Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2996Visninger
AA

12. Selvmord er snyd

Jeg står foran det, der skal forestille at være Treshs hjem. Jeg har på vejen herover ringet til Jordan for at høre, hvor han bor henne. Min mobiltelefon havde bøvl med forbindelsen, så jeg var i starten ikke sikker på, om det var den rigtige, jeg havde fået ringet op, men da det var hans stemme, der dukkede op i den anden ende, var jeg sikker på, at det var ham.

    ”Men pas nu på, Roxanne,” havde han sagt. Jeg skulle ikke sige noget forkert, mente han. Jeg skulle holde mig fra hans ømme punkter.

    Men hvor svært er det ikke lige, når man faktisk ikke kender specielt meget til de ømme punkter? Meget svært, ja.

    Nu er jeg her. Hvis han ikke vil tale med mig, kan han bare sige det. Jeg har bare brug for en, der gider lytte. Jeg har kun kendt Tresh i lidt over en uge, men jeg føler allerede, at jeg kan stole på ham. At han vil være der for mig, hvis jeg har brug for ham. Og alligevel – det kan ikke passe.

    Jeg er ikke god nok.

    Jeg presser fingeren mod dørklokken og træder tilbage, mens jeg venter på, at der vil blive åbnet. Hvis der vil blive åbnet. Mit skænderi med min mor, fik mig til at forlade huset uden jakke, og jeg hundefryser nu. Det er i slutningen af oktober, jeg burde kunne tænke selv. Det er koldt, og jeg kan ikke klare mig uden en jakke. Hvorfor kan jeg ikke bare forstå det?

    Efter et par sekunder bliver døren åbnet. En høj, slank kvinde kigger på mig med et venligt smil. Hun har en lille pige på omtrent et år siddende på armen, og hendes lyse, krøllede hår hænger nedover hendes skuldre. Hun er pæn.

    Havde Jordan ikke fortalt mig det, ville jeg have troet, at det var Treshs mor, skønt de ikke ligner hinanden overhovedet. Tresh er klodset og ranglet bygget, mens hende her ser mere elegant og yndefuld ud. Han har mørkebrunt, pjusket hår, hun har lyst, krøllet hår. Tresh har mørkegrønne, dybe øjne, hun har blå, blanke øjne. De er vidt forskellige.

    Det er Treshs plejemor. Og barnet må være hans plejesøster.

    ”Er Tresh hjemme?” spørger jeg med min allermest venlige stemme. Da jeg talte med Jordan, lød jeg vred og træt, og det havde han også lagt mærke til, så jeg blev nødt til at fortælle ham, hvorfor jeg var og stadig er det. Min mor. Skænderi. Mon hun nogensinde vil komme over det? Jeg kan ikke fatte, at hun har gået rundt og troet, at jeg virkelig ville påføre mig selv ar fysisk. Det er nok med de, jeg har påført mig selv psykisk. Ar ingen nogensinde vil kunne komme til at se.

    Jeg er ikke god nok.

    ”Ja, nu skal jeg hente ham.” Hun smiler og lader døren stå åben. Så går hun tilbage ned ad gangen, jeg kan se ind i, og standser foran nogle trapper. ”Tresh, du har besøg! Kom herned!” Hun kigger på mig og smiler venligt. ”Han kommer om lidt. Træd du bare indenfor.”

    Jeg nikker som tak, men jeg bliver alligevel stående udenfor. Sæt nu han ikke vil tale med mig?

    Den høje, ranglede dreng, jeg er begyndt at holde af, kommer frem for foden af trappen. Han begynder at gå hen mod døren, og da han løfter hovedet og får øje på mig, lægger han hovedet på skrå og rynker brynene. ”Hvad… hvad laver du her?” spørger han, som om det virkelig kommer som en overraskelse. Nå ja, måske har han forventet, at jeg ligger hjemme i min seng. At jeg stadig er syg.

    ”Altså, jeg kan godt gå igen, hvis du vil have mig til det, jeg…” Jeg peger over skulderen og smiler undskyldende for derefter at træde et skridt tilbage. ”Jeg tænkte bare, at jeg ville… du ved… opgaven… Vi skulle jo videre med den, og jeg var ikke sikker på, hvornår, så…” Jeg sukker kort

    ”Sch, det er i orden. Du må gerne være her… Men… Hvis du gerne vil tale, så ville det passe mig bedre, hvis vi kunne gå os en tur i stedet. Jeg har mange... søskende, så.” Han trækker på skuldrene, træder hurtigt i et par sko og griber en jakke.

    Jeg nikker kort. ”Selvfølgelig.”

    Vi begynder at gå. I stilhed. Tresh foreslår, at vi skal sætte os op på taget af et gammelt skur, og fordi jeg vil lade ham bestemme, går jeg med til det. Han hjælper mig op, selvom det er en smule vanskeligt for mig. Jeg er ikke vant til at klatre, og det har jeg heller aldrig rigtig været. Først da vi endelig sidder deroppe, opdager jeg, at vi er oppe på en bakke og derfor har en ret god udsigt over den lille, engelske by, vi befinder os i.

    ”Tresh?”

    ”Ja?”

