Your Heart is a Muscle ♥ (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Justin og Hailey er nyforelsket. De mødte hinanden for første gang på skolens parkeringsplads, og siden der har det bare gået op og ned for de 2. De elsker hinanden højt, så højt at de skjuler deres kærlighed for Haileys forældre. Haileys forældre vil ikke have, at hun render sammen med en som Justin, men hun gør det alligevel. Men hvad sker der så, når hendes far fanger hende i at snige sig ud til Justins bil en sommeraften? Vil alt ændrer sig? *Justin er ikke kendt, der er også en trailer*.

167Likes
243Kommentarer
15161Visninger
AA

5. Love was in the air

Tilbage til Haileys synsvinkel.

 

Skulle jeg mon tage mere mascara på, end jeg plejer at gøre? Eller mere lip gloss? Det var svært, meget endda. Jeg havde tænkt på det lige siden, at jeg kom hjem fra skole. Jeg havde siddet og spekuleret foran spejlet hele dagen, bare gloet på mig selv, og tænkt om jeg var god nok. Min makeup, mit hår og mit tøj? Burde jeg tage mere makeup på, så jeg måske blev lidt pænere? Burde jeg sætte mit hår op? Glatte det eller krølle det? Burde jeg skifte tøj, måske til noget pænere? Mange tanker løb igennem mit hoved, forvirrende og irriterende tanker. Det var irriterende, fordi jeg ikke kunne beslutte mig, og forvirrende fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre.

 

Justin havde på en måde spurgt mig ud på en date, eller det var i hvert fald sådan jeg forstod det, men om han virkelig havde spurgt mig ud, var et godt spørgsmål. Jeg vil gerne gøre et godt indtryk på Justin, men jeg kunne ikke helt finde ud af hvorfor? Normalt når man ville gøre et godt indtryk på en dreng, var det fordi man kunne lide ham. Kunne jeg virkelig lide Justin, eller var det bare noget, som jeg bildte mig ind?

 

Jeg smilede lidt, det var jeg begyndt at gøre, hver eneste gang jeg tænkte eller hørte hans vidunderlige navn. Justin..Justin..Justin..Justin..Justin, hans navn sad fast i min hjerne hele tiden.

 

Jeg droppede det hele, jeg ville ikke lave om på mig selv, han måtte nøjes med den, som jeg nu var. Hvis jeg ikke var god nok, var det et tab for ham. Hvorfor skulle jeg lave om på mig selv, hvis jeg var god nok til ham? Jeg var vel god nok til ham? Var jeg ikke? Jeg blev pludselig usikker og bekymret.

Jeg kiggede tvivlende på mig selv i spejlet, det blik jeg havde, havde jeg aldrig haft hørt. Mit smil var skævt, mens mine øjne var fortabte. Måske skulle jeg sætte håret op i en knold, måske elskede han piger med sådan noget hår? Det var i hvert fald pænt til mange. Jeg ville ikke glatte eller krølle det, da det nok ville være en overdrivelse. Vi skulle jo bare hygge på stranden sammen med nogen af hans nærmeste venner? Der kom sikkert kun 20 mennesker eller noget, og de så sikkert alle normale ud. Så skulle jeg ikke komme og skille mig ud fra flokken.

 

Jeg kiggede tilfreds op på mit ur, som hang på min hvide væg. Klokken nærmede sig 19, så jeg skulle snart til at gå.

 

Efter skole fortalte Hope mig, at Justins bedste ven Ryan havde inviteret hende med til sammenkomst på stranden. Det var jeg mere end glad for. For så havde jeg i det mindste en at snakke med, hvis nu Justin skulle snakke med hans venner. Vi aftalte efterfølgende, at vi mødtes ude foran mit hus, da jeg boede tættest på stranden.

 

Jeg sukkede lidt. Jeg havde jo slet ikke fået lov endnu? Mine forældre vil da lade mig gå, vil de ikke? Det var godt nok en hverdag, men hvad så? Hmm, jeg blev pludselig meget usikker!

 

Jeg listede mig nedeunder til dem. Jeg måtte indrømme, at jeg var temmelig nervøs. Jeg havde aldrig spurgt, om jeg måtte gå ned til stranden kl. 19 om aftnen før.

De sad begge i sofaen og så et reality program. Hvad var det med mennesker og de reality programmer? Jeg stillede mig ved siden af sofaen og lod som om, at jeg så med. Men mine forældre havde gennemskuret mig.

