Your Heart is a Muscle ♥ (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Justin og Hailey er nyforelsket. De mødte hinanden for første gang på skolens parkeringsplads, og siden der har det bare gået op og ned for de 2. De elsker hinanden højt, så højt at de skjuler deres kærlighed for Haileys forældre. Haileys forældre vil ikke have, at hun render sammen med en som Justin, men hun gør det alligevel. Men hvad sker der så, når hendes far fanger hende i at snige sig ud til Justins bil en sommeraften? Vil alt ændrer sig? *Justin er ikke kendt, der er også en trailer*.

167Likes
243Kommentarer
15181Visninger
AA

12. It's is like you're giving up before it all goes wrong.

 

Haileys synsvinkel.

 

Jeg kravlede ud af mit vindue, så jeg endte på taget af garagen. Jeg var ligeglad med, hvad mine forældre tænkte nu. For så vidt jeg vidste, fik jeg ikke flere chance. De havde låst min dør, men ikke mit vindue.

 

Jeg løb i mørket over til Justin, det var langt, men det var helt sikkert det værd. Mørket var sænket sig temmelig meget, og jeg var en smule bange for at være udenfor så sent. Men jeg kunne ikke lade dette ske, jeg kunne ikke forlade Justin på den måde.

 

Jeg vil stikke af med ham, og vi vil leve lykkeligt til vores dages ende, uanset hvad. For 1 ting havde jeg lært siden jeg mødte Justin, der var kun 1 af ham, han var speciel og unik. Jeg kunne ikke lade sådan en unik person glide ud af mit liv.

Vi kunne flygte til New York, den by havde jeg altid ønsket at bo i. Den var stor, og det var svært at finde os i den. Mine forældre ville langsomt give op og tage hjem. Justin og jeg vil være sammen for evigt. Ingen moster i London. Kun ham og jeg i New York. Oh yeah, jeg kunne lige forestille mig det. Vi gik der hånd i hånd, mens ingen kiggede undrende på os, fordi de ikke vidste, at vi var en nyere version af Romeo og Juliet.

 

Jeg løb rundt om et hjørne, og jeg var endelig ved Justins vej. Jeg var virkelig forpustet og jeg havde svært ved at trække vejet. Gud, hvad gjorde jeg ikke for denne dreng. Jeg ville forlade mit liv her. Mine venner, min familie, mine forældre, mine minder, alt for en dreng, som jeg kun havde kendt det meste af sommeren. Det kunne kun betyde, at det vi havde var ægte kærlighed, og vi ville gøre alt for hinanden.

 

Jeg løb over til hans hus, hvor jeg lige skulle havde været. Jeg ville ikke ligne en stønnende flodhest, når hans plejemor eller plejefar åbnede døren. De var så søde, og jeg tror faktisk, at de kunne lide mig. Hvis bare jeg kunne bo hos dem uden problemer, vågne op til Justins sovende ansigt hver morgen. Være sammen med ham hvert minut, uden at hans plejeforældre fik nok af os. De syntes, at jeg var god for Justin, og jeg var lige hvad Justin havde brug for. Jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvad det betød. Men jeg elskede at tænke på det.

 

Jeg bankede på døren og ventede på, at der kom en og lukkede op. Det var mørkt, og jeg hørte klamme lyde bag mig, så jeg håbede kun på, at den dør snart vil åbne. Jeg hadede mørket, og det havde jeg gjort lige siden, jeg var helt lille. Men hvem elskede mørket? Det var så uhyggeligt, man vidste aldrig, hvad der ventede en, når man gik rundt om hjørnet, eller om den underlig lyd bare var en kat? Jeg hadede det, og det vil jeg nok altid gøre.

 

"Hailey". Sagde Justins plejemor overrasket, men hun havde heldigvis et smil på læben, så jeg følte mig velkommen. "Hej, jeg skal snakke med Justin, hvis det er okay". Sagde jeg lidt usikkert. Hun grinede lidt. "Ja da, faktisk kan du bare gå ind, du behøver ikke stå der og banke på, du er en del af familien". Sagde hun smilende til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det, hvor var det sødt. "tak". Jeg gik forbi hende og ind i det varme hus, hvor der var masser af lys. "Han er oppe på hans værelse". Sagde hun venligt til mig. Jeg gav hende et nik og et sødt smil som tak. "Hey Hailey". Sagde Justins plejefar glad til mig. Jeg kiggede over på ham, han sad ved spisebordet og læste avis. Wow, det vidste jeg ikke, at folk gjorde mere. Min far havde ikke siddet ved spisebordet og læst avis, mens min mor ordnede vasken, siden jeg var 5. Jeg havde altid syntes, at det var hyggeligt. "Hej". Sagde jeg smilende til ham. "Det er hyggeligt at se dig igen". Sagde han venligt. Hans plejeforældre var så venlige, altså please adoptere mig! "Tak, det er også hyggeligt at se jer igen". Jeg løj ikke. Jeg syntes faktisk, at det var rart at være her igen. Han gav mig et smil, og jeg gav ham et smil - Det måtte vel betyde, at vores samtale var slut. Jeg smuttede op af trappen, mon Justin blev glad for at se mig?

