She Don't Like The Lights 3 - (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2012
  • Status: Igang
Justin har travlt med at promote sit opkomne album, Believe rundt i Europa og ser ikke sin elskede kæreste, Katrine så meget. Når de får chancen for at se hinanden griber de den og deres kærlighed fortsætter med at spire.
Men hvad sker der når Katrines graviditetstest viser positiv? Vil det ødelægge Justins karriere eller endnu værre, deres kærlighed til hinanden?

Læs med I 3'eren af She Don't Like The Lights.

27Likes
55Kommentarer
3670Visninger
AA

18. Attende

 

- Har du snakket med ham siden? 

Oliver og jeg sad overfor hinanden i min seng i skrædderstilling og kørte is ned. Vi havde set begge film og næsten spist alt isen. Jeg havde informeret ham om det hele og han havde lyttet forstående med. 

Jeg rystede på hovedet og kørte endnu en ske is ind i min mund.

- Vil du ikke finde tilbage til ham igen? spurgte han så og jeg trak på skuldrene.

- Det vil jeg jo gerne… Jeg er bare bange for at det er for sent, svarede jeg og kiggede ned i isbøtten. Chokoladeis fra Trevors var min yndlings is, og det vidste Oliver så det var den is vi sad og åd. 

- Jeg ved at han elsker dig og drenge har en evne til ikke at vise det, og det er måske sådan Justin har det. Måske er han bange for at kontakte dig, sagde Oliver. 

Jeg trak på skuldrene igen.

- Du bliver nødt til at ringe til ham. Er hans fødselsdag ikke på mandag? Der kan du jo ringe og sige tillykke, sagde Oliver og jeg kiggede op på ham.

- Er det? spurgte jeg. Jeg vidste at Justins fødselsdag var den første marts, men at det var på mandag anede jeg ikke. 

- Ja! Der kan du ringe, sagde Oliver begejstret med munden fuld af chokoladeis.

- Hvad nu hvis han ligger på? spurgte jeg bekymret.

- Det gør han ikke! Han savner dig sikkert ligeså meget som du savner ham, svarede Oliver overbevisende. Jeg valgte at tro på ham.

 

Det var blevet den første marts og jeg sad nervøst med telefonen i min hånd. Justins nummer stod på skærmen og det eneste jeg skulle var at trykke på hans nummer. Det var så pisse let men alligevel så skide svært. Jeg havde siddet der en halv time og bare stirret på nummeret. Hvad skulle jeg sige? Jamen hej Justin. Tillykke med fødselsdagen selvom vi ikke har snakket sammen i næsten 3 uger. Jeg savner dig. Det kunne man jo ikke. Okay, nu måtte jeg gøre det. 

- Du kan ikke sidde her for evigt, sagde jeg til mig selv.

Jeg blev helt forskrækket over min egen stemme da der ingen lyd var på mit værelse. Jeg sad helt alene i min seng og prøvede at tage mig sammen. Jeg tog en dyb indånding og trykkede så på skærmen. Et billede af Justin og jeg poppede frem på skærmen fra juleaften. Jeg smilede og tog så røret op til mit øre. De velkendte bip fortalte mig at jeg ringede op.

- Tag den, tag den nu, messede jeg for mig selv og hans velkendte charmerende stemme lød i den anden ende. 

- Hallo? sagde han.

- Ehm, hej…. Det er Katrine, sagde jeg og hvis jeg ikke tog fejl lød det som om at han smilte. 

- Hej, sagde han begejstret og jeg forberedte mig på hvad jeg skulle sige. Jeg havde aldrig været nervøs når jeg skulle snakke med Justin, men mine håndflader var helt våde og jeg var helt bange for at telefonen ville glide ud af min hånd.

- Jeg ville bare sige… øhm… tillykke med fødselsdagen, prøvede jeg men uanset hvad jeg sagde synes jeg det lød dumt. 

- Tak, sagde han med et glad twist i stemmen. Jeg smilede for mig selv. Hvad skulle jeg nu sige?

- Jeg savner dig, røg det ud af min mund. Hvorfor sagde jeg det? Nej, hvor er du dum. Nu synes han sikkert du er totalt til grin! Dum, dum, dum!

- Jeg savner også dig, sagde han så sødt og jeg lyste pludselig op i et smil.

- Undskyld, Katrine… Jeg skulle aldrig have ladet dig gå. Jeg savner dig så meget at det gør ondt, sagde han og jeg smilede så meget at jeg fik helt ondt i kæben.

- Det er mig der skal sige undskyld. Det var egoistisk… svarede jeg og Justin sukkede.

- Jeg har forresten en gave til dig… hvis du altså vil have den, sagde jeg så. Jeg havde købt et ur til ham forleden dag. Det var faktisk min mors idé. Hun synes det kunne være en god fødselsdagsgave og undskyldsgave. Det var ret flot og lige noget for Justin tror jeg.

- Ej, det havde du altså ikke behøvet, sagde han så, så sød som han nu engang er. 

- Jo. Det er min måde at vise hvor ked af det jeg er….. og hvor meget jeg elsker dig, sagde jeg så og frygtede hvad han ville sige.

- Skal vi ikke mødes? Måske gå en tur på stranden…. I morgen? spurgte Justin og jeg nikkede ivrigt.

- Jo selvfølgelig, svarede jeg smilende. Justin grinte lavmælt i den anden ende.

- Skal vi sige kl. 20 på Miami Beach? spurgte han.

- Ja, svarede jeg og sommerfuglene fløj allerede rundt i min mave. Jeg havde det som første gang jeg skulle se Justin igen. 

- Okay, super. Vi ses, sagde Justin med sin hæse sexede stemme og jeg lagde på. 

Jeg smilede over hele hovedet og havde allermest lyst til bare at skrige så højt som jeg kunne. Jeg smed mig tilbage i sengen af ren og skær lykke og hvinede for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...