Catch my breath - One direction .

Olive Everdeen lever et hårdt liv. Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme med kræft. Derfor må Olive blive boende hjemme, imens hun har to jobs for at forsørge hendes mor. Louis Tomlinson derimod lever det søde liv med sine fire bedstevenner. Det eneste der er en smule galt, er dog at hans fantastiske kæreste Eleanor, slog op med ham for to måneder siden. En dag møder Olive og Louis hinanden og tingene udvikler sig hurtigt, så de ender hjemme hos Louis. Men hvad sker der når den alvorlige Olive møder den bekymringsløse Louis igen?

319Likes
211Kommentarer
33156Visninger
AA

5. Awkward.

Awkward - Craig David.

Jeg vågner stille op, da et par bløde læber rammer min kind. ”Klokken er syv, min skat. Du skal op nu, hvis du ikke vil komme for sent på din første dag,” forklarer en blid stemme, imens min seng bukker en smule under, da hun sætter sig ned. Jeg åbner stille øjnene og stirrer ind i de øjne, som ligner mine på en prik. Min mor sender mig et lille smil, imens hun stryger en vildfaren hårtot væk fra mine øjne. ”Gå du i bad, så laver jeg morgenmad til dig. Så kan vi for en gangs skyld spise sammen,” tilbyder hun og rejser sig fra min seng.

”Mener du det? Kan du virkelig spise morgenmad i dag?” spørger jeg entusiastisk og sætter mig med det samme op i sengen. Hun griner ad mig og nikker kort, før hun forsvinder ud af mit værelse.

Siden hun fik stillet diagnosen FAP, eller Familiær Adenomatøs Polypose, som er en sjælden arvelig sygdom, der opstår i tarmen, har hun ikke ville spise morgenmad, eller noget overhoved. Men jeg tvinger det i hende, nogen gange med trusler om hospitalet, og så begynder hun at spise.

Men da jeg blev seksten, begyndte hun at få det dårligere, ingen vidste, hvad hun fejlede. Da hun fik stillet diagnosen FAP, tjekkede de hende naturligvis for kræft i tarmen, men der var intet. Så det var først, da hun begyndte at stoppe med at spise, samt få smerter i maven, at hun tog til lægen. Og her fandt de nogle knuder i hendes mave, hvilket sendte hende videre til grundigere tjek.

 

Med sløve bevægelser trasker jeg ud på badeværelset og stiller mig ind under det varme vand. Jeg gnider mit lange, lyse hår ind i shampoo og læner mig op ad væggen.

Det bliver rart at begynde at arbejde igen. Gennem hele sommeren havde jeg følt mig rastløs, og det var de sene aftner, hvor jeg arbejdede som eventpige, der var lystpunktet i mit liv. Det gav mig en pause fra det travle liv, hvor jeg skulle passe på min mor, og det lod mig opfører mig, som den nittenårige teenager, jeg i virkeligheden er.

Men hvad jeg skulle lave, vidste jeg ikke. Jobtitlen lød som piccoline, men jeg havde ikke fået nogen jobbeskrivelse. Så det blev interessant til det intromødet, som jeg skulle til klokken ni.

 

Efter et lille kvarter springer jeg ud af badet og tørrer mig krop, så det kun er de forræderiske dråber på min ryg, som er tilbage. Var det kun mig, som aldrig kunne nå dem? Ja? Når okay. Med håndklædet svøbt omkring mig går jeg ind på mit værelse og trækker det første sæt undertøj frem. Pink. Okay, lad os udfordre skæbnen i dag. Pinkt undertøj og hvid skjorte, med mit held skulle det nok gå godt. Op fang min sarkasme. Men med et hurtigt blik på klokken, kan jeg hurtigt se, at der ikke er tid til at skifte mening nu.

Med bestemte bevægelser knapper jeg den hvide skjorte og stopper den i den højtaljede sorte nederdel, jeg skulle have på. Hvilken dresscode der var på sådanne pladeselvskaber, ved jeg ikke, så i morgen ville jeg være iklædt det rette, men i dag må jeg enten være over- eller underdressed. Men det måtte de så finde sig i en enkel dag.

