Catch my breath - One direction .

Olive Everdeen lever et hårdt liv. Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme med kræft. Derfor må Olive blive boende hjemme, imens hun har to jobs for at forsørge hendes mor. Louis Tomlinson derimod lever det søde liv med sine fire bedstevenner. Det eneste der er en smule galt, er dog at hans fantastiske kæreste Eleanor, slog op med ham for to måneder siden. En dag møder Olive og Louis hinanden og tingene udvikler sig hurtigt, så de ender hjemme hos Louis. Men hvad sker der når den alvorlige Olive møder den bekymringsløse Louis igen?

319Likes
211Kommentarer
33156Visninger
AA

13. Autumn Leaves.

 

 

Det er nu en uger siden, Louis og de andre drenge havde kørt mig i skole. Folk havde stirret en hel del uden at sige noget. Kun enkelte piger var kommet over for at spørge, om Louis og jeg virkelig var sammen, hvilket jeg selvfølgelig sagde nej til. Jeremy havde været syg, hvilket betød at vores duet var rykket til i dag, hvilket jeg havde haft det fint med. Bortset fra at nu var vi ligesom gået i gang med noget andet, så det var en smule akavet, da vi skulle op foran klassen.

”Vil Jeremy Days og Olive Everdeen være søde at komme her ned?” siger Michael, som stadig sidder med næsen i sine papirer. Jeg kigger panisk rundt, da Jeremy endnu ikke er kommet endnu. Betød det, at jeg skulle vente endnu en uge med at fremlægge? Typisk.

”Undskyld, Michael? Jeremy er her altså ikke endnu.” siger jeg undskyldende og sænker min hånd. Et dybt suk forlader hans læber, imens han flytter blikket fra sine papirer og op til mig. ”Så må du kommer her ned. Så hører vi Jeremy alene næste gang. Men vi bliver nødt til at have så mange som mulig på plads, ellers kan vi ikke gå videre.” forklarer han og vipper sine briller op i panden.

Jeg nikker kort og rejser mig med stive ben, før jeg tager min guitar og går ned foran klassen. Jeg sætter mig stille ned på stolen og stemmer guitaren en lille smule, før jeg rømmer mig lavt.

”Jeg vil gerne synge Autumm leaves af Ed Sheeran,” mumler jeg lavt og kigger ud mod klassen. ”Højere Olive.” sukker Michael og ser bebrejdende på mig. ”Undskyld,” mumler jeg og rømmer mig igen. Jeg gentager mig selv lidt højere denne gang og begynder at spille introen.

Another day, another life

Passes by just like mine

It's not complicated

Another mind, Another soul

Another body to grow old,

 It's not complicated”

synger jeg med blikket fæstnet mod mine fingre, som danser over strengene på guitaren.

*** 

Float down, Like autumn leaves

 And Hush now, Close your eyes before the sleep

 And you're miles away, And yesterday

 you were here with me

Touch down, Like a seven four seven

 Stay out, and we'll live forever now.”

Jeg stopper med at synge og kigger endelig op. Foran mig sidder mindst fire piger med deres iPhones, som er i gang med at optage. ”Hv-hvad laver I?” fremstammer jeg og bider mig usikkert i læben. ”Intet,” siger de i kor og fniser synkront.

 ”OMG, det kommer til at få så mange views,” hviner hende den ene, som vist hedder Bella. ”I know!” griner hendes veninde. Hvilket får mig til at sukke. Skulle resten af verden nu også høre mig synge?

”Mange tak Olive. Det lød rigtig fint, du må gerne gå tilbage til din plads.” smiler han og vifter mig væk fra den stol, som jeg var plantet solidt på. Jeg rejser mig prøvende, men som forventet er mine ben blevet til gele, som giver sig under min vægt. ”Hovsa,” mumler jeg forlegent og skynder mig ned bag i på min plads.

 

Michael begynder at tale om de forskellige tonearter, imens han inddeler os oppe på tavlen. Hvilket Bella og hendes veninde tror, betyder at man kan snakke uforstyrret. ”Ej, jeg forstår slet ikke, hvad Louis ser i hende.” sukker Bella og skæver til mig for at sikre sig, at jeg ikke hørte dem. For ikke at blive opdaget kigger jeg hurtigt ned i min mobil, imens mine fingre svæver over skærmen.