 

Jeg bankede 3 gange på hans dør og gik ind. Han sad i sin seng med sit hoved rettet mod skærmen, og han havde et joystick i hånden - Han spillede X-box. Han kiggede overraskende glad på ham, og så slukkede han fjernsynet.

 

"Hailey, hvad laver du her?". Spurgte han mig undrende. Jeg smilede lidt, mens jeg gik over mod ham. "Bliver din far ikke rasende?". Spurgte han mig bestemt. Da jeg kom tættere på ham, opdagede jeg, at hans øje var blåt. Hmm, det var min fars skyld. "Jeg er ligeglad, jeg vil være sammen med dig". Sagde jeg og krammede ham, men han krammede ikke tilbage? Han tog fat i mine overarme og tak mig væk, mens han havde et seriøst ansigtsudtryk. "Hvad er der?". Spurgte jeg ham undrende. Han var ikke helt okay! For det første, så han ikke speciel glad ud for at se mig! Og for det andet, trak han mig væk fra ham? Hvad var der i vejen med ham?

 

Han satte sig på sengekanten og kiggede såret på mig. Det fik jeg det lidt dårligt af. Jeg satte mig ved siden af ham, og lagde min hånd på hans skulder. Han drejede sig lidt, så vi så direkte på hinanden. "Jeg tror, du far har ret". Sagde han meget seriøst. Min hånd gled langsomt ned af hans skulder, mens jeg kiggede undrende på ham. "Hailey, dine forældre elsker dig, hvorfor ødelægge det?". Spurgte han mig. Jeg sukkede lidt. "Jeg elsker dig, og jeg er ligeglad med dem, jeg....". - "Du skal ikke være ligeglad med dine forældre. Du har nogen, vær sammen med dem". Afbrød han. Jeg kiggede såret på ham. Var det meget personligt for ham at sige? Fordi han ikke havde hans rigtige forældre omkring ham? "Men hvad er det du siger?". Spurgte jeg ham. Jeg forstod det ikke helt.

 

"I går, forstod jeg rigtigt, at din far elsker dig så meget, at han beskytter dig fra en som mig, hvorfor forlade sådan en far?". Spurgte han mig, men jeg forstod ikke rigtigt. Det lød ikke særligt positivt. "Mine plejeforældre er også overbeskyttende for deres datter, og det inspirer mig. De elsker hende så højt, derfor lader de hende ikke være sent ud. De hjælper hende med hendes uddannelse. De gør alt for hende, ligesom dine forældre". Forklarede han. Jeg begyndte langsom at forstår ham. Jeg hadede jo ikke mine forældre, de vil jo bare have, at jeg fik det bedste. "Jeg syntes, du skal være heldig at have forældre, som bekymre sig for dig". Sagde han. "Men de bestemmer for meget over mit liv, de vil have jeg får det bedste, men det bedste er dig, og det forstår de ikke". Sagde jeg lidt bestemt. Jeg kunne ikke lide, hvor dette førte hen. "Måske har de ret". Sagde han trist. Jeg fik et undrende blik. "Jeg er ingenting. Jeg er ikke klog, jeg har intet talent for noget som helst. Dine forældre vil have, at du finder en fyr, som er klog, har en fremtid inden for noget godt, og en der ikke er mig". Sagde han sukkende.

 

"Det er derfor jeg gerne vil stikke af med dig, så vi kan være sammen". Sagde jeg meget fristende til ham, men det så ikke ud til at virke. Han rejste sig op og gik over til en stol. Han tog en trøje, som var min. Hmm, den måtte jeg have glemt dengang hvor jeg sov hos ham. "her". Sagde han og gav mig den. Jeg rejse mig op og tog imod den. "Jeg syntes du skal gå hjem, være sammen med dine forældre, glemme mig, få et bedre liv, hvor jeg ikke er indblandet". Jeg kunne mærke at tårerne pressede på, da han sagde det. Ikke nok med at mine forældre sagde, at jeg ikke kunne være sammen med ham, nu sagde min eneste ene også, at jeg ikke burde være sammen med ham. "Ikke græd". Sagde han og prøvede at gå over til mig for at trøste mig, men hvorfor skulle jeg tage imod det? "Nej Justin, du har ikke ret, du vil altid være indblandet i mit liv". Sagde jeg, mens tårerne rendte ned af mine kinder. "Og på grund af dig, vil jeg aldrig finde en ny. Fordi jeg elsker dig, men nu har du kun ødelagt mit liv". Med de ord smuttede jeg ud af hans dør, og jeg løb udenfor, så jeg ikke behøvede at se hans plejeforældre en sidste gang. Jeg løb grædende hjem, hvor det sikkert ikke blev bedre.

