammenbidte tænder og klemmer, hvad der føles som livet, ud af hans hånd. ”Slap af,” ler han og vrister sin hånd ud af min, så de ligger tilbage i krampeagtige positioner hvilende på armlænet.

Han klikker min sele op og hiver mig over på sit skød. ”Hvad laver du? Skiltet siger at man skal have sele på under letningen.” siger jeg frustreret og kigger rundt for at sikre mig, at stewardessen ikke kommer rendende og skælder os ud. ”Olive fucking Everdeen; der sker ikke noget.” siger han belærende og stryger mig over håret, som var jeg en forvirret hund.

Drengene, som sidder bag os, griner ukontrolleret og får mig til at føle mig latterlig. ”Men, hvad hvis vi styrter ned?” mumler jeg bekymret og kigger op i hans gråblå øjne, som smiler ned til mig. ”Jeg lover dig, på æres ord, at vi ikke styrter ned.” siger han voksent og samler mine hænder i en af hans. Jeg fletter mine fingrer omkring hans og holder dem tæt indtil mit bryst, som banker vildt.

”Wow, du er virkelig ude af den, huh?” hvisker han lavt, så det kun er mig, der kan høre det, da hans fingre glatter sig ud, så han kan mærke, hvordan hurtigt mit hjerte slår. Jeg sender ham et dræbende blik og læner mig ind mod hans bryst. Han begynder stille at nynne for mig, og langsomt, men sikkert, falder mit hjerte til ro, imens mine øjne glider i.

 

***

Pigernes skrig fylder mine ører og får mig til at krympe mig forfærdeligt meget. Drengene skriver gladligt autografer og får taget billeder sammen med fansene, imens jeg skynder mig over mod bilerne, der skal køre os til hotellet. ”Olive! Olive, her ovre!” skriger en lille gruppe af piger, da jeg næsten er nået over til bilen.

Jeg trækker min hue ned over mit hår og vender mig imod dem. Jeg faker det største smil, som ikke burde være synligt på mine læber efter at have siddet i et fly i otte timer, men for deres skyld gør jeg det.

”Hey tøser.” smiler jeg og lyner min jakke, da vinden skærer ind i min hud. ”Må vi få et billede? Jeg elsker dig simpelthen så meget,” siger en blond pige på seksten med et kæmpe smil. ”Øh, jeg ligner virkelig lort i dag, så..” ”Sludder! Du ligner altid en million! Det er delvist derfor, vi hader dig,” griner pigen med de brune øjne ved siden af blondinen.

”Undskyld, hvad?!” pigerne begynder at grine og puffer drillende til mig. ”Slap af! Vi støtter dig og Louis 100%, vi kunne aldrig finde på at hade dig.” smiler den sidste af pigerne, som har langt, flot, rødt hår. ”Okaaay.. Mange tak for støtten, men Louis og jeg er altså ikke sammen,” retter jeg dem med et smil og skæver til Louis, der står og næsten flirter med en gruppe tolvårige, hvilket bare får mig til at grine.

 

”Bare rolig, det skal nok komme til at ske.” betror blondinen mig. ”Vi er meget forhåbningsfulde omkring Lolive, eller Lolly, som vi plejer at kalde jer,” griner de i kor. ”Lolly..?” gentager jeg dumt og kigger hjælpeløst rundt. ”Iiiih,” sukker de. ”Louis + Olive/Olly = Lolly.” forklarer den mørkhårede og begynder at hvine.

”Lolly? I like it!” erklærer en lys stemme bag mig, som giver mig gåsehud ned langs rygraden. Jeg vender mig om og møder Louis’ kønne øjne. Jeg sender ham et irettesættende blik og puffer ham i maven. ”Vi skal snart af sted, er du klar?” spørger han, da pigerne og ham er ved at være færdige med at grine. Jeg nikker kort og vender mig mod pigerne, som kigger bedende på mig.

”Når, ja! Det billede der,” siger jeg og slår mig for panden. Louis sender mig et skævt smil. ”Skal jeg tage det?” spørger han drillende og skal til at tage imod en af pigernes mobiler, da hun insisterende ryster på hovedet. ”Skal du ikke være med på det? Sådan måske dig og Olive i midten, med os rundt om?” beder hende med de brune øjne. ”Fint,” sukker jeg stiller mig indtil Louis, som smiler over hele hovedet.

 

***

Undskyld x 1.000.000. Jeg er virkelig ked af, at I først får et kapitel nu, men jeg har bare haft SÅ travlt hele december. - Og så er det endda et kort og dårligt kapitel, I får. Jeg prøver virkelig at blive bede, trust me! Tak for alle likes'ne og kommentarerne, I er truly fantastiske, jeg elsker jeg meget højt! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...