 ”Ej, hun er jo meget pæn. Men hun er også bare så akavet og klodset, det er jo helt vildt.” istemmer veninden, hvilket får mig til at bide mig hårdt i læben. ”Pæn? Hun har jo næsten ingen former, men det er vel sådan Louis kan lide sine piger.” sukker Bella og kaster med sit lange røde hår. ”Så må jeg jo bare gå efter Harry.”

Normalt ville jeg have taget det som et kompliment at blive sammenlignet med Eleanor, for hun var helt sikkert medlem af den kønnere del af befolkningen. Men med deres formulering fik det mig bare til at lyde som om, jeg var på grænsen til anoreksi. Hvilket jeg på ingen måde var! Måske fik jeg ikke så meget at spise ud over de tre hovedmåltider, men ingen har da brokket sig før.

 

”Hun er sikkert kun sammen med ham for pengenes skyld.” hvisker en af pigerne, som sidder ved siden af dem. ”Hvad taler du om?” spørger Bella forvirret og skæver endnu en gang til mig. ”Har du virkelig ikke hørt det? Hendes far er død, og hendes mor ligger syg derhjemme, så hun bliver nødt til at tjene pengene.” sukker hun og ryster på hovedet.

Et lavt hulk undslipper mine læber, før jeg hurtigt pakker mine ting sammen og stormer forbi Michael, som bare kigger uforstående efter mig. Jeg skynder mig ud på et af skolens toiletter og glider ned af døren på en af båsene.

At de talte om mig og mit udseende var én ting, det kunne jeg klare, for det var jo nærmest et must, når man var teenager. Men at gå ind og tale om min fars død, eller mors kræft, der gik man bare over min grænse. Især når det ikke havde gået så godt på det sidste. Lægen havde sagt, at det var meget muligt, at hun snart skulle indlægges.

Så det at de brugte det som et argument for, at jeg skulle date Louis, var bare dråben, som fik glasset til at flyde over. Tårerne begyndte at falde ned af mine kinder, mens jeg slog armene beskyttende omkring mig selv for at holde mit hjerte på plads, bange for at jeg skulle græde det ud.

 

Efter en lille halv time hvor jeg bare sidder og græder mine øjne ud, er jeg endelig klar til at forlade min lille bås. Jeg åbner snøftende døren og læner mig ind over vasken, for at se hvor slemt det står til med min mascara. ”oh, gard.” mumler jeg og fnyser højt. Sorte streger af mascara er størknet ned af mine kinder, mens mine øjne er røde og hævede.

”Jeg har noget make up-fjerner, hvis du vil låne det.” siger en lys stemme til venstre for mig. Jeg vender mig langsomt rundt og får øje på et velkendt ansigt. ”Du hed Caroline, ikke?” spørger jeg hæst og snøfter kort. Hun sender mig et lille smil, før hun nikker energisk. ”Jo. Jeg er venner med Lucas og Jeremy.” svarer hun og begynder at rode i sin taske.

”Og Elena,” mumler jeg for mig selv og vrænger af hendes navn. ”Ja, også hende. Men hun er faktisk slet ikke så slem. Jeg tror bare, hun føler sig en smule troet af dig.” forklarer hun blidt og rækker mig en lille blå flaske og nogle vatrundeller.  ”Hvorfor skulle hun være det?” spørger jeg forvirret og begynder at fjerne mascaraen. ”Hendes og Lucas har været på et par enkelte dates, og så kommer du valsende med dine lange ben og smukke sangstemme, så er det klart at fyren kigger, og tøsen bliver en smule mopset.” griner hun og dasker mig på skulderen.

 

”Jeg vidste jo ikke, de havde noget.” siger jeg opgivende og ryster på hovedet. ”Nej, Lucas vil vist heller ikke offentliggøre det. Men hun ER faktisk slet ikke særlig slem. Du burde komme og sidde sammen med os.” smiler hun og tager i mod flasken, som jeg havde lånt.

”Det vil jeg da overveje.” smiler jeg og finder en mascara frem fra tasken. ”Men hej; hvor fra ved du, hvordan jeg synger?” Caroline ler en lys, klokkende latter, imens hun går over mod døren. ”Love, du betragtes som Louis Tomlinsons kæreste, og en video af dig, som synger, er lige blevet uploadet til youtube, samt linket til twitter. Alle der har bare den mindste smule directioner i sig, har allerede set den.” forklarer hun drillende, før døren smækker efter hende.

Hmm.. Måske var hun ikke lige så slem, som hendes platinblonde hår og mørkebrune øjne gav udtryk for. Hvilket minder mig om, at jeg skal have ringet til Jamie og Emma. Det er et stykke tid siden, jeg så dem sidst.

