Your Heart is a Muscle ♥ (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 24 apr. 2013
  • Status: Igang
Justin og Hailey er nyforelsket. De mødte hinanden for første gang på skolens parkeringsplads, og siden der har det bare gået op og ned for de 2. De elsker hinanden højt, så højt at de skjuler deres kærlighed for Haileys forældre. Haileys forældre vil ikke have, at hun render sammen med en som Justin, men hun gør det alligevel. Men hvad sker der så, når hendes far fanger hende i at snige sig ud til Justins bil en sommeraften? Vil alt ændrer sig? *Justin er ikke kendt, der er også en trailer*.

167Likes
243Kommentarer
15155Visninger
AA

4. Her again.

Justins synsvinkel.

Jeg tjekkede en ekstra gang i spejlet, bare for at være helt sikker, jeg kunne jo ikke komme i skole og ligne en idiot? Det ville nok sænke min popularitet en smule, og det skulle jeg helst ikke risikere. Min popularitet var det eneste, som jeg faktisk havde. Hvis jeg ikke havde en masse venner omkring mig, folk som respekterede mig eller piger som savlede over mig, havde jeg ingenting! Jeg havde ikke den helt store mængde af penge, ligesom mange andre på min skole. Faktisk var jeg noget anderledes end de fleste, og det var kun dem, som spurgte ind til mit liv, som vidste hvem jeg virkelig var. Det var ingen hemmelighed, for folk kunne bare spørge, og så vil jeg svare ærligt. Men det var de færreste som spurgte. Enten var de bange for det, fordi de troede, at jeg ville blive sur, hvilket jeg ikke ville blive. Eller også var de ligeglad.

 

Mange som ikke kendte mig rigtigt troede sikkert, at jeg boede i et stort hus, hvor der var stuepiger, kokke og butlere, og mine forældre var rige karriere mennesker. Men sandheden var, at jeg ikke kendte mine forældre, sørgelig historie, ja. Men jeg havde ikke rigtigt noget imod det, jeg havde aldrig mødt dem, og jeg kom sikkert aldrig til det. Jeg boede hos en meget sød familie, også kaldet min plejefamilie. Jeg havde boet hos dem, lige siden jeg var 4 år, og de var fantastiske mennesker. De udgav sig ikke for at være mine forældre, som de fleste plejeforældre gjorde, nej, de fortalte mig fra starten, at de ikke var mine forældre, men jeg kom tit til at kalde dem mor og far, det havde de selvfølgelig intet imod. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at kalde dem deres navne, Kate og Marvin. De var begge 41 år, men de virkede ikke sådan, de var meget friske og aktive mennesker. Jeg var ikke deres eneste 'barn', de havde en datter, som var deres egen. Adriana, hun var næsten lige blevet født, da jeg kom ind i familien, så hun havde altid behandlet mig som en storebror, da hun var 4 år yngre end mig. Men hun var en lille engel, som kunne blive til en djævle en gang imellem, men det var fordi, at hun var teenager, ligesom mig. Men jeg havde næsten aldrig haft problemer med Kate og Marvin, det var kun noget med tider, hvornår jeg skulle være hjemme om aftenen og sådan, men ikke rigtigt andet.

 

Mange troede at de var rige, fordi jeg gik i dyre mærkevarer, og fordi jeg havde det nyeste nye, fx iPhone, Mac Book og sådan, jeg havde mange ting. Men det er noget af en indviklet historie...Før jeg blev 18, fik jeg penge fra kommunen, fordi jeg var et plejebarn, jeg fik mange penge, så jeg købte dyre ting af dem. Men da jeg blev 18, fik jeg ikke længere penge, det var faktisk meningen, at jeg skulle flytte ud, men jeg fik lov til at blive boede, indtil jeg var gået ud af college. Så jeg begyndte at blive lidt 'fattigt' i det, fordi Marvin og Kate bare var almindelige lønarbejder, så de tjente kun normal løn, så de kun lige kunne overleve og give ting til deres datter. Jeg forlangte intet af dem, fordi jeg boede gratis hos dem. Men jeg havde et godt job, hvor jeg tjente penge nok til mit dyre tøj og telefonregning.

Det undrede mig tit, at jeg var populær, når jeg var fattig i det, og når jeg havde et arbejde, men livet var en stor overraskelse. Normalt var man populær på grund af rigdom, og hvis man havde en fin rolle i samfundet, det havde jeg ikke. Men jeg havde udseende, og så var jeg god til at snakke, det talte ret godt. Uden det ville jeg være et nul, og det havde jeg aldrig været..

