Your Heart is a Muscle ♥ (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Justin og Hailey er nyforelsket. De mødte hinanden for første gang på skolens parkeringsplads, og siden der har det bare gået op og ned for de 2. De elsker hinanden højt, så højt at de skjuler deres kærlighed for Haileys forældre. Haileys forældre vil ikke have, at hun render sammen med en som Justin, men hun gør det alligevel. Men hvad sker der så, når hendes far fanger hende i at snige sig ud til Justins bil en sommeraften? Vil alt ændrer sig? *Justin er ikke kendt, der er også en trailer*.

167Likes
243Kommentarer
15359Visninger
AA

2. It was love at first sight

Jeg sad koncentreret foran mit spejl, og prøvede at få min makeup til at fungere. Lidt mascara på vipperne, så det fremhævede mine brune øjne lidt mere. Jeg gled eyeliner perfekt på øjenlåget, så det lignede at mascaraen så større ud, derimod også mine vipper. Lidt lyserødt lip gloss på mine læber, på den måde fremhævede det også mine øjne en del. Det var makeuppen, perfekt. Mit lange brune hår hang ned ad mine skuldre, jeg gjorde intet ved det, jeg glattede eller krøllede det ikke, jeg kørte kun børsten igennem, og så var mit hår klar til en skoledag.

Der var kun 5 skoledage tilbage, og så kom der en 6 ugers lang sommerferie, skønt. Den havde jeg ventet længe på. Bare sove til kl. 3 om eftermiddagen, se film til lang ud over natten, ja, det havde jeg glædet mig enormt meget til. Hmm, jeg skulle helt sikkert også være sammen med min bedste veninde Hope.

 

Jeg rejste mig fra stolen og kiggede på mig selv inde i spejlet, tjekkede håret, makeuppen og tøjet, alt så fint nok ud. Jeg rettede et par ting, ikke at det blev bedre, men det var en vane, som jeg havde.

Mit lille ur på væggen fortalte mig, at jeg skulle få lidt fart på, ellers ville jeg komme for sent i skole, og det ville ikke være så godt.

 

Jeg snuppede min taske fra gulvet og begav mig nedeunder, hvor min mor sikkert sad i køkkenet med hendes bærbar. Jeg tjekkede min mobil lidt, bare for at se om jeg havde fået et par beskeder, men som altid, havde jeg ikke fået en eneste. Men hvis jeg var så heldig at få en, var den enten fra Hope eller min mor.

 

Da jeg kom ned i køkkenet, kunne jeg hurtigt se, at jeg havde ret. Min mor sad ved spisebordet med hendes bærbar og en kop kaffe. Der sad hun altid, hver gang jeg stod op. Jeg forstod hende ikke helt, hun var hjemmegående, så hun kunne bare sove så længe, som hu havde lyst til. Men hun valgte at stå op kl. 5 sammen med min far, hvorefter han tog af sted kl. 6, så hun sad alene i en hel time, indtil jeg stod op. Hmm, hun forklarede mig altid, at hun gerne vil have noget tid sammen med mig, inden jeg tog i skole. Men jeg var kun sammen med hende i ca. 10 min, og så ville jeg tage i skole. Men hun var ligeglad. Hun slog tiden ihjel ved at bage boller til mig, eller side på facebook, hun var som en besat teenager, hun skrev altid statusser om hvad som helst, det var til at blive helt skør over.

 

"Godmorgen skat". Jeg kiggede over på hende, hun havde endelig opdaget, at jeg var kommet ned til hende. Hun gav mig et varmt smil, hun var sikkert glad for, at hun endelig havde fået selvskab. Jeg satte mig ved siden af hende, og lige i samme øjeblik lukker hun hendes bærbar sammen, så hun havde hendes fulde opmærksomhed på mig. "Det er det vel". Sagde jeg sukkende og kiggede udenfor. Solen skinnede meget, og jeg kunne endda mærke varmen indenfor. Mine øjne stirrede på et par yngre børn, som var på vej i skole. Uh, det mindede om mig, da jeg var yngre. Jeg elskede at komme for tidligt i skole, men nu, hmm, nu kom jeg bare i sidste øjeblik. "Ej hold op, det er en smuk dag". Sagde hun smilende til mig. Min mor var meget positiv og frisk, altid, der var aldrig et tidspunkt, hvor hun ikke var. "Det er det vel". Hmm, jeg var ikke et morgenmenneske, og det vidste hun heldigvis godt. Jeg var ikke en, som man skulle snakke med om morgenen, jeg var altid så sur.

