She Don't Like The Lights 3 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2012
  • Status: Igang
Justin har travlt med at promote sit opkomne album, Believe rundt i Europa og ser ikke sin elskede kæreste, Katrine så meget. Når de får chancen for at se hinanden griber de den og deres kærlighed fortsætter med at spire.
Men hvad sker der når Katrines graviditetstest viser positiv? Vil det ødelægge Justins karriere eller endnu værre, deres kærlighed til hinanden?

Læs med I 3'eren af She Don't Like The Lights.

27Likes
55Kommentarer
3699Visninger
AA

22. Togtyvende

 

Jeg sad med våde håndflader og en trykken i maven. Væggene var hvide. Gulvet var hvidt. Alt var hvidt og her lugtede klinisk og lægeagtigt. Jeg følte mig alt andet end tilpas her men med Justin's hånd i min gjorde det, det lidt bedre. Stolen jeg sad på hvad hvid og af plastik. Pattie's onkel ville være hos os om et øjeblik havde hans blonde assistent fortalt os for 2 minutter siden. Døren foran os blev åbnet og Justin rejste sig op. En middelaldrende mand med sort hår, store øjne og markerede kindben smilte stort til os.

- Hey, sagde Justin og gav manden en krammer.

- Du må være Katrine, sagde manden og vendte sin opmærksomhed mod mig. Jeg nikkede og tog min hånd frem for at hilse. 

- Jeg hedder Jones Siemens Mallette og jeg er Justin's mors onkel, sagde han og tog imod min hånd. Jeg smilede venligt og han viste os ind i sit lille hvide, selvfølgelig, lægerum. En briks som til min store overraskelse var sort stod i midten af rummet og der var ikke andet end et lille skab og en vask. Rummet var meget stort i forhold til hvor lidt møbler der var. 

- Du kan bare tage plads på briksen derover, sagde han og pegede mod briksen. Jeg slap Justin's hånd og satte mig forsigtigt op på den sorte briks. En stol som jeg ikke havde lagt mærke til før satte Jones sig på og rullede hen til mig.

- Og I sagde at du skulle have en abort? spurgte han om og smilede venligt til mig. Vi nikkede begge to.

- Og det er I fuldstændig sikre på, ikke også? Når det først er gjort kan det ikke laves om, sagde han og kiggede skiftevis på Justin og jeg. Jeg kiggede hen på Justin som kiggede på mig. Vi nikkede til hinanden for at bekræfte at vi begge var indforstået med det vi var ved at gøre.

- Vi er sikre, sagde jeg og Jones nikkede.

- Jamen okay. Jeg tager lige nogle test som vi skal bruge inden vi aborterer, sagde han og jeg nikkede. Han fandt nogle nåle frem.

- Vil du være sød at trække op i din trøje? spurgte han om og jeg trak op i min hvide top. Min brune mave kom til syne og jeg kunne se ud af øjenkrogen at Justin begyndte at smile. Jeg kiggede hen på ham og jeg kunne se at han kvalte det grin der var på vej ud. Jeg smilede stort og kiggede så tilbage på min mave hvor en nål nu sad i. Jeg havde aldrig været specielt bange for nåle og jeg havde altid synes at det ikke gjorde ondt at blive stukket.

- Sådan, sagde Jones og han havde en lille beholder med mit blod i i hånden. 

- Nu går jeg lige ud og tjekker det her for at sikre os at barnet ikke er for gammelt, sagde han og forsvandt så. Jeg kiggede undrende hen på Justin der satte sig ved siden af mig på briksen.

- For gammelt? spurgte jeg og rynkede mine bryn. Justin trak på skuldrene og tog mine hænder.

- Det skal nok gå, sagde Justin og gav mine hænder et klem.

- Jeg har det bare ikke godt med at dræbe et barn, sagde jeg og kiggede ned på vores hænder der var flettet sammen.

- Det er ikke et barn, endnu. Bare rolig babe, sagde Justin så beroligende og døren blev åbnet igen. Han kom ind med hastige skridt og kiggede undrende ned på den lille blodprøve han havde i hånden.

- Det var mærkeligt, sagde han så, næsten så lavt at jeg ikke kunne høre det.

- Hvad er der galt? spurgte Justin bekymrende og Jones kiggede næsten forskrækket op på os som om at han havde glemt at vi var der.

- Prøven viste mig noget underligt, sagde han så.

- Prøv at kom med, sagde Jones og vi rejste os begge op og fulgte med hen i et andet rum. Det lignede lidt vores fysiklokale på skolen. Jones pegede på en lille skærm hvor en masse sorte og hvide prikker farede rundt. 

- Sådan her ser det ud når man er gravid, sagde han og vi nikkede.

- Men sådan her ser dit blod ud, sagde han så og et andet billede dukkede op på skærmen og alle de sorte prikker var væk. Jeg forstod ikke helt hvad han mente og rynkede mine bryn endnu en gang.

- Du er ikke gravid, Katrine, sagde han så og en pludselig glæde skyllede ind over mig. Jeg skulle have lidt tid før jeg opfattede det.

- Men testene? De var positive?

Jeg stod med åben mund og kunne intet forstå.

- Nogle gange er testene ikke 100% sikre og i dit tilfælde var den ikke, sagde han smilende og jeg vendte mig mod Justin. Han stod også med åben mund men med et smil i mundvigen. Han kiggede på mig og vi smilede.

- Det er da godt, ikke? spurgte Justin for at sikre sig at jeg var okay med det. Jeg nikkede og en tåre landede på min kind. 

- Men hvad med mine ømhed og kvalmen jeg har følt de seneste uger? spurgte jeg undrende og Jones nikkede.

- Ja, prøven viste at du har en infektion i blodet som kun kræver et par uger på pencilin og så skulle du være god igen, smilede Jones. Jeg smilede over hele hovedet.

Alle de tanker jeg havde haft om at dræbe et barn, alle de gange jeg havde grædt, alle de bekymringer jeg havde haft var lige meget. Jeg var ikke gravid! Lykken strømmede ind over mig og jeg kyssede Justin ømt på munden.

Jones grinede lavmælt af vores lykke og Justin smilede.

- Jeg skriver lige en recept på medicinen, sagde Jones og forlod lokalet mens vi fulgte med.

- Tusind tak for hjælpen! sagde jeg taknemmeligt da jeg havde fået recepten og jeg rystede hans hånd.

- Det var da så lidt! Og held og lykke i fremtiden. Hils din mor, Justin, sagde Jones inden vi forlod det kliniske hospital. 

Da vi var kommet ud hoppede jeg ind i Justins favn og overplantede hans ansigt med kys. 

Han grinte af mig og kyssede mig blidt på munden. Han flettede sine fingre ind i mine og vi gik langsomt hen imod bilen.

- Jeg elsker dig, hviskede Justin i mit øre og fik mig til at fnise.

- Jeg elsker også dig, hviskede jeg tilbage og han kyssede min kind.

Vi satte os ind i bilen og kørte hen mod solnedgangen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...