Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2800Visninger
AA

6. Tilbage til skolen

Jeg svinger min skoletaske over skulderen og åbner bildøren i passagersiden. For første gang skal jeg ikke med bussen – Barbara kører mig i skole. Min mor skal på arbejde, så hun er ikke med, hvilket for mig kun er godt. Det ville ikke hjælpe på noget, hvis jeg havde min mor med. Barbara virker bare… bedre til dette. Hun kender også skolen.

    Barbara står udenfor døren og snakker med min mor. Jeg kan ikke høre, hvad de siger, men jeg tør næsten vædde med, at det har noget at gøre med, om jeg mon kan klare at komme tilbage. Nej, på den anden side ville de nok nærmere have taget en snak på et tidspunkt, jeg ikke var i nærheden.

    Da hun endelig sætter sig ind i bilen, sender hun mig et smil, og jeg gengælder det svagt. Jeg er træt, da jeg næsten ikke har fået sovet i nat. Måske fordi jeg har været nervøs, fordi jeg vidste, at jeg skulle tilbage i skolen i dag. Det er mig selv, der har bedt om at komme tilbage, så jeg burde ikke stritte imod. Men ja, det gør jeg bare alligevel.

    Barbara tænder for radioen i bilen, og en sang, jeg ikke kender, strømmer ud i bilen. Jeg lægger armene om min taske og knuger den ind til mig, mens jeg bare tænker på, hvad der mon vil vente mig, når jeg kommer i skole. Den skræmmende store bygning. Jeg vil være musen blandt kattene – offer for deres opmærksomhed, nysgerrighed. Så snart jeg ikke længere har nogen til at se efter mig, vil de igen jagte mig, og jeg vil til sidst falde i deres fælde og give efter.

    ”Så er vi her!”

    Jeg ryster på hovedet og kigger ud ad forruden. Klokken er over ni. Første time er snart slut. Jeg vil vade ind midt i det hele, de andre vil tænke, at jeg tror, at jeg kan få særbehandling. De vil stirre på mig og tænke, at jeg ikke er rigtig klog. De vil se på mig, som om jeg er et udyr. Noget, der burde blive udryddet.

    Bare tanken får mig til at ønske endnu mere, at det var lykkedes mig at fuldføre min mission dengang. Dengang. For tre uger siden.

    ”Nu er du sikker på det her, ikke Roxanne?” Barbaras stemme trækker mig ud af mine tanker, og jeg retter blikket mod hende, for derefter at sende hende et smil og et nik. ”Godt. Skal vi gå ind?” Igen nikker jeg.

    Jeg stiger ud af bilen med små, ondskabsfulde sommerfugle flyvende rundt i maven. Jeg kigger mig omkring. Det føles som en evighed siden, jeg sidst har stået på denne parkeringsplads. Ikke langt derfra er indgangen – den store glasdør har altid skræmt mig, og jeg ved ikke hvorfor. Det virker bare så… skoleagtigt. Ikke noget for mig.

    På vejen op mod døren kan jeg høre lyden af mine støvler mod asfalten, og selvom tempoet er forøget, minder det mig om dengang, jeg slæbte mine fødder efter mig. Slæbte dem efter mig, fordi de ikke ville gøre, som jeg ville have dem til. Intet i mig ville ind på den skole igen dengang. Men jeg havde holdt fast ved tanken om, at det var sidste gang, jeg behøvede at gå derind med udsigt til år lange timer med kedsommelige lærere og uudholdelige indeklimaer.

    Inden jeg træder ind ad døren, Barbara holder for mig, glatter jeg min nederdel. Skoleuniform. Jeg forbander den dag, det blev indført. Ingen mulighed for at eleverne kan udtrykke sig. Ingen anden udvej end at blive sammenlignet med de andre – ’nej, hendes ben er længere og tyndere’, og ’hans slips er krøllet, og det er ikke bundet ordenligt. Fy!’

    Jeg følger efter Barbara, og vi ender ved kontoret. Døren står åben, så vi går bare ind. Den kvinde, der sidder bag skranken, jeg efterhånden har stået ved mange gange, kigger op fra sine papirer og fjerne sine læsebriller, så hun kan se os.

    ”Roxanne Millar! Velkommen tilbage,” udbryder hun og rejser sig hastigt fra sin stol. ”Vi havde ventet, at du ville være kommet tidligere. Men det er selvfølgelig forståeligt nok, omstændighederne taget i betragtning.” Kontordame, fru Van Cour. Hun har ingen situationsfornemmelse overhovedet.

    ”Vi havde lige brug for lidt ekstra tid. Roxanne var lidt for glad for sin seng og kunne ikke rigtig komme op.” Barbara smiler.

    Rettelse: Jeg forsøgte at trække tiden ud. Der var varmt og trygt under min dyne, og jeg ville ikke op, ikke i skole. Vent… Modsiger jeg mig selv? Det var mit valgt, at jeg ville tilbage i skole. Jeg var ikke tvunget af nogen andre end mig selv. Den del af mig, der ønsker at blive ladt i fred. Den del af mig, der blot vil lægge sig til at dø, når snart jeg er alene.