 

Min mor fik kigget på hendes lille gulv armbåndsur, som hun havde fået af min far i bryllupsgave, det havde helt sikkert kostet det hvide ud af øjnene på ham, men min far tjente mange penge, så det gjorde vel ikke så meget. Hun kiggede chokeret på mig, som om at jeg havde gjort noget forkert. "Skal du ikke snart af sted, ellers kommer du for sent?". Spurgte hun mig. Hmm, mig for sent? Jeg havde aldrig kommet for sent før. Jeg kiggede over på et ur, som hang på væggen. "Jo, jeg må hellere gå nu". Vi boede ikke så langt væk fra skolen, det tog mig normalt 3 minutter at gå over til skolen, så skolen var ikke forfærdeligt lang væk. "okay". Sagde hun lidt bekymret for mig, hun troede sikkert, at jeg kom for sent. Joke, det skete aldrig for mig.

 

Jeg rejste mig sukkende op og tog min skoletaske om på ryggen. "Men vi ses". Sagde jeg og gik mod døren, men jeg ventede på noget, noget fra min mor. "Ja det gør vi". Sagde hun smilende til mig. Så, nu kunne jeg gå i skole.

 

Jeg gik ud af døren, og lige i samme øjeblik jeg kom udenfor, fik jeg et lille smil på læben. Den varme luft, den skinnede sol, de mange fuglefløjt, jeg elskede sommeren, specielt når ferien var nær.

Jeg bevægede mig over på skolen, hvor jeg skulle have 7 hårde timer, hvorefter jeg kunne gå hjem og lave lektier, yep, mandage var ikke sjove. Jeg glædede mig til på fredag, fri kl. 12 og så hjem og holde fri i 6 uger, det var lige noget for mig. Og når jeg kom tilbage fra ferien, gik jeg på 2. år, det vil sige, at jeg gik på 1. år på min high school nu, hmm, det var ikke rart at være på 1. år. Man fik ingen respekt, fordi man var den yngste årgang.

 

~

 

Da jeg kom til skolens grund, fik jeg hurtigt en fornemmelse på, at jeg skulle skynde mig. Der var mange på min alder, som skyndte sig ind i bygningen, fordi de var bange for at komme for sent. Mine øjne kiggede på skolens store ur, det fortale mig, at jeg havde 2 minutter endnu. Men jeg skulle stadig over til mit skab, og finde den bog, som jeg nu skulle bruge i det kommende fag. Så jeg havde faktisk lidt travlt, bare lidt. Meget faktisk.

Jeg småløb over til indgangen, som var foran skolens parkeringsplads, hvor der holdte en masse biler, både dyre og billige. Men lige inden jeg nåede over til døren, kom der en person løbende ved min side, som ikke kiggede sig for.

 

"Jeg kommer om lidt". Råbte en drengestemme til hans venner, men jeg så ham ikke, jeg hørte kun stemmen, jeg havde for travlt til at kigge efter en dreng. 

Han havde hovedet rettet mod hans venner, så han ikke kunne se, hvor han egentlig løb. Og jeg var ikke bevist om noget som helst, kun at jeg skulle nå ind og hente min bog. Men pludselig fik jeg et kæmpe chok og et lille skub. På 0,5 sekunder lå han nede på jorden sammen med mig. Vi havde løbet ind i hinanden og landet på den hårde jord, sammen. Hvor akavet.

