Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2818Visninger
AA

13. Vent

Tænk at et kys kan forandre ens verden på så kort tid. Og mig, der ellers hader sådan noget. Jeg hader film, hvor de kysser ét magisk kys, og så er de pladask forelskede. Min tankegang er hermed ændret – jeg har lige oplevet noget tilsvarende.

    For nu tre dage siden kyssede Tresh mig for første gang. På taget af et gammelt skur. Efter at have fortalt mig, at jeg forsøgte at snyde – indirekte. Han ved det selvfølgelig ikke. Jeg har ikke fortalt ham, hvad jeg prøvede på. Han behøver heller ikke at få det at vide i den nærmeste fremtid, da det ikke lige er det, jeg er allermest stolt af. Tresh og jeg har mødtes i skaterparken flere gange siden, og jeg må indrømme, at vi ikke kun har kysset den ene gang. Det er mærkeligt. Tresh er mærkelig. Han får det til at sitre helt ud i fingrespidserne, når han rører mig.

    Min mor har ikke talt til mig siden vores skænderi. Hun er ikke engang taget på arbejde. Hun har bare ligget i sin seng, og Barbara har derfor passet på mig. Det er virkelig underligt. Fik jeg hende virkelig til at blive så ked af det?

   

Jeg sidder på gulvet i en af toiletboksene på skolen. Jeg sidder op ad væggen, og hele min krop ryster. Ja, selvom jeg har fået mine første kys og burde være glad, er jeg det ikke. Jeg har fastet de sidste to dage og har ikke indtaget én eneste bid. Jeg var ikke engang i skole i går. Nu er jeg her, og jeg fortryder, at jeg ikke blev liggende i min seng i morges.

    Jeg har en neglefil, jeg fandt på gulvet, liggende i håndfladen, og mit håndled bløder og sviger på én gang. Men det er dejligt.

    Det skulle ske nu.

    Jeg er ikke god nok.

    Jeg placerer neglefilens spids nedenfor den blødende stribe og presser til. Mine kæber spændes, og jeg kan mærke smerten i hele kroppen. Det bliver bedre.

    Da jeg har gentaget bevægelsen tre gange, presser jeg papir mod de blødende sår. De eneste af mine åbne sår, der kan lappes for en stund. Så tager jeg det sorte svedarmbånd, jeg har medbragt, op fra min taske og tager det på, så det dækker sårene.

    Jeg er ikke god nok.

 

    Mine ben ryster, alting drejer rundt, og hele min krop er tung og følelsesløs på én gang. Min mave skriger på mad, og alt inden i mig tigger og beder mig om at indtage bare et eller andet. Lige meget hvad. Jeg behøver ikke et spejl for at vide, at jeg er ligbleg i ansigtet, og at jeg har sorte rander under øjnene. Mine øjenlåg glider snart i.

    Med en smule anstrengelse får jeg rejst mig, og jeg bevæger mig vaklende ud fra båsen og hen mod døren ud fra selve pigetoilettet. Da jeg er kommet ud på gangen, stirrer folk på mig.

    De tænker, at en pige, der ikke spiser noget i så lang tid er gal. Rablende gal. En pige, der kan leve med at være ved at besvime hele tiden, må være ligeglad. En pige, der kan finde på at forsøge selvmord på grund af sit udseende, må hedde Roxanne Millar.

    De hader mig.

    Deres frastødte blikke klistrer sig fast på min nethinde, og jeg vil aldrig glemme dem. Jeg vil se dem for mig igen og igen, indtil den dag jeg ikke er her længere. En dag, der for min skyld gerne må være nær.

    Jeg går ned ad gangen. Op ad trapperne. Hen mod døren. Og så banker jeg på.

    Frøken Cassidy åbner den, og hun lægger hovedet på skrå, da hun ser mig. Så går det op for hende, hvordan jeg har det, og hun skynder sig at tage mig under armen, smække døren og få mig hen på briksen. Hun finder nogle tæpper og lægger dem henover mig, så jeg ikke kommer til at fryse. Hun finder et glas juice til mig, og jeg drikker det uden at stritte imod denne gang.

    ”Roxanne dog, hvad har du gang i?” spørger hun og sætter sig på stolen ved siden af briksen. Hun lægger hånden på min pande og sukker opgivende. ”Hvornår har du sidst spist noget?”

    Jeg vil ikke engang svare. Jeg vil bare gerne hjem lige nu.