 

~

 

Justins synsvinkel.

 

Jeg sad på enden på af min seng og kiggede ned i gulvet, sådan havde jeg siddet i noget tid. Gjorde jeg det rigtige? For hun lød ærlig i hendes ord. Jeg ville ikke kunne klare, hvis hun ikke fandt en ny fyr. Men det var bedst sådan. Hun var så heldig, at hun havde forældre, hvorfor ikke bare gøre som de sagde, så hun altid vil have dem? Den del vil jeg aldrig forstå, fordi jeg aldrig havde haft rigtige forældre. Men jeg kunne aldrig forlade mine plejeforældre, fordi jeg elskede dem så meget. Det var da noget af det samme.

 

Jeg kiggede lidt rundt i mørket, måske var det en dårlig måde at sige farvel på? Jeg mener, det kunne gøres bedre?

 

Jeg rejse mig op og gik du af gangen. Hailey havde faktisk forandret mig en del, jeg var blevet en bedre person på grund af hende, så hun fortjente, at jeg sagde farvel på en ordenligt måde.

 

vent!

 

Jeg smuttede hurtigt tilbage til mit værelse og løb over til en skuffe, hvor der lå noget helt specielt i. Jeg tog en lille sort æske op, hvor Haileys gave var i. Jeg havde tænkt mig, at give hende den til hendes fødselsdag. Den perfekte gave. Men det var måske bedre nu?

 

Jeg skyndte mig nedeunder, hvor mine plejeforældre kiggede undrende på mig. "Justin". Sagde min plejemor. Jeg kiggede smilende på hende. "Har ikke tid, jeg er hjemme lidt senere". Sagde jeg og smuttede ud af døren. Jeg havde ingen tid at spilde! Jeg løb over til min bil og kørte så stærkt jeg kunne over til Hailey. Jeg havde æsken i lommen, og der skulle den meget gerne blive!

 

 

Da jeg holdte lidt væk fra hendes hus, steg jeg ud af bilen og løb stille over til garagen, hvor jeg kravlede op. Ja, den tur havde jeg jo haft en gang før. Hvordan kom Hailey op? Jeg mener, så stærk var hun heller ikke. Jeg kiggede undrende rundt på taget, og til min store overraskelse, var der en stige i siden. Hmm, irriterende. Nå, jeg gik over til vindue og så, at det stod lidt åbent. Jeg åbnede det og gik ind på hendes værelse, hun var der ikke. Jeg kiggede lidt rundt på hendes værelse, det var rart fedt, jeg kunne tydelig se, at hun var rig med alle de fede ting.

 

Døren åbnede sig og Hailey kom ind, hun havde hovedet rette mod gulvet, så hun havde ikke set mig endnu. Hun lukkede døren bag sig og gik ind på hendes værelse.

 

"Justin". Sagde hun overraskende. Jeg gav hende et lille smil. "Er du sindssyg, hvad laver du her?". Spurgte hun mig og satte sig ned på hendes seng, det samme gjorde jeg.

"Jeg syntes ikke, at jeg gjorde det godt nok". Sagde jeg såret til hende, så hun forstod, at jeg var ked af det. "Så vi slår altså op?". Spurgte hun mig sukkende. Jeg kiggede ned på hendes seng, jeg kunne ikke lide det ord, så jeg sagde ikke noget til det.

 

"Vil du vide hvad Kate og Marvin sagde til mit øje, da de så det?". Spurgte jeg hende smilende. Bare for at snakke om noget andet, og mine plejeforældre var vel perfekte. Hun smilede lidt. "Ja". Jeg nikkede og gjorde mig klar til en lille historie. "Jeg kom hjem, og de var ikke gået i seng......". Jeg fortalte en lang historie om, hvordan jeg prøvede at skjule det, men det var ikke muligt. "Da de så så det, lavede de kun jokes med det". Sagde jeg grinede, Hailey grinede også lidt. "Hver gang de så mig, spurgte de mig, om jeg lige havde løbet ind i en lygtepæl". Jeg fortalte om de mange jokes, som de lavede.

