Catch my breath - One direction .

Olive Everdeen lever et hårdt liv. Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme med kræft. Derfor må Olive blive boende hjemme, imens hun har to jobs for at forsørge hendes mor.
Louis Tomlinson derimod lever det søde liv med sine fire bedstevenner. Det eneste der er en smule galt, er dog at hans fantastiske kæreste Eleanor, slog op med ham for to måneder siden.
En dag møder Olive og Louis hinanden og tingene udvikler sig hurtigt, så de ender hjemme hos Louis. Men hvad sker der når den alvorlige Olive møder den bekymringsløse Louis igen?

320Likes
211Kommentarer
33652Visninger
AA

3. Call me maybe?

Call me maybe - Carly Rae Jepsen.

Louis POV:

Den lyse efterårs sol glider i gennem de ikke eksisterende gardiner, og derfor lige ind i mine øjne. Jeg sukker irriteret og slår armen ud på den tomme plads ved siden af mig.

Vent lige..

Burde Olive ikke ligge der?

Jeg slår øjnene op og kigger på den tomme seng.

Var hun havde taget af sted uden at sige farvel?

Med et suk rejser jeg mig fra sengen og finder et par joggingbukser frem fra skabet, som jeg hurtigt tager på. Med trætte skridt går jeg ind i stuen, hvor jeg finder hende siddende.

”Godmorgen?” griner jeg, da hendes tilstedeværelse overrasker mig en smule. Hun vender sig væk fra fjernsynet og sender mig et lille smil.

”Godmorgen,” svarer hun og vender tilbage til fjernsynet, hvor Disney Channel kører.

”Ser du det tit?” spørger jeg, da jeg smider mig i sofaen ved siden af hende, og peger på Phineas, som er på skærmen. Hun ryster kort på hovedet og rækker ud efter skålen med mælk op bordet foran os.

”Nej, sådan noget så vi ikke hjemme hos mig,” mumler hun trist og kører skeen ind i munden. ”Jeg håber, det er okay, at jeg tog noget mad. Jeg var bare så sulten, da jeg vågnede, og tænke, at det ville være synd at vække dig,” forklarer hun med et lille smil og løfter skålen med noget der ligner choko pops flydende rundt.

 

Et lille smil undslipper mig, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne hende med en lille pige, om hun sidder der i en af mine skjorter, som er alt for stor til hende, den høje hestehale, der sidder en smule skævt, og Disney Channel som kører i baggrunden.

Men selvom hun ligner en på tretten, er hun stadig utrolig tiltrækkende med det lange blonde hår, de store grønne øjne, hendes lange slanke ben og den perfekte formede krop. Den lille skønhedsplet, som sidder lige ved venstre mundvig, gør kun det hele bedre.

”Det er helt fint, hverken Harry eller jeg spiser det. Niall gør vist nogle gange, når han er her,” siger jeg undrende og læner mig tilbage.

”Niall? Harry?” spørger hun og løfter et øjenbryn, før hun stiller den tomme skål på stuebordet.

”Harry er bare min roommate, og Niall er en af vores venner,” forklarer jeg kort.

”Oh, okay.” siger hun med et smil og strammer sin hestehale.

Noget sagde mig, at hun var en smule nervøs. Måden hun hele tiden rettede på sig selv og undgik mit blik. Hun var næsten slet ikke den samme pige som i går. I går havde hun været uden bekymringer, glad og flirtende. Nu var hun mere genert og påpasselig.

 

Et mobil bipper inde fra soveværelset, og straks er hun oppe og stå.

”Undskyld mig,” mumler hun og skynder sig forbi mig og ind på mit værelse.

Hvad kunne være så vigtigt, at hun blev nødt til at løbe på den måde?

Med et lille suk rejser jeg mig op og går ud i køkkenet.

Når hun nu havde spist, blev jeg vel også nødt til det.

Døren til lejligheden går op, og jeg går hurtigt der ud.

Var hun gået uden at sige noget?

”Olive?” råber jeg højt og når ud i gangen, hvor døren lige når at lukke. Men i stedet for at lukke en ud, har den lukket Harry ind.

”Olive siger du,” griner han og trækker sin jakke af.

”Hvad taler du om? Jeg råbte bare hej,” forklarer jeg usikkert og lægger armene over kors, imens jeg prøver at ignorerer det drillende smil på Harrys læber.

”Ja?” siger Olive, da hun kommer gående ud af værelset, stadig kun iført min skjorte og undertøj. Harrys øjne glider hurtigt over til hende, imens hun stopper bange op.

 

Jeg bider mig i læben og kigger afventende på Harry.

”Jeg troede først, at du kom hjem i aften,” siger jeg kort og sender Olive et undskyldende smil.