 

Jeg forlader frøken Cassidys kontor efter to timer. Hun valgte at give mig noget af det brød, hun har til nødssituationer, og jeg fik et glas juice mere. Det tog lang tid for hende at få det i mig, men da det endelig lykkedes, fik jeg det bedre. Hun bad mig om at lægge mig til at sove, og jeg gjorde, som om bad mig om. Hun vækkede mig efter en halv time, hvor jeg, uden at stritte imod, drak endnu et glas juice.

    Deres blikke lander på mig, da jeg er kommet ned på gangen.

    Stirrende, nysgerrige, frastødte.

    ”Millar, kom lige her hen,” lyder en stemme. Jeg kigger mig over skulderen og kigger på den person, der har sagt det. En lyshåret pige med håret sat op i en høj hestehale står og kigger på mig. Så gør hun tegn til, at jeg skal komme hen til hende. Hendes øjenlåg er oversminkede, og hun har så meget mascara på øjenvipperne, at det klumper. Jeg må dog indrømme, at det klæder hende. ”Hvordan har du det?”

    Jeg er ikke god nok.

    Jeg lægger hovedet på skrå og kigger længe og indgående på hende. Jeg kender hende ikke på nogen måder. Jeg tror om end ikke, at jeg har set hende før. ”Fint,” svarer jeg. Der kom den igen. ”Hvorfor? Hvem er du? Hvor kender du mig fra?”

    ”Jeg er nysgerrig. Du så ikke ud til at have det godt, da du gik ind på frøken Cassidys kontor.” Har hun stået og holdt øje med mig? ”Mit navn er Maria, og jeg er Margerets søster. Hun taler tit om dig.”

    Et sus går gennem min mave, der nu ikke længere føles så tom og dårlig. Jeg lægger hovedet let på skrå og betragter pigen, der på ingen måder ligner den pige, jeg engang elskede og var sammen med hver eneste dag.

    Margeret har talt om mig. Tit.

    Måske savner hun mig alligevel? Måske blev hun alligevel knust, da hun fandt ud af, hvad jeg forsøgte at gøre? Måske bebrejder hun sig selv, selvom det hele faktisk er min skyld? Spørgsmålene stiller sig i kø for at blive besvaret: Og der er kun én eneste måde, jeg kan få mine svar på. Disse skal ikke ende i ’ting-du-aldrig-vil-få-svar-på’-mappen endnu engang.

    ”Går hun stadig her på skolen?” Jeg har ikke set hende, siden jeg startede igen. Maria nikker. ”Ved du, hvor hun er henne?” Jeg er pludselig meget mere ivrig, end jeg har været den sidste lange tid. Jeg vil se min bedste veninde igen.

    ”Sidst jeg så hende, sad hun oppe på kontoret. Hun har det dårligt og skal hjem. Du må hellere skynde dig, hvis du vil have fat i hende.”

    Så skynder jeg mig af sted. Jeg skubber alle de elever, der står i vejen for mig, bort og har ikke andet i tankerne end at finde Margeret og tale med hende – få afklaret alt det, vi i så lang tid gerne har villet fortælle og spørge hinanden om. Da jeg er kommet ind på kontoret, er hun der ikke. Jeg spørger fru Van Cour, og hun fortæller, at hun netop er gået. Jeg løber alt, hvad jeg kan ned ad gangen igen, skubber døren op og er bedøvende ligeglad med de, der kigger og råber efter mig.

    Og ganske rigtigt.

    Dér, midt på parkeringspladsen, slæber en rødhåret pige sin skuldertaske efter sig, som om hun for længst har opgivet nogensinde at få kræfterne til at kunne løfte den.

    ”Margeret!” råber jeg og haster ned ad trapperne efter hende. Hun vender sig om og kigger på mig med de grønne øjne, jeg i lang tid har misundt. ”Vent,” siger jeg, da jeg står en meter fra hende.

    ”Hold da op, Roxanne…” mumler hun. Hendes blik glider op og ned ad mig. ”Du er blevet tynd.”

    Jeg er ikke god nok.

    ”Hvad er der sket med os?” spørger jeg hende. Hun trækker brynene sammen. ”Det er første gang i… hvad? Det er første gang i meget lang tid, vi taler sammen. Vi var engang uadskillelige, og nu har vi ignoreret hinanden i al for lang tid. Jeg har savnet dig, Margeret!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...