    ”Godmorgen og velkommen tilbage, Roxanne!” Nej, inspektøren har besluttet at kalde mig ved fornavn i stedet for at forblive formel og sige ’frøken Millar’. ”Hvor er det dejligt, at du er tilbage. Vi har oprigtig savnet dig på det seneste!”

    Jeg smiler skævt. Mon han har øvet den replik mange gange for at få det til at lyde ægte? Endnu et spørgsmål jeg må lægge i mappen kaldet ”Ting jeg aldrig får svar på”.

    Barbara taler lidt med nogle mennesker. Så beder mig om at sætte mig på kontoret, hvor jeg skal vente på, at hun kommer tilbage – hun er gået op på skolesygeplejerskens kontor, der ligger en etage længere oppe. Jeg sidder bare der og triller tommelfingre med fru Van Cour nynnende bag sit skrivebord som baggrundsstøj.

    Da Barbara endelig kommer tilbage smiler hun til mig. ”Jeg har lavet en aftale med frøken Cassidy om, at du kan komme hen til hende hver dag, når du har brug for det – du skal mindst én gang om ugen, hvor hun vil tjekke nogle ting. Okay?” Jeg nikker og rejser mig med et lille, skævt smil. Tjekke nogle ting… Hvilke ting vil hun mon tjekke?

    Det spørgsmål får jeg til gengæld hurtigt svar på. Da jeg er kommet ind på frøken Cassidys kontor, beder hun mig om at sætte mig på en stol. Barbara bliver stående henne ved døren.

    ”Hør, Roxanne,” starter frøken Cassidy ud, ”Barbara og jeg har lavet en aftale. Mindst én gang om ugen – du bestemmer selv, hvilken dag – skal du komme herop på mit kontor, hvor vi to kan tale lidt sammen. Jeg skal så veje dig og kontrollere, om det er sikkert, at du render rundt her på skolen. Lyder det fint?” Hun blinker til mig med det ene øje, og et smil planter sig omkring hendes fyldige, rosa læber. Frøken Cassidy er nu god nok – jeg har været oppe hos hende nogle gange, da jeg tit besvimede før.

    Jeg gengælder hendes smil og nikker bekræftende. ”Det lyder helt fint.”

    ”Super!” Frøken Cassidy rejser sig. ”Vi må hellere gøre det første tjek nu. Kom her, træd du op på vægten.” Jeg gør, som hun siger, og rejser mig fra stolen for at gå hen til hende. Jeg tager mine sko af og sætter den ene fod op på det bræt, der for længe siden blev min store rival. Mit smil er forsvundet fra mit ansigt, og jeg er nu en smule bange for, hvad frøken Cassidys reaktion vil være. ”46 kilo?” Hun kigger på mig. ”Det er vist lidt for lidt, tror du ikke? Træd bare ned igen.”

    Lettet forlader jeg vægten, og lægger armene omkring mig selv. Her er koldt. Frøken Cassidy skribler noget ned på et papir. ”Hvad har du spist i dag, Roxanne?”

    ”Øh.” Jeg kaster et blik på Barbara, der smiler beroligende til mig. ”En portion cornflakes og et æble.”

    ”Hvad har du drukket?”

    ”Et glas juice og noget vand.” Jeg synker en klump. Alt for meget.

    ”Okay.” Hun trykker enden af sin kuglepen i, så det siger et klik, og jeg får kuldegysninger ned ad armene. ”Det var det. Du må gerne gå nu.” Hun smiler igen. Jeg nikker kort, kommer med et halvhjertet ’tak’ og tager så mine sko op i hænderne og forlader kontoret.

    Klokken ringer, mens jeg er ved at få mine støvler på. Jeg synker en klump, og mit hjerte begynder at pumpe hurtigere. Jeg rejser mig hurtigt op og følger med Barbara.

    Døre til klasseværelser åbnes, og de første elever forlader timerne for frikvarterne, og den lette summen af teenagesnak om drenge, lektier, forældre og fester fylder omgående luften. Da de drejer deres hoveder og får øje på den nervøse pige, der stivbenet følger efter en kvinde, der mange gange har holdt foredrag for dem, lægger de nærmest hovederne på skrå i takt.

    Hvad laver hun her, tænker de nok.

    Nogle lærere kommer ud, mens den mørkhårede pige dumper ned ad trappen, trin for trin. Hendes taske bliver nærmest slæbt efter hende, da hun ikke har øje for andet end alle menneskerne omkring sig. De nikker til kvinden, der let kunne betegnes som en kollega.

    Jeg synker en klump. Har lyst til at bede dem alle om at holde øjnene for sig selv.

    Den mørkhårede pige er midtpunkt for opmærksomheden. Der høres hvisken, og nogle forsøger endda at træde frem og sige hej, men bliver trukket tilbage af kammerater, der foretrækker at have nogen at prikke til, når de har noget at sige.

    Pas jer selv, tænker jeg og vender blikket mod gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...