Your Heart is a Muscle ♥ (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Justin og Hailey er nyforelsket. De mødte hinanden for første gang på skolens parkeringsplads, og siden der har det bare gået op og ned for de 2. De elsker hinanden højt, så højt at de skjuler deres kærlighed for Haileys forældre. Haileys forældre vil ikke have, at hun render sammen med en som Justin, men hun gør det alligevel. Men hvad sker der så, når hendes far fanger hende i at snige sig ud til Justins bil en sommeraften? Vil alt ændrer sig? *Justin er ikke kendt, der er også en trailer*.

167Likes
243Kommentarer
15167Visninger
AA

7. Please take my hand and be with me.

Det var efterhånden blevet den dejlige dag fredag, det var sådan en dag, som de fleste så frem til, men på min skole, så vi lidt mere frem til det. Den lange 6 ugers sommerferie vil starte i dag. Oh hell yeah! En hel ferie som kun bestod af alt det gode. Hvis jeg skulle beskrive min perfekte ferie, så ville jeg nok beskrive den sådan her:

 

En dejlig solrig dag, hvor solen var højt oppe på himlen, hver eneste dag! Når jeg stod op, ville solen allerede været stået op, for jeg ville sove til det blev eftermiddag. Når jeg skulle i seng, ville jeg ikke gå i seng, før solen stod op den lyse morgenen. Jeg ville bruge min tid på at se film til langt ud over natten, både alene og med mine venner. Jeg ville ikke stresse rundt mere, da ingen lektier rendte mig i ryggen og råbte 'Hey, du har ikke tid til sjov, for du skal lave mig'. Ja, mine lektier talte til mig. Jeg vil ligge på stranden hele dagen, få den perfekte brune farve på min hud, bade i vandet med Hope. Åh ja, Hope og jeg ville få den vildeste ferie sammen, vi skulle være sammen døgnet rundt. Være oppe hele natten, lave telefonfis med en masse mennesker, æde os fede og svømme det af dagen efter. Jeg glædede mig allerede. Sådan havde mine ferier altid været, lige siden jeg var hel lille. De første 3 uger passede jeg mig selv, sov længe, blev vågen til sent, hang ud på stranden, levede livet. Mens de andre 2 uger besøgte mine forældre og jeg min tante, onkel og kusine i London. Ikke at jeg havde noget imod det, jeg elskede at være i London, der var så anderledes derover. Den sidste uge brugte jeg på sjov og ballade.

 

Men ja, det var sådan, jeg beskrev min perfekte ferie. Jeg ville rettere sagt ikke lave en skid i 6 uger, og jeg elskede det. For ikke at glemme Justin! Hvad skulle der mon ske med ham? Med mig? Med os? Hans besked fik alt til at køre rundt i hovedet, så meget at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive tilbage. Jeg tænkte, jeg måske skulle svare ham igen, at jeg også godt kunne lide ham. Men det var bare et alt for stort skridt for mig. Heldigvis vidste han ikke, at jeg havde set hans besked. For der var jo det smarte med iPhones, at når jeg havde læst en besked, så kunne personen som havde skrevet beskeden se det, meget smart. Altså jeg læste Justin besked, da jeg kunne se den på skærmen, men jeg gik aldrig ind i den. Så i virkeligheden vidste han ikke, at jeg havde set den. Men jeg kunne ikke undgå at se den uanset hvad, og det vidste han også.

Men man vidste aldrig, måske var jeg også sammen med Justin i ferien? Måske lå han ved siden af mig, når jeg prøvede at blive brun på stranden? Måske skubbede han mig i det kolde strandvand, når jeg besluttede mig for at gå i vandet? Måske ville vi have en filmaften sammen alene? Måske vil han være en stor del af min sommerferie, end jeg egentlig troede?

 

"I må endelig ikke sove jeres hjerner ud, i skal være friske og kloge, når i kommer tilbage efter ferien". Vores rektor holdte den sædvandlige tale, når vi skulle gå til sommerferie. Det var faktisk underligt at tænke på, at nogen herinde i den store hal ikke vil komme tilbage, fordi de var færdige, de havde bestået og skulle videre til college. Når jeg kom tilbage efter ferie, ville jeg være på 2. år, det glædede jeg mig til, for så havde man lidt mere respekt. Justin ville være på 3. år, det var ret stort. Han ville ikke have meget tid, da der ville være en masse prøver igennem hans år, stakkels ham. Han virkede ikke speciel klog, men han var sød, og det talte mere! Det var ikke rart at tænke på, at når vi stod her næste gang, ville Justin ikke komme tilbage, men forhåbentlige være på vej på college, mens jeg skulle være her et ekstra år. But who knows? Måske ville vi slet ikke tale sammen på det tidspunkt?