    ”Må jeg gerne stille dig et spørgsmål?” spørger jeg og bider mig i underlæben.

    ”Det har du lige gjort, men ja, du må gerne stille et til.” Han puffer blidt til mig, og jeg smiler skævt. Mens jeg overvejer, hvordan jeg skal formulere mit spørgsmål, piller jeg ved en sten, der har ligget ved siden af mig.

    ”Jordan har fortalt mig noget… Om dig…” Jeg tager en dyb indånding. ”Han siger, at du har… haft en spiseforstyrrelse. Da du var mindre. Og du bor hos en plejefamilie.” Jeg kigger på ham, men hans blik er rettet mod udsigten foran os. Jeg tager det som et tavst tegn på, at jeg gerne må fortsætte. ”Hvordan har du det?”

    I nogle sekunder sidder han bare og kigger frem for sig. Jeg lægger armene omkring mig selv, da vinden er bidende kold. ”Jeg har det ikke godt, men jeg har det heller ikke dårligt med det.” Han sukker og kigger på mig. ”Vil du virkelig gerne vide det hele?” Jeg nikker. ”Okay så…” Han sukker igen. ”Jeg går ud fra, at Jordan har fortalt dig, hvorfor jeg bor i pleje. Men i hvert fald, der er ikke mange drenge, der får spiseforstyrrelser, da det er en typisk… pigeting. Men det slog bare klik for mig, da jeg var ti år gammel, tror jeg. Jeg begyndte at kigge mig i spejlet oftere og oftere, og hver gang blev jeg mere og mere skuffet.

    Jeg valgte, at jeg ville lade være med at spise et par dage og snyde min mor til at tro, at jeg faktisk spiste maden, selvom jeg enten kastede den op eller smed den ud. Jeg kunne ikke klare det. I en periode begyndte jeg at spise igen, men så kiggede jeg mig i spejlet igen, og det gik ned ad bakke.” Han sukker og bider sig i læben. ”Jeg er ikke helt ovre det endnu, Roxanne.” Tresh kigger på mig. ”Jeg har faktisk også et spørgsmål til dig… Du er tynd. Utroligt tynd. Du kastede din pizza op i går uden at have spist mere end tre bidder eller sådan noget. Hvornår har du sidst spist noget, Roxanne?”

    Jeg er ikke god nok.

    Jeg synker en klump. Hvorfor skulle han også lige stille det spørgsmål? Lige netop det spørgsmål, jeg i så lang tid har forsøgt undgå, men er forgæves. Jeg presser læberne sammen og trækker på skuldrene. Mit hjerte hamrer højlydt. ”Er det ikke ret irrelevant for denne samtale?” spørger jeg og kigger forsigtigt op på ham. Han ryster blot på hovedet.

    ”Det er det netop ikke. Jeg er bekymret for dig, Roxanne,” siger han.

    Da kigger jeg ham ordentligt i øjnene. De dybe, grønne fangarme, der griber fat i mig og suger mig til sig. Hans fremhævede kindben og karakteristiske næse fremstår pludselig tydeligt for mig, og jeg presser håndfladerne sammen.

    Mine tænder begynder at klapre.

    ”Du fryser,” konstaterer han og tager sin jakke af. Jeg hæver det ene bryn, da han rækker den til mig. Vi er ikke med i en film, Tresh. Med et skævt smil, pakker jeg mig ind i den. Den er varm, og den dufter af ham – en blanding af sved og mandeparfume. En duft, jeg ikke har noget imod, når det er ham.

   ”Ved du hvad?” Jeg når ikke at svare, før han fortsætter, ”Jeg overvejede at gøre en ende på det hele dengang.” Jeg synker en klump. ”Jeg kunne ikke klare mig selv længere. Jeg ville bare væk.” Jeg kender følelsen. ”Men… Samtidig tænkte jeg, at det ikke var fair. Jeg er glad for, at det ikke gik så vidt. For mig… for mig er livet en slags spil. Vi bliver alle født som spillebrikker i denne store, ligeglade verden. Vi bliver rykket rundt med, vores liv og følelser bliver sat på spil, og vi møder folk, vi kommer til at elske, og folk vi kommer til at hade. I sidste ende er døden vores mål; når vi dertil, har vi vundet. Giver det mening?” Jeg nikker. ”Nogle, inklusiv mig selv, har så tankerne om, at vi skal få døden lidt tættere på. Så vi hurtigere kan vinde spillet. Men... i mine øjne er det alligevel snyd. De tanker er et råb på hjælp, hvis jeg skal sige det. Man har brug for et skub fremad, en til at tage en i hånden, forklare spillereglerne ordentligt. Vælger man at tage den hurtige udvej, snyder mand. Selvmord er snyd.”

    Hvorfor tænkte jeg ikke som ham? Hadede jeg virkelig det hele så meget?

    Jeg er ikke god nok.

    Jeg bider mig i læben for ikke at begynde at græde. Foran ham. Det ville være en katastrofe.

    Vi kigger på hinanden i noget tid. Og så opstår magien – hans tager min hånd i sin, og vi rykker automatisk tættere på hinanden. Så sker det.

    Tresh presser sine læber mod mine.

    Jeg er ikke god nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...