Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2797Visninger
AA

10. Pizza og bræk

”Gør noget ved de to, for himlens skyld!” råber Jordan op i luften. Tresh og jeg griner. Han mener, at vi er kedelige, fordi vi ikke gider skate mere. De har forsøgt at lære mig, hvordan det nu lige er, jeg skal gøre, men jeg kan kun få brættet til at rulle et par meter, og så tør jeg ikke mere. Da Jordan ville have mig op på den lille rampe, var det lige før de måtte bære mig. Jeg kom dog derop. Med lille rampe, så mener jeg virkelig lille rampe.

    Den rampe er så lille, at Jordan kan stå og holde mig i hånden, mens jeg ruller ned. Og det gjorde han også der. Faktisk gik det fint, må jeg indrømme. Jeg faldt ikke og brækkede noget. Hvis jeg var ved at falde, lovede Tresh at gribe mig – selvom jeg ikke faldt, greb han mig alligevel.

    Det havde føltes som et kram. Et akavet kram.

    ”Okay… I vil ikke skate mere,” sukker Jordan og hopper op ved siden af mig. Vores ben dingler udover kanten på den høje trækasse, vi alle tre sidder på. ”Hvad vil I så lave?” spørger han.

    Alle andre skatere er taget hjem. Selv Chris og Harry valgte at smutte, skønt det ifølge Jordan altid er dem, der tager sidst hjem. Tresh kom tilbage godt en time efter, at han var gået, og han lod til at have glemt, hvorfor han var gået. Jeg kom også ret hurtigt tilbage – egentlig gik jeg bare en runde om den store rampe, og lod som om jeg ledte efter et toilet. Siden har vi bare skatet rundt og hygget os.

    Jeg har næsten glemt alt om min mor. Alt om Barbara.

    En hel eftermiddag har jeg ikke tænkt på mit udseende. Med Tresh, Jordan, Harry og Chris omkring mig føler jeg, at jeg passer ind. Hvilket er besynderligt, eftersom jeg er den eneste pige, og de går på en anden skole, end jeg gør… Men måske er det lige netop det: Fordi jeg ikke færdes omkring dem i skolen. Det er næsten som om, de accepterer mig. Netop som tanken strejfer mig, synker jeg en klump.

    Selvfølgelig gør de ikke det.

    En pige som mig kan ikke blive accepteret. Jeg skulle se så mange gange bedre ud – være så mange gange tyndere.

    ”Jeg har brug for en pizza…” mumler Jordan efter lidt tid. Jeg synker en klump. Han tager en sten og kaster den ned på jorden. Jeg kan høre hans mave rumle. Og da går det op for mig, at min også gør det – den ikke bare rumler, den skriger næsten.

    ”Du siger noget,” samtykker Tresh, og kigger udover skaterparken.

    ”Skal vi finde et sted og få fat i en?” Jordan puffer blidt til mig, og jeg trækker på skuldrene. ”Ja, det gør vi så.” Han springer ned fra kassen, efterfulgt af Tresh. De kigger begge op på mig. ”Skal du med, eller bliver du her?” spørger Jordan og rækker hånden op til mig.

    Jeg tøver et kort øjeblik. ”Jeg skal med,” siger jeg så og tager hans hånd. Jeg springer ned og skynder mig at slippe og stikke hænderne i lommerne. Alt andet virker mærkeligt.

    Tresh og Jordan snakker, mens vi går. Jeg går bare mellem dem og lytter ikke rigtig efter – jeg har ikke lyst til mad. Måske bør jeg stikke af. Smutte mens jeg kan. Og dog – det ville ikke være fair overfor Jordan og Tresh. Eller mig selv. Jeg vil gerne være sammen med dem. De lader ikke til at have noget imod at hænge på mig. Jeg bliver.

    Da vi efter et kvarter et tilbage i skaterparken, sidder vi oppe på den store rampe, klar til at spise vores pizza. Vi valgte at købe én. Dele den. Eller, nej, Jordan og Tresh valgte at købe en. Jeg var bare enig. Jeg havde stadig ikke lyst til at spise noget.

    ”Mmm, endelig mad!” smiler Jordan, da han har taget første bid af sit stykke. Jeg har mit i hånden. Det er stadig lunt. Jeg kigger på stykket, der balancerer på mine fingerspidser. Det fedtede, usunde fyld vil i de fleste menneskers øjne se lækkert og indbydende ud – for mig ser det klamt ud. Spiser jeg det, vil jeg havde brudt mit eget reglement.

    Én bid.

    To bidder.

    Tre bidder.

    Det er direkte klamt at have i munden. Jeg får kvalme, men jeg beslutter mig for at holde ud. Holde ud til sidste pinefulde bid af det fedtede stykke pizza.

    Fire bidder.

    Og så kan jeg ikke mere.

    Jeg har netop sunket, da jeg mærker det vende sig i min tomme mave. Tresh griner af noget, Jordan har sagt, mens de begge gnaver på de papagtige stykker pizza. Jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen. Hurtigt fører jeg en hånd op til munden for ikke at lade pizzaen komme op igen. Men for sent. Jeg vender mig hurtigt om. Og så sker det.

    Tresh og Jordan kigger på mig. Chokerede. ”Åh, gud, er du okay, Roxanne?” udbryder Tresh og springer op. Han lander snart efter ved siden af mig og lægger sin hånd på min ryg. Det overrasker mig, at han er ligeglad med mit bræk. Søen af bræk, der ligger foran mig.

    ”Lækkert,” mumler Jordan og skynder sig at pakke pizzaen sammen. Han har helt sikkert mistet appetitten nu. På grund af mig. Jeg sukker og tager eb dyb indånding, før jeg sætter mig op. Jeg er svimmel. Uden at lægge mærke til det, læner jeg mig op ad Treshs arm, og jeg kan mærke, at det giver et gib i ham. ”Han er virkelig dårlig til piger.” Jordan sætter sig på hug ved siden af mig. Så lægger han en arm om min ryg og hjælper mig op.

    Lad være.

    Jeg har lige berøvet ham appetitten. Han skal ikke hjælpe mig. De skal begge lade mig sidde og rådne op. Så kan jeg endelig blive fri for det helvede, mit indre er.

    Vi kommer ned fra rampen – pizzaen ligger stadig deroppe. ”Skal det ikke… væk?” spørger jeg flovt. De kigger begge på mig, som om jeg er skør. Jeg er skør. Undskyldende hæver jeg brynene.

    ”Det skal vi nok sørge for,” siger Tresh, og jeg kigger på ham. Han nikker med et skævt smil. Jeg takker dem, og Jordan skynder sig op for at hente sit skateboard. I mellemtiden står Tresh og jeg bare og kigger på hinanden. ”Er du okay?” spørger han. Hans stemme lyder bekymret, og det minder mig om, da vi var på frøken Cassidys kontor. En episode jeg ellers slet ikke har tænkt på i den sidste uge.

    ”Jeg har det fint,” mumler jeg.

    Jeg har det altid fint.

    Jeg har det aldrig godt eller skidt.

    Jeg har det bare fint.

    Nogen, der hører mit tavse råb om hjælp?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...