 

Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Hmm, mit brune hår strittede op i luften, det var meget nemt at sætte, jeg kunne bare køre fingrene i gennem det, og så sad det perfekt. Selvom jeg aldrig havde set mine forældre, så havde jeg et billede af dem på mit natbord, hvorfor, det vidste jeg ikke helt. Det havde bare altid været ved min side. Billedet viste mig, at jeg havde min mors brune øjne, mange syntes, at de var ret kønne, jeg syntes bare, at de var normale, som alle andres. Jeg havde min fars hårfarve, fordi min mor var blond. Hmm, så havde jeg måske min mors smil og mine fars tænder, mere vidste jeg ikke.

 

Jeg gik væk fra spejlet og kiggede på et ur på væggen, hmm, jeg burde tage at gå i skole, ellers ville jeg komme for sent. Ikke at jeg ikke gjorde det tit, jeg kom næsten for sent hver dag, det var ikke så godt.

 

Jeg smuttede ud af døren, men lige inden snuppede jeg min skoletaske, som ikke var pakket til dagen, da jeg var ret ligeglad. Jeg løb ned af trappen. Normalt måtte jeg ikke det, men der var ingen hjemme. Kate og Marvin var på arbejde, og Adriana var taget i skole for længst med skolebussen.

Jeg smuttede hurtigt ud af døren og mødte den dejlige morgensol, vidunderligt! Jeg kunne godt lide sommeren, hmm, sommerferien startede på fredag, den havde jeg set frem til. Feste hele ferien, sove længe hver dag, og selvfølgelig skulle jeg også være sammen med min bedste ven, Ryan.

 

Jeg hoppede op i min splinter nye bil, som jeg fik i min 18 års fødselsdag af Kate og Marvin, den havde været virkelig dyr, det var jeg sikker på, måske de 200.000 kr. Den var også vild, den havde intet tag, eller det havde den, men man kunne fjerne det, når det var for varmt. Jeg smed min skoletaske på bagsædet og kørte ud på vejen, jeg kiggede mig godt for, for der var mange børn som cyklede i skole, så dem skulle jeg helst ikke ramme.

Jeg skulle skynde mig lidt, da jeg skulle hente Ryan hjemme ved ham.

 

Jeg kørte på vejen, hvor en masse børn cyklede ude i siden. Det mindede mig om, da jeg var lille, så cyklede jeg også i skole. Det var forfriskende, men nu havde jeg bil, det var endnu bedre. Jeg kom forbi busstoppestedet, og jeg fik øje på en, som jeg kendte. Adam, en af mine bro's.

 

"Hva's Adam?". Halvråbte jeg til ham, så han fjernede hans opmærksomhed fra hans mobil og over på mig. Han fik et lille skævt smil på læben, da han så mig. "Ikke så meget, venter på bussen". sagde han grinende, jeg smilede bare. Han vil komme for sent, hvis han tog bussen. "Giver du ikke et lift til skolen?". Spurgte han mig selvsikkert. Jeg kiggede rundt i bilen, why not? "Selvfølgelig, men sæt dig bagi". Sagde jeg smilende til ham, han nikkede bare, mens han gik stærkt over til bilen. "Skal du hente Ryan?". Spurgte han mig, da han sad bagi. Han vidste udemærket godt, at jeg hentede Ryan hver dag, det havde jeg gjort lige siden, at jeg fik bil. Mest fordi vi altid fulgtes i skole, også før i tiden. "'Yup". Han nikkede bare. Jeg kørte videre, der var ikke langt over til Ryan herfra. Han stod sikkert og ventede på os ude foran hans kæmpe store villa hus, yep, Ryans forældre var rige, stenrige. Jeg elskede at komme hjem til ham, fordi de havde så mange fede ting. De havde pool, spillerum og verdens fedeste indendørspool, hvor der var rutsjebane.

 

Da vi kom over til Ryans kæmpe hus, havde jeg ret. Han stod og ventede på mig udenfor, mens hans hoved var rette ned på hans iPhone. Hmm, jeg dyttede af ham, så han fik et lille chok. Bare for at sige nogle ting om Ryan, så var han super nørd, men han viste det aldrig. Han fik altid gode karakter i de skriftlige opgaver, men han legede aldrig nørd i timerne, da han var bange for, at folk begyndte at se ned til ham. Adam var mere neutral, han var både klog og dum, middel.

 

"Whats up?". Sagde jeg til Ryan, da han hoppede ind i bilen. Vi lavede et håndtegn, som vi lavede hver eneste gang, vi så hinanden, og det var temmelig tit. "hey dude". Sagde jeg og startede bilen, jeg måtte hellere skynde mig, da klokken snart ringede ind. Og hvis jeg kom for sent 1 gang til, kom jeg op på kontoret, ikke godt. "Hey Adam". Sagde Ryan smilende til ham. "Hej". Lang samtale de havde, de stoppede efter, at de havde sagt hej til hinanden.