 

"Men fik de nogensinde sandheden?". Spurgte hun mig. Jeg rystede lidt på hovedet. "De ved godt, at jeg ikke behøver at fortælle dem det, og hvis jeg havde lyst, så havde jeg gjort det". Sagde jeg smilende. Hun nikkede lidt. "Dit liv må være rart". Sagde hun sukkede. Jeg grinede lidt. "Mit liv er normalt". Hun nikkede bare. Jeg tog fat i hendes hænder, og jeg skulle lige til at fortælle hende, hvor meget hun betød for mig, da det bankede på døren.

 

"Hailey, kan vi snakke sammen?". Spurgte en kvindestemme, jeg var sikker på, at det var hendes mor. Vi kiggede chokerende på hinanden. "Gem dig i skabet". Sagde hun og pegede på et skab bag mig. Jeg nikkede og gik lydløst over til det, jeg åbnede det og stillede mig ind i det. "ja". Svarede Hailey hendes mor. Døren åbnede og hendes mor kom ind. Jeg kunne ikke se dem, men jeg kunne sagtens høre dem.

 

"Jeg har snakket med din moster i London". Sagde hendes mor bestemt til hende. "Hvad sagde hun?". Spurgte Hailey hendes mor. Hun sukkede lidt. "Du rejser næste fredag". Sagde hun. "okay". Sagde Hailey bare. Jeg vil vædde med, at hendes mor så undrende på hende. "Så du går frivilligt med til det?". Spurgte hende mor hende. "Ja, det gør jeg". Sagde hun meget ærligt. Jeg vidste godt, at det var på grund af mig, at hun vil gå frivilligt med til det. "Fint, det er for det bedste". Sagde hendes mor til hende. "ja". Med de ord forsvandt moren ud af værelset og der var fri bane.

 

"Det lød som noget du allerede vidste det med din moster?". Spurgte jeg hende. Hun sukkede lidt. "Ja, jeg har vidst det et stykke tid". Svarede hun mig. Jeg nikkede bare. "London, hva?". Sagde jeg. "Ja, det er godt nok. Jeg vil dø indeni, hvis jeg skulle se på dig hver eneste dag". Sagde hun lidt surt, men hendes ord fik det til at gøre ond i mit hjerte.

 

"Hailey, du betyder meget for mig, og jeg kan næsten ikke beskrive det. Men jeg elsker dig". Sagde jeg bestemt til hende. Jeg vil ikke have, at hun skulle gå rund og tro, at jeg ikke elskede hende. "Jeg elsker også dig". Sagde hun sødt til mig. Jeg nikkede lidt. Jeg tog den lille æske op af lommen og åbnede den. "Justin". Sagde hun overraskende glad. Jeg smilede lidt. "Vend dig om". Sagde jeg smilende til hende. Hun gjorde som jeg sagde, og så gav jeg hende halskæden på. "Den er smuk, tusind tak". Sagde hun glad, mens hun rørte ved det lille hjerte. "Det var godt. Men lov mig, at du tænker på mig, hver gang du ser hjertet". Sagde jeg meget seriøst til hende. Hun nikkede. "Det skal jeg nok".

 

Jeg kiggede over på hendes ur, klokken nærmede sig 1 om natten, og jeg skulle være hjemme inden kl. 1. Det var en regel jeg havde med mine plejeforældre, og jeg havde tænkt mig at holde det. "Jeg må hellere se at komme hjem". Sagde jeg til hende. "Okay, men håber vi ses inden jeg tager af sted". Sagde hun smilende til mig. "Jeg tror faktisk, at dette vil være den sidste gang, vi ser hinanden". Sagde jeg seriøst til hende. Det fik hende til at kigge undrende på mig. "Vi skal til Canada i morgen, og vi kommer ikke hjem før torsdag i næste uge om natten". Sagde jeg til hende, det fik et såret smil frem. "Men jeg vil se dig rejse, jeg vil ligge på græsset og kiggede op på dig, når du rejser". Sagde jeg smilende til hende. "Okay, jeg vil kigge ned på dig, så". Sagde hun grinede. Jeg kunne ikke gemme et lille smil, så jeg lod det komme frem på mine læber. "Men jeg må smutte, ellers bliver mine plejeforældre sure". Sagde jeg og gik over til vinduet. "Husk, at når du savner mig, så kig på hjertet". Da jeg havde fået et nik og et smil smuttede jeg ud af vinduet. Det var nok sidste gang, jeg så hendes smil i noget tid.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...