 

Med make uppen fixet smutter jeg ud af døren og ned ad gangen, indtil jeg når mit klasse lokale, hvor min undervisning i klaver foregår. ”Hey Olive! Herovre!” råber Jeremy, som åbenbart har besluttet sig for at dukke op. Jeg sukker højt og dramatisk, før jeg smutter ned til ham. ”Hvor. Fanden. Har. Du. Været?!” vrisser jeg irriteret og slår ham på armen for hvert ord.

”Slap af, girl!” griner han og skærmer sig fra mine slag, ved at løfte armene. ”Jeg mener det helt seriøst. Michael bedte mig om at optræde alene.” snerrer jeg irriteret og dumper ned på stolen med korslagte arme. ”Slap af, Caroline sagde det gik super godt,” griner han og puffer til min side, imens vores lærer går ind. ”Tsk!” fnyser jeg irriteret og retter øjnene mod tavlen. ”Det bliver din tur næste uge,” mumler jeg og bider mig i læben.

”Goddag unge mennesker,” hilsner vores lærer, Simon, som kommer fra USA, hvilket gør, at han taler lidt anderledes. ”I dag skal vi kigge lidt på de sange, som I fik uddelt sidst,” forklarer han og begynder at tegne nogle noder på tavlen.

 

”Jeg hører, at du er begyndt at date ham der Tomlinson fra det der boyband,” hvisker Jeremy og glider tilbage i stolen. Jeg skæver kort til ham og løfter et øjenbryn. ”Hvem har fortalt dig det?” spørger jeg neutralt og tvinger mit blik tilbage på Simon. ”Elena, for det meste. Men andre har da også nævnt det,” svarer han og sluger mine træk med øjnene.

”Og hvad rager det dig, hvem jeg dater?” spørger jeg en hårdt og kigger irriteret på ham.

Og hvad fanden lavede Elena også med at gå rundt og fortælle folk, hvem jeg datede og ikke datede? Det var da for irriterende.

”Vi er venner, jeg troede, jeg havde en betydning for dit liv.” svarer han med påtaget sorg. Jeg sukker højtlydt, hvilket får resten af klassen til at vende sig i mod mig. ”Noget du vil tilføje, ms. Everdeen?” spørger Simon provokerende og rækker tuschen frem mod mig. ”Slet ikke Hr. Ocean. Du gør et fantastisk job,” smiler jeg og læner mig tilbage i stolen.

Klassen vender langsomt tilbage til tavlen, hvilket endelig giver mig mulighed for at svare. ”Selvfølgelig har du det,” sukker jeg tvært og sender ham et hårdt smil. ”Jamen så syntes jeg også, at det er på plads, at jeg fortæller dig, at jeg ikke bryder mig om det.” forklarer han alvorligt og giver mit lår et klem.

 

”Du ’bryder dig’ simpelthen ikke om mit venskab til Louis eller hvad?” spørger jeg en anelse hånende. ”Søde, en pige på din alder og en fyr fra et verdenskendt boyband er aldrig ’bare venner’.” påpeger han og sender mig et bedrevidende smil. Jeg ler kort. ”Du godt klar over, at jeg faktisk arbejder for dem, ikke?”

Hans bedrevidende smil ændrer sig hurtigt til et overrasket et. ”Men det forklarer stadig ikke det billede, hvor i kysser.” påpeger han, hvilket får mig til at sukke, dog ikke så højt denne gang. ”Det var en fejl, okay? Men hvorfor diskutere vi det overhoved?”

Han trækker på skulderen og retter sig op. ”Jeg vil bare ikke have, at du bliver såret. Han virker bare som typen, der bare er sammen med piger i et stykke tid, og så er videre til den næste lige bag efter.” forklarer han. Jeg bliver nødt til at bide mig i læben for ikke at grine højt.

For det første burde han bare vide, at hvis jeg havde lyst til at være sammen med Louis, ville det højst sandsynligt ske meget hurtigt. Louis være heller ikke typen til at fjolle rundt med flere piger på en gang, i hvert fald ifølge det indtryk jeg havde fået af ham.

Men noget helt andet er, lød Jeremy ikke en smule jaloux?

 

***

Nialls POV:

”Hvad fanden gør vi nu?” spørger Liam frustreret og kører en hånd hen over det korte hår. ”Slap af Liam, vi skal nok finde på noget.” sukker Zayn og smider sig ned i sofaen. Rimelig upåvirket af hele situationen finder jeg min bærbar frem og tænder den.