 

~

 

Da vi kom til skolen, var der stadig 4 minutter til, at klokken ringede ind. Jeg parkerede lige foran skolen, mærkeligt nok var der ingen som tog den plads, fordi de vidste, at jeg altid holdte der. Vi steg ud af bilen, smækkede vores tasker om på ryggen og gik ind på skolen. "Vi har 3 minutter". Mindede Adam os om, vi nikkede bare til ham. Vi havde massere af tid. Vi gik på gangen, og mærkeligt nok flyttede folk sig, da vi kom gående, ligesom på film, det var en mærkelig rar følelse, det var så dejligt med noget respekt.

Vi låste vores skabe op og tog vores matematikbøger frem, eller det var kun Ryan og jeg, som tog matematikbogen frem, da Adam havde et andet fag.

 

"Ses dude ". Sagde vi til Adam, da han skulle den anden vej end os. "Yup". Sagde han igen. Vi gav ham en knytnæve, og så gik vi hver vores vej. For vi skulle helt over i en anden bygning, for at have det dejlige fag matematik, som jeg hadede så forfærdeligt meget. "Så Ryan". Sagde jeg, da vi gik op af en trappe, som ikke var speciel lang. Han kiggede spørgende på mig. "ja". Jeg smilede lidt. "Skal du ikke snart have dig et kørekort?". Spurgte jeg ham grinende. Jeg havde drillet ham lidt med det i nogle måneder, fordi jeg havde kørekort, og han ikke havde. "Jo jo, jeg tager min tid". Løj han, jeg vidste udemærket godt, at han havde dumpet 3 gange, så hans forældre besluttede sig for, at han først skulle tage det om 2 måneder. Det var lidt sjovt!

 

Vi kom ind i klassen, lige da klokken ringede, det var ret heldigt. Da jeg kom ind i klassen, så jeg en person, som jeg havde tænkt meget på i den seneste tid. Hailey. Hun var anderledes end de fleste piger. Hendes væremåde, hendes udtalelser, hendes smil, hendes øjne, alt ved hende. Selvom hun var på 1. år, så...vent, hun var jo på 1. år, hvad lavede hun her? Jeg satte mig undrende ned ved siden af Ryan, som havde sat sig ved det bagerst bord, som tilfældigvis var det bord, som Hailey sad ved siden af.

Jeg kiggede over på hende, men hun havde hendes blik rettet mod hendes veninde, irriterende, jeg vil have øjenkontakt.

 

"Godmorgen elever". Sagde Mr. Black, som var vores vidunderlige matematiklærer. Han var forfærdelig, ond og uretfærdig.

Der blev helt stille i klassen, da han kom ind og råbte i klassen. Han smed sine bøger på bordet og kiggede ligegyldigt på os.

 

"I får jeres matematikprøver tilbage, så kan i glæde jer over, hvor mange fejl i har, hvilket betyder, at i er dumme". Sagde han, mens han havde et snøret smil. Han var ond! Der var faktisk mange herinde, som var kloge til matematik. Eller noget.

 

"Scott, du kan dele dem ud". Sagde han til Scott, som også var en af mine venner. Han hadede at dele ud, han syntes det at ucool, det sagde han i hvert fald tit, også selvom det faktisk ikke var et ord. Han lettede sig tungt fra sin stol og gik langsom og irriteret op til Mr. Black. Han tog papirerne hårdt ud af hans hænder og sukkede, mens han delte alle prøverne ud. Jeg havde mine øjne rette mod Hailey, hun sad og stirrede ud i luften. Kig på mig Babe, please.

Prøverne var kommet til os. Ryan kiggede tilfreds på hans, ja, han var god til matematik, mens jeg stank til det. Da jeg så det lille -C, blev jeg skuffet, men jeg var ikke overrasket, det var det samme hver gang, jeg fik altid dårlige karakter. Surt.

Jeg lagde den hurtigt ned i min taske, jeg ville ikke have, at nogen skulle se den store skuffelsen.

 

"I undrer jer måske over, hvorfor vi har 1. år på besøg?". Spurgte Mr. Black os. Alle rettede deres blikke mod 1. årerne. Det var en hel klasse, som var der.

 

"Det er fordi, at i skal arbejde sammen med en af dem, lærer dem noget de ikke kan finde ud af......Eller omvendt". Sagde han, og han lød ret seriøst i sine sidste ord. Som om, at vi ikke kunne lærer dem noget, men de kunne lærer os noget?

 

"I skal være sammen 2 og 2, og jeg har lavet holdene, pige og drenge hold". Sagde han og kiggede på en seddel. Alle sukkede i klassen, det forstod jeg godt, tænk at vi skulle det?

 

"Ryan og Hope". Sagde han. Jeg kiggede grinede på Ryan, og det så ud som om, at pigen ved siden af Hailey var den udvalgte, Uh!

