Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2907Visninger
AA

8. Tresh

”Kender du hende godt?” lyder en venlig og rolig kvindestemme.

    ”Nej, jeg kender kun hendes navn,” svarer en dybere, en smule hæs, drengestemme, der lyder en smule bekymret. ”Sker det her tit?”

    ”Hun har været heroppe et par gange,” fortæller kvinden, ”men ikke så mange gange igen. Der bliver forhåbentlig ikke flere gange.” Hun sukker. ”Men hvordan mon vi kan få rettet op på det?” Det lyder ikke længere, som om hun taler til drengen, men derimod blot tænker højt.

    Jeg overvejer at åbne øjnene, så jeg kan se, hvor jeg er, og hvem personerne, der snakker, er. Efter kort at have fugtet læberne, løfter jeg min arm og placerer håndfladen mod min pande. ”Roxanne!” udbryder kvinden, og jeg kan nu høre, at det er frøken Cassidy. Jeg åbner øjnene og kigger op på hende. Hendes blå øjne er rettet mod mig, og hun smiler venligt til mig.

    ”Hvordan har du det?” spørger hun, inden hun går hen til det køleskab, hun har stående på sit kontor. Jeg sætter mig op og presser øjnene hårdt sammen for at få hovedpinen til at gå væk. Der går ikke mange sekunder, før jeg får øje på den person, drengestemmen tilhørte. Drengen, jeg var i gruppe med, sidder på en stol og kigger på mig. Han smiler skævt, og det eneste han får til gengæld er en rynket pande.

    Frøken Cassidy kommer hen til mig med et glas orange juice. ”Drik det, så får du din energi tilbage,” siger hun og rækker det til mig. Jeg tøver kort, inden jeg tager imod det og sætter det mod læben for at drikke det. ”Det hele, Roxanne,” beordrer frøken Cassidy strengt, og som jeg fik besked på, drikker jeg en tår af det orange sukkervand til.

    Det er koldt.

    Det er fyldt med sukker.

    Jeg vil ikke have det.

    Drengen må have set det vrængende udtryk i mit ansigt, for han spørger i hvert fald, ”Kan du ikke lide det?” Jeg kigger op på ham. Han virker venlig. Forsigtig. Men venlig.

    ”Jo, hun kan godt lide det,” svarer frøken Cassidy med streng stemme og sender mig et par løftede øjenbryn. ”Hun vil bare ikke drikke det. Men det skal du, Roxanne. Ellers så tvinger jeg det i halsen på dig.” Frøken Cassidy er sød, men hun kan også være striks. En hel del endda. Da jeg har tvunget resten af den bittersøde drik, rækker jeg glasset til frøken Cassidy. ”Godt,” siger hun. ”Tresh, hvis du gider sørge for, at hun kommer herop igen, hvis hun får det dårligt, så ville det være dejligt. Vil du det?” Hun kigger på drengen, der åbenbart hedder Tresh, og hun opfører sig, som jeg slet ikke er der.

    Drengen nikker. ”Det skal jeg nok.”

    ”Tak. Roxanne, smut du bare med ham.”

    Døren glider i bag os, og jeg kigger på drengen. Hans blik er rettet mod gulvet. ”Hvem er du?” spørger jeg en smule irriteret.

    Han kigger op og trækker på skuldrene. Jeg rynker panden, og det lader til, at det hurtigt går op for ham, hvad han gjorde tegn til. ”Øh, mit navn er Tresh. Og du er Roxanne, ikke?” Jeg nikker en smule mistænksomt til ham. ”Du besvimede, mens vi var i gang med opgaven, og… vi… Du ved…” Han peger på frøken Cassidys kontor, og jeg nikker til ham som tegn på, at jeg forstår, hvad han siger.

    Jeg har ikke lyst til at tale mere med ham, så jeg begynder at gå ned ad gangen. Da jeg er kommet knap et par meter væk fra ham, kan jeg høre hans fodtrin mod gulvet, og lidt efter går han ved siden af mig. ”Hvad er der?” mumler jeg.

    ”Frøken Cassidy bad mig jo holde øje med dig. Så det gør jeg.”

    Jeg kigger op på ham. Hans blik er rettet lige frem, og jeg lægger mærke til, at han ikke er meget fra at være et hoved højere end mig. Hvorfor skal jeg også være så lille? Med en klump i halsen lægger jeg hænderne på min mave og forsøger at lade være med at tænke på min vægt. ”Jeg kender dig jo ikke.”