 

"Husk at læs lidt i ferien, i skal jo ikke komme helt dumme tilbage". Sagde han grinede. Der var ikke en eneste elev, som grinede. Men alle lærerne syntes, det var morsomt. "Kan vi ikke snart gå?". Råbte en utålmodig dreng højt, så alle kunne høre ham. Folk gav ham ret ved at nikke og råbe 'Yeah'. Vores rektor så bare dumt på ham. "Pas godt på jer selv". Sagde han smilende og ignorere den flabede dreng, som jeg havde virkelig mange timer med, han var virkelig flabet overfor lærerne, virkelig irriterende, men sådan var nogen jo. "Smut så med jer". Da han sagde det, løb over halvdelen ud af døren, som om at de var køer, der skulle ud efter at havde været i stalden hele vinteren. Okay, det var underligt. Men mine bedsteforældre tog mig engang over til en landmand, hvor han fortalte mig det.

 

"ferie! Uh, jeg kan lugte friheden,". Sagde Hope glad, da vi kom udenfor, hvor solen skinnede virkelig meget. "Ja, det er dejligt med ferie". Sagde jeg smilende til hende. Hun gav mig et kram fra siden. "Vi skal bare rocke den her ferie for vildt". Jeg grinede lidt, men hun havde ret, det skulle vi i hvert fald. "Skal du noget nu?". Vi stoppede op og kiggede på hinanden. "Næ, det tror jeg ikke". Sagde jeg sukkende. Jeg havde godt nok lovet min mor, at jeg ville komme hjem lige efter skole, men jeg havde ferie, og jeg ville være sammen med min bedsteveninde, det ville hun forstå. "Godt, for har en aftale med Ryan, og han bad mig om at inviterer dig med". Sagde hun smilende, men det smil betød noget helt andet. Hun havde gang i et eller andet, det var tydeligt. "Hvorfor smiler du sådan? Hvad har du inviteret mig til?". Hun tog fat i min arm, og vi begyndte at gå ind mod byen, eller bare der hvor byens få butikker lå. "Spørgsmålet er ikke hvor, men spørgsmålet er, hvem andre der er blevet inviteret". Sagde hun og grinede lidt. Jeg kiggede undrende på hende, mens jeg havde et lille smil. Hun havde gang i noget stort, noget som hun vidste, at jeg ikke ville gå med ind til, hvis jeg vidste, hvad det var. "Hvad skal vi?". Vi gik inde i byen, og jeg kunne tydelig se, at vi gik mod Hopes yndlingscafe. "Bare hygge". Hun havde stadig hendes smil fremme. Hun vil gerne sige, hvad det var, men hun gjorde det ikke!

 

Da vi kom ind i cafeen, så jeg hurtigt, hvem det var, som også var inviteret. Jeg fattede ikke, at jeg ikke kunne se det fra starten. Ryan inviterede en ven med, hvem skulle det dog være? Hmm, en som Hope syntes var noget for mig? Lad mig se, hvem har vi? Oh That’s right...Justin! Vi gik direkte over til det bord, hvor de sad. "Hey". Sagde Ryan til os, han virkede glad. Jeg kiggede på Justin, han gav mig et sødt smil, men der var et eller andet ved ham, som gjorde, at han også så lidt trist ud. "Sæt dig". Hope skubbede mig ned ved siden af Justin, mens hun satte sig overfor ved siden af Ryan. Ja, det skulle nok blive hyggeligt.

