Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2797Visninger
AA

5. Uden viden, uden forståelse

Jeg presser læberne hårdt sammen og kigger på skålen foran mig. Den er fyldt til randen med sprøde, gul-orange flager, der skal forestille at være næringsrige og energiopfyldende. Der er nu gået næsten to ger, siden jeg var kommet hjem fra hospitalet, og min mor synes, at det går helt fantastisk. Endda så fantastisk, at hun er begyndt at gå og nynne med på sangene, der bliver spillet i radioen om morgenen, i stedet for at brokke sig over, at det stresser hende, som hun ellers plejer.

    Barbara sidder ved siden af mig og er ved at kigge i et modeblad. Hun har sat sig for at finde noget nyt tøj til mig, og hun vil senere på ugen tage mig med i byen, så vi kan få købt noget til mig.

    ”Se, Roxanne, se!” udbryder hun pludselig, da jeg lige har stukket skeen i munden. Der ligger et par af de mættende flager på den, og modvilligt tygger jeg dem, mens jeg læner mig over mod Barbara for at se, hvad hun havde fundet. ”Er det ikke bare en pæn kjole?” Hun lægger fingeren på en knælang, blomstret kjole med stropper, der falder ned omkring skuldrene på modellen.

    ”Er det ikke en sommerkjole?” spørger jeg undrende, og som om jeg virkelig kan lide den. Det kan jeg ikke, nej. Den ville alligevel se forfærdelig ud på mig. Ligesom alt andet i det blad. Ligesom alt andet i alle de modeblade, Barbara kan hoste op med.

    ”Nå, jeg må hellere se at komme af sted,” sukker min mor glad. Hun er begyndt på arbejde igen, fordi Barbara er her til at passe på mig. Hun kommer om til mig, lægger hænderne på mine skuldre for derefter at kigge mig et kys på kinden. Jeg tvinger et skævt smil frem. ”Farvel!” Jeg hører døren smække i entréen lidt efter, og så er hun væk.

    Efter noget tid, hvor Barbara og jeg har siddet i stilhed – hun kiggende i sit blad, mig tvunget til at spise maden – løfter hun hovedet og kigger på mig. ”Nå, hvad har du så lyst til at lave i dag?” spørger hun med et stort smil, og jeg bider mig hårdt i underlæben.

    Så trækker jeg endelig på skuldrene. ”Det ved jeg ikke.”

    ”Vil du med mig ud at handle?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Nej.” Mit blik flakker mellem bladet og min skål med cornflakes. Jeg overvejer stærkt, om jeg skal fortælle Barbara, hvad jeg allermest har lyst til at lave i dag. Eller, nej, ikke hvad jeg allermest har lyst til. Lige efter bare at gå op i min seng og skrige ned i puden – noget jeg har haft lyst til flere dage, men bare ikke har turet at sige det. ”Barbara?”

    ”Ja?”

    ”Er det muligt… Er det muligt, at jeg kan komme tilbage i skole?”

    Barbara rynker panden uden at fjerne blikket fra den blå cardigan, hun har fået øje på i bladet. Hun retter endelig blikket mod mig efter et par sekunder og trækker så på skuldrene. ”Det er det sikkert. Men nok ikke lige i dag.” Hun møder mit blik. ”Hvorfor vil de allerede i skole igen?”

    Jeg trækker øjenbrynene sammen og tænker mig kort om. ”Det er ikke allerede længere, Barbara. Der er gået tre uger, siden jeg sidst var i skole, og det ender jo med, at mine venner tror, at jeg aldrig vil komme tilbage igen.” Mine kæbemuskler spændes, og jeg presser læberne hårdt sammen, mens jeg blot kigger Barbara i øjnene, mens hun tydeligvis overvejer mit svar. ”Jeg kan snart ikke klare at gå herhjemme længere. Der er for lidt plads.” Der er for meget plads. Alting føles for stort omkring mig – jeg er bare en lille ugyldig plet i denne travle verden, der flyver forbi mine vinduer, uden jeg kan se det.

    ”Okay så,” overgiver Barbara sig endelig. ”Jeg vil snakke med din mor, og så kan vi se, om du kan komme i skole igen indenfor de næste par dage.”

    Vi vender igen tilbage til hver vores. Efter et par minutter tager jeg mig endelig sammen og spørger, ”Hvorfor vil du ikke have mig tilbage i skole?”

    Barbara lader til at tænke, så det knager over mit spørgsmål, og et øjeblik fortryder jeg, at jeg overhovedet har spurgt. Men alligevel vil jeg gerne høre hendes svar – om det står i kontrast med, hvad hun sagde til mor for snart to uger siden: ”Hun har brug for venner.”

    ”Tro mig, Roxanne, jeg vil så gerne have dig tilbage i skole. Det er kun godt for dig, og nu hvor det alligevel går så godt, vil du kun gøre endnu mere fremskridt,” hun holder en kort pause, ”men det er din mor. Hun er ikke sikker på, hvordan det vil gå. Jeg tror allermest, at hun er bange for, at du ikke vil tale med hende, hvis du har det dårligt.” Jeg bemærker, at hun synker en klump. ”Ligesom før.” Barbara fugter læberne, inden hun fortsætter, ”Jeg har prøvet at overbevise hende om, at hun ikke skal være urolig, for hvis der er noget som helst, så skal vi nok se det.”