 

Jeg skubber døren til den høje, intimiderende bygning op og går hen til skranken, hvor to kønne piger sidder, den ene med kort lyst hår, og den anden med langt, krøllet rødt hår. ”Hej og velkommen, hvad kan jeg hjælpe med?” spørger hende den blonde pige med et flot, blændende smil, som giver mig en smule selvværdsproblemer. ”Øh, jeg hedder Olive Everdeen, og jeg ville bare vide i, hvilket lokale jeg skal møde i,” forklarer jeg formelt og sender hende et lille smil. ”Syvende etage, lokale 18.” svarer hun kort og vender tilbage til sin mobil. ”Mange tak,” mumler jeg og smutter over til elevatoren, hvor jeg trykker på tallet syv.

”Lokale 18?” spørger en dyb stemme, som giver mig et lille chok. Jeg vender mig op og stirrer ind i et par pæne brune øjne.

 ”Ja faktisk, hvordan vidste du det?” spørger jeg nysgerrigt og træder til skridt tilbage så jeg kan studere ham helt. Hans hår er lyst, hvilket kommer som en overraskelse, da hans øjne jo er så mørke, han ville normalt være højere end mig, men da jeg har mine stiletter på, er han desværre en smule lavere.  

”Jeg tror, vi skal samme sted hen,” griner han kort og sender mig et skævt smil. ”Jamie White, personlig assistent.” forklarer han og rækker mig hånden. Jeg rynker et bryn og trykker langsomt hans hånd.

”Jeg skulle arbejde som piccoline, ikke personlig assistent,” retter jeg ham med en forvirret mine, som han endnu en gang griner af.

 ”Det kalder de det officielt, men vi bliver mere betragtet som assistenter,” svarer han grinende og følger mig ud af elevatoren.

”Hvor ved du det fra?” spørger jeg og studerer dørene vi passerer, så vi ikke går forbi nummer 18.

”Det er min onkel, som står for ansættelsen af assistenter,” forklarer han og åbner en dør ind til et stort mødelokale. ”Så jeg har en del erfaring på det område. Men jeg smutter lige op og siger hej,” han peger på en mand på cirka 37 med tyndt blondt hår og store brune øjne, som må være hans onkel.

 

Jeg sætter mig ved siden af en køn pige med opsat brunt hår, som sidder og roder ved sin mobil. Da jeg sætter mig ned, løfter hun blikket og sender mig et endnu større smil. ”Hej, jeg hedder Emma.” hilser hun og stikker mig sin hånd.

”Olive,” svarer jeg og trykker hendes hånd. Hun stryger en tot hår væk fra sit ansigt og lægger hovedet på skrå, som om hun studerer mig, hvilket giver mig mulighed for det samme. Hendes ansigt er en smule buttet, men det klæder hende, måske fordi det passer til hendes lave skikkelse. Hendes øjne er store og skinnede blå og fulde af glæde. Lige som mig har hun en skjorte på, dog i lyseblå og et par stramme sorte bukser på.

”Fuck nogle lange dræberben du har,” mumler hun forbløffet og stirrer en smule på mine ben.

”undskyld mig?” svarer jeg forvirret og skubber stolen et stykke ud, så jeg kan betragte mine ben. Sagde hun, de var grimme eller hvad? Jeg havde ellers normalt været tilfreds med dem.

”Er du syg, hvor ville jeg gerne bytte med dig for dem,” forklarer hun og sender mig et skævt smil. ”Det er et kompliment, bare rolig,” En køn latter forlader hendes latter og spreder sig hurtigt til mig.

”Okay, jeg troede lige.” griner jeg og lægger den ene ben over det andet.

”Bare rolig, dis og onde ting i den stil kommer først om et par dage, hvis du får en bedre kunstner end mig,” driller hun og vender igen blikket mod sin mobil.

Bedre kunstner? Hvad fanden talte hun om?

 

Lige da jeg skal til at spørge hende, om hvad fanden hun taler om, afbryder Jamies onkel mig ved at rømme sig. ”Goddag og velkommen unge mennesker.” griner han og sætter sig i stolen for enden af bordet, hvor fem unge mennesker inklusiv mig selv sidder. Emma, Jamie, en fyr, en pige og så mig.

”I undrer jer sikker over, hvad I skal lave, og til det har vi udarbejdet disse guides, om man så må sige,” griner han og uddeler en stak papir til hver af os. ”I har hver fået tildelt en gruppe eller soloartist, som i skal være en slags assistent for,” forklarer han, og med disse ord flyver mit blik over på Jamie, som smiler skævt og kigger bedrevidende på mig. Jeg kan lige fornemme ordene: ”Hvad sagde jeg?” kommer ud af hans mund. ”Men mere er der faktisk ikke, jeres arbejdstid afhænger af kunstneren, så jeres løn er fast. Og lidt længere nede af gangen sidder jeres nye ’chef’, så hvis der ikke er nogen spørgsmål..?” forklarer han og kigger rundt på os.

