Catch my breath - One direction .

Olive Everdeen lever et hårdt liv. Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme med kræft. Derfor må Olive blive boende hjemme, imens hun har to jobs for at forsørge hendes mor.
Louis Tomlinson derimod lever det søde liv med sine fire bedstevenner. Det eneste der er en smule galt, er dog at hans fantastiske kæreste Eleanor, slog op med ham for to måneder siden.
En dag møder Olive og Louis hinanden og tingene udvikler sig hurtigt, så de ender hjemme hos Louis. Men hvad sker der når den alvorlige Olive møder den bekymringsløse Louis igen?

319Likes
211Kommentarer
33316Visninger
AA

14. It's cancer, okay?!

”Hey Drenge!” råber jeg, da jeg smækker døren bag mig. ”Olive, hej!” smiler Niall og nærmest river posen fra Nandos ud af mine hænder. ”God velkomst Niall,” mumler jeg såret og følger efter ham ind i studiet, hvor de fire andre drenge sidder. ”Hej Olive!” siger de i kor og sender mig et smil. Jeg himler med øjnene og smider noder samt tekster på bordet.

”Hvem fanden er så dum, at de glemmer både deres noder OG tekster?” spørger jeg dømmende og kigger en ekstra gang på Harry og Louis, som prøver ihærdigt at undgå mit blik. ”Jeg ved det virkelig ikke Olive, de må ikke være særlig intelligente,” samtykker Liam og rækker ud efter teksten, som han lader sine øjne glider over.

”Vi havde en del at tænke på, okay?” sukker Harry opgivende og slår ud med armene, før han sætter sig ved siden af Liam, så han kan kigge med. ”Heeelt sikkert.” ler Zayn hæst og ryster på hovedet. ”Men burde I så ikke begynde at indspille? Skal I ikke til New York lige om lidt eller noget i den stil?” spørger jeg drillende og puffer til Niall, som lyser op i et smil. ”Næste fredag tager vi afsted, og så skal vi optræde den tredje.” svarer han stolt.

”Det er utroligt, hvor langt I er nået på så kort tid, ikke?” siger jeg undrende og kigger rundt på de fem fyre, som praktisk talt stadig er teenagers. De nikker sammentykkende, uden at sige et ord.

 

”Apropos New York.” starter Harry og sætter sig ud på kanten af sofaen. ”Har du så tid til at tage med os?” forsætter han langsomt, så ordene stille og roligt glider ind. ”Undskyld, hvad?” spørger jeg dumt og kigger blankt på ham. ”Er det muligt for dig at tage til New York med os på næste fredag.” gentager Liam med et skævt smil.

Jeg lader en hånd kører igennem mit hår, før den ender omme i min nakke og klør toppen af min rygrad. ”Så i vil have mig med til New York?” spørger jeg usikkert og kigger rundt for deres be- eller afkræftelse. ”Ja tak. Hvis du har tid, selvfølgelig,” påminder Louis og sender mig et sødt smil.

”Ha, ha.” ler jeg akavet og kigger dumt rund på dem. De kigger alle sammen mærkeligt på mig, som om jeg er helt sindssyg. ”Gentag det lige en gang til.” De sukker alle sammen i kor og gemmer deres hoved i deres hænder.

”Olive, vil du være sød at komme med til New York?” sukker Zayn lettere irriteret. ”Hvornår ville vi skulle hjem?” spørger jeg nysgerrigt og bider mig i læben. ”Vi tager hjem onsdag, så vi ville være hjemme cirka torsdag nat.” forklarer Liam med et smil. Jeg nikker forstående og rejser mg op. ”Så ville jeg skulle pjække en hel uge.” mumler jeg for mig selv og går over mod døren.

 

”Hvor skal du hen? Olive.” spørge en lys stemme, som kun kunne tilhøre Louis. ”Jeg bliver nødt til at ringe til min mor og hendes veninde, Carol.” forklarer jeg kort og trækker min jakke på igen. ”Hvad? Du er atten år. Kan du ikke bare sige det, når du kommer hjem. De bestemmer vel ikke over dig længere.” ler Louis overlegent og lægger armene over kors.

