She Don't Like The Lights 3 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2012
  • Status: Igang
Justin har travlt med at promote sit opkomne album, Believe rundt i Europa og ser ikke sin elskede kæreste, Katrine så meget. Når de får chancen for at se hinanden griber de den og deres kærlighed fortsætter med at spire. Men hvad sker der når Katrines graviditetstest viser positiv? Vil det ødelægge Justins karriere eller endnu værre, deres kærlighed til hinanden? Læs med I 3'eren af She Don't Like The Lights.

27Likes
55Kommentarer
3636Visninger
AA

17. Syttende

 

- Er du okay? spurgte Justin hurtigt da jeg havde sat mig ind i bilen. Jeg nikkede stille og ville egentlig bare væk. Justin begyndte at køre men stoppede hurtigt igen og begyndte at dytte. Jeg kiggede ligeså stille op og så alle paparazzierne stå foran bilen og tage billeder ind igennem forruden. Jeg kiggede ned i mit eget skød og bedte til at det ville stoppe. Jeg havde mest af alt bare lyst til at sætte mig ned og tude. Endelig kørte vi væk derfra og lyset fra kameraerne forsvandt med skrigene.

 

Jeg kunne mærke tårerne begynde at trille ned af min kind, da vi sad på hotelværelset. Nu var det nok. Jeg kunne ikke mere. Jeg brast ud i gråd og Justin lagde sine arme om mig. 

- Jeg ved godt at det var for meget. Undskyld! trøstede han og jeg blev bare endnu mere ked af det. 

Jeg rejste mig op fra sengen hvor vi sad og kiggede så på Justin. Tårerne slørede ham en smule.

- Jeg kan ikke mere, Justin, sagde jeg og kiggede ned i jorden.

- Hvad mener du? spurgte han undrende og jeg kiggede ham i øjnene.

- Det her, sagde jeg og slog armene ud. 

- Dit liv. Det er bare blevet for meget. Jeg kan ikke engang gå ud for en dør uden at der er kameraer oppe i mit ansigt. Jeg får hademails hver eneste minut. Min familie kan næsten ikke gå på arbejde mere uden at der kommer fans hen og spørger om dit nummer. Jeg kan bare ikke mere, sagde jeg vredt og irriteret. Ikke fordi jeg var vred på Justin. Jeg var vred på mig selv over at jeg blev nødt til at sige det her. 

Justin kiggede uforstående på mig og rejste sig så op.

- Betyder det vi har sammen slet ikke noget? spurgte han og tog min hånd.

- Jo det gør det. Det gør det virkelig, Justin! Jeg er bare ikke i stand til at håndtere det der følger med, sagde jeg stadig med tårer løbende ned af mine kinder. Jeg følte at min verden var brudt sammen og at alt bare var noget lort.

- Det må du ikke sige, sagde Justin og kærtegnede min kind.

- Jeg elsker dig jo, fortsatte han og kiggede mig i øjnene. En enkelt tåre løb stille ned af hans kind og jeg kunne se i hans øjne at han var såret.

- Jeg er så egoistisk fordi jeg siger det her, men….. Det er mig eller alt det der, sagde jeg og jeg græd endnu mere for at jeg overhovedet kunne finde på at sige sådan noget. Justin slap min hånd og tog et skridt bagud.

- Du ved hvor meget jeg har kæmpet for at nå hertil, sagde han såret. 

- Jeg ved det godt, sagde jeg trist og kiggede ned i jorden.

- Jeg troede aldrig at jeg skulle blive stillet i et dilemma der ikke var en løsning på… Han sukkede og en tåre trillede ned af hans kind. 

Jeg tog fat i hans hånd og jeg plantede mine læber på Justins i et kort kys, for at fortælle at det var okay at han valgte sin karriere og ikke mig. For at sige farvel. Tårerne væltede nu ned af Justins kinder da han godt vidste hvad det betød og han fremtvang alligevel et skævt smil. 

- Jeg bestiller et fly hjem til dig med det samme, sagde han og forlod så værelset med tunge skridt. Det eneste jeg kunne gøre var at betragte ham forlade rummet. Forlade mit liv. 

Jeg brød grædende sammen på gulvet. Jeg kunne slet ikke forstå hvad jeg lige havde gjort. Var det overhovedet det værd? Jeg begyndte, med tårer løbende ned af mine kinder, at pakke sammen.

 

Justins triste ansigt da jeg blev kørt væk fra hotellet af Alfredo, ville ikke forlade mine tanker. Siden jeg var kommet hjem havde jeg fortrudt det hele mere en 100 gange, men det var bare for sent. 

Min kvalme var fortsat hver eneste morgen og min mor var begyndt at blive bekymret. Jeg var lidt ligeglad med det. Det eneste der betød noget var Justin, og det kunne jeg ikke engang få. 

Det var præcis 2 uger siden jeg kom hjem og alle aftenerne havde jeg grædt mig selv i søvn. Oliver kommer forbi idag med is og film. Lige noget man har brug for når man er i kærestesorger. 

Jeg havde ikke hørt fra Justin andet end en sms han havde sendt morgenen efter jeg var kommet hjem.

"Jeg savner dig. Undskyld." 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.

"Undskyld…." 

Det var det eneste jeg kunne komme frem med. Jeg anede ikke hvad jeg ellers skulle skrive. Jeg savnede ham så inderligt meget, men jeg ville ikke skrive det. Jeg aner ikke hvorfor. Det valg jeg havde taget den aften var bare for sent at lave om på nu, selvom jeg så inderligt ville ønske at det blev lavet om! 

Oliver stak sit smilende ansigt ind af døren og jeg forsøgte så godt som jeg kunne at fremtvinge et smil, men det blev ikke til andet end et lille vrik med læberne.

- Jeg har film og is med, sagde han sødt og viste mig en bøtte is og nogle film. Et lille skævt smil viste sig på mine læber. 

- Jeg sætter filmen på, sagde han og gik hen til tvet imens jeg lagde mig under dynen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...