 

"Scott og Debbi". "Nick og Sofia". Nick og Scott var 2 af mine meget gode venner, så det var sjovt at kigge på. "Justin og....Hailey". Sagde hen med lidt mellem rundt, why? Jeg smilede lidt, jeg skulle være sammen med hende, det var jeg glad for.

 

Han sagde en masse andre navne, og hver gang et navn blev sagt, rettede alles hoveder på den person, som blev nævnt.

 

"I går ud sammen 2 og 2 og snakker om ligninger nu". Sagde han. Ja, mit yndlingsemne, hov, jeg havde jo ikke nogle i matematik, fail.

 

Ryan gik væk fra mig, så ham og Hailey byttede plads, hvilket vil sige, at Hailey kom over at sidde ved siden af mig. Dejligt, så skulle jeg ikke lette min røv.

 

"Hej". Sagde hun smilende til mig og åbnede hendes matematikbog. Jeg kiggede bare med i hendes bog, for jeg havde sørme glemt min bog, ups. "Så...ligninger". Sagde jeg sukkende. Hun kiggede smilende på mig. "Ikke din stærke side?". Jeg grinede lidt, hvor var hun sød. Jeg havde ingen stærk side i matematik, men det skulle hun ikke vide. "Nej, jeg.. jeg ved ikke, eller..". Mumlende jeg bare og kiggede ned i bogen, hvor jeg blev helt tosset og forvirret, hvor var det indviklet. "Vi skal bare hjælpe hinanden". Sagde hun smilende til mig. uh, hendes smil, det var magisk. Smukt. Sexet. Fortryllende. "okay". Sagde jeg og kiggede ind i hendes øjne. Vi blev helt fastfrosset i hinandens øjne i et øjeblik, hun havde nogle kønne brune øjne. "Jamen, så". Sagde hun og rystede svagt på hovedet, mens hun havde sit smil fremme. Jeg kiggede bare på hende, jeg kunne ikke få mine øjne fra det smukke ansigt.

 

~

 

"Men sådan laver man en ligning". Vi havde næsten været i gang i over 1 time, og jeg havde stadig ikke forstået det med ligninger. Tænk engang, jeg prøvede faktisk. "ja". Sagde jeg tvivlende. Hun smilede lidt, mens hun tog fat i min hån og aede den lidt. "Bare rolig, du skal nok lærer det". Sagde hun beroligende. Jeg nikkede bare, hun var dejlig...

 

"Jeg tænkte på, hvad skal du i aften?". Fik jeg endelig spurgt hende om, jeg havde siddet med det spørgsmål i over 1 time. Hun smilende lidt. "Det er tirsdag". sagde hun grinede, som om, at det var et dumt spørgsmål. Jeg kiggede undrende på hende. "Jeg skal vel bare lave lektier og sådan". Sagde hun så. Jeg smilede lidt. "Der bliver holdt en lille sammenkomst nede på stranden kl. 19, du burde komme". sagde jeg lidt flirtende til hende, men det gik ikke så godt, da hun gjorde mig lidt nervøs. "Men det er jo en hverdag?". Sagde hun forbavset, jeg nikkede smilende. "ja og hvad så". sagde jeg og holdte min anden hånd over hendes hånd, som holdte om min, forvirrende. Hun kiggede undrende på vores hænder, jeg følte, at hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre eller sige, hun tænkte i hvert fald. "please Hailey, det bliver kun sjovt, hvis du kommer". Sagde jeg bedede til hende, og jeg mente det virkelig. Hun sukkede lidt. "Okay, så, men kun fordi du ville have, at jeg kommer". Sagde hun smilende til mig. Jeg smilede tilfreds, det skulle nok blive sjovt.

 

~

 

Efter skole kørte jeg Ryan hjem, for han skulle jo hjem igen, og der var for langt til, at han kunne gå.

 

"Så……..Jeg inviterede altså hende Hope med i aften, hun virker sød". Sagde han smilede til mig. Jeg grinede lidt. What? Han inviterede Hope, Haileys veninde. "fedt nok, jeg inviterede Hailey, hendes veninde". Sagde jeg grinende. Ryan rystede svagt på hovedet. "Hvad sker der?". Sagde han og kiggede ud af vinduet. "Vi kan få alle de 2. års og 3. års piger vi vil, men vi vælger 1. års pigerne". Sagde han sukkende. Ja, men de var både kønnere, sødere og helt sikkert klogere! "De er bare bedre". sagde jeg smilede og kiggede hurtigt på Ryan. Han kunne ikke lade være med at smile, kunne han mon lide Hope? Og kunne jeg mon lide Hailey? Måske fandt vi ud af det i aften? Who knows?

                                                                                 

Vil i ikke nok være søde at like den? Please:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...