”Må man gerne bytte kunstnere indbyrdes?” spørger Emma med blikket fæstnet til sit papir.

Jamies onkel ryster kort på hovedet og sender hende et strengt smil. ”Hvis I har et problem, kan I tage det op med mig. Ikke noget indbyrdes,” svarer han og kigger rundt på os igen. ”andre?” jeg ryster automatisk på hovedet, hvilket udløser en latter blandt de fire andre. Jeg mærker langsomt varmen stige op i mine kinder, så jeg gemmer ansigtet i mine hænder. ”Jamen værsgo at gå så,” siger han og vifter med hånden for at få os til at gå.

 

”Hvem fik du?” spørger Emma, lige da vi kommer ud af lokalet. Jeg træder et skridt tilbage og skimmer mit papir.

 ”One Direction, kan det passe?” spørger jeg forvirret og undrer mig lidt over det sjove navn.

”OMG! Hvor er du fucking heldig,” sukker hun og stjæler mit papir. ”Jeg ville gøre alt for at bytte med dig.” Jeg løfter et øjenbryn og lægger armene over kors.

”Hvem fik du så?” spørger jeg venligt og kigger efter de to ukendte personer, som drejer ned af gangen og forsvinder fra mit syn.

”The Wanted,” svarer hun med et lille smil. ”Men de er jo ikke ligefrem One Direction,” sukker hun og rækker mig papiret.

”Hvad er forskellen? Jeg kender kun The Wanted. Er alle boybands ikke lidt det samme?” spørger jeg usikkert, bange for at gøre hende sur. Men i stedet for et udbryd af vrede, sukker hun kort.

”Jo, du har måske ret, men The Wanted er bare ældre end de andre. Og 1D er altså meget lækrere,” forklarer hun og begynder at gå ned ad gangen med mig i hælene.

”Skal vi ikke spise frokost sammen, hvis vi får fri samtidig?” spørger hun, da vi stopper foran døren hun skal ind bag.

”Jo lad mig give dig mit nummer,” smiler jeg og taster mit nummer ind på hendes mobil.

”Så ses vi,” griner hun, før hun smutter ind bag døren.

 

Jeg går længere ned af gangen, før jeg stopper op foran en dør og banker på. Det måtte være her de famøse drenge holdte til, eller i hvert fald i dag. Et par høje grin kan høres inden for, som får mig til at smile. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var de på min alder, så helt slemme kunne de vel ikke være.

Jeg skal lige til at banke på igen, da døren bliver åbnet og en lyshåret dreng dukker op i døren, med hovedet den anden vej.

”Jeg kommer om lidt drenge,” griner han og går lige ind i mig med sin fedtede sandwich i hånden. Et lille skrig forlader mine læber, da jeg falder baglæns med ham ovenpå mig. Det værste af det hele er dog, at hans mad splatter ud over det hele på min hvide skjorte.

”Hovsa,” mumler han undskyldende, da vi rammer gulvet. Jeg sender ham et lille smil og venter tålmodigt på, at han rejser sig fra mig. "Det gør ikke noget,"

”Hvad faen Niall? Får du pigerne til at falde for dig?” griner en måske lidt for velkendt stemme inde fra rummet. ’Niall’, som han hedder, rejser sig fra mig og rækker en hånd ned til mig, så jeg kan komme op og stå.

”Mange tak,” siger jeg lavt og rødmer svagt. Sikke en måde at starte sin første dag på. Drengens kommentar fra før udløste grin blandt drengene, og lidt efter dukker de op i døren. To mørkhårede personer, den ene med helt sort hår, og den anden med helt kort hår, kigger forvirret i mellem mig og Niall med et stort smil på læberne.

Jeg vinker kort og siger: ”Jeg hedder Olive,” da en krølhåret fyr dukker op bag de to andre. ”Harry?” De to fyre foran Harry stivner og kigger overrasket i mellem os.

 ”Kender I hinanden?” spørger ham med det helt korte hår. Jeg nikker kort og rødmer endnu en gang.

”Jeg ville nu mere sig, at det var Louis, som kender hende,” griner Harry, hvilket bare får mig til at blive helt rød i hovedet.

”Hvem kender jeg?” spørger en al for velkendt stemme, lige før Louis dukker op ved siden af Harry.

Oh fuck..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...