Jeg fnyser hånligt og stirrer såret på mig. ”Du ved ingenting om min familie, så lad vær med at hoppe til konklusioner.” snerrer jeg vredt, før jeg vender om på mine hælene og skrider ud af døren og smækker den bag mig. Med tunge skridt skynder jeg mig ned ad trappen, uden så meget som at kigge på elevatoren.

Jeg læner mig op ad væggen og læner hovedet tilbage, før jeg lader mine øjne glide i. Fuck Louis. Men bare fordi, jeg havde en smule problemer med ham lige nu, kunne jeg ikke lade det gå ud over mit job. Så derfor fandt jeg min mobil frem og tastede Carols nummer ind.

 

”Hej søde. Hvad så?” hilser hun med hendes lette og friske stemme, hvilket får mig til at smile. ”Hey Carol.” smiler jeg og tørrer en enkel tåre væk fra min kind. ”Du kan godt huske, at jeg har fortalt dig om mit job som personlig assistent, ikke?” forklarer jeg og lægger en arm omkring mig selv, da kulden skær ind til benet.

”Jo da, selvfølgelig Ollie. Hvorfor?” ler hun. ”De har tilbudt mig at komme med til New York fra den 30. til den 5. Men sådan som har haft det på det seneste, vil jeg ikke lade hende være alene.” Carol forholder sig tavst, indtil jeg rømmer mig en smule. ”Selvfølgelig kan hun være hos os, skat. Jeg ved bare ikke, hvordan hun vil have det med det. Men jeg håber at dig og din gyldne tunge kan få hende overtalt,” ler hun, hvilket får mig i lidt bedre humør. ”Det håber jeg da bestemt også. Men tak Carol, det betyder så meget for mig.” svarer jeg og lægger på.

”Der var du!” udbryder Louis, da han forpustet kommer gående ud ad døren. ”Hvorfor gik du?” spørger han undrende, hvilket får mig til at fnyse. ”Jeg gider ikke lige nu Louis.” mumler jeg vredt og stryger forbi ham og op ad trappen. ”Olive, kom nu. Jeg vil gerne vide, hvad jeg gjorde galt.” råber han efter mig.

 

Louis’ POV:

”Olive, vil du være sød at komme med til New York?” gentager Zayn lettere irriteret. ”Hvornår ville vi skulle hjem?” spørger hun nysgerrigt og bider sig i læben, hvilket får mig til at smile. Nervøse Olive var min yndlings udgave af hende. Når hun var på denne måde, virkede hun endelig som en på hendes egen alder, i stedet for en på 30, som hun normalt opførte sig som.  ”Vi tager hjem onsdag, så vi ville være hjemme cirka torsdag nat.” forklarer Liam med et smil. Hun nikker kort og rejser sig op. Hun mumler noget for sig selv, imens hun kører en hånd i gennem sit hår og går over mod døren.  

”Hvad laver hun?” hvisker Harry forvirret og kigger over på mig, som trækker på skulderne. ”Hvor skal du hen? Olive.” råber jeg efter hende og går over imod hende. ”Jeg bliver nødt til at ringe til min mor og hendes veninde, Carol.” forklarer hun kort og trækker sin jakke på igen. ”Hvad? Du er atten år. Kan du ikke bare sige det, når du kommer hjem. De bestemmer vel ikke over dig længere.” ler jeg drillende og læner mig op ad døren.

Hun fnyser hånligt og stirrer såret på mig. ”Du ved ingenting om min familie, så lad vær med at hoppe til konklusioner.” snerrer hun vredt, før hun skrider ud ad døren. ”Hvad fanden skete der der?” spørger Niall, da ham og Harry stikker hovedet ud i gangen. ”I have no idea.” mumler jeg og sukker dybt.  ”Du bliver nødt til at gå efter hende,” betror Harry mig, hvilket får mig til at himle med øjnene. ”No shit,” vrisser jeg og smækker døren bag mig, da jeg følger efter hende.

Jeg når ned ad trappen og hører hendes lyse stemme sige: ”Det håber jeg da bestemt også. Men tak Carol, det betyder så meget for mig.” Hvilket får mig til at sukke beroliget.