    Jeg ved ikke, hvorfor jeg tolker den sætning som, hvis der er noget som helst galt med dig, skal vi nok få det presset ud af dig. De vil ikke bare se det på mig – de vil have mig til krydsforhør hver eneste dag, hvis der bare er den mindste antydning af hovedpine, irritation, vrede eller sorg.

    ”Okay.”

    Det bliver så mit svar. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige til hende. Måske at jeg sagtens kan klare mig selv uden deres velmente råd og ordre. De gør det for min skyld. De gør det, fordi jeg skal have det godt. De synes, at de klarer det godt. Alle de gange, de i de sidste dage har sagt, ”Du klarer dig så godt, Roxanne!”, var det bare komplimenter til dem selv.

    Jeg rejser mig fra stolen og tager skålen med cornflakes op i hænderne. Jeg stiller den hen på køkkenbordet og fortæller Barbara, at jeg går op på mit værelse. Det første jeg gør, da jeg er kommet derop er at sætte min efterhånden gamle Coldplay cd på. De smukke toner af sangen Fix You strømmer snart ud i værelset, og jeg lukker øjnene et kort øjeblik. Tør ikke tænke på, hvad sangen handler om. Tør ikke tænke på noget som helst.

    Jeg lader en hånd glide nedover min mave, og jeg synker en klump, da jeg åbner øjnene og kigger ned ad mig selv. Dellerne er igen begyndt at hobe sig op, efter jeg igen er begyndt at spise. Du er ikke god nok. Det er ikke godt nok.

    Mine øjenlåg bliver efterhånden tungere, og der går ikke længe, før jeg falder hen i en dyb, men urolig søvn.

 

”Roxanne, vågn op.” Min mors blide stemme lyder ved mit øre, og hun rusker let i mit, indtil jeg så småt har forladt søvnens trygge favntag. Jeg sætter mig op og fører hånden om til nakken og masserer den let. Jeg må have ligget på en mærkeligt måde – det gør ondt.

    Da jeg kommer ud på gangen, rammer duften af Barbaras specielle tomatsuppe mig, og selvom mine tænder burde løbe i vand – siden jeg smagte den suppe for første gang, hvilket efterhånden er længe siden, har jeg elsket den – er alt, jeg kan mærke, blot en smule kvalme. Måske også en smule hovedpine og svimmelhed. Men på den anden side; hvornår har jeg det ikke dårligt?

    ”Jeg kan forstå på Barbara, at du ønsker at begynde i skole igen,” fortæller mor og lægger sit stykke brød ned på bordet, inden hun retter blikket mod mig. ”Er det rigtigt?”

    Jeg giver slip på min ske, jeg indtil videre næsten kun har rørt let rundt i den mørkerøde suppe med, og nikker til min mor. ”Ja, det er rigtigt. Jeg vil bare gerne tilbage. Der er vist efterhånden gået lang nok tid, hvor jeg bare har været herhjemme. Ikke at der er noget specielt galt i at være hjemme,” tilføjer jeg med et lille smil på læben. Jeg kigger op på min mor, der smiler kærligt til mig.

    ”Vi kan nok godt finde ud af, at du kan begynde indenfor den nærmeste fremtid. Det er jeg sikker på. Det er kun godt, at du gerne vil tilbage, ikke sandt?” Hun slipper en oprigtig munter latter ud, inden hun tager endnu en skefuld suppe i munden. ”Hvem glæder du dig til at se igen?” spørger hun nysgerrigt.

    Jeg overvejer mit svar et kort øjeblik. ”Margeret, tror jeg, at jeg glæder mig mest til at se.” Margeret Live er min gamle bedste veninde, men vi gled fra hinanden for omtrent to år siden, da hendes forældre blev skilt. Hun var på det tidspunkt i en position, hvor hun havde en tendens til at skubbe alle, der ville hjælpe hende væk, og det samme gjorde hun med mig, selvom hun nok i virkeligheden mest af alt havde brug for en støttende veninde, der ville lytte til hende. I den første tid, hun ignorerede mig, bebrejdede jeg mig selv groft for, at vi ikke længere var bedste veninder – eller veninder for den sags skyld. Jeg tænker stadig tit på, at jeg burde havde gjort et eller andet, så vi kunne have fortsat, for jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hun ikke var den bedste veninde, jeg nogensinde har haft.

    Den anden dag syntes jeg også at høre Barbara sige til min mor, at Margeret var bukket fuldstændig under, da hun havde hørt, hvad jeg forsøgte. Om hun også bebrejder sig selv mit valg, vil jeg gerne vide. Men jeg finder nok aldrig ud af det, selvom Margeret og jeg engang bliver veninder igen – det vil aldrig blive det samme, som det var før hendes forældres skilsmisse.

    For én gangs skyld havde jeg faktisk fortalt min mor sandheden – jeg glæder mig virkelig til at se Margeret igen. Selvom der ikke bør være noget som helst at glæde sig til ved at komme tilbage i skolen. Der vil være stirrende ansigter, hvor end jeg bevæger mig hen, og det samme spørgsmål vil blive ved med at hænge i luften mellem mig og mine bekendte – mine fjender, mine modstandere. ”Hvorfor?” Den eneste, der kender svaret på det spørgsmål, er mig. Jeg er ikke god nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...