 

Jeg satte mig lidt op på den hårde asfalt og kiggede rundt, bare for at se om der var nogen, som havde set mit fald. Men det var der, så det blev kun endnu mere pinligt. Heldigvis havde de fleste for travlt til at grine, så det var meget rart.

 

"Hov det må du undskylde, jeg så mig ikke for". Sagde han sødt til mig, da vi begge sad på knæ og tog vores ting fra jorden. Jeg fik kigget på den mystiske dreng, og da jeg så ind i hans øjne, var der et eller andet. Han hjalp mig op at stå, ved at række hans hånd ud til mig, jeg tog selvfølgelig imod hans hjælp. "Det er min fejl". Sagde jeg hurtigt til ham.

Han grinede lidt, mens han kiggede på mig. Vi stod overfor hinanden, og vi kunne ikke lade være med at kigge ind i hinandens øjne. Der var et eller andet, hvad det vidste jeg ikke, men han kunne ikke lade være med at klø sig i nakken, som om at han var genert?

"Jeg hedder forresten Justin". Sagde han smilende til mig, hans smil var vidunderligt. Dejligt hvidt, og man kunne tydelig se, at det ikke var falsk. Justin, som om at jeg ikke vidste, hvad skolens populæreste dreng hed? "Okay, jeg hedder Hailey". Sagde jeg med en lidt genert stemme. Han grinende lidt. Han syntes sikkert, at det var sødt, at jeg var genert, for det syntes de fleste dreng jo. "Hyggeligt at møde dig Hailey". Sagde han glad, som om at han faktisk mente det. Jeg nikkede lidt, det var også hyggeligt at møde ham, men det kunne jeg ikke få sagt.

Jeg vågnede lidt fra at kigge ind i hans magiske øjne og for at være helt væk i ham, til at tænke på tiden, og hvor travlt jeg egentlig havde. "Men jeg må hellere gå, jeg vil helst ikke komme for sent". Sagde jeg smilende til ham. Han grinede lidt, mens han havde et undrende blik rette mod mig. "Det er vist for sent". Sagde han og kiggede rundt på parkeringspladsen.

Vi var de eneste som stod ude foran skolen, alle de andre måtte havde bevægede sig indenfor. Uhm, klokken måtte havde ringet, mens vi stod og snakkede, mærkeligt at jeg ikke hørte det. "Nå, men jeg må gå nu så". Sagde jeg og begyndte at gå væk fra ham. Jeg havde et lille håb om, at han ville sige noget til mig. Bare et eller andet. "Ja, måske ses vi". Sagde han og gik tilbage til sine venner, som havde gloet på os. Jeg iagttog ham gå over til hans venner. Da han kom over til hans venner, grinede de lidt af ham, mens de slog ham på skulderen, drenge altså.

 

Jeg vendte mig hurtigt om, og det var heldigt, for jeg var ved at gå ind i glasdøren, det havde været pinligt, også selvom der faktisk ikke var en eneste sjæl til at opdage det. Jeg gik ind af døren, så jeg kom ind på den lange og brede gang, mens jeg havde et stort smil fremme, jeg kunne ikke holde op med at smile.

Gangen var fuldstændig tom, det var den ellers aldrig, den var altid propfyldt med mennesker, men klokken havde trods alt også ringet, så jeg burde faktisk skynde mig. Jeg gik hurtigt over til mit skab og åbnede det, men jeg havde svært ved at koncentrere mig.

 

Det var et uheldigt møde, som blev til heldigt. Jeg kendte ikke Justin, overhoved. Jeg vidste kun, at han gik på 2. år, mens jeg gik på 1. Og at han var temmelig populær, mere vidste jeg ikke. Men jeg vidste overhoved ikke, at han var så sød, og at han havde de smukkeste brune øjne i verden. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham, vores lille møde, vores hænder som rørte hinanden, da han hjalp mig op. Han var hjælpsom og sød, sådan havde jeg slet ikke forstillet mig ham, jeg troede, at han var ond og alt muligt, men han overraskede mig. Og for ikke at glemme hans grin, han grinede af næste alt, hvad jeg sagde. Han var da sød. Men han vil aldrig være interesseret i mig, jeg var trods alt kun på 1. år.