Lige nu sad vi i studiet, hvor det var meningen, at vi skulle indspille en julesang. Problemet var bare, at Harry og Louis havde glem både tekst og noder der hjemme. Og ingen af dem havde lyst til at tage hjem.

”Kan vi ikke ringe til Olive? Hvad er klokken, har hun ikke snart fri?” spørger Harry og kigger over på Louis, som helt sikkert har mest styr på hendes skoletimer. ”Hun har fri klokken to, så jo om et lille kvarter.” Jeg logger hurtigt på Twitter bare for at få tiden til at gå lidt hurtigere. Et link til en eller anden video med titlen ”Louis Tomlinson’s girlfriend singing,”

”øh, Guys? Prøv lige at kom.” siger jeg forvirret og trykker på videoen, så den begynder at loade. ”Hvad nu, Ni?” sukker Louis og dumper ned i mellem Zayn og jeg. ”Jeg ved det ikke helt,” svarer jeg med øjnene klistret til skærmen, hvor et billede af Olive med en guitar i hånden dukker op.

 

”Vent.. Er det ikke Olive?” spørger Harry forvirret og rykker en smule frem, så han bedre kan se skærmen. Vi sidder alle sammen i tavshed, indtil hun begynder at synge. Hendes lyse stemme komplimenterer Eds smukke tekster, og som var det ren harmoni lyder hendes guitarspil helt fantastisk.

”Er det fra i dag?” spørger Liam forundret. Jeg nikker kort efter at have tjekket datoen og stedet. ”Jep, optaget på hendes skole.” forklarer jeg og skæver kort til Louis, som sidder og stirrer lamslået på skærmen. ”Hun er jo fantastisk,” mumler han med en snært af forelskelse i stemmen.

Hans følelser for Olive var blusset en smule op her på det sidste. Måske var det fordi, han ikke har set hende i snart en uge. Men hver gang hendes navn blev nævnt, droppede han alt, hvad han havde i hænderne for at lytte. Det var lidt sjovt at se på.

”Hun burde møde Ed,” griner Harry og puffer til Louis, som sidder og bider sig i læben. ”Hvorfor siger du det?” spørger han forvirret. ”Hun virker som en fan. Hvis du hjalp hende til at møde ham, kunne det være, at hun endelig sagde ja til en date.” driller Zayn, hvilket får resten af os til at grine.

”Jeg har altså ikke brug for Eds hjalp til at få en date.” mumler han tvært og rejser sig op. ”Hvorfor har I så ikke været ude endnu?” spørger jeg og sender ham et skævt smil. ”Hun er bare ikke interesseret i noget fast lige nu,” gentager han for 117. gang.

 

”Men skal vi ikke ringe til hende. Gav du hende ikke en nøgle til jer, Harry?” spørger Liam og prøver at dreje samtalen over til noget, vi kunne bruge den til. ”Tjooo. Det gjorde jeg vist også. Hun skal bare have af vide, hvor det ligger henne, så kan hun vist godt komme med et.” svarer han og nikker bekræftende.

”Så lad os gøre det,” smiler jeg og finder min mobil frem og taster hendes nummer ind. ”Det’ Olive,” siger en lys stemme, som er lettere forpustet. ”Hvad laaaaver du?” spørger jeg drillende og rejser mig op for at finde noget at spise. ”Jeg har lige danset, Niaaaall. Hvorfor?” svarer hun i samme tone, hvilket får mig til at le.

”Jeg tænkte på, om du kunne komme forbi studiet?” spørger jeg bedende og åbner køleskabet. ”Selvfølgelig, hvad skal jeg have med?” svarer hun med et smil i stemme. Hun lød meget bedre end sidst, hvor vi så hende. Der var hun selvfølgelig også syg, så det gav jo sig selv.

”Du skal bare tage hjem til Harry og Lou og hente de tekster og noder, som ligger på stuebordet.” forklarer jeg. Hun ler højt. ”Er I virkelig så dovne, at I får mig til det?” spørger hun dømmende. ”Selvfølgelig, vi betaler dig vel for et eller andet, ikke?” svarer jeg alvorligt.

”Når ja, det er jo klart. Men var det det? For så tror jeg, at jeg kan være der om tre kvarters tid.” svarer hun drillende. ”Det lyder fint, men Olive? Kan du ikke tage noget mad med? Min mave rumler en smule,” siger jeg beklagende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...