    Der går lidt, inden han svarer. ”Det kunne du jo komme til. Ikke sandt?” Han sender mig noget, der i enhver anden piges øjne godt kan virke charmerende, men jeg tolker blot det blik som malplaceret.

    Jeg trækker på skuldrene og kigger igen fremad. Lidt længere henne ad gangen står en flok elever samlet. Drengen, Tresh, begynder at gå hen mod dem, og jeg bliver et kort øjeblik tiltrukket af tanken om at rende væk fra ham.

    Men så kommer jeg i tanker om, at der endelig er en, der faktisk bekymrer sig om mig – eller bare gerne vil hjælpe mig – og jeg følger efter ham.

    ”Hvad sker der?” spørger Tresh en sorthåret pige.

    ”Der er blevet hængt en liste op med to-og-to grupper til den dér opgave om… hvad var det nu?” Pigen kigger hen på den liste, alle eleverne prøver at komme til. ”Opgaven om socialitet… Den er ret bred, er den ikke?” Hun kigger på Tresh, der nikker kort.

    ”Så du, hvem jeg skal være sammen med?” spørger ham.

    Pigen tænker sig kort om. ”En Roxanne… Milky eller sådan noget. Hvem er det?”

    Tresh kaster et blik på mig, og jeg bider mig kort i læben. ”Det er Roxanne Millar,” retter jeg hende, og hun kigger på mig med et undrende blik. ”Og det er mig.” Hun løfter øjenbrynene og nikker langsomt, alt imens hendes blik glider ned ad mig. Jeg lægger armene om mig selv.

    Hvilken opgave?

    Hvorfor skal vi arbejde sammen med nogen, vi ikke kender?

    Hvorfor mon Tresh og jeg lige er blevet sat sammen?

    Jeg lader til at være den eneste, der har et problem med det. Tresh smiler forsigtigt til mig, men jeg ryster blot på hovedet og vender mig om for at gå hen på kontoret. Jeg vil vide, om Barbara stadig er her. ”Er der noget i vejen?” hører jeg hans hæse stemme spørge bag mig, og et gys går gennem kroppen på mig, da han lægger en hånd på min bare skulder – min skjorte er gledet ned. Med lyserøde kinder sætter jeg den på plads.

    Så ryster jeg på hovedet. ”Der er ikke noget.” Jeg overvejer et øjeblik, hvad jeg så skal sige. ”Dejligt, at vi to skal være sammen om den opgave. Synes du ikke?”

    Nu er det hans tur til at få røde kinder. Han rømmer sig kort, piller ved sit slips, som om han pludselig ikke kan få luft fra det og laver nogle mærkelige grimasser. Jeg lægger hovedet let på skrå. Han ser på en måde bange ud – som om mit spørgsmål har gjort ham utilpas eller ligefrem… bange.

    Hans blik flakker mellem mig og et eller andet et stykke bag mig. Jeg skal lige til at vende mig om for at se, hvad han kigger på, da han endelig svarer mig: ”Jo, det er det klart nok.”

    Jeg ved ikke, om han ikke forstod, at jeg var ironisk. Jeg har ikke lyst til at arbejde sammen med ham, nu jeg ikke kender ham, og han burde heller ikke have lyst til at arbejde sammen med ham. Eller for den sags skyld at holde øje med mig. Med eller uden frøken Cassidys ordre.

    ”Er der noget i vejen med dig nu?” spørger jeg. Måden hans blik flakker gør mig urolig, og jeg er ikke helt klar over, hvad jeg skal gøre.

    ”Nej. Der er intet. Bare… Undskyld mig.” Først nu opdager jeg, at han hele tiden har haft to bøger under armen. Han skubber dem nærmest ind i favnen på mig, og styrter forbi mig og videre ned ad gangen, så han bliver fulgt af flere blikke. Jeg synker en klump. Hvad er der galt med ham? Hvorfor virker han så bekendt?

    Jeg sætter mig ved et af bordene på gangen og lægger hans bøger foran mig. Jeg kigger på forsiden af den ene – en stor, rød én. Henover siden er der skrevet med store, sorte bogstaver, PSYKISKE LIDELSER. Jeg trækker brynene sammen. Omfatter den hele det emne, må den indeholde meget. Meget mere end sidetallet anviser – skønt der må være mindst fem hundrede sider i den.

    På det tidspunkt går det op for mig, at den opgave, Tresh og jeg skal lave sammen, ikke bliver de eneste gange, vi ses.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...