 

"Så...Hvorfor snakker i ikke til hinanden?". Spurgte Hope os. Hun havde sikkert opfattet den pinlige tavshed mellem Justin og jeg. Jeg ville gerne sige noget til ham, men jeg turde ikke. Jeg kendte ikke Justins undskyldning. "Øhh okay". Sagde Ryan og kiggede bekymret på os. Jeg smilede et lille smil og kiggede på Justin, han så lidt såret ud, det kunne jeg ikke lide. "Okay, ved i hvad, vi går lige op og bestiller, så kunne i to måske..I ved..". Hun kunne ikke helt finde ud af, hvad vi skulle. "Øhh kom Ryan, køen bliver ikke kortere". Hun tog fat i hans hånd og slæbte ham derop. Det virkede allerede som om, at de allerede havde gang i noget. Køen var virkelig lang, det ville tage lidt tid, før de kom tilbage. "Så, hvorfor snakker du ikke?". Spurgte jeg ham lidt bekymret. Han plejede ikke at være stille, han skulle altid være lidt kæphøj. Han kiggede ligegyldigt på mig, what? "Det er ikke noget". Sagde han sukkende og kiggede ud af vinduet. Ja som om! "Ej kom nu, du plejer da at være sådan......du ved". Han kiggede lidt surt på mig. "Hvad plejer jeg?". Han lød lidt sur i sine ord, det kunne jeg ikke lide. Jeg skulle lige til at svare, da han kom mig i forkøbet. "Ved du hvad jeg ikke plejer". Han havde et blik, som jeg ikke kunne finde ud af. Det var en blanding af vrede og sårbarhed. "At jeg skriver til en pige, at jeg kan lide hende,". Han kiggede sukkende ud af vinduet, mens jeg var mundlam. Selvfølgelig, beskeden. "Jeg forventede ikke, at du skulle skrive, at du kunne lide mig, men du kunne da i det mindste svare, så jeg ikke lå hele natten og tænkte, hvad jeg skulle gøre". Han ændrede sin vrede stemme til såret. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige.

 

"Hey, går det go....". De kom tilbage med 4 milkshakes til os, og de så vældig glade ud, men det ændrede sig hurtigt, da Justin rejste sig surt op og gik. "Hvad sker der?". Spurgte Ryan bekymret. Jeg rystede svagt på hovedet. "Ikke noget særligt, hans telefon ringede". Sagde jeg og tog en tår af min milkshake. "Jeg hørte ikke nogen ringtone". Sagde Hope undrende. Jeg kiggede smilende på hende. "Nej, jeg må hellere lige tjekke ham". Sagde jeg så og gik fra dem, men noget sagde mig, at de ikke havde det helt store imod det, for så kunne de da være alene.

 

Da jeg kom ud, kunne jeg se at Justin gik over mod den lille park, som byen havde. Det var noget af det bedste, som byen havde. Jeg kunne tydelig huske, da jeg var mindre, så legede jeg altid derover med mine venner. De mange grønne træer, buske og det grønne græs, det kunne bare gøre en så glad! Der var en masse blomster derover, som holdte rigtigt godt! Og den store sø var perfekt placeret. Jeg gik hurtigt efter ham, heldigvis gik han ikke så stærkt, så jeg indhentede ham hurtigt.

 

"Justin". Jeg var kommet helt op til ham, jeg kunne ikke se ham være så ked af det. Han vendte sig om, da han hørte min stemme. Han sukkede lidt. "Du fortjener en forklaring, vil du lade mig forklare den for dig?". Han kiggede lidt rundt, han tænkte meget over det. "okay". Sagde han så. Jeg smilende lidt. "Kan vi ikke sætte os ned?". Spurgte jeg ham og kiggede på en bænk bag os. Han nikkede. Vi satte os ned på bænken, som havde udsigt udover vandet, eller søen.

 