 

"Du ligner en, som vil spørge om noget". Sagde min far smilende. Min far var tit meget bestemt. Jeg var jo hans lille pige, måske var det håbløst at spørge? "Kom nu, du skal ikke være bange for os,". Sagde min mor grinende.

De grinede lidt begge to, jeg lod bare som om, at jeg grinede, men det var tydeligt at høre, at mit grin var falsk. Jeg var lidt nervøs for at spørge. "Jeg tænkte bare på, om jeg måtte være sammen med Hope?". Mumlede jeg ned i gulvet. De hørte det begge to. "Det ved jeg nu ikke, klokken er da mange". Sagde min mor lidt bekymret. Klokken var 19? I min verden var det ikke speciel meget, men tidligt om aftnen. Jeg kiggede bedende på dem. Med mine små hundeøjne og fortabte smil, det virkede altid, da jeg var yngre. "Hmm, hvad skal i lave?". Spurgte min far, som om at der var håb forude. Jeg smilede lidt, men så kom jeg i tvivl. Burde jeg fortælle dem sandheden? De ville sikkert aldrig give mig lov, hvis de vidste, at jeg skulle ned på stranden. Men på den anden side, kunne jeg simpelthen ikke lyve overfor mine forældre. "Ned til stranden". Sagde jeg sukkende. Jeg kunne ligeså godt gå tilbage på mit værelse og gennemtjekke mine lektier. For de så begge meget forvirret ud, vidste de ikke, om de skulle give mig lov eller hvad? "Hvem kommer da der?". Spurgte min mor lidt ind til det. Jeg trak lidt på skulderne. For jeg vidste det faktisk ikke rigtig. "Nogle fra skolen?". Sagde jeg tøvende.

 

Min mor kiggede bekymret på min far, og med det samme satte min far sig op og så meget bestemt ud, mens han flettede sine fingre sammen. Oh nej, hvad nu? "Kommer ham Justin?". Spurgte min far lidt bestemt. Min mor havde selvfølgelig fortalt om Justin til min far. uh, hvor irriterende. "måske". Sagde jeg tøvende og trak på skulderne. Han nikkede lidt. "Hvis han gør, bør du ikke færdes med ham, okay?". Spurgte han mig meget seriøst. Okay, de havde ikke engang mødt ham? De dømmende ham udefra hans facebook? "Nej nej". Sagde jeg meget overbevissende. Hvis de bare vidste, at det var ham, som havde inviteret mig derhen, så var de sprunget i luften af raseri. "Men så må du godt". Sagde min far smilende.

Jeg begyndte at smile et stort smil. Jeg fik lov, det havde jeg slet ikke troet. "Men du skal være hjemme kl. 22 præcis,". Sagde min mor meget bestemt. Jeg nikkede ivrigt. "tak". Sagde jeg smilende. De nikkede bare. Jeg kunne tydelig se, at de ikke var glade for det. Men de skulle jo lade deres lille pige gå, ellers blev hun aldrig stor.

 

Jeg fik pludselig øje på Hope udenfor, hun kiggede smilende ind af vinduet, jeg smilede tilbage til hende. "Jeg smutter". Sagde jeg og løb ud af døren, inden de nåede at få sagt et ord.

 

Justins synsvinkel (kort)

 

Jeg vaskede alt voksen ud af mit hår, så jeg så helt forkert ud i ansigtet. Altså, jeg lignede et dødt hamster, helt seriøst. Jeg tørrede det hurtigt med et sort håndklæde og skyndte mig ind på mit værelse igen. Jeg havde kun 10 minutter, og så skulle jeg ellers af sted.

Jeg tog lidt voks i hænderne og smurte det i håret, lidt der og der, så det kom til at sidde bedre end før. Jeg skulle lige være lidt lækker til Hailey. Jeg var så glad for, at jeg inviteret hende med. Så kunne jeg måske gøre et godt indtryk på hende, for hun var i mine tanker døgnet rundt, og det måtte der vel være en grund til?

 

Jeg smuttede ud af mit værelse og gik ned til Kate, Marvin og Adriana. De var alle sammen i køkkenet. Kate og Marvin ryddede op efter aftensmaden, mens Adriana lavede sine lektier. Det mindede mig faktisk om, at jeg også burde lave dem. Men det måtte jeg gøre, når jeg kom hjem. 