 

 

Efter skole fulgtes jeg med Hope, hun snakkede og snakkede.....Og snakkede. Hvad hun snakkede om, det vidste jeg ikke helt, jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg var helt væk i ham Justin, ham som jeg stødte ind i. Jeg havde ikke tænkt på andet hele dagen. Da jeg kom for sent, var læreren meget sur, men jeg gav ham bare et rigtigt stort smil, og så var han ikke sur mere. Jeg sad og smilede i alle timerne, så jeg opmuntrede alle lærerne. Jeg fulgte overhoved ikke med i timerne, det eneste jeg tænkte på.....var Justin. Mon han mente det med, at vi måske ville se hinanden igen? Jeg så ham ikke så tit på skolen, selvom vi gik på samme skole, var han aldrig udenfor eller på gangene. Vi havde heller ingen timer sammen, da han gik en klasse over mig. Jeg havde kun hørt om ham, og måske set ham et par gange, men det var ikke det helt store. Han havde sikkert aldrig lagt mærk til mig, jeg var i hvert fald ikke en af de populære, som man lagde mærke til.

 

"Men er det ikke sindssygt?". Spurgte Hope mig meget overdreven. Oh gud, hvad skulle jeg dog svare? Hvad snakkede hun overhoved om? De unge mødre? 16 and pregnant? Made? Friendszone? Det var bare 4 af de serier, som hun fulgte med i. Der var mange flere hvor den kom fra. "Jo, meget". Sagde jeg på en overdreven måde så hun virkelig troede på det. Hun sukkede fornærmet ud i luften, mens hun kiggede rundt på de mange unge mennesker.

"Jeg syntes det er så synd for hende, alt hva......". Og så begyndte hun at snakke igen, men endnu engang lukkede jeg af. De reality programmer interesserede mig ikke så meget, i hvert fald ikke nok til, at jeg gad at snakke om dem. Men hun elskede dem, og hun elskede at diskutere dem, så jeg lod bare som om for hende.

 

Mine øjne fangede pludselig noget interessant på parkeringspladsen, noget meget lækkert. Justin stod lænet op foran på en bil sammen med hans venner, en af hans venner havde en fodbold i hånden, så noget tydede på, at de skulle spille fodbold. De grinede virkelig meget, som om, at der var sket noget meget sjovt. Endnu engang så jeg hans smil, det gjorde mig helt varm indeni.

Hans venner havde alle bare overkroppe, det var også temmelig varmt, så det var der forståelse for. Justin tog fat i kanten af hans T-shirt og trak den over hoved, så han, ligesom hans venner, havde bar overkrop. Mine øjne kunne ikke lade være med at stirre på den overlækre mave, hvorfor gjorde han sådan noget? Det var tydeligt at se, at jeg ikke var den eneste pige, som stirrede på hans krop. Han drejede hovedet lidt, så han fik øjenkontakt med mig, lidt akavet, for nu vidste han, at jeg havde stirret på hans mave eller på ham for den sags skyld. Han fik et lille smil på læben og gav mig et lille vink. Jeg smilede tilbage, men et vink fik han ikke. Jeg havde ikke fortalt Hope det endnu, og jeg ville ikke have, at hun skulle vide det endnu, så han fik et sødt smil tilbage, det så også ud som om, at han blev glad for det.  Vi rettede begge vores opmærksomhed på person ved vores side, i Justins tilfælde var det en dreng, i mit tilfælde var det Hope. Men mine tanker var på Justin, kun på Justin. Hvorfor var han i mine tanker?

 

Jeg fik kigget en ekstra gang over på ham, hans øjne stirrede på mig, men da han så, at jeg kiggede på ham, skyndte han sig at kigge væk. Tænk at han kiggede på kig? Tænkte han mon også på mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...