"Den besked du sendte, gjorde mig så glad, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive tilbage". Sagde jeg smilende til mig. Han kiggede overraskende på mig. "Seriøst?". Jeg nikkede. "Da jeg fik den, flippede jeg ud. Jeg bed i min dyne, jeg var tæt på at skrige, og jeg kunne springe af glæde. Hvordan vil du have, at jeg skulle skrive det til dig, uden at lyde som en freak?". Han grinede lidt, og det var vel kun godt. "Gjorde du seriøst det?". Spurgte han mig. Jeg nikkede, mens jeg smilende lidt. Hvis der skulle lidt ydmygelse til, så måtte det vel være det. "Hvor er du sød". Sagde han og tog min hånd. Han begyndte at kærtegne den. "Jeg ville have været ligeglad med, om du ville lyde som en freak, bare du havde skrevet et eller andet". Jeg nikkede forstående. Men problemet var bare, at de fleste drenge løb væk, når jeg opførte mig sådan. "For jeg lå hele natten og undrende mig over, om jeg havde gjort noget forkert, fordi jeg virkelig godt kan lide dig". Sagde han smilede til mig. Jeg nikkede lidt. Jeg følte virkelig, at jeg fik skæld ud eller noget. "Vil du så ikke love, at uanset hvor åndssvagt din besked vil være så send den bare?". Spurgte han mig. Jeg smilede stort til ham. "Det skal jeg huske fremover". Sagde jeg smilende. Han smilede sødt til mig. Hvor var jeg glad for, at vi havde løst det. Jeg kunne ikke klare tanken om at være uvenner med ham inden ferien! Han kiggede seriøst på mig. "Svar mig nu ærligt, kan du lide mig eller ikke?". Spurgte han mig med en sød stemme, som jeg ikke kunne modstå. Jeg smilende lidt, jeg kunne ikke lade være med at smile, og mit smil gjorde det vel lidt afgørende. "Jeg kan godt lide dig, altså sådan rigtig". Sagde jeg smilende og prøvede at rødme lidt, så det lignede den besked, som han sendte. Han grinede lidt, da han forstod den lille joke, om at jeg prøvede at ligne hans besked, underligt, i know! "Vil du så godt være min freak?". Spurgte han mig, mens han kiggede dybt ind i mine øjne. Spurgte han lige, om jeg ville være hans kæreste? "Mener du...?". Jeg kunne ikke få det sidste ord ud af mine læber. "Min kæreste? ja". Jeg smilende stort, da han sagde det. "Ja for fanden". Han grinede lidt over mit svar. Han kiggede tilfreds rundt på de mange legende børn. Jeg smilede stort, jeg havde lyst til at skrige! Han kiggede på mig igen, og vi kiggede hinanden dybt ind i øjnene. "Så er det vel ikke forkert at gøre det her". Oh My god! Hvad skulle der til at ske nu? Skulle han til at kysse mig? Det lignede det i hvert fald. Hans læber kom tættere på mine, og for et øjeblik, troede jeg virkelig, at jeg var i himlen. Han rørte mine læber, og der vidste jeg, at jeg var død og kommet i himlen.

 

~

 

Vi gik ind på cafeen med vores fingre flettede ind i hinanden, så kunne andre også se, at vi var kæreste. Oh gud, han var min kæreste. Wow, det havde jeg virkelig aldrig troet.

Vi gik over til Hope og Ryan, som heldigvis stadig var der. De smilede til os, da vi satte os ned overfor dem. "Der var i". Sagde Hope smilende til mig, jeg smilede lykkeligt tilbage. "Hvad er der sket?". Spurgte hun på en overdreven-veninde-måde, hun kunne se på mit smil, at noget fantastisk var sket. "Ikke noget særligt, ikke andet end..". Vi tog vores flettede fingre op på bordet, så de kunne se, vi var blevet kærester. "OMG". Sagde Hope så højt, at alle kiggede på os. Lidt pinligt, men sådan var hun. "Wow tillykke bro". Sagde Ryan til ham og smilede et skævt smil. "tak dude". Jeg kunne se på Justin, at han syntes, at det var lidt pinligt. Havde han aldrig haft en kæreste før? Måske var det her helt nyt for ham? "Ej, hvor er det fantastisk, jeg har altid vidst, at i var perfekte til hinanden. Jeg er så glad på jeres vegne". Sagde hun højlydt til os, vi smilede bare. "Ja, så kan vi gå på dobbelt date". Sagde Ryan lige pludselig. Jeg kiggede undrende på Hope, mens jeg havde et stort smil på læben. Var hende og Ryan? Ryan og Hope? Var Hope Ryans lille freak? "Er i?". Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Altså vi dater bare, ikke kærester". Sagde Hope, mens Ryan nikkede bekræftende i baggrunden. "fedt". Lød det pludselig ret nervøs fra Justin. Det grinede vi lidt over. Justin var nervøs, altså den Justin var nervøs, det var ret sødt at min lille skat var nervøs. "Det er fantastisk, alt er perfekt". Sagde jeg som en forelsket idiot, men det var ikke løgn. Jeg var en forelsket idiot, freak, sindssyg pige, kald mig hvad vi ville, jeg var sammen med Justin. Jeg vidste, at vi ville få det bedste forhold i verden, han gjorde mig allerede lykkelig. Alt ville blive fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...