 

"Nå så skal du til og af sted". Sagde Marvin til mig, da jeg stod og tog mine sko på. Jeg kiggede op på dem alle sammen, de gloede alle på mig. "Yup". Sagde jeg smilende og tog den anden sko på. De var meget nemme at få på. "Har du husket at lave dine lektier?". Spurgte Kate mig meget bestemt. Selvom de ikke var mine forældre, og selvom de faktisk kunne være fuldstændig ligeglad med mig, fordi jeg var 18, bekymrede de sig stadig om mig. "Øhh, nej jeg gør det, når jeg kommer hjem. Der er ikke så mange". Sagde jeg meget ærligt. Jeg kunne ikke lyve for dem. "Det er godt Justin, godt at du knokler så hårdt". Sagde Marvin lidt stolt. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, hvis der var nogen, som knoklede hårdt i skolen, så var det i hvert fald ikke mig. "Men så kommer du hjem kl. 22, så du kan nå at lave dine lektier, okay?". Spurgte Kate mig. Marvin var meget sød og behagelig imod mig, det havde han altid været. Mens Kate var lidt hård og streng imod mig, men hun var det kun, fordi der skulle ske det bedste med mig. Jeg elskede dem virkelig, de var jo som rigtige forældre! "Got it". Sagde jeg, som om at jeg noteret det ned.De nikkede bare.

 

"Så..". Sagde Adriana og kiggede lumsk på mig. Jeg grinede lidt af hende, hvad mon hun nu fyrede af? "Hvad?". Spurgte jeg hende spørgende. Hun lagde blyanten på sin bog og kiggede på mig. Kate og Marvin fulgte godt med, mens de lod som om, at de koncentrerede sig og opvasken, men i virkeligheden lyttede de med. "Skal du være sammen med hende Hailey?". Spurgte hun mig, mens hun fniste lidt. Jeg havde et undrende blik rettet mod hende. "Årh hold nu op, jeg har set dig sidde og savle over hendes profilbillede på facebook tit". Sagde hun grinede. Jeg kunne mærke at varmen blussede op i mine kinder, blev jeg genert? Kate og Marvin havde begge rettet deres opmærksomhed mod os. "Hvem er hun?". Spurgte Kate med et sødt smil. Hun elskede kærlighed, hun syntes, at det var det mest romantiske i livet. "En meget sød og klog pige fra 1. år, som Justin er forelsket i". Sagde Adriana hurtigt. Okay, hun havde vist været på research! Kate smilede lidt. "Det er dejligt at se, at du har fået et godt øje til en". Sagde hun, mens hun tørrede en tallerken af. "Men hvis du kan lide hende, så få fat i hende i aften, hvis hun altså kommer". sagde Marvin meget frisk, som om at han var en af mine venner. Jeg smilede bare, jeg burde få fat i hende, som Marvin nu sagde.

 

Jeg fik kigget på et ur, klokken var 5 minutter i 19. Jeg skulle skynde mig, for jeg skulle nå at hente Ryan og være der kl. 19 præcis, så Hailey ikke troede, at hun blev brændt af.

"Jeg må hellere smutte". Sagde jeg og kløede mig selv i håret. De nikkede alle sammen, mens de havde et lumsk smil fremme. Oh, det kom jeg til at høre meget om. "ses". Sagde jeg, da jeg gik ud af døren. "ja". Råbte Marvin tilbage til mig. Jeg smilede lidt, han var sku god nok.

 

Tilbage til Haileys synsvinkel.

 

Da vi ankom til stranden, lagde jeg hurtig mærke til, at jeg tog fejl. Der var ikke kun et par 20 mennesker, men nærmere 200 mennesker. What? Jeg troede, at det kun var nogle af Justins nærmeste venner? Nå ja, Justin var populære, han havde sikkert mange tætte venner. Wow

Og der var ikke særlig mange, som havde normalt hverdagstøj på? Det var mere festtøj! Pigerne havde smukke kjoler på, mens deres hår var sat på den smarteste måde. Drengene havde også pænt tøj på, det var for det meste skjorter, og så var deres hår opsat med voks. Jeg følte mig overhoved ikke velkommen, når jeg kom i mine bukser.