”Der var du!” udbryder jeg en smule forpustet. ”Hvorfor gik du?” Hun fnyser irriteret og lægger armene over kors. ”Jeg gider ikke lige nu Louis.” mumler hun vredt og stryger forbi mig og op ad trappen. ”Olive, kom nu. Jeg vil gerne vide, hvad jeg gjorde galt.” råber jeg og løber efter hende.  

 

Jeg når ind i rummet, hvor alle drengene sidder i sofaerne, mens Olive står overfor dem. ”Hvad sker der?” spørger jeg undrende og læner mig op ad dørkarmen. ”Sæt dig nu bare ned, Lou.” sukker Liam irriteret og flytter sig til højre, så jeg kan sidde ved siden af ham og Harry. Jeg nikker kort og sætter mig ned.

”Okay drenge. Der er noget, som jeg ikke har fortalt jer, fordi det er meget personligt. Men nu har vi snart kendt hinanden i et par måneder, så jeg betragter jeg, som nogle af mine gode venner. Og derfor fortjener I at vide det.” forklarer hun og kigger rundt på alle undtagen mig.

”Selvfølgelig er vi venner, Olive. Du er en af mine bedste venner.” indrømmer Niall og sender hende et kæmpe smil, som får hende til at rødme svagt. Drengene omkring mig erklærer sig hurtigt enig, hvilket får hende til at grine. ”Okay, Okay! Lad os lige være lidt seriøse, okay?” griner hun, hvilket får mig til at smile stort. Hendes grin var så sødt… Stop det Louis, du lyder som en forelsket idiot.

 

Hun tager en dyb indånding og stikker hænderne i baglommen. ”Som jeg allerede har fortalt Louis, har min familie haft en del problemer.” starter hun, dog uden at kigge i min retning. Drengene derimod kigger overrasket over i mod mig, mens jeg bare sender dem et lille smil.

”Min far er død. Han prøvede at stoppe et røveri, da jeg var fjorten. Men det endte ikke godt, så han blev skudt. De har dog aldrig fundet ham, som gjorde det.” indrømmer hun, hvilket giver mig et chok. Hun havde fortalt, at hendes far var død. Men at han ligefrem var blevet dræbt, var noget af en omvæltning. ”Ollie, det er jeg virkelig ked af.” siger Liam trist og rækker ud efter hende, men hun ryster afvisende på hovedet. ”ikke endnu Liam. Jeg er ikke engang færdig.” ler hun påtaget, mens en lille tåre løber ned ad hendes kind, som giver mig lyst til at række ud efter hende. Men jeg lader være.

”Da jeg fyldte elleve, blev min mor syg. Hun stoppede med at spise og tabte sig en hel del. Hun kunne ikke sove og da slet ikke arbejde. Så hun tog til lægen.” forklarer hun, hvilket får mig til at lægge hovedet på skrå. Dette var nyt. Det eneste jeg vidste om hendes mor var, at hun havde haft nogle problemer, som gjorde, at hun ikke kunne arbejde.

 

”Hun fik stillet en diagnose, som er kaldet FAP, eller Familiær Adenomatøs Polypose. Det er en meget sjælden arvelig sygdom, som opstår i tarmen.” Et lille gisp undslipper Liam læber, mens resten af lokalet forbliver stille. ”Hun fik det gradvist dårligere, og de tjekkede hende for alt. Kræft i tarmen er typisk for FAP, men det fandt de heldigvis ikke. I stedet begyndte de at kigge i hendes mavesæk.” hvisker hun grådkvalt og lægger armene om sig selv. Hun hulker kort, hvilket får mig til at rejse mig op og lægge armene omkring hende.

Selvom hun lige nu var sur på mig, afviste hun mig ikke. Jeg sætter mig forsigtigt på bordet foran drengene og lader hende sidde på mit skød, imens hun putter sig ind til mig. Ingen af drengene kommer med perverse kommentarer. Jeg begraver hovedet i hendes hår og kigger hende et lille puf i ryggen for at få hende til at forsætte.

”For to år siden fandt de ud af, at hun havde kræft i mavesækken. Og ifølge lægerne har hun ikke længere end et par år tilbage, hvis ikke mindre.” afslutter hun, imens tårerne triller ned ad hendes kinder. Jeg strammer mit greb om hendes talje, imens jeg stryger hende over håret.