”Liam og Niall syntes, at det var synd, at du skulle være alene,” forklarer han stille stadig med blikket klistret til den halvnøgne pige i vores gang.

”Du må være Olive,” forsætter han og rækker hende hånden. Hun kigger kort på den, før hun prøvende tager den og nikker.

”Jeg er Harry, Lous bedste ven,” forklarer han, stadig med Olive i hånden, der ser en smule usikker ud.

”Harry, slip hende,” sukker jeg og slår ud efter ham. Med et strengt blik fra Harry, slipper han hende dog og sender mig et skævt smil.

”Jeg ville da bare lige møde hende, som gjorde, at du ikke skulle være alene,” driller han og piller sine sko af, før han forsætter ind i stuen. Jeg kigger kort efter ham, før mit blik lander på Olive igen.

”Jeg bliver altså nødt til at gå, der er nogle problemer derhjemme,” siger hun undskyldende og prøver at skjule det triste smil, som pryder hendes læber.

”Er der noget galt?” spørger jeg og følger hende ind på mit værelse.

”Bare noget med min mor,” siger hun kort og sender mig et anstrengt smil, hun rækker mig skjorten. ”Mange tak for lån,” Jeg tager hurtigt imod den og stirrer måske en smule på hendes flotte krop.

”Selv tak,” smiler jeg og hjælper hende med at få den blå kjole på, som hun havde på i går.

 

Hun åbner vores hoveddør og vender sig imod mig.

”Tak for morgenmad,” griner hun og bider sig i læben.

”Det var da det mindste, jeg kunne gøre,” svarer jeg og kysser hende kort. Tøvende gengælder hun kysset og trækker sig væk med et lille smil. ”Kommer jeg til at se dig igen?” Hun griner kort og retter endnu en gang på sin hestehale.

”Jeg har lagt mit nummer på dit natbord, så ja eller nej Louis?” driller hun og forsvinder ud af døren. Minderne fra natten kommer tilbage til mig og giver mig et lille sug i maven.

Helt uskyldig var hun da heller ikke ædru. Men på en eller anden måde, var det faktisk hendes lettere akavede og uskyldige side, som tiltrak mig mest. Hvilket jeg fandt meget underligt.

Jeg lukker hurtigt døren bag hende og skynder mig ind på værelset for at tjekke natbordet.

Men det er tomt.

Hun havde løjet. Det lå intet nummer på mit bord. Kort overvejer jeg om, jeg burde løbe efter hende og fortælle det. Men helt dum er jeg heller ikke. En hentydning forstår jeg da.

 

Med et tungt suk dumper jeg ned i sofaen ved siden af Harry. Han flytter blikket fra fjernsynet, hvor Disney Channel stadig kører, og ser undrende på mig.

”Hvor blev ’Olive’ af?” spørger han let og lægger ekstra tryk på hendes navn.

”Hun havde noget med familien,” sukker jeg og hviler fødderne på bordet. ”Hvorfor sukker du på den måde?” Jeg kigger irriteret på ham og løfter et øjenbryn.

Hvorfor skulle han også kende mig så godt?

”Det var vist bare en dårlig undskyldning.” mumler jeg og fæstner blikket mod skærmen.

”Og hvad så? Havde du håbet på andet? Hun var trods alt bare et engangsknald,” svarer han forvirret.

”Nej men.. Hun var bare anderledes. Hun mindede en smule om Eleanor..” mumler jeg flovt og gemmer mit hoved i mine hænder.

”Lou, så burde du slet ikke tænke på hende. Alt der minder om Eleanor, skal ud af dit liv. Den tog vi for to måneder siden, en måneder siden, to uger, sågar tre dage siden. Eleanor var ikke god for dig, det ved du nu!” anklager Harry og retter sig op i sofaen.

”Men hvem siger Olive ville være utro?” råber jeg surt, og fortryder det med det samme.

Harry havde slet ikke fortjent denne tone. Bestemt ikke. Og Olive og jeg var på ingen måde sammen.

”Lou,” sukker han og lægger en arm omkring om min skulder. ”Er du sikker på, at det er en god idé, at du tager af sted på lørdag?”

På søndag holdte en af Elanor og mine fælles venner fødselsdag, og vi kom begge to. Harry var også inviteret, men havde sagt nej, da han skulle noget andet.

”Jeg bliver nødt til at se hende på et eller andet tidspunkt, jo.” mumler jeg og rejser mig op.

 

***

Det var så det første 'rigtige' kapitel, da de to andre lidt var prolog og citat.

Hvad synes I om Olive? Og hvordan tror I, at de møder hinanden igen? Og hvorfor skred hun bare lige pludselig?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...