 

"Der er virkelig mange mennesker". Sagde Hope lidt bekymret, mens hun kiggede rundt. Vi stod midt på parkeringspladsen foran stranden. "Ja, og vi kender ikke en eneste". Sagde jeg sukkende. Hvornår mon Justin kom? Ville han først komme om flere timer? Hvis han brændte mig af her, kom han til a høre om det. "Vi venter bare her, ik?". Spurgte jeg hende. Hun kiggede dumt på mig. "Selvfølgelig, jeg skal ikke derover, vi bliver udstødt fordi vi er på 1. år". Sagde hun sukkede. Ja, de troede sikkert, at vi ikke var velkomne her. Uh, hvis de bare vidste, hvem det var, som havde inviteret os med! "Skal vi ikke sætte os her og vente?". Spurgte jeg hende. Vi kiggede begge på to store sten, som var store nok til at vi kunne side på dem, og mere til. Hun nikkede. Vi satte os på stenene og ventede på de drenge. "Hvis de ikke kommer inden for 15 min, skrider vi altså". Sagde Hope. Jeg nikkede, jeg gad heller ikke sidde og vente i så lang tid på nogen som måske slet ikke kom?

 

~

 

Da der var gået 10 min, begyndte vi at blive enormt irriteret. Det var da helt utroligt, at de ikke var ankommet endnu. Jeg ville vildt gerne være sammen med Justin, det var jo ham, som jeg havde set frem til.

 

Pludselig hørte vi en bil komme hen imod os, og vi rejste os hurtigt op, da personen i bilen parkeret lige foran stenen, hvor vi sad. Jeg smilede stort, da jeg så, at det var Justin og hans ven Ryan, som sad i bilen. De kom ud til os, og gav os begge et stort kram.

"Undskyld, at vi er forsinket, det er Ryans skyld". sagde Justin grinende. Vi andre grinede også. Jeg grinede ikke fordi, at det var sjovt, men fordi jeg var glad for, at de var kommet. "Ikke en skid". Sagde Ryan, som selv havde et stort smil på læben. Justin rystede svagt på hovedet. "Skal vi gå derover?". Spurgte Ryan os. Vi kiggede over på stranden. Hmm, Justin sagde, at det var en sammenkomst, men det lignede mere en fest. Der var ret højt musik, helt sikkert alkohol og dansende mennesker. Der var sikkert også nogen, som var hoppet i vandet. "I kan bare gå, jeg skal snakke med Hailey". sagde Justin og kiggede på mig med et varmt smil, som fik mit hjerte til at galopere. "Okay så". Sagde Ryan og tog fat i Hopes hånd. Hun smilede stort, da de gik over til 'sammenkomsten'. Ikke en skid, det var en fest.

 

"kom". Sagde Justin sødt til mig og tog min hånd. Jeg gik bare med ham, han skulle snakke med mig, så han bestemte også, hvor vi skulle hen. Han førte mig et stille sted hen, et sted hvor der var et lille smukt vandløb. Vi satte os ned ved vandløbet, hvor der heldigvis var græs, jeg hadede at sidde på sand. Det satte sig de mest mærkeligste steder. Solen var ved at gå ned over vandet, så det var smukt at sidde her. Justin holdte stadig min hånd, og jeg havde intet imod det. Jeg lænede mit hoved tilbage, da jeg syntes, at det passede ret godt ind.

"Hvad skulle du snakke med mig om?". Jeg ødelagde den perfekte stemning. Men han sagde jo, at han ville snakke med mig. Han sukkede lidt, eller tvivlende han? "Øh jeg..jeg..jeg..Alts...". Han stammede helt vildt, som om at han havde svært ved at sige det. Ej come on, så alvorligt kunne det da heller ikke være. "Jeg ville bare væk fra alle andre og være alene med dig,". Han havde fået taget sig sammen og lød selvsikker igen, ligesom han altid var. Men det var helt sikkert, jeg gjorde han nervøs. "Okay, det er også bedre at være her...alene…..sammen med dig". Sagde jeg glad. Og jeg løj ikke, for jeg elskede øjeblikket, hvor jeg lå i Justins arme, mens han holdte om mig, og mens vores fingre var flettet ind i hinanden. Det var faktisk romantisk, jeg elskede det. Meget endda.

 

Vi kunne høre den høje musik fra stranden. Hvad mon Hope lavede? Jeg håbede ikke, at hun ventede på mig. For vi kom ikke tilbage i forløbet. Det var så behageligt at ligge i Justins arme og kiggede på solen, som gik ned over vandet. Justin var en fantastisk fyr, det var helt sikkert! Han var alt det, som jeg gerne vil have, og så lidt mere til.

 

Men ville Justin virkelig sige noget til mig? Noget som var mere end alvorligt? Jeg tænkte over det hele tiden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, som Justin måske ville have sagt! For jeg var ret sikker på, at han ikke slæbte mig herover for sjovt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...