 

”Olive,” mumler Harry trist og lægger en hånd på hendes lår, dog uden andre bagtanker end at berolige en ven. ”Jeg synes bare, I fortjente at vide, hvorfor jeg ikke kan lave planer uden at tale med både min mor og nogle, som kan sig af hende.” forklarer hun mest henvendt til min kommentar om, at hun var lidt af en mors pige.

”Det var altså virkelig ikke ment på den måde, Olive.” hvisker jeg til hende og prøver at fange hendes grønne øjne. Lydløst rejser de andre sig og smutter ind, hvor vi skal indspille. Jeg flytter os forsigtigt over i sofaen og strækker mine ben ud, så hun kan ligge ned. Hun ryster afvisende på hovedet og gemmer sig ved knækket ved min nakke.

”Jeg burde have fortalt dig det med det samme.” mumler hun og løfter en hånd for at tørre sine øjne. ”Det burde du virkelig,” medgiver jeg og aer hende over ryggen, så hun langsomt løfter blikket og kigger mig i øjnene. ”Tak.” hvisker hun stille. ”For hvad?” Hun smiler kort og stryger noget hår væk fra min pande. ”For at tage dig så godt af mig. Selv da jeg var sur på dig.” forklarer hun lavt og læner sig stille tættere på mig. Meget blidt presser hun sine læber mod mine, men kun meget kort, før hun sætter sig op og følger efter de andre drenge.

 

Olives POV:

”Mor?! Jeg er hjemme.” råber jeg og smækker døren. ”Jeg er herinde, Ollie.” svarer hun inde fra stuen. Jeg krænger min jakke af og smider mine sko i gangen, før jeg følger lyden af hendes stemme. ”Hey Love.” smiler hun og løfter tæppet, så jeg kan sætte mig ved siden af hende. Jeg putter mig langsomt ind til hende og smider fødderne og op på bordet.

”Hvad ser vi?” spørger jeg lavt og hviler hovedet på hendes skulder. ”A Royal affair,” svarer hun, hvilket får mig til at grine. Her på det seneste havde hun fået en mærkelig besættelse af udenlandske film, og nu var hun altså noget til de.. svenske? Var det ikke dem med Kong Christian? Lige meget. Det er i hvert fald sjovt at se, hvordan hun prøver at gentage ordene på deres oprindelige sprog.

”Mor, du kan altså ikke svensk.” ler jeg og puffer blidt til hende. Hun griner sammen med mig og ryster skuffet på hovedet. ”Lille skat dog. Det er jo også dansk det der,” forklarer hun overlegent og gentager en af Mads Mikkelsens sætninger, som lyder helt forkert. Jeg ryster grinende på hovedet og trækker tæppet op over hovedet.

 

”Jeg har en tilståelse.” mumler jeg igennem tæppet, hvilket får hende til at stoppe med det danske. ”Hvad nu, min skat?” spørger hun kærligt og fjerner tæppet fra mit ansigt. ”Den 30. tager jeg til New York.” forklarer jeg kort og kigger afventende på hende. ”Med hvem dog?” spørger hun nysgerrigt og stryger noget af mit hår væk.

”Kan du huske ham Louis, jeg fortalte dig om?” spørger jeg usikkert, da hun havde en eller anden mistanke om, at vi var mere end venner. ”Mener du din kæreste?” driller hun og puffer et mig. ”Nej mor.” sukker jeg, mens den lyserøde farve indtager mine kinder. ”Ham jeg arbejder for. De har tilbudt mig at tage med til New York.” indrømmer jeg og sender hende et lille smil.

”Jamen dog skat. Det er vist ved at blive seriøst mellem jer to.” ler hun og trækker mig ind til et kram. ”Så det er okay med dig?” spørger jeg nervøst og folder mine hænder. ”Selvfølgelig min skat. Jeg skal bare have ringet til Carol..” Jeg ryster afvisende på hovedet og sender hende et lille smil. ”Jeg har allerede talt med hende,” forklarer jeg, hvilket udløser et grin fra min mor. ”Det er jo næsten som om, du har